Bibelen som stor litteratur
I en ny bog udforsker Robert Alter den ‘gæld’ amerikansk litteratur har til King James Bible.
Den
græske oversættelse af den hebraiske Bibel blev fuldført i det 3.
århundrede før vor tidsregning, under omstændigheder der, ifølge
traditionen ganske enkelt var mirakuløse. Kongen af Egypten inviterede
72 jødiske vismænd til at arbejde med oversættelsen, placerede dem på
øen Pharos i Alexandrias havn.
.
Hver oversætter arbejdede hver for sig, i fuldstændig isolation; da de
så endelig kom ud af denne isolation viste det sig at hver eneste af de
72 havde skabt den samme græske tekst, ord for ord. Denne
overensstemmelse gav så Septuaginta - som Den Græske Bibel er kendt som,
fra ordet for “halvfjerds” -- med en slags hellig godkendelse, et bevis
på guddommelig inspiration der passer til originalen. Philo af
Alexandria, den græsk-jødiske filosof henviste til de to versioner som
“søstre,” og betragtede dem som lige autoritative.
.
Septuaginta
dengang var produktet af en komite. King James Bibelen, der i 400 år
har været Bibelens engelske “søster,” blev også skabt af en stor gruppe
lærde, og hellige. Den kendsgerning at disse oversættelser ikke har en enkelt forfatter er selve styrken i dem.
En
oversættelse skabt ved konsensus, eller enighed, synes ikke at
fremkomme fra en enkelt skribents sind, men fra selv sproget egenart.
Da Walter Benjamin i sit essay “The Task of the Translator,” erklærede at oversættelse
var en fuldførelsesproces - at en tekst der skal bruges på et andet
sprog genvinder en tabt dimension af dens oprindelig betydning - havde
han denne form for oversættelse i tanke. Ordet
Gud er så eviggyldigt, at intet så stort antal oversættelser kan
‘udmatte’ dets betyding; hver version kan kun se lidt ind i de uendelige
dybder af Guds hensigt.
For
Robert Alter, den store lærde og kritiker, hvis Bibel oversættelser har
været her i det sidste årti, er oversættelsens nødvendighed en meget
anderledes proces. Alter arbejder alene, på samme vis som en poet eller
romanforfatter, og de versioner han producerer bærer fantasien
autoritet, af litteratur, frem for af religion. På en måde er Alters
oversættelser - så vidt som han har afsluttet de Fem Mosebøger,
Salmerne, Visdomsbøgerne, og nu i Ancient Israel,
Josuas Bog, Dommerbogen, Samuels og Kongebøgerne - selve fuldbyrdelsen
af hans lange karriere og bestræbelse for at få os til alvorligt at
betragte Bibelen som stor litteratur.
I hans øjne er dette ikke en nedgørelse, men snarere en ophøjelse. Kun
hvis vi nærmer os Bibelen som et litteraturværk kan vi forstå den fulde
intelligens og de finere nuancer i dens historier, mener Alter.
Som han skriver i sin banebrydende bog,
The Art of Biblical Narrative: “Når man opdager, hvordan man kan finde
det elegante fokus med litteraturens briller, de bibelske fortællinger,
der i sig selv er kraftfulde til en begyndelse, og som viser
forbløffende fine nuancer og opfindsomhed i detaljerne, og i mange
tilfælde et hele som er smukt vævet sammen .....så kan den paradoksale
sandhed meget vil være, at ved
at lære at nyde de bibelske beretninger mere som historier vil vi også
komme til at se meget mere tydeligt hvad de har at fortælle os om Gud,
mennesket og de farefulde skelsættende øjeblikke i historiens rige.”
I Ancient Israel,
har Alter nået den del af Bibelen som har mest at fortælle om
historien. Pentateuken begynder i myter og slutter med moralske
belæringer; de allermest berømte legender er netop legender, der kun kan
accepteres som sande ved - tro. Adam der spiser frugten, Abraham der
ofrer Isak, Moses der deler Det Røde Hav - disse er ikke den slags der
kan passe med beviser fra anden side. Begyndende med Josuas Bog bevæger Ancient Israel sig
imidlertid ind i en mere genkendelig verden af magtpolitik, hvori
hovedbegivenhederne er krige mellem stammer, stater og riger og med
intriger blandt konger og der hof.
Hen
mod afslutningen af Kongebøgerne, når vi læser om ødelæggelsen af
Nordriget i Israel af Assyrerriget, og plyndringen af Jerusalem af den
babyloniske konge Nebukadnesar, så har vi at gøre med begivenheder der
også dukker op i andre ikke bibelske skrifter og på inskriptioner og
dokumenter. På
et tidspunkt i denne lange beretning er israelitterne gået fra at være
en hellig familie til en politisk enhed, med alle kompromiser og
skuffelser der dermed følger.
Hele omdrejningspunktet i Ancient Israel,
der gennemsyrer fortællingen fra Josua og hele vejen gennem
Kongebøgerne er den vanvittige manglende evne hos israelitter til at
være trofaste over for Gud. Da folket krydser Jordanfloden ind i Kanaans
land - vandet stopper for at lade dem komme over, som en repetition af
Det Røde Hav - bliver de instrueret i at udslette den lokale befolkning
og tage landet i besiddelse. Men som Alter viser, i sine nøjagtige og
gode noter, så tilbyder teksten budskaber der er i konflikt, om deres
succes.
På den ene side får vi at vide at israelitterne udførte en
folkedrabsudrensning af kanaanæerne, således at der ingen var tilbage
til at kæmpe mod dem. Dog blev Josuas Bog skrevet eller redigeret
århundreder senere, på et tidspunkt da landet var, sådan set stadig fukd
af kanaanæere. Som Alter skriver, “hvis kanaanæerne synes at være
fosvundet, så var det ikke for det de blev udryddet, men fordi de blev
assimileret af israelitterne.“ Den assimilation forblev delvis: Igen og igen i Ancient Israel læser vi om, hvordan
israelitterne også lod sig assimilere af kanaanæernes levevis, de
rejste hellige pæle til guderne og tilbad Baal. Forfatterne og de som
redigerede Bibelen benytter ofte underfundig taktik til at skjule denne
kendsgerning.
18th-century fresco showing the judge Gideon, center. The Wallfahrtskirche in Hafnerberg, Austria. (Wikimedia Commons)
For
eksempel så tag beretningen om Gideon i Dommerbogen. Gideon er en ud af
en række af dommere - et måske bedre udtryk for ‘høvdinge’ eller
‘krigsherrer’ - der kommer frem for at lede israelitterne mod deres
fjender under den lange periode med politisk kaos. Gideon får af en
engel at vide, at han skal føre an i israelitternes kamp mod
Midjanitterne, og han vinder en mirakuløs sejr. Dog kan teksten ikke
undertrykke, at Gideons rigtige navn er Jerubaal, der helt klart er
kanaanæisk. For at forklare navnet beretter Dommerbogen, at det stammer
fra en hændelse da Gideon ødelagde et Baal alter, “Hvis (Baal) er Gud
strides han med sig selv for hans alter er blevet knust.’ Fra den dag
blev han kaldt Jerubaal, hvilket betyder ‘Lad ham strides med sig selv,
for hans alter er blevet knust.’” Alters noter påpeger imidlertid at en
langt mere sandsynlig oversættelse af navnet er “Baal kæmper (for sine
trofaste tilbedere).” Med andre ord, var Gideon, den israelitiske helt
sandsynligvis født som Baal tilbeder. Teksten opfinder derfor en
etymologi med hans navn for at minimere denne skandales kendsgerning.
