Milliardæren og terroristen
Den 9. november skal nordmændene stemme for at bevare magten til den socialistiske koalition under ledelse af Arbejderpartiets premier minister Jens Stoltenberg eller overlade magten til ikke-socialister.
Valgkampen har tiltrukket sig en usædvanlig grad af international medie opmærksomhed. Jeg skrev forleden at Time Magazines rapport er en gang skamløs venstreorienteret sludder. Men skønt Time til dels var utålelig så har andre udenlandske medier ikke været meget bedre i deres skildring af Stoltenberg og Co., og riddere om det Runde Bord (og damer) og i dæmoniseringen af det klassiske liberal progressive Fremskridtspartiet, som værende en bande fascister, derhvis de får magten vil forgifte alt de rører ved.
I sidste uge, for eksempel, gav de norske medier omtale af en hysterisk advarsel fra Richard Horton, redaktør for the Lancet, det britiske lægetidsskrift, om at et socialistisk valgnederlag den 9. september ville forårsage en verdensomfattende sundhedskrise.
Forstår du, under den tapre Stoltenberg er lille Norge blevet en global sundhedssupermagt...der spreder godhed over hele planeten og i særlig grad ved at donere mere ‘guf’ til GAVI Alliance, en international sundhedsorganisation under ledelse af den tidligere norske premierminister fra Arbejderpartiet, Gro Harlem Brundtland,og langt mere end nogen anden nation, udover Storbritannien og Frankrig.
Horton’s artikel var en betimelig påmindelse om at i de senere år, mens norske hospitaler er blevet tvuinget til at klare sig med stadig mere antikveret udstyr, og nordmænd med alvorlige sundhedsproblemer har været tvunget til at vente i måneder, og endog år, på nødvendig undersøgelse og behandling, da har Arbejderpartiet brugt skatteyderpenge til at blive globale medspillere.
Horton var dog ikke den eneste offentlige person der har kastet sig ind i valgkampen i ugens løb. Tilfældigvis har to af norske mest berømte mænd offentligt givet udtryk for deres sympatier.
Den ene af dem var 90 årige Olav Thon, en byggematador og hotelmagnat, der er Norges næstrigeste borger og største skatteyder. En selvlært mand, beundret af mange nordmænd for hans ‘helt nede på jorden’ tilgang til tingende: Hans biografi fra 2008, Milliardær i Anorak, afspejler den kendsgerning at hans karakteristiske fremtoning er ikke kun beskeden, og nærmest vagabondagtig. Thon bor i en lejlighed på et af sine hoteller i Oslo, og jeg har ikke styr på hvor mange gange jeg har set ham gå hjem på et isglat fortov, belæsset med købmandsvarer, med sneen piskende i ansigtet, en billig kasket på hovedet, og en hue ned over ansigtet.
Men han er ikke kun en charmerende gammel gut, der mener at det at klare sig selv er meningen. Han er en patriot der bekymrer sig om sit lands velbefindende og en snu forretningsmand, der kender udmærket til økonomiens regler. I en nation hvor næsten der får goder er hyldere at det socialistiske status quo, er Thon en stærk kritiker af socialismen og kaldte engang Norden den sidste Sovjet stat.
For et par måneder siden kommenterede han offentligt om de hærskarer’ af narkohandlere, sigøjnere, og nigerianske ludere der dominerer det centrale Oslo, og klagede over han at hans egne bestræbelser for at lave om på kvarteret (og bløde op for krisen i hussalg) var blevet knust af byens ‘vise fædre’ der er mere interesseret i at bevare udslidte gamle bygninger end at skabe nyt liv og byområderne i udkanterne. Det var en klassisk konfrontation mellem den form for venstresnoet tankegang der ødelagde Detroit, og den form for almindelig sund fornuft der har fået andre byer til at stortrives.
Her sidste tirsdag havde Thon så en helsidesannonce i adskillige nationale og lokale aviser, hvori han meddeler at han vil stemme på Fremskridtspartiet. Det var ikke et bombastisk manifest, og det så ikke ud til at han havde fået en af sine ansatte til at skrive den. Nej, den var kort, direkte, og kom helt klart fra hjertet. Med syv hovedpunkter udtrykte han støtte til Fremskridtspartiets ønske om at nedtone regeringsbureaukratierne, at introducere en holdbar indvandringspolitik, og at opmuntre til personligt initiativ fremfor at være afhængig af velfærd.
