Coolidge og Obama - Mester og Nar Del 1 af 3.

‘Tavse Cal’s’ lære til Obama- Del 1 af 3

           

Charles C. Johnson

Sparsommelige lakoniske Calvin Coolidge anvendte instinktivt sine konservative principper. Resultatet var det vi har brug for i dag: En lille gæld og voksende velstand.    

Da præsident Obama krævede at “millionærer og milliardærer” skal “betale deres rimelige del,” gjorde han det med en påstand om retfærdighed, skønt en forkert forståelse af retfærdighed. Amerikas skattesystem er uretfærdigt, argumenterede han -- ikke fordi alle ikke betaler den samme skat, men fordi den “rige” ikke betaler nok skat. Med sine betoninger, med sin stampen med fødderne, med sine forførelse af mængden, jovist han var i kampagneform. “Hvis I elsker mig, så skal I hjælpe mig med at få vedtaget denne lov,” fortalte han en henrykt mængde. Kampagnechefen var tilbage, og ønsker stadig at “sprede velstanden,” insisterer på at skatter bare skal hæves. Det hele drejede sig om at “leve med de midler vi har.”

                    

Men hvis Obama mener det alvorligt med at “leve med de midler vi har” så ville han være viis om han studerede Præsident Calvin Coolidge - den sidste Republikanske præsident der betalte gælden samtidig med at væksten i økonomien voksede.

Der har aldrig været et bedre tidspunkt end nu for at vende sig mod Coolidges perspektiv. Ofte afvist som en “der ingenting gjorde” af New Deal aktivisterne viste Coolidge, hvad sand konservatisme kunne skabe. Han bragte Washingtons forbundsøkonomi i orden. Han fik budgetterne i balance, skar ned på forbruget, knækkede skatterne og hjalp med til at udvikle økonomien så der kunne skabes velstand. Med andre ord, lige præcis det vi har brug for i dag.

Desværre er Obamas filosofi om regeringsledelse så langt, langt borte fra Coolidges. “Den klogeste og sundeste metode til at løse vort problem med skat er gennem økonomiske begrænsninger på forbruget,” sagde Coolidge i sin indsættelsestale i 1925. Hans koncept om vor republik adskiller sig markant fra Obamas. “Opkrævningen af enhver skat der ikke absolut uden for enhver tvivl er nødvendig,” argumenterede han, “som ikke i fornuftig grad bidrager til den offentlige velfærd, er kun en afart af legaliseret tyveri. Under denne Republik tilhører industriens foretagsomhed de som har tjent dem - “Amerikanere,” påmindede han os, “er politisk frie mennesker og skal være økonomisk frie mennesker.” Men med Præsident Obama er Amerika blevet mindre økonomisk fri, faldet i gældsfælden.

 

Dette er hovedsageligt på grund af klimaet med økonomisk usikkerhed skabt ved hans politik. I 2009 var præsident Obama med rette mod en stigning i skatterne ved recessionens begyndelse. Nu, i forvirrende grad, insisterer han på at hæve dem, trods økonomiens fortsættende forstoppelse. Åbenbart har han ikke lært at skatter ikke kan løse Washingtons finanssmerter, fordi at beskatte er at ødelægge de dynamiske kilder til vor velstand.

Coolidge var udmærket klar over dette, og gav råd til sine medborgere mod klassekampens underliggende økonomiske filosofi a la Obama. “Vi kan ikke finansiere landet, vi kan ikke forbedre de sociale forhold, gennem hvilket som helst system om uretfærdighed, selv om vi forsøger at pålægge det den rige. De som vil lide mest skade vil være den fattige.” Og den fattige har virkelig lidt under præsident Obama: Antallet af amerikanere der lever i fattigdom forøgedes igen i 2010, for fjerde år i træk. Nu er det en ud af seks amerikanere der lever under ‘fattigdomsgrænsen.’

Rent instinktivt bryder amerikanerne sig ikke om klassekamp argumenterede Coolidge, fordi de “tror på velstand. Det er absurd at formode at (amerikanerne er) misundelige på de som allerede er velstående.” Sparsommelighed og læren fra historien, troede Coolidge, viste os “den kloge og rette kurs” og var “ikke at ødelægge de som allerede havde en sikker succes, men at skabe omstændigheder under hvilke alle vil få en langt bedre mulighed for at få succes.”

Coolidges tilgang, løsning, var virkelig at søge at finde den rette balance. Regering og forretning hver for sig “burde være suveræn på hver deres område,” i november 1925 fortalte han Handelsministeriet i New York State. “Når regeringen uretmæssigt kommer under indflydelse af forretningsverdenen, er tilbøjeligheden at udvikle en administration der lukker mulighedens dør; snævertsynhed og selviskhed i sin fremtoning, og resultatet er et oligarki.”

På den anden side, “når regeringen med dens større ressourcer blander sig i forretningsverdenen har den en tílbøjelighed til ekstravagance og ineffektivitet, og da den har magten til at knuse alle konkurrenter vil den på samme vis lukke mulighedens dør og det resulterer i et monopol.”

Med sin tro på ‘stor regering’ holder Obama fast på at han har fokus på jobskabelse. Coolidge vidste imidlertid at regeringen ikke kan “skabe jobs” direkte. Jobskabelse var den private sektors område. “Hvis virksomheder får lov at passe sig selv, og sikres en fornuftig frihed fra indblanding fra regeringen og forøgende skatter,” skrev den da pensionerede Coolidge, under Depresssionen som klummeskribent, “vil det gøre mere end alle mulige love i en lettelse af depression ...Det vil være visdom, at give virksomhederne frie hænder til at skaffe sig sine egne værtktøjer.”

 

Coolidge opnåede så meget som han gjorde, fordi han troede så inderligt på at “økonomi” betyder beskedenhed. Han satte det på en tredjeplads, efter “orden og frihed,” som “en af de vigtigste ting ved en fri regering.” Han udtrykte det ganske enkelt: “Jeg går ind for økonomiens politik, ikke fordi jeg ønsker at spare penge, men fordi jeg ønsker at spare folket.” En dollar sparet var en dollar som folket selv kunne bruge til at forbedre deres eget liv. 

Fortsættes.......

http://synopsis-olsen.blogspot.dk/2013/06/coolidge-og-obama-mester-og-nar-del-2.html