Dommerbogen
er fyldt med berømte personer og beretninger - Gideon, Debora, frem for
alt Samson, hvis legender Alter sammenligner med Herkules. Således også
de senere bøger, 1. og 2. Kongebog, der omfatter rækker af mirakler ved
profeterne Elisa og Elias (sammen med lange lister over de skiftende
monarker) Men essensen i Ancient Israel kan
man finde i historien om David, der optager det meste af Samuels Bog.
(Som Alter påpeger, er opdelingen af Samuel og Kongebøgerne en
nødvendighed, på grund af den kendsgerning at de var for lange til at
kunne være i en standardlængde skriftrulle).
Alter
har i årtier tænkt over beretningen om David - nogle af hans
overvejelser i “The Art of Biblical Narrative” fra 1981, dukker op igen i
teksten og noterne i Ancient Israel - for ham er det en af de helt
store i litteraturen.
“Beretningen om David,” skriver Alter, “er muligvis den største
fortællende repræsentation i antikken om et menneske liv der udvikler
sig langtsomt gennem tiden, skabt og ændret ved det politiske livs pres,
ved offentlige institutioner, familien, påvirkningerne fra krop og ånd,
og det triste kødets forfald.”
Det
mest magtfulde øjeblik i hele Davidsfortællingen, foreslår Alter,
kommer i 2. Samuelsbog 12, med episoden og resultatet af mødet med
Batseba. Historien er velkendt: David ser fra sit hustag Batseba bade,
og han optændes af begær efter hende. Han indbyder hende og sover med
hende, men da hun bliver gravid, står han med et dilemma: Hvordan
skjuler han sin dåd for Urias, Batsebas ægtemand? David beslutter sig så
til sidst for at sende Urias i kamp hvor han helt sikker vil blive
dræbt, og dermed kan han få Batseba for sig selv.
“Det
som David havde gjort var ondt i Herrens øjne,” lader fortælleren os
vide, og han kommer til at betale en frygtelig pris: Da Batseba føder en
søn, bliver denne syg. David beder straks om helbredelse: ”Da søgte
David Gud for barnet, holdt faste og lagde sig om natten på jorden i
sæk.” Han er så opslugt af sorg at hans hof er bange for at bringe ham
nyheden om at drengen er død. Da de endelig fortæller ham det, er de
overraskede over at se David der straks rejser sig: “Da rejste David sig
fra jorden, tvættede og salvede sig, tog andre klæder på.” Da de
spurgte ind til denne pludselige forandring af sindet svarer David med
dette: “Så længe barnet levede, fastede jeg og græd; thi jeg tænkte:
Måske er Herren mig nådig, så barnet bliver i live. Men hvorfor skulle
jeg faste, nu han er død? Kan jeg bringe ham tilbage igen? Jeg går til
ham, men han kommer ikke til mig!”
Her
vurderer Alter at vi kan se David forvandle sig fra en kriger og
politiker til et repræsentativt menneske, der taler direkte om ‘sin
eksistentielle nøgenhed.’ Som Kong Lear indrømmer, “Jeg er en meget
tåbelig elskelig gammel mand,” eller Hamlets “Beredvilligheden er det
der gælder,” lykkes det David at komprimere vor erfaring med kærlighed,
det at vi skal dø, frygten og resignere i en enkelt sætning.
At
læse Bibelen i Alters oversættelse hjælper os til at få bragt sådanne
øjeblikke at stor litteratur og menneskekraft i fokus - takket været
ikke blot han tydelige og elegante oversættelse, men også de omfattende
noter der peger lige præcis på det som sker i tekstens afgørende
stunder.
Ancient Israel
er en perfekt mulighed for at vende tilbage til disse grundlæggende
jødiske beretninger i teksten og betragte dem med friske øjne - og det
du finder der kan overraske dig.
Adam Kirsch is a contributing editor for Tablet Magazine and the author of Benjamin Disraeli, a biography in the Nextbook Press Jewish Encounters book series.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar