Indien, Israel og Iran

Indien, Israel, og Iran

Noah Beck

Ved første blik kan det se ud til at Indien med et flertal af hinduer, og næsten 1,2 milliard mennesker og et helt subkontinent ikke har meget til fælles med det jødiske flertal i Israel, der blot har cirka 8 millioner mennesker der bebor et område der er sådan cirka 15 gange størrelsen på Indiens hovedstad New Delhi. Selvom der er oprettet fulde diplomatiske forbindelser mellem Israel og Indien, dog først i 1992, har de to lande faktisk meget tilfælles. 

Begge lande er hjemstedet for oldgamle folkeslag der opnåede uafhængighed af briterne i 1940’erne. Begge stater har begivet sig i kast med at skabe et levende, multikulturelt demokrati der har oplevet en dynamisk, teknologifremskreden økonomisk vækst. Indien og Israel har også en større muslimsk minoritet, og hver i sær står de overfor en stadig terrortrussel fra såvel udenlandske som hjemlige islamiske ekstremister; faktisk var det israelere og indere der var målet og som blev dræbt ved terrorangrebene i Mumbai i 2008.

Endnu mere alvorligt er det at Israel og Indien hver især står over for ballistiske missiltrusler fra mindst en nærliggende muslimsk stat. Indien har en trussel over sig fra Pakistan og Israel kan meget snart blive konfronteret med samme trussel fra Iran, om ikke de iranske planer om atomvåben standses.

Der er også et blomstrende militære og handelsmæssige forhold mellem Indien og Israel. Israel er Indiens næststørste våbenleverandør - efter Rusland, og det israelsk-indiske militære samarbejde går fra teknologiske opgraderinger, fælles forskning, efterretningsforhold og endog rumforsøg ( i 2008 affyrede Indien en 300 kilo tung israelsk satellit i kredsløb). Israel har opgraderet Indiens Sovjet våbenarsenal og luftstyrke og forsynet Indien med hav til hav missiler, radar og andre overvågningssystemer, grænse overvågningsudstyr, nattesynsudstyr, og anden militær støtte. De handelsmæssige aftaler nåede op på 6 milliarder dollars sidste år og man indledte forhandlinger i år om en frihandels aftale. 

Israelsk-Indisk samarbejde om landbrug og vandteknologi er i fremvækst både gennem regeringsstøttede initiativer og private forretningsaftaler. Sidste år, iværksatte Israel og Indiens regering et fælles online netværk der giver mulighed for real-time kommunikation mellem landmænd i Indien og så israelske landbrugseksperter i teknologi, og Israel er i færd med at opføre 28 landbrugsskoler over hele Indien.

Den israelske professor Yoram Oren har forsket i potentiel brug af nano-filtrering for at fjerne skadelige tekstilfarver fra Indiens forurenede Noyyal flod. I juni måned sidste år rejste en delegation på 16 højtstående indiske emebedsmænd fra vandmyndighederne i Rajasthan, Karnataka, Goa og Haryana til Israel for at besøge spildevandsbehandlingsanlæg og møde nogle af Israel førende milføfolk og agronomer og lære om ørkenlandets nyeste grønne teknologier.

Tata Industries, det indiske multi-milliard selskab investerede fornylig 5 millioner dollars for at få sat fart i Technology Innovation Momentum Fund ved Tel Aviv University's Ramot teknologiske virksomhed.. Tata Industries håber at kunne kapitalisere på fremtidig israelsk innovation, såsom algoritmer for fejlretning på flash memory (der er et af patenterne fra Ramot og nu med i produkterne i det millarder af dollars st oreSanDisk).

Alt dette er kun nogle få eksempler på det bemærkelsesværdige samarbejde mellem Indien og Israel. En sådan synergisk forbindelse er ikke overraskende, når man tager det historisk harmoniske forhold mellem Israel og Indiens folk i betragtning.

