lørdag den 31. august 2013

Det store tog røveri - falske forudsætninger

Det Store Tog Røveri

           
                    
Intet passer Obama administrationens økonomiske projekt bedre end højhastighedstog. Denne vision har baggrund i en utopisk fremtid, hvor mængder af fagforeningsansatte skal være med i bygningen og derpå igen belønne politiske allierede og donorer, og gøre brug af analytikere der er ivrige efter at spytte tvivlsomme forskningsresultater ud der kan retfærdiggøre projektet ud fra økonomiske bevæggrunde. Kald du det blot Solyndra på steroider.        

Hele reklamestuntet for højhastighedstog kommer fra Californiens foreslåede højhastighedsbane på cirka 800 kilometer fra Anaheim til San Francisco. Da den skal have sit udgangspunkt ved Disneyland, og slutte ved det kulturelle tomrum, så kan kan kritikere bare ikke afholde sig fra at snerre at toget vil være et ‘lyntog’ fra “Fantasi til Bedrag.”



Californiens vælgere godkendte med 53% tilbage i 2008 at man optog lån for 10 milliarder dollars til højhastighedsbanen. På den tid fremlagde statens myndighed for projektet et prisestimat på kun 33 milliarder dollars, hvoraf de fleste af pengene skulle komme gennem ydelser fra Washington, og så penge fra private investorer. Der ville ikke være brug for nogle subsidier; billetpriserne ville dække alle projektets driftsomkostninger. Nu ser det hele dog helt anderledes ud. Myndighederne anslår lige for tiden at det guldbelagte togprojekt vil koste op mod 98 milliarder dollars.

Indtil nu har Kongressen kun skrabet 3,9 millioner dollars i ægte penge til bygningen, og det på den betingelse at staten bygger første del af togbanen i den sparsomt befolkede Central Valley, formodentlig, fordi der er mindre modstand i landområderne end i de store byer der er godt fyldt op med miljøpuritanere.

Men flere og flere indbyggere, i by og på land, er nu ved at få kolde fødder. Afstemningen viser at to-tredjedele af californiens indbyggere nu ønsker en ny folkeafstemning, og et klart flertal ville stemme for at smide projektet i affaldsspanden.

En årsag er at forudsætningerne bag højhastighedsbanen nu mere ligner Rube Goldberg end Star Trek. Jovist, er et af de formodede formål - at få folk ud af bilerne og reducere energiforbruget - noget der skal betales for af AMP (Andre Menneskers Penge) nu et der ser stadig mere tvivlsomt ud. Støtterne bag togprojektet stoler virkelig meget på de stærkt overdrevne fremskrivninger, de nærmest hallucinerende løfter om milliarder i private investeringer, og så den helt falske forventning om at det gældsplagede Washington vil kautionere for eventuelle overskridelser af budgettet.

Wendell Cox offentlig poltikrådgiver og forfatter til artikler om højhastighedsbaner for Heritage & Reason Foundation skrev i Wall Street Journals sidste år at forskning i Europa, Japan og Kina viser at bilkørerne plejer at undgå højhastighedsbanerne på grund af den høje pris og den tid og den udgift man skal lægge til når man skal enten leje en bil eller køre taxi for at komme helt hen til bestemmelsesstedet.
 

Når man ser på hele verden så er den største andel af de som benytter højhastighedstog mennesker der plejede at benytte de langsommere tog. Der er ikke tilstrækkeligt med togpassagerer i Californien til at skabe et solidt grundlag for fremtidige kunder. Og der er ingen støtte til den holdning, at nuværende bilister vil gå over til toget i særlige store antal.

Jerry Brown, Californiens Demokratiske guvernør er dog stadig en stor togstøtte. Men andre guvernører trækker sig fra programmer af lignende art i deres stater. Floridas Rick Scott fik standset et Tampa-Orlando topprojekt efter han erfarede om omkostningernem og at der var fusk med formodningerne om antal passagerer. Wisconsins guvernør Scott Walker og Ohios guvernør John Kasich har ligeledes trukket sig fra lignende projekter.

Selv i Californien er adskillige ihærdige støtter af togprojekter begyndt at få kolde fødder. For at undgå modstand fra miljøgrupper, har myndigheden bag højhastighedsprojektet forlagt planer om at lægge nye spor på hele banen. I stedet skal de nye tog i Bay Area, dele spor med de lokale baner. Dette såkaldte “blandede system” er i modstrid med det lovmæssige løfte der blev givet til Californiens vælgere i 2008: At en tur mellem Los Angeles og San Francisco ville tage cirka 2 timer og 40 minutter. Oveni, så er det at der skal gives penge til de lokale baner af højhastighedsmyndigheden noget der krænker de forpligtelser man har givet om at ingen penge skal uddelegeres til sådanne formål.

Quentin Kopp, en tidligere senator og dommer fra San Francisco, der har arbejdet i banestyrelsen har vendt sig mod den nuværende plan. “De har fiflet med dette projekt,” fortalte han Los Angeles Times. “De har fordrejet det. Vi får ikke et højhastighedstogsystem. Det er det Store Togrøveri.” Han får medhør i sin skepsis af Jim Mills, et tidligere senatsleder der engang var leder af banestyrelsen, og af Lynn Schent, et tidligere kongresmedlem fra San Diego der nu sidder i ledelsen af styrelsen.


I Washington er Republikaneren Kevin McCarthy, endnu en tidligere støtte, blevet kritiker, og er fast besluttet på at “toget til ingen steder” ikke forlader nogen station. “Myndighedernes plan er uansvarlig og hensynsløs,” sagde han i marts måned, “og det er derfor jeg er ved at udarbejde lovgivning for at standse at flere hårdtjente skatteyderdollars bliver spildt på Californiens højhastigshedsbane.”

Det er planlagt, at de første ‘spadestik’ skal tages senere i år til togbanens indledende 170 kilometer i Central Valley, og indtil da, er det et kapløb mellem det tåbelige og snusfornuft. Støtterne er motiveret at teorien bag projektet, at når først man er begyndt, så vil det blive fuldført, og derfor er de besluttede på at rydde enhver forhindring af vejen. Truslen fra miljømæssige sagsanlæg har foranlediget, at Guvernør Brown forslår at toget beskyttes mod sådanne sager, dog har han trukket noget i land, grundet et hårdt pres.

Den ægte, virkelige trussel vil sandsynligvis komme fra statens skatteydere. Næste år vil de begynde at betale renter af de obligationer der er udstedt til finansiering af projektet - årlige betalinger på 380 millioner dollars om året og i de næste 30 år - på samme tid som mange mennesker i stigende grad er oprørte over den elendige infrastruktur, mangel på vedligeholdelse og det man ikke bygger nye veje.

Hvis Californien kommer i sving så vær sikker på at Senatets flertalsleder Harry Reid vil være OBS på sin egen ‘Fut’ Fut’ dyre togbane til ‘gavn’ for hans hjemstat Nevada. Den foreslåede “Xpress West” togbane ville forbinde Las Vegas med den lille by Vicotrville, 250 kilometer mod Californien.

Teorien er at indbyggerne i Los Angeles vil køre mellem 80 og 180 kilometer til Victorville, køre af den gratis motorvej, parkere og stige på toget den sidste bid af rejsen. “Det er nærmest en ligeså sindssyg ide som højhastighedsbanen mellem gård til gård i Central Valley” fortalte transportanalytikeren Wendell Cox mig.

Vi kan være helt sikre på at chancerne for at et sådant projekt vil kunne betale sig er meget mindre end det som alle og enhver tilbydes på et casino i Las Vegas.

   
http://spectator.org/archives/2013/05/09/the-great-train-robbery

fredag den 30. august 2013

Japans bomber over Amerika

Japans bomber over Amerika

                                                    
For det meste var Amerikas indsats i 2. Verdenskrig noget der foregik uden for vore grænser. Mens kampene rasede i Europa op Stillehavet var kontinental United States nærmest helt uberørt. Undtagelsen skyldes Nobuo Fujita, på billedet, piloten på “Glen” en japansk rekognoscerings flyvebåd, der lettede fra ubåde - i dette tilfælde I-25, - i det som blev kendt som “Overvågnings angreb.”


Den 9. september 1942 dukkede I-25 op til overfladen ved Oregons Cape Blanco. “Glen” flyet med piloten Fujita fløj ind over landet, cirklede over Mount Emily, lige nord for Oregons grænse til Californien, nær Brookings, Oregon. Med hjælp af medofficer Okuda Shoji, frigjorde Fujita maskinens last - to bomber på 85 kilo hver - og med det formål at påbegynde en skovbrand på Stillehavskysten.

Det mislykkedes til dels. Bomberne blev ikke kastet i den rette højde og regnvejret i området aftenen forinden havde gjort skoven fugtig og mindre villig til at ville antændes. Mens det nogle træer kom i brand, så var U.S. Forest Service faktisk i stand til at slukke ilden før den kom ud af kontrol.

Tyve dage senere foretog Fujita endnu et forsøg på Oregon kysten, og smed endnu et par bomber efter 90 minutters flyvning over kysten. Mens han rapporterede han kunne se flammer, blev bombningen ikke bemærket af amerikanerne.

Fujita skulle komme tilbage til Brookings, Oregon - igen - 1962 som medlem af en fredsdelegation. Han medbragte et 400 år gammelt samuraisværd som han gav til byen som gave efter at de havde modtaget ham venligt. (ifølge New York Times medbragte han sværdet så han kunne begå rituelt selvmord, hvis man havde været fjendtlig indstillet) Byen gjorde Fujita til æresborger i 1967, nogle måneder før han døde.

Bonus fact:  Oktober, 1941, foreslog en gruppe kommuner ved Oregon/Californien grænsen - herunder Curry County, hvor både Mount Emily og Brookings ligger - en udskillelse fra deres tilhørsstater, under navnet “State of Jefferson.” (Deres “Proklamation om Uafhængighed, fastslog at de var i “patriotisk oprør mod Staterne Californien og Oregon,” og ville fortsætte med “at løsrive sig hver torsdag indtil videre,” bemærker Wikipedia.)
Jefferson State som foreslået med rødt.


Da japanerne angreb Pearl Harbor efterfølgende december nedlagde man Jefferson bevægelsen. Mærkeligt nok, om Jefferson med succes var blevet givet statsrettigheder, så ville man altså have været offer for Fujitas angreb et år senere.
http://nowiknow.com/lookout-air-raids/

torsdag den 29. august 2013

Faren ved mammografi!

Faren ved mammografi

Theodore Dalrymple

Ingen ønsker at tale om de dødbringende konsekvenser ved fejldiagnose.

Livet er kompleks og mange enkle principper viser sig ved nærmere undersøgelse ikke at være så simple som man lige regnede med. For eksempel ved alle, eller mener at vide, at forebyggelse er bedre end helbredelse. Men er det altid således? Det er ofte meget vanskeligt at sige med sikkerhed.

Tre artikler i British Medical Journal behandler det omdiskuterede spørgsmål - mammografi, som jo har til formål at opdage brystcancer tidligt ud fra den formodning at jo tidligere man opdager den des bedre og mere effektiv behandling. Rådet til kvinder er derfor at blive scannet regelmæssigt.
Det forekommer at være helt ligetil og ganske almindelig sund fornuft, men faktisk er spørgsmålet om lyset der anvendes ved mammografi er selve lyset værd ret så uhyggeligt komplekst. For eksempel, hvis behandlingen af brystcancer er blevet langt langt bedre (og dødsraterne i Storbritannien er næsten halveret mellem 1990 og 2010 takket været en bedre behandling efter man hurtigt har konstateret sygdommen) så må antallet af fundne tilfælde ved mammografiundersøgelserne og for at redde et liv, bare stige.

Dette betyder til gengæld af gamle forsøg - og alle forsøg på at fastslå den langvarige effekt af mammografi må være gamle - ikke længere kan være relevante for den nuværende situation. Forsøg med mammografi er, som at forsøge at ramme et mål i bevægelse.

Hovedproblemet der har plaget mammografien er den falske positive: Diagnosen for cancer, hvor der faktisk ikke er nogen. For eksempel anslås det at omkring 70000 kvinder i Amerika får en falsk diagnose om året grundet mamografi, det vil sig halvdelen af de diagnisticerede.
Falske diagnoser giver ikke kun plads til psykologiske problemer, som stress og ængstelse; ifølge en af forfatteren i BMJ resulterer de i fysisk skade og ofte døden. Kvinder der bliver forkert diagnosticeret gennemgår unødvendig kirurgi, hvor der altid er nogen (dog statistisk lille) fra både fra indgrebet og fra bedøvelsen.

