I et andet land - Fattigdomskulturen
Hvordan får vi mennesker til at ønske af have succes?
Jeg lever i et andet Amerika nu. For to år siden boede jeg i den indre by af en af Amerikas farligste byer. Jeg kunne se fattigdomskulturen tæt på og helt personligt. Nogle insisterer på der ikke findes noget man kan kalde fattigdomskultur; de ville få en en helt anden mening om de tilbragte to år i mine sko. Men det vil de selvfølgelig ikke.
Fattigdomskulturen er mange ting. Faktisk er det akkumulering af ting. At man er underlagt en af de ting betyder ikke nødvendigvis at man er del af den kultur. Et karaktertræk ved fattigdomskulturen er enlige forældre. Men der er mange middelklasse og endog overklasse (skønt færre) enlige forældre der klarer sig helt udmærket. Det er fordi de har ressourcer som den fattige ikke besidder. F.eks. opsparing. Advokater. Pålidelig transport.Ved at have en af de ting klarer man sig bedre.
Hvis du er enlig forældre, med flere børn med flere fædre, og ikke har afsluttet high school, så er chancerne for at du er tilhører fattigdomskulturen kultur rimelig stor. Hvis du flytter til en ny bolig hver 6. måned, flytter dine børn fra skole efter skole, og hvis du tager stoffer foran dine børn, og hvis du sælger fødevaremærker for kontanter, så er chancerne for at du er en del af den kultur stor.
Hvis du er 20 år gammel, bor hos din bedstemor, ingen interesse viser for at få et arbejde, eller blive gift, eller lave særlig meget, så er chancerne for at du er del af den kultur. Hvis du ikke har et køkkenbord, men du har en kæmpe fladskærms TV, og når socialrådgiveren kommer på besøg er der nogen der råber, “Socialrådgiveren kommer, få fat i elpæren,” så er chancen for at du er del af den kultur tilstede.
Da jeg flyttede til den indre by, håbede jeg at kunne opnå noget indsigt og forståelse for den fattige og dennes situation. To år senere forlod jeg stedet med følelsen af at situationen er fastlåst. Alt de professionelle, der forsøger at ‘løfte’ dem ud af fattigdommen gør er blot at ‘beskære,’ i stedet for at gå til problemets rod. For at underklassen kan komme ud af fattigdomskulturen, ja så skal de ophøre med at gøre noget af det tidligere beskrevne, og det kan jeg bare ikke se vil ske.
Udover, som jeg har skrevet førhen (læs denne på synopsis) så nyder alt for mange fra underklassen fattigdomskulturen. De ville føle sig virkelig dårlig tilpas i en anden ‘verden, hvor de ville skulle arbejde for at få husly og betale for bilen, i stedet for at pimpe hele dag på verandaen - som de så end ikke har i forstæderne. De ville skulle slå græsset og sørge for at affaldet blev fjernet, og ikke støje særlig meget. Hvad sjovt er der i det? I den indre by kan du gøre lige hvad helvedet du har lyst til. Du kan endog skyde en eller anden og chancen for at du vil blive pågrebet er nærmest 0, fordi det er normen i gaderne i indre by, og menneskene der hader politiet mere end de hader stofhandlerne.
Jeg lever nu lidt ude på landet i de bølgende bakker i Missouris vinområde. At finde forbrydelser af nogen slags, ja så skal du køre nordpå en halv time til de mindre byer der ligger langs motorvejen, og hvor underklassen stimler sammen i huse med små huslejer. Som redaktør for en landavis skal jeg berette om disse byer og de ting der foregår deri, meth-laboratorierne, sodomitterne hustrumishandlerne, og dag efter dag læse om de mulige årsager, noget der kan få dig til kaste op.
Men så, om aftenen, vender jeg hjem sydpå til min landsby med, jeg mener cirka 50 personer, og kan sove med vinduet åbent og dørene ulåste. Mine naboer, selv de som er enlige forældre, er oppe og ude af huset kl. 5.30. Ulig underklassen kæmper de den gode strid. Trods de problemer de må udholde, giver de ikke op. De får tingene til at fungere.
Jovist har de ressourcer, men kun fordi deres familie og venner også har kæmpet den gode strid, gået på arbejde hver dag, været ansvarlige forældre. De har den ... etik, om du vil, der vil holde disse mennesker ude fra at blive underklasse. Og hvis de bliver ramt af fattigdom kortvarigt vil de kæmpe for at komme på fode igen.
Her er således min erkendelse. Vi ved hvad der kræves for at få succes i Amerika. Hvad vi ikke erkender er, hvordan vi kan gøre at mennesker begærer at få succes.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar