lørdag den 8. juni 2013

Grand Central - en togstations hemmeligheder

Grand Central's multimillion dollars hemmeligheder


Grand Central Terminal, i New York City, betjener 700,000 besøgende om dagen. Den er også hjemsted for en række hemmeligheder, som er synlige for enhver der går gennem den store banegård.

NEW YORK--Hvis du ønsker at vide hvad der er det seneste teknologilegetøj så lad være at gå til Best Buy eller Apple butikken. Gå derimod til ‘Tabt og Fundet’ afdelingen på Grand Central Terminal

En togterminal der betjener 700000 mennesker om dagen og har flere end 2000 tabte/glemte genstande om måneden, ja da vil de med de nyeste mobiltelefoner, laptops eller andet isenkram nødvendigvis miste nogle af dem når de befinder sig på Grand Central. Der er en rimelig god chance for at de mennesker bliver genforenet med deres ejendele.

“Vi begynder at se teknologien lige så snart den når ud af butikkerne,” sagde assistent på Grand Centrals Tabt og Fundet afdeling, Chris Stoll. “I går fik vi tre iPhones, og vi har haft IPads.” Stoll føjede til, “Jeg har lavet sjov med kunderne om at jeg vil begynde at foretage investeringer på baggrund af, hvad der bliver indleveret her.”


Som led i mit Road Trip 2010 projekt fik jeg lejlighed til i sidste uge at se nogle af Grand Centrals mange skjulte hemmeligheder, og lærte også en masse om terminalens mange etager og deres historie. Dette er en bygning der blev åbnet i 1913, og gennemrestaureret i 1998 og som hjalp med til at skjule præsident Franklin Delano Roosevelts poliosygdom for det amerikanske folk, der har for 20 millioner dollars værdifulde juveler som alle kan se, og som til denne dag giver top-secret assistance til enhver siddende amerikansk præsident der besøger New York.

Men mere om det lidt senere.
 

80% tilbageleveringsrate

Da de fleste aldrig har nogen grund til at besøge de ansatte ved Tabt og Fundet, så aner de muligvis ikke at Grand Central er hjemsted for det som kan være verdens mest effektive system for at genforene tabte/glemte genstande med de rette ejermænd.

Ifølge Daniel Brucker, en mellemleder på kontoret for offentlig kontakt ved Metro-North Railroad, der i dag betjener Grand Central, da kommer repræsentanter fra tabt og fundet afdelinger fra hele verden til New York for at studere, hvordan vi her klarer opgaven. De fleste sådanne afdelinger hævder de har en returrate på cirka 30%, dog sagde Brucker at ved Grand Central bliver hele 80% af genstandene returneret til de rette ejere.

Når man går rundt i afdelingen er det et slaraffenland af mobiltelefoner, paraplyer, rygsække, laptops, og så det uundgåelige: Legetøjstog.
 
Omtrent alle disse genstande sorteres i kategorier og opbevares i kasser med f.eks. “Mobiltelefoner fra juni måned.”
 

Brucker forklarede, at når en genstand er fundet eller indleveret stiller personalet i Tabt og Fundet, eller i terminalen eller på togene, hurtigt en række spørgsmål for at få afklaret - hvor, på hvilket tog, hvilken vogn, og endog hvilket sæde genstanden blev fundet eller om den var i bagagenettet. De ønsker også at vide hvad mærke det er, hvilken slags paraply det er. 
 

Hvis det er fundet i et tog eller i terminalen vil man først lægge det i en aflåst æske, og derpå lade politiet bevidne at den er låst før den bringes til Tabt og Fundet.

Et mekaniseret garderobestativ der indeholder dusinvis af fundne jakker er lagret i Tabt og Fundet. Hemmeligheden bag afdelingen succes er dog det innovative katalogiseringssystem og den omhyggelighed hvormed de ansatte forsøger at finde ejerne til tingene. Assistenter kigger poser og tasker igennem for om mulig af få info den vej. Også tøj gennemses for at se om der er kvitteringer mv. der kan hjælp med til at identificere ejeren.  

Det er ikke kun mobiltelefoner og jakker der dukker op. Der er kunstige lemmer, Basset hunde, Ray Charles legetøj og så selvfølgelig en masse krim-krams. Brucker sagde at 100% af laptops kommer retur til ejerne.

Faktisk lægger de ansatte enorme mængder afslørende detaljer vedrørende de tabte genstande på en database, offentligheden kan så gå online, og opgive detaljer om genstande de har mistet og hvis der er sammenfald bliver de indbudt til at komme og give det endelige bevis på - såsom hvad der var inde i den Fendi pose.

For Stolle var det mest overraskende muligvis rygsækken der indeholdt 250 VIP biletter til en Dave Matthews Band koncert. Rygsækken viste sig at tilhøreen lokal DJ der skulle sende biletterne til vinderne i en konkurrence, men som havde mistet den. Stoll fik ikke en billet som dusør.
Og mens næsten alle skal give detaljer som bevis på deres ejerskab, husker Brucker en gang da det ikke var nødvendigt. En ældre kvinde kom ind for at lede efter sine kunstige tænder, og da hun fandt dem proppede hun dem i munden og sagde, “Jo, de passer.” Så var det afgjort.

Den Hemmelige perron

Da FDR blev præsident i 1930’erne havde Det Hvide Hus et enkelt krav til ejerne af Grand Central: Bevar hemmeligheden om Roosevelts polio.

De havde en plan og den omfattede bygningen af en hemmelig fuldt funktionsdygtig togstation dybt nede under Grand Central. Derfor blev den bygget. Brucker tog mig derned for at besigtige den - gennem døre jeg ikke har lov til at afbillede, af grunde der snart vil stå klart - og han forklarede, hvad der foregik, og stadig foregår, under den travleste togterminal i USA.
 


FDR var fra New York staten og vendte ofte tilbage til New York City. På grund af at hans fysiske kondition ikke blev forstået af offentligheden som måske ville synes det var upassende at deres øverstkommanderende ankom i en kørestol, skulle præsidenten ankomme til New York i et særtog.

Men i stedet for at ankomme på en normal perron og i en normal togvogn ankom FDR i et særvogn der indeholdt hans 1932 armerede Pierce-Arrow Limousine.
 


På det tidspunkt toget kørte ind i de hemmelige tunneler skulle præsidenten være i limousinen, og når perronen var nået skulle bilen køres ud gennem særlige brede døre og ind i en særlig bred og stor elevator. Derpå køres op til festsalen i Waldorf Astoria Hotel der ligger oven på perronen.

Den hemmelige togvogn var armeret og have skudsikre vinduer, der på den tid blot var flere lag glas, sagde Brucker.
 
I tilgift var der en række åbninger øverst på togvognen der skulle virke som skydeskår. og man havde en unik hjulstilling der tillod sidekørsel for at forhindre at FDR røg ud af sin kørestol ved en pludselig bevægelse af vognen.
 

I dag står togvognen på et spor på den hemmelige togstation. FDR Museet ønsker den tilbage, men at flytte den fra tunnelerne under Grand Central ville være en astronomisk kostbar opgave, ved at den sandsynligvis skal skilles ad, stykke for stykke. Så indtil museet punger ud, står den tilbage i New York City.
 

Du kunne tro at denne historie ville betyde at Grand Central tillod publikum at komme ned og se FDR’s togvogn, men det er ikke tilfældet på grund af et mere nutidigt ansvar for præsidenten.

Det er faktisk sådan at når hvilken som helst siddende præsident ankommer til New York City da gøres en perron og en særvogn klar i tilfælde af at chefen får brug for hurtig flugtassistance, sagde Brucker. Det betyder at under et præsidentbesøg da er alle mulige indgange til perronen bevogtet af forbunds- og lokalt politi, og enhver uautoriseret der forsøger at komme ned på stationen vil blive anholdt indtil præsidenten forlader byen.

Det er derfor, fortalte Brucker at for nogle år siden da formanden for Metro-North Railroad forsøgte at komme ned på den hemmelige station blev han standset af sikkerhedspersonalet. Han sagde gravalvorligt og sandt. “Dette er min togstation.” Hvortil den lige så gravalvorlige betjent svarede, “Ikke i dag.”

Andre hemmeligheder

Udover den hemmelige togstation og den utrolige Tabt og Funder er Grand Central en skattekiste af andre små skønheder.

En af dem er faktisk en ægte juvel. Da jeg kom tog Brucker mig ind i den berømte og ikoniske hovedsal og spurgte mig om jeg kunne få øje på den juvel til 20 millioner dollars der var synlig for enhver i det enorme rum. Det kunne jeg ikke og senere forklarede han den er placeret øverst på hovedinformationsdisken i midten af salen, at den er smuk, og faktisk viser uret den er placeret i den helt præcise atomtid da det er synkroniseret med U.S. Naval Observatory. Ellers synes det ikke være værd at lægge mærke til.

Det viser sig at urets fire facetter er fremstillet af utroligt værdifuldt opal, og man har vurderet det til cirka 20 millioner dollars.


En anden lidt kendt kendsgerning er det lille hul højt oppe i salens loft. Kun meget få lægger mærke til det, det er den eneste tilbageværende bevis på at sent i 1950’erne  for at reklamere for NASA da fik man placeret en Redstone Raket i terminalen, på det tidspunkt da russerne så ud til at vinde rumkapløbet.
 

Desværre viste raketten sig en smule for høj til hallen og man måtte lave et hul på sekstommer for at den kunne stå oprejst.

Den forkerte afgangstid

Måske den allermest snedige hemmelighed af alle er med baggrund i menneskehedens sind. Brucker forklarede at hvert eneste togplan på Grand Central, og faktisk, alt der viser tog der afgår fra terminalen er et minut forsinket. Det er ingen fejl. Faktisk er tidsskemaerne ude af takt fordi det forekommer at være en god metode til at klare det kaos der opstår når mennesker løber for at nå et tog der er ved at køre.

Fremfor alle spurter og falder, eller taber ting, løber ind i søjler, da giver minutafvigelsen konduktørererne lejlighed til at sige til de løbende, - tag den med ro, løb ikke. Der er stadig et minut tilbage.

Og i togenes verden er et minut altså rigtig lang tid.

http://news.cnet.com/8301-13772_3-20010203-52/grand-centrals-multimillion-dollar-secrets/

Ingen kommentarer:

Send en kommentar