Vigtigere er, at flertallet af de som fejldiagnosticeres som havende cancer vil modtage strålebehandling, der i sig selv forårsager, eller i det mindste statistisk er forbundet med en overrepræsentation i dødsfald senere i livet ved lungecancer og hjertesygdomme. Igen ifølge denne forfatter, for hvert liv der reddes ved mammografi og opdagelsen af tidlig cancer er der mellem 1 til 3 dødsfald forårsaget af dens konsekvenser.

Det er derfor forsøg med mammografi der rapporter kun om dødstal ved brystcancer er utilstrækkelige og endog vildledende. Som behandlingen for brystcancer forbedres, bliver betænkeligheden ved mammografi blot stærkere: Medmindre mammografien selv forbedres i sin præcision.

Situationen bliver yderligere kompliceret af den kendsgerning at ikke alle er enige i disse statistikker. I den selvsamme udgave af bladet, kommer en anden ekspert til den konklusion at brystscreening er det hele værd, trods over-diagnosticeringen. Skaderne ved stråling falder da teknikkerne er blevet langt bedre. Ydermere er diagnosen blevet meget mere præcis og sofistikeret, og tillader at behandlingen skræddersyes til de forskellige former for cancer som kvinder lider af.

Et tredje dokument påpeger de etiske dilemma hos læger når de rådgiver deres patientet. Hvad bør de fortælle dem om mammografi? Hvis eksperter der har viet det meste af deres professionelle liv til at studere problemet ikke kan blive enige om kendsgerningerne, for eksempel om hvor stor skaderne forårsaget af over-diagnosticering er, hvilket håb er der så for den almindelige læge der kun overfladisk beskæftiger sig med problemet?

Chancerne er, af forskellige årsager, at han vil give råd om screening, for det er en grundlæggende sandhed at der er mere ‘glæde’ hos advokater der lever af sager om fejl over en fatal negativ end over 99 falske positive.  
Theodore Dalrymple, a physician, is a contributing editor of City Journal and the Dietrich Weismann Fellow at the Manhattan Institute. His new book is Second Opinion: A Doctor's Notes from the Inner City.

http://pjmedia.com/lifestyle/2013/02/02/how-a-mammogram-can-kill-you/?singlepage=true

onsdag den 28. august 2013

Afslag byggetilladelse - så kald det en moske

Bernie Planck

Mange banker og retssale har forbud mod at ansigtet er tildækket når man træder indenfor af sikkerhedsgrunde. Der er forlystelsesparker der har forbud mod løse tørklæder og løstsiddende tøj for at hindre ulykker ved afbenyttelse af forlystelsesredskaberne; men muslimer kræver niqab-klædte kvinder skal være undtaget sådanne regler, og det af religiøse grunde.

Derfor mente jeg det var på tide at drage fordel af den form for politisk korrektheds sindssyge pladder næste gang jeg ønskede at gøre noget vanvittigt, ulovligt eller illegalt.

Jeg ansøgte her for nylig om tilladelse til at opføre et nyt hus.

Det skulle være 30 meter højt, og 120 meter bredt, med 9 kanontårn i forskellige højder og vinduer overalt og et udendørs højtalersystem.

Der skulle være P-plads til 200 biler, en 4 meter høj mur rundt om og jeg ville male den grønharkerfarvet med lyserøde plamager.  

Byrådets besked til mig: “Glem det...KOMMER ALDRIG TIL AT SKE!”

Derfor sendte jeg ansøgningen igen, men denne gang kaldte jeg det en ‘Moske.’
Badshahi Mosque, Lahore, Pakistan
Photo Credit: VUDESK

Byggeriet begynder på mandag.
Hvor jeg dog elsker dette land. Det er regeringen jeg er bange for.

tirsdag den 27. august 2013

Antallet af mord i Sverige samme som i USA

Antal mord i Sverige samme som i USA

Randall Hoven

Hvordan er USA ligesom Sverige? Jo den lave rate i mord. Det vil sige hvis du kun benytter tallet for ikke sorte i tallene fra USA.

2011 er det seneste år FBI har offentliggjort statistikker. Her var der 14612 sager med “mord og uagtsomt manddrab,” i USA. Det svarer til 4,7 per 100000 indbyggere. Tallet 4,7 er sådan cirka gennemsnittet for alle verdens lande, men det er højt for udviklede lande som f.eks. i Nord og Vesteuropa. De seneste tal for Storbritannien og Frankrig er henholdsvis 1,2 og 1,1. 
 
