Krig som forretning Del 2 af 2

PETER FARMER 

Læs del 1 - her.                                            

"Fupnummer: En uærlig forretning eller praksis, hvor der oftest benyttes bedrag eller udnyttelse; en let, profitabel måde at skaffe sig indkomst.

Fortsat....

Hvis USA går i krig mod Syrien, hvem kommer til at betale? Landet er fallit; størrelsen på vor nationale gæld og de årlige budgetunderskud er ubegribeligt store. Takket været 10 år med operationer i Afghanistan og Irak fører vi allerede krig for milliarder af dollars, lånt af Kina og andre internationale kreditorer. Det Hvide Hus vil have os til at lægge mere oveni den megagigantiske gældsbyrde? Hvad er grunden?

 

Obama lader som om han vil belære Assad ud fra en position med moralsk overhøjhed - men har han ret til at gøre det? Folk der bor i huse af glas, som det siges, bør ikke kaste med sten.

Når man tænker på antallet af ulovlige droneangreb og målrettede mord som han har beordret rundt om i verden da besidder Obama kun meget lidt moralsk myndighed til at belære andre om den passende brug af magt. Skulle vi stole på denne mand med blod på sine hænder?

At drage i Krig mod Syrien er at blive overlæsset med fare. Syrien er Kinas og Ruslands gode kunde; begge nationer har omfattende militære og økonomiske bånd til Damaskus. Moskva og Beijing har allerede advaret NATO om at de ikke vil tolerer intervention i deres indflydelsessfære. Ruslands eneste militærbase i Middelhavet - en de med meget lidt sandsynlighed er villig til at opgive - er på Syriens kystlinje ved Tartus.

Iran vil så abslout heller ikke sidde passiv på sidelinjen hvis NATO blokken angriber Syrien - og det vil den shiitiske terrorgruppe Hezbollah heller ikke. Hvis Vesten intervenerer i Syrien vil angreb på Israel og andre mål med stor sandsynlighed eskalere. Hezbollah har 7000 missiler der peger mod Israel; hvis Syrien angribes vil de blive affyret mod mål i Israel. Uskyldige vil dø.

Når man tager de enorme risici med i overvejelserne, så vil det at angribe Syrien måske være det der sætter en 3. Verdenskrig i gang.

Slutspillet

Når menneskelige hændelser evalueres er det ofte nyttigt at huske den latinske frase Cui bono, der oversat lyder “Hvem har fordelen?” For at komme ned til selve roden af årsagerne til denne krig, har vi brug for at undersøge - hvem der har gavn af den. Bag al denne politiske positionering, viften med flag og pseudo-moralisering hos Vestens ledere, eksisterer der en helt konkret (dog ikke nævnt) række af motiver til hvorfor man søger krig mod Syrien. Lad os undersøge nogle af dem.....

De største naturgasfelter i verden findes i Den Persiske Gulf, hvor South Pars/North Dome felterne ligger i Iran og Qatar. For to år siden underskrev regeringerne i Iran, Irak og Syrien en aftale der gav bemyndigelse til bygningen af en 2200 kilometer lang rørledning den såkaldt “Islamiske Rørledning” - fra feltet og som skulle ende i Damaskus efter at være løbet igennem deres respektive nationer. Den anslåede kapacitet ved denne rørledning ville være - over 40 milliarder kubikmeter om året. Flydende naturgas (LNG) til Europa kunne leveres fra Syriens Middelhavshavne; en undersøisk rørledning til Grækenland har man også talt om. Den første fase er projekteret til at koste 10 milliarder dollars.

Det iransk/syriske initiativ gør at forslaget om Nabucco rørledningen, hvis anslåede kapacitet ville være rundt regnet 30 milliarder kubikmeter om året, er uinteressant, ude i kulden. Nabucco projektet skulle være fra Sortehavet ved Tyrkiet, og løb nordvest på gennem Balkan og til Europa.

Nabucco rørledningen - projekt

På samme vis ville den “Islamiske Rørledning” kunne true den russisk støttede “South Stream” rørledning med udgang i det sydvestlige Rusland og som skulle transportere flydende naturgas over Sortehavet og til det sydlige Europa.

 

South Stream rørledningen - projekt.

For yderligere at komplicere tingene, så har man fundet store naturgasdepoter i Syrien nær havnebyen Tartus - hvor Rusland har sin flådebase - og nær Homs. Israelerne har også opdaget store naturgasområder; de har også ønske om at være med i spillet.

Den “Islamiske Rørledning skulle løbe gennem Shia -Iran - derpå gennem Irak (der har et Shia flertal) og derpå ind i Syrien, der er venligsindet overfor Shia interesser. En Shia kontrolleret rørledning er uacceptabel for Qatar, Saudiarabien og deres allierede i Den Arabiske Liga, da denne er Sunni.

Del af Den Islamiske Rørledning

Tyrkiet, som har meget på spil ville være helt ude ved den foreslåede Iran/Irak/Syrien rørledning, og er således også imod det nye initiativ. USA og NATO står strategisk set på samme side som de Sunni dominerede arabiske oliestater, og er også imod russisk kontrol over Tarsus.

Ifølge en artikel i den arabisksprogede avis Al Akbar har Qatar foreslået en alternativ plan, der allerede er blevet godkendt af U.S. regeringen og hvor rørledningen skulle begynde i Qatar gå over Saudiarabien og derpå ind i Syrien, hvorefter den deler sig i tre retninger - til havnebyen Lakatia, Syrien, Tripoli, Libanon, og Tyrkiet. Denne rute går gennem udelukkende Shia land. (2)

Som det fortælles i en artikel af Asia Times (3) analytikeren Pepe Escobar, gør Qatar allerede nu alt i deres magt for at forhindre Shia rørledningsprojektet. Qatars Emir, Sheik Hamad bin Khalifa al-Thani formoder man har indgået en aftale med Det Muslimske Broderskab, hvor Qatar og de andre medlemmer af Gulf Cooperation Council (GCC) - med venlig samarbedsvilje fra Tyrkiet - er enige om at bevæbne oprørerne i Syrien og anerkende De Muslimske Brødres politiske ambitioner i Syrien og Jordan, som betaling for deres støtte til Sunni rørledningsprojektet, og også sværge på at lade det eksisterende regime i Qatar i fred.

Her indrømmer General Wesley Clark at krig mod Syrien i mange år har været en del af USA’s planer.

I overensstemmelse med deres holdning har regeringerne i Ankara, Doha og Riyadh leveret våben, logistisk støtte, træning og midler til anti-Assad styrkerne i Syrien. Et Det Muslimske Broderskabs regime i Syrien og Jordan, støttet af Qatar, ville på radikal vis forandre den regionale magtbalance, og dynamikken i verdens naturgasmarkeder til fordel for Qatar, og GCC, og mod Rusland, Kina, Irak, Iran og Syrien.

For de sunni islamiske stater er der nogle ekstra ‘goder’ ved at gå i krig. Takket været nogle dygtige, og heldige, bag scenen, politiske manøvrer af medlemslandene i Gulf Cooperation Council, er to blokke - der består at historiske fjender af den arabiske verden nu på kanten af krig. På den ene side er de “vantro” - USA, Israel og NATO. På den anden, russerne, kineserne, iranerne, irakerne og syrerne - shiitterne og deres allierede.

Sheikerne i Saudiarabien og Qatar må gnide sig i hænderne af ren fryd; deres fjender er ved at drage i kamp mens de kan sidde og se til. De hadede vantro - USA og Israel og deres NATO allierede - vil kæmpe mod de hadede shiiter, og uanset hvad resultatet bliver vil sheikerne vinde. Hvis saudierne og qatarerne ønsker denne krig så inderligt, hvorfor udkæmper de den så ikke selv?

Krig er et fupnummer. Sådan har det altid været....Nogle få tjener på det - og de mange betaler.

Hvorfor ønsker Obama sig dog en krig mod Syrien? Hvorfor er John McCain og hans kolleger i det republikanske parti i færd med at slå på krigstrommerne? Cui bono -- hvem gavner det?

Hvorfor er det dog nødvendigt for U.S. militæret at kæmpe i Mellemøsten på Det Muslimske Broderskabs vegne? Måske er det rigtige spørgsmål at stille - dette: Hvad skylder Obama, McCain og de andre blodtørstige politikere i Washington D.C. saudierne og deres venner i Ikhwan? Hvem tjener på en sådan krig og hvorfor? Indtil offentligheden får de valide svar på disse spørgsmål, så bør den politiske støtte til denne krig holdes tilbage og det samme gælder midlerne til den.

Ville du gå i krig for at beskytte U.S. dollaren? Det er ikke et tåbeligt spørgsmål, men et der går direkte i hjertekulen - og problemerne i Mellemøsten. Siden 1970’erne har OPEC og GCC været enige om at kun U.S. dollaren kan benyttes i deres forretningstranssaktioner; dette er den såkaldte “petrodollar” der har medført enorme fortjenester til olie Gulf staterne og til USA. Saudierne og deres allierede, er imidlertid ikke blevet enige om en sådan aftale ud fra deres hjerters godhed, men udelukkende af egeninteresse.

Byttehandlen med petrodollar var det USA og dets allierede ville være enige om at forsvare Gulf oliestaterne mod ekstern aggression. Petrodollarsystemet svarer til en pistol der holdes mod USA’s og dets lederes hoved, da enhver modstand af USA og dets NATO allierede ville resultere i en øjeblikkelig tilbagetrækning af støtten til dollaren fra oliestaterne. Det sandsynlige resultat ville være en ødelæggelse af U.S dollaren som reservevaluta i international handel og det mulig fald af den nuværende U.S. regering.

 

En anden metode til er udskifte og/eller smadre petrodollaren ville være via en stor krig der vender om på status quo. Rusland, Kina, Syrien og Iran er udmærket klar over dette. Deres ledere ved også at den som ender med at kontrollere den nye naturgasledning i regionen vil have en enorm fordel i at bestemme den globale handels valuta reserve. I det mindst vil den der kontrollerer strømmen af flydende naturgas være i stand til at kræve betaling i den valuta de vælger - og dermed høste en enorm fortjeneste.

Konklusion

Den politiske elite og magthaverne i USA ville have os til at tro at det at gå ind i en stor krig er risikoen værd på bekostning af syrerne, et folk der - for ikke så længe siden - ville være blevet kaldt vore fjender? Der er noget der ikke passer.  Den triste sandhed er, at de grunde der angives som retfærdiggørelse for en syrisk krig ikke kan klare ‘dufttesten; befolkningen får ikke sandheden at vide. Der er en skjult dagsorden i spil som vore ledere holder skjult.

Som general Butler mindede os om så føres krige ofte af meget forskellige grunde, helt andre end de som sælges som offentlig propaganda og PR kampagner. Krige plejer at være ‘fupprodukter’ i den forstand at få af dem virkelig er nødvendige - og politikere og andre ledere og beslutningstagere fortæller sjældent sandheden om, hvorfor de ønsker at udkæmpe dem. Hvorfor vil de politiske ledere og beslutningstagere i Vesten ikke fortælle sandheden om deres ægte motiver?  

En af drejebogens ældste, og mest succesrige, politiske tricks er hvis en leder lader sig indhylde i flaget når han forsøger at sælge en unødvendig krig til folket. Endnu et nummer, især populært i disse politisk korrekte tider er at retfærdiggøre krig med baggrund i medfølelse, eller appeller til følelserne, såsom “for børnenes skyld” eller for at redde dette eller hin undertrykte folk. Mens krig undertiden udkæmpes af sådanne idealistiske grunde, så er det i langt de fleste tilfælde noget helt andet der ligger og lurer under overfladen. Alarmklokker burde gå i gang i dit hoved når du hører en politiker benytte sådan sprogbrug; det er næsten altid en indikation af, at der er en skjult dagsorden på spil.

Appeller til følelse er helt logisk set fejlagtigt og afledningsmanøvrer beregnet på at lukke ned for fornuftbetonet modstand mod fremførerens krav. Meget få politiske leder bekymrer sig om enkeltindividets skæbne selvom de hævder det modsatte; de fleste benytter andres lidelser som manipulationsredskab over for vælgerne til støtte for deres dagsorden. Nægt at acceptere glat tale eller let gennnemskuelige falske eller overimødekommende argumenter til fordel for krig. Insister på at dine ledere fortæller sandheden; læg den fulde bevisbyrde på dem for retfærdiggørelse hvis krig er nødvendig. Trods alt, er det ikke deres blod eller deres famileirs der vil blive udgydt hvis ‘krigshundene’ bliver sluppet løs.

Vi burde følge rådet fra General Butler for så lang tid siden, og huske at kun meget få krige sådan set var absolut nødvendige. Vi bør huske at krig er en ‘hyldevare’ hvis profitter for de få måles i dollars, men hvis tab for de mange måles i blod. I forsøget på at forstå hændelserne, bør vi altid spørge - cui bono - hvem tjener på det?  

1 - American Heritage Dictionary, 4th Edition

2 - Centre for Research on Globalization, http://www.globalresearch.ca/the-geopolitics-of-gas-and-the-syrian-crisis-syrian-opposition-armed-to-thwart-construction-of-iran-iraq-syria-gas-pipeline/5337452

3 - Asia Times, http://www.atimes.com/atimes/Middle_East/NI28Ak03.html

                       

                           

Peter Farmer is a historian and commentator on national security, geopolitics and public policy issues. He has done original research on wartime resistance movements in WWII Europe, and has delivered seminars on such subjects as political violence and terrorism, the evolution of conflict, combat medicine, and related subjects. Mr. Farmer is also a scientist and a medic.  

http://www.familysecuritymatters.org/publications/detail/war-as-a-racket?f=must_reads#ixzz2e1jv5Bn9