Jødedommen var en af de første fremmede religioner der kom til Indien. Cochin jøderne ankom for cirka 2500 år siden og slog sig ned i Kerala, hvor de havde succes som købmænd. Sammen med de få tusind jøder der bor i større indiske byer som Mumbai, er der også nogle større samfund i Indien, som de 8000 “Bnai Menashe” (fra de nordøstlige indiske stater Mizoram og Manipur) der hævder at nedstamme fra en af Israels Tabte stammer. Mens jøderne har været en lillebitte religiøs minoritet i Indien har det historisk set kun mødt meget lidt antisemitisme. I Israel, har blot 1% af den jødiske befolkning rødder til Indien.  

Sammen med de mange historiske og økonomisk grunde til at Indien og Israel styrker deres interne bånd, er der også meget stærke geopolitiske motivationer. Israel lille landmasse gør Israel sårbart og tvinger det til strategisk brug af søbårne offensive og defensive militære muligheder. En meget vigtig komponent af dette er Israel ubådsstyrke, der kræver man kan operere i ‘venligsindet’ farvand for at udsende og vedligeholde en sådan styrke - noget som Indiens Flåde kan give med dens dominans i farvandene i Sydøstasien.

Med de stadige sikkerhedstrusler fra Indiens kernevåbenbesiddende rival, Pakistan, Kashmir konflikten (der for nylig tog 5 indiske soldaters liv) og en potentiel konflikt med den anden asiatiske sværvægter (Kina) så har Indien brug for den militære ‘kant’ som Israel kan hjælpe med til at opnå.

For så vidt Indien udgør en asiatisk modvægt til kinesisk dominans, har et slagkraftigt Indien, forsynet med israelsk teknologisk ekspertise, også de mindre asisatiske landes og USA’s interesse.

Et område hvorpå Indien kunne forstærke sin alliance med såvel Israel som USA er problemet med de iranske kernevåben. Indien som er den næststørste importør af iransk råolie efter Kina, vandt sin tredje 180 dages fritagelse fra U.S. sanktioner i juni måned efter man havde reduceret sine oliekøb fra Iran.

Men i 2012 enedes Iran og Indien om en handelsaftale i rupees for forsyninger af olie, ris, sukker og sojabønner for at omgås de U.S. finansielle sanktioner ved iranske olieleveringer. Og

Mangalore Refinery and Petrochemicals får nu, som det fortælles, en ladning iransk råolie, efter 4 måneders pause med Hindustan Petroleum der også igen er begyndt at importere.

Iran kan meget vel, for andet år i træk, blive den største køber af sojabønner fra Indien, da Iran er blevet Asiens største eksportør for at kunne erstatte importen der er knust af Vestens sanktioner.

Mens Indien har sine egne kommercielle interesser så har Indien også en stærk interesse i en fredelig løsning på det iranske kernevåbenproblem. Indiens økonomiske og diplomatiske styrke kan hjælpe med til at presse Iran til et kompromis der forhindrer en katastrofal krig i Mellemøsten. En sådan regional brand ville kunne spredes ud over Mellemøsten, og under alle omstændigheder, sende Indiens energiomkostninger til himmels, skade global handel, og på farlig vis destabilisere Indiens geopolitiske bufferzone.  

Indiens historie med religiøs tolerance står i skarp kontrast til Irans. Faktisk flygtede en af Indiens religiøse minoriteter, Zoroasterne, fra forfølgelse i det område der i dag er Iran (Persien) for cirka 1200 år siden. Siden Den Islamiske Revolution i 1979 er Iran blevet betragtet som en af de værste krænkere af religionsfrihed i verden. Irans ækle menneskerettighedskrænkelser og udemokratiske politiske system er også en kendt sag. Ville Indien ønske at et sådant land får kernevåben? Er Pakistan ikke tilstækkeligt?

Som ansvarligt medlem af Kernevåbenklubben, en forkæmper for demokrati, og en af de hurtigst voksende magter i verden, burde Indien se på problemet med Irans kernevåben som en mulighed for at demonstrere at Indien kan fremme global sikkerhed og inddæmme ekstremistiske, udemokratiske regimer som Den Islamiske Republik Iran. Ved at styrke Indiens bånd til andre innovative og økonomisk avancerede demokratier som USA og Israel kan Indien langt bedre sikre egne interesser og positionere sig selv til en fortsat vækst og stadig større lederskab i en mere stabil verden.

Noah Beck is the author of The Last Israelis, a war novel about Iranian nukes and an Israeli submarine with an Indian Jew on board.