Tallet i USA på 4,7 kan få mennesker til at tro at USA er et voldeligt sted fyldt med våben og skydegale cowboys. (Venezuelas antal er 45 per. 100000. Ifølge Llaneros.)

FBI har også nogle data om demografien blandt de som begår disse mord. Ifølge FBI’s
Expanded Homicide Data Table 3, var racen hos “udøveren” kendt i 10471 sager. Sorte stod for 5486 af dem eller hele 52%.

Hvis det tal gælder for alle mord i USA så begik sorte 7656 af de 14612 mord i 2011.

Der er mere. Ulovlige indvandrere begår et større antal mord. Statistikken er sværere at dykke ned i vedrørende ulovlige indvandrere, men i 2011 anslog Government Accountability Office, at  25,064 kriminelle ulovlige indvandrere var blevet arresteret for mord. To ubekendte ved disse tal: 1) I løbet af hvor mange år? og 2) Hvor mange mord blev begået af kriminelle ulovlige indvandrere som ikke er blevet arresteret for dem?  

Via World Net Daily, "Myrdes tolv amerikanere hver dag af ulovlige indvandrere, ifølge statistik udgivet af Republikaneren og medlem af Repræsentanternes Hus Steve King fra Iowa.” Det svarer til 4380 om året. Det tal passer ikke med GAO’s tal, idet ikke alle mordere arresteres, og ved at antallet af arrestationer opgivet af GAO strækker sig over en årrække.

Lad os nu regne på det: Af de 14612 mord i USA begået i 2011 blev 7656 begået af sorte og endnu 4380 af ulovlige indvandrere. Så er der 2576 mord tilbage begået af ikke-sorte som er her lovligt.

Rundt regnet er der cirka 259 millioner ikke sorte i USA lovligt. Derfor er deres mordrate cirka 1.0 per 100000, eller det samme som i Sverige.

En mordrate på 1.0 er i samme liga som europæerne, der elsker at kalde os skydegale cowboys. Men det er ikke “cowboys” der begår drabene.

Idaho, Montana, Utah og Wyoming (“cowboystater”) har mordrater der er betragteligt lavere end USA i gennemsnit. Texas er nær gennemsnittet. Illinois den største stat, hvor man har lov til at have våben på sig skjult og den eneste stat der kræver et særligt ID-kort for at købe enten våben eller ammonution, har et gennemsnit der er højere.

Peter Baldwin er professor i historie ved UCLA. Jeg er helt sikker på han ikke er racist. Hvis han er, så er han en racist der skriver for Huffington Post. Han skrev en bog ved navn The Narcissism of Minor Differences whvori han viser at USA sådan set ikke er så meget anderledes end Europa. I denne bog er der en rigtig ‘guldklump.’

"Fjern den sorte underklasse fra statistikkerne og selv de amerikanske mordtal falder til europæiske niveauer.”

Faktisk var den en smule uretfærdig over for den sorte underklasse. Han burde også have inkluderet de ulovlige indvandrere i underklassen.
 

Til alle de mennesker der er så bekymrede over mord raten i dette lande (der sådan set har været historisk lavt i 2011), så ved du nu, hvor problemet ligger. Men en “nation af kujoner” er bare for angste for at se derhen.

Forresten så forskån mig venligst for nogen tale om at “Hoven (skribenten) mener alle sorte er mordere.” Statistikken siger af 99,98% af sorte ikke begik mord i 2011. Når man ser på morderne så kan vi se en meget lille brøkdel af befolkningen, uanset race. Det er særdeles uklogt at ekstrapolere noget som helst om en befolkning baseret på hvordan 0,02% opfører sig.

Randall Hoven can be followed on Twitter or randallhoven.com.

http://www.americanthinker.com/blog/2013/07/murder_most_swedish.html#ixzz2aETrlkPw

mandag den 26. august 2013

Lighedens elendighed og fattigdom del 2

Lighedens Fattigdom del 2





Et godt og retfærdigt skattesystem burde designes til at gøre den fattige rig, ikke den rige fattig. Besættelsen af lighed er imod disse to objektiver, såsom når Barack Obama siger vi skal øge afgiften på kapitalafkast selvom det ikke øger regeringens provenu, for “formålet er retfærdighed.” Hvordan kan et resultat der skader alle være retfærdigt?

