Endnu en frygtelig dag
Der er nu 12 år siden de islamiske trofaste uden forvarsel fik styrtet Twin Towers i grus. Jeg siger ‘uden forvarsel,’ fordi ingen var mere overraskede end Osama bin Laden, da jetflyene bragede ind i de øverste etager af skyskraberne i New York og fik dem til at styrte sammen. Fordi han ingen ide havde om at tusinder af liter flybrændstof ville få stålrammerne til at smelte. Det eneste han forestillede sig var han kunne sende et budskab ved at myrde tusinder af kontorarbejdere og flypassagerer. For den sindssyge stodder var det at slå alle disse ihjel en lotteriseddel, og han vandt den store gevinst.
Lige så rædselsfuld 9/11 var så har vi oplevet en række af i sandhed ‘onde’ dage siden. Til en begyndelse måtte vi lytte til amerikanske muslimer der hylede op om at de blev racemæssigt forhånet. Det var især kvalmende da vi erfarede at FBI toppen trådte til, og hindrede dem i fortsat at overføre midler til Hamas, Hezbollah og alle de andre slynger i Mellemøsten, under dække af at de gav velgørenhedsgaver til skoler og hospitaler.
Dengang skrev jeg, at hvis muslimer i Amerika ønskede at bevise deres loyalitet over for dette land og ikke til jihadister, så var det eneste de skulle gøre at lade hatten gå rundt i deres moskeer og så komme frem med en betragtelig dusør for Osama bin Laden - død eller levende. Det skete aldrig, og resultatet blev at hver gang jeg hørte George Bush og Condoleeza Rice omtale Islam som Fredens Religion, så fik jeg nervøse trækninger.
Det sande omfang af den gang ‘politisk korrektheds’ dikterede politik blev udstillet i hver eneste lufthavn i Amerika, og da en 25 årig mandlig muslim ikke blev behandlet anderledes end en 75 årig lutheransk bedste. Homeland Security agenterne ville langt hellere ‘gå til’ den ældre dame, fordi her var det langt mere sandsynligt at de ikke ville miste deres arbejde, hvis hun klagede.
Sammen med alt det andet der er hændt, ja så blev det kun værre da Obama blev valgt. Han drog ikke kun ud på en charmetur til Mellemøsten, og nærmest var med i koret af mullaher der fordømte os som Den Store Satan; han drog til Cairo og gav en tale der på forsonende vis smiskede for vore fjender og forvirrede vore allierede. Han gik så langt som til at fastslå at muslimer havde spillet en stor rolle i skabelsen af vor nation, dog fik han bremset sig selv inden han fik omtalt de uforglemmelige bidrag af Muhammad Washington, Abdullah Jefferson og Osama bin Hamilton.
Der gik kun sølle fire år før han nedværdigede sig til at besøge Israel, og selv den tur kom først efter han havde udtrykt sine stærke forbehold over for at Israel opfører lejligheder i deres eget land, og efter, som en papegøje, at have gentaget de islamiske krav om en tilbagetrækning til før 1967 - og Seks Dages Krigens - grænser.
I mellemtiden har vi oplevet Obamas valg af Homeland Security minister, Janet Napolitano der insisterer på at vort sikkerhedssystem fungerer så godt, så godt, og ikke fordi det var ren og skær inkompetence (hos terroristerne) der forhindrede større terrorangreb på Times Square og i himlen over Detroit.
En major i Hæren ved Fort Hood der havde svoret troskab til Allah myrdede en række af sine medsoldater, og Det Hvide Hus afviste det som “vold på arbejdspladsen.” Et par tjetjenske brødre, hvis familie aldrig, aldrig skulle have fået politisk asyl, myrdede og lemlæstede et antal Bostonborgere ved et maratonløb, og der er ikke det mindste tegn på udvisning af familien.
Vi havde absolut intet problem med at fortælle sandheden om tyskerne, japanerne eller russerne dengang de var vore anerkendt fjender. Tilsyneladende var deres helt store fejltagelse, at de ikke lod som om forskellene på dem og os var religiøst motiveret.
Jeg formoder, at i et land, hvor kulturel diversitet ses som et ideal, hvor ingen nation, samfund eller race må betragtes som andre overlegen, men hvor det er helt fint og i orden at omtale Amerika og hvide kristne som undermennesker, ja der må ingen få den skøre ide at omtale sandheden om Islam eller blot påpege at det meste af elendigheden i verden i dag kan spores tilbage til de som tror at “Allah Akbar” ikke er den rene og skære obskønitet.
Burt Prelutsky has been a humor columnist for the L.A. Times, a movie critic for Los Angeles magazine and a freelance writer for TV Guide, Modern Maturity, the New York Times and Sports Illustrated. His latest book is entitled ""Barack Obama, You're Fired! (And Don't Bother Asking for a Recommendation)."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar