fredag den 24. maj 2013

Planen for at gøre Amerika smældfed!

Planen for at gøre Amerika smældfed

           


Kan amerikanerne blive slankere?
   
I Pixarfilmen WALL.E fra 2008, har menneskene fået jorden fyldt så meget op med affald at de må flytte ind i rumskibe. Motoriserede stole færgede de kanonfede klumper der skal forestille fremtidens mennesker rundt samtidig med at de slubrer væsker i sig fra kæmpekrus og sidder som hypnotiserede foran videoskærme.    


   


Det var både morsomt og skræmmende på samme tid, denne vurdering af Amerikas -brug og smid bort og fastfood kultur, hvor det eneste det drejer sig om er magelighed og selvbeherskelse og vejledning er overdraget teknologien. På den tid var filmen en del af det stadig større kor af stemmer der forhånede Amerikas stadig større livrem.


Fem år senere er det nærmest umuligt at der ikke går en dag uden vi ser en nyhedshistorie om fedme; førstedamen Michelle Obama har gjort det at børn skal motionere og spise sundt til en topprioritet; og selv forsynere af triumviratet salt, sukker og fedt, føler sig tvunget til at komme med indrømmelser for at sælge de ting der for størstedelen får skylden for alt, fra de ekstra kilo, til sukkersyge og hjertelidelser.


Coca-Cola lovede her for nylig at skabe lavkalorie drikke og give ernæringsinformation om deres produkter der kan fås overalt i verden.


Den fremherskende mening er at fast food fremstillerne har skylden for den kendsgerning at 69% af Amerika er enten overvægtig eller direkte fed.


2013’s Salt Sugar Fat: How the Food Giants Hooked Us af Michael Moss, en Pulitzer Pris- vindende journalist fra New York Times, kommer med en af de allermest påtrængende argumenter for den side der har samlet en hoben af beviser for at amerikanerne er ofre for en lumsk plan for at maksimere profitter, og det på bekostning af vort kolesterol, vort blodtryk og vor BMI.


Som Moss afdækkede, har fødevareindustrien gjort det til en videnskab af finde “glædes” punktet for sukker, salt og fedt og har derfor skabt fødevarer der er ligeså afhængighedsskabende som alkohol og stoffer.


Den har også fundet metoder der gør det nærmest umuligt at undgå deres produkter i butikkerne, og man har stået bag omfattende opbygning af dagligvarebutikker over hele USA - et af de bedste midler til at få ‘tag’ i børn og teenagere med deres mad og gøre dem til kunder for livet.


Jeg er enig i, at de er en stor del af problemet - ligesom de som solgte huslån til mennesker de vidste ikke havde råd var en stor del af problemet bag den finansielle krise. Dog er Moss så fokuseret på at kaste skylden på en gruppe, at han behændigt undlader vanerne og normerne der har tilladt at amerikanerne er blevet så nemt et bytte for virksomheder der lever af at give os det vi kræver.


For eksempel nævner Moss hvordan fremkomsten af dagligvarebutikker i 1950’erne falder sammen med at kvinder i hobetal kommer ud på arbejdsmarkedet. Men han dykker ikke nærmere ned i, hvordan det skifte påvirkede vor kollektive evne til at stå op imod usund mad - det sker for eksempel når der er færre familiemiddage - og hvad der kan gøres ved det i et samfund, hvor det ikke bare kan laves om.




Om så det gjorde da er dagligvarebutikskulturen alt for indgroet og det at opfostre børn for tidskrævende til at sende kvinder og mænd ud i køkkenet for den daglige portion madlavning - selv om de gerne ville  det - udover nogle få undtagelser.


Hvad med de millioner mennesker der sådan set er ligeglade med hvad de spiser og bare vil have dækket et øjeblikkelig madbehov, som det gælder på så mange områder af deres liv? De mennesker vil sandsynligvis aldrig læse hans bog.


Den sandsynlige konklusion som mange får af hans udmattende forskning i fabriksfremstillede fødevarer og industrien er at der burde lægges sag an mod den. At give andre skylden for vore problemer er en amerikansk metode og det virksomhederne har gjort er manipulerende om ikke ulovligt. Men hvis hele formålet er at gøre amerikanerne slankere, da skal man til en begyndelse opfatte fabriksfremstillede fødevarer som overflødig og det som giver overvægt.


Hvis du lever i velstående enheder, da er småfedme ligeså forkasteligt som cigaretter og sund mad er nærmest en religion. Helt sikkert er der kreative hjerner i reklame og markedsføringsbranchen der er villige til og i stand til at få proselytter for disse synspunkter over hele Amerika.


Hvis ikke - ja så er mit gæt at advokaterne vil  blive rigere mens amerikanerne bliver endnu federe.
   
http://spectator.org/archives/2013/05/10/the-scheme-to-make-america-fat

Ingen kommentarer:

Send en kommentar