Det er let at komme i tanke om andre ikke gavnlige af dette retfærdighedsmantra. Under den sociale retfærdiggørelse af lige indkomst og velstand for alle, ville det at investere ikke give nogen mening. Mennesker investerer kun for at tjene penge, hvilket betyder mere indkomst. Enhver der investerer mere vil have en højere indkomst, der så ville blive eksproprieret således at den ikke kom over gennemsnittet. Men enhver der investerer mindre og således har en indkomst under gennemsnittet ville blive belønnet med en ydelse fra regeringen for jo at sikre ligheden. Derfor ville den eneste fornuftige strategi være at undgå al investering.

Kina er et godt frisk eksempel. Under æraen med kommunismen i 1940’, 50’, 60’, erne blev alt land opdyrket for “almenvellets gode!” og fødevarer blev distribueret til alle uanset, hvor meget man arbejdede. Kina producerede alt, alt for lidt mad, og mange millioner herunder børn led sultedøden. Men så i begyndelsen af 1980’erne var landbrugsreformer begyndt at dukke op der tillod landmændene at dyrke en lille jordlod og så beholde det de dyrkede.

Noget forbløffende skete! Produktionen af mad på disse meget små jordlodder blev mange, mange gange større, end det udbytte der kom fra kommunale marker. De kinesiske landmænd så at udbyttet fordobledes og endda tredobledes i forhold til det tidligere arrangement, hvor alle fødevarer blev lagt i en fælles kommunal kurv. Privat ejendomsret til landbrug førte til en grøn revolution og Kina blev hurtigt til en fødevareeksportør

Var det på grund af at kineseren er selvisk og ikke bekymrer sig om medmennesket? Nej, kinesisk kultur er ikke mere selvisk indstillet end andre. Det er blot sådan, at  vi mennesker er sådan skruet sammen, at vi sætter vort eget velbefindende, og for vore børn, over vort medmenneskes som vi måske slet ikke kender. Menneskelig stræben efter lykke begynder oftest ved at sørge for sig selv, og sin familie. Det er så dybt indgroet i vore gener.



Vi vil tilføje at den alternative kurs med at kræve lighed i mulighed kan (og næsten altid i praksis) fører til en underkastelse af andre værdier såsom personlig frihed. Som et eksempel, vil de talentfulde næsten altid forlade de samfund hvor deres talent er undertrykt. Tænk på Nordkorea, eller Cuba, eller Østtyskland efter 2. Verdenskrig. Disse regimer opdagede hurtigt, at for at hindre deres lande i at kollapse økonomisk, da måtte de indføre strenge restriktioner på udvandring og international rejseaktvívitet for at hindre at man mistede landenes mest produktive borgere.

Det var ikke kun de bedste og de klogeste der ønskede af komme ud. Mange gennemsnitsborgere ønskede at flygte fra økonomisk stagnation, det fattige samfund. Derfor måtte regeringerne begrænse enhver i at rejse og dermed begrænse friheden for alle. Således grundlaget for Berlin Muren. Det var ikke en mur, der skulle hindre invasion. Den blev bygget for at holde deres egne borgere.

Men siger ikke Uafhængighedserklæringen “Alle mennesker er skabt lige,” og er ikke lighed et fundamentalt amerikansk ideal? Jovist, men disse udtryk antyder et koncept med lighed der er anderledes end den sociale retfærdighedsopfattelse af ens indkomster og velstand til alle.

Den oprindelige og traditionelle amerikanske opfattelse af lighed er “lighed under loven.” Det betyder, at de samme regler gælder for alle, ikke det samme udkomme. Baseball er et retfærdigt spil, fordi de samme regler gælder alle spillere.

Det at reglerne er ‘lige’ beskytter alles ejendom, hvilket opmuntrer til opsparing, investering og arbejdslyst, fordi alle er sikret beskyttelse af frugterne af deres arbejde. Reglernes lighed sikrer at alle nyder den samme frihed til at indgå aftaler, der giver dem magt til at maksimere værdier og produktion og planlægge investering, idet de ved at de kan have tillid til deres indgående kontraktlige rettigheder. Reglernes lighed giver et grundlag, hvor alle er frie til at stræbe efter at få opfyldt deres individuelle visioner om lykken og det i den maksimale udstrækning.

Indenfor denne skabelon af regler, der er lige for alle, vil udbyttet af markedet, når vi taler indkomst og velstand være rimeligt, af to fundamentale årsager. Den første er at mennesker i bund og grund optjener værdien af deres indsats. Økonomer siger mere formelt at lønningerne svarer til produktiviteten ved arbejdet. De omfatter både mængden og efterspørgslen ved hver arbejders indsats. Hvis arbejderens udbytte er unik, så vil det udbytte være mere værd, i den udstrækning mennesker værdsætter det, fordi det kun er ham der kan skabe det. James Patterson er blevet rig ved at skrive gyserromaner som læserne køber, fordi de får fornøjelse af hans bøger, og de indfanges af hans univers. Vi kan alle synge men Katy Perry har et antal numre af hits som unge mennesker over hele verden ønsker at lytte til igen og igen.

Alex Rodriquez og LeBron James (sportsstjerner - synopsis) tjener hver især meget mere end nogen underviser, eller nogen læge. I en bredere social sammenhæng da er de personer som underviser og som er  læger meget mere værd, end hvad nogen professionel atlet gør. Helt sikkert, ikke enhver kan undervise, og endnu færre kan praktisere medicin. Men kun Alex Rodriquez og LeBron James kan gøre det som de gør, hvilket underholder millioner på stadions, i radioen eller på TV, og i avisen næste morgen. Hver fan er villig til at betale en smule for at se deres enestående præstationer. Det de får til gengæld er ikke uretfærdigt. De har fortjent det gennem talentet og hårdt arbejde.

Det er derfor det er så ynkeligt at tale om “fordeling” af indkomst og velstand. Indkomst og velstand er ikke noget der kan fordeles. Indkomst og velstand skabes, og i et retfærdigt samfund er det knyttet til den retmæssige ejer - altså den der skabte dem. Som den afdøde Harvard filosof Robert Nozick skrev. “Den som skaber noget, har købt eller indgået aftale for alle andre processer der benyttes....og har ret til det. Situationen drejer sig ikke om at noget bliver skabt, og der således opstår et  åbent spørgsmål om hvem der skal have det.”
Hvis indkomst og velstand ikke er knyttet til den ejer der skabte dem, så bliver de måske slet ikke skabt.

Ydermere er det der bliver skabt ikke taget fra nogen anden. Det er skabt af arbejderen, den som har tjent det, og er ikke sket på bekostning af andre. Økonomien er ikke en i forvejen størrelsesmæssig lagkage med stykker der uddeles af Barack Obama. Hver arbejder gør kagen større og skaber sine egne stykker.

Et samfund der sætter lighed over frihed og velstand vil til sidst være et ulykkeligt samfund. Som vi har set igennem historien har høje skatter, høje velfærdsgoder og kollektivistiske løsninger ført til nedtur og fattigdom. Vi ønsker et retfærdigt samfund, hvor alle kan realisere deres ypperste menneskelige potentiale. Og jo, det betyder at nogle - Bill Gates, Michael Jordan, Tom Cruise, Albert Pukois, Lady Gaga og Sergey brin - vil blive meget rigere end andre. Der er ingen uretfærdighed i det.



Vi har indtil nu ikke fortalt slutningen på Hr. Vonneguts fængslende beretning. Lige i det øjeblik da Harrison Bergeron og balletdanseren forundrede publikum med deres ekspertise og fortryllende talent, mens orkestret brød ud i chokerende smukke akkorder og mens mængdens hyldest nåede et crescendo af glæde og beundring, i selv samme øjeblik, tumlede Handicapper Generalen, Diana Moon Glampers ind. Men et dobbeltløbet haglgevær skød hun de to lovbrydere - ligheden var genoprettet de to lå døde på gulvet.

About the Author

Stephen Moore is a member of the Wall Street Journal editorial board.

About the Author

Peter Ferrara is Senior Fellow at the Carleson Center for Public Policy, Director of Entitlement and Budget Policy for the Heartland Institute, and General Counsel of the American Civil Rights Union. He served in the White House Office of Policy Development under President Reagan, and as Associate Deputy Attorney General of the United States under the first President Bush. He is the author of America’s Ticking Bankruptcy Bomb, now available from HarperCollins.