Annoncerne gav store overskrifter: Det er ikke hver dag en nordmand offentligt indrømmer at han stemmer på Fremskridtspartiet. At gøre det - og du er brændemærket som en højrefløjs hykler. (At stemme kommunistisk er helt OK; at stemme på Fremskridtspartiet, hvis helte er Reagan og Thatcher er ikke i orden). Ikke at det kommer som en kæmpeoverraskelse: Oktober sidste år erklærede Thon på TV at den socialistiske regering har fejlet, at han helst så Fremskridtspartiet nu endelig fik en chance for at vise sit materiale, og at han var ked af at ungdommen i Norge greb Arbejderpartiets generøse velfærdsrettigheder og vil bruge resten af livet på disse frem for at arbejde, fordi, sagde han, de vil aldrig komme til at føle hvordan det er at få en drøm opfyldt. (Den slags tale høres ikke særlig tit i norske medier.)
Thons meddelelse gav masser af uglede fjer hos det etablerede. Som modsvar til en truende boykot af hans hoteller af landsmænd, sagde Thon det var uheldigt at i et demokratisk land så måtte man forberede sig på repressalier, hvis man kommer med den kendsgerning at man ikke stemmer kommunistisk. Rødt (kommunistpartiet) svarede på Thons annonce i det kommunistiske blad Klassekampen hvor fire stuepiger fra Thons hoteller siger at det er deres sved der har gjort Thon rig. En nær ven af Stoltenberg igangsatte et personligt udfald mod Thon og kaldte ham selvisk for hans støtte til Fremskridtspartiet. (Socialisterne repræsenterer rutinemæssigt valget mellem statsstyre og frihed som mellem solidaritet og selviskhed). Thon behandlede angrebet filosofisk ved at sige at denne form for diktatorisk tilsvining kun forstærker vælgernes antipati mod socialisterne.
Der er ikke så meget man kan gøre for at ruinere en milliardær, men det er let at straffe en almindelig offentlig ansat der vover at kritisere det nuværende norske regime. I et land hvor det nærmest er umuligt af afskedige nogen (især hvis de er beskæftiget i regeringen) blev en politibetjent der på Facebook kaldte Stoltenberg en slyngel afskediget fra politiet med begrundelsen at han havde udvist mangel på loyalitet over for sin foresatte.
Den anden berømte mand der kom med sine politiske præferencer i sidste uge var Mullah Krekar, Norges mest berygtede bosiddende terrorist og hovedsymbolet på den muslimske offermentalitet for de vildledte medlemmer af nationens kulturelite.
Siden hans ankomst til Norge i 1991 som flygtning har Krekar åbenlyst erkendt at han er i krig mod Vestens civilisation og har erklæret sin beundring for Osama bin Laden, og blevet nævnt som en Al Queda støtte af FN. skrevet sin egen selvbiografi og advaret om at folk vil komme til at betale med deres liv, dersom han udvises af Norge.
Nu for tiden afsoner han en dom på fem års fængsel for at have truet med at dræbe De Konservatives leder Erna Solberg. Men da norsk lovgivning mere bekymrer sig om at beskytte terrorister end at beskytte potentielle terrormål, da har bestræbelser på at sende ham tilbage til Irak fejlet konstant.
Forleden dag skrev Krekar et brev til norskse mulimer hvori han begyndte at afvise den påstand at det er uislamisk for muslimer at deltage i valg i ikke-muslimske lande. Tværtimod hævdede han har muslimer ifølge Koranen (vers 38 i sura 74) en forpligtelse til at stemme på det som mindst skader Islam og muslimer.
Han mindede sine medtroende om at det som har betydning er Islams læresætninger og forhåbningen om at genskabe et islamisk styre og Sharia suverænitet, og han udtrykte tro på at den muslimske umma, der i de sidste 150 år har lidt under resultatet af en civilisationsmæssig konflikt i løbet af de næste 25 år vil skabe noget nyt for menneskeheden.
Og ved at muslimerne i Norge ikke er så mange endnu eller så meget i overensstemmelse med hinanden at de kan skabe et parti eller komme med fælles krav til politikerne fastholder han, at det bedste for dem er nu at stemme på Arbejderpartiet, Socialistisk Venstre og Det Røde Parti. Hvorfor? Nuvel fordi Stoltenberg, ulig ikke socialisterne ikke er en blind medløber af U.S. udenrigspolitik. Og så delvist, fordi venstrefløjspartierne ligger tættere på muslimers synspunkter.
Ligesom Thons støtte til Fremskridtspartiet har Krekars opbakning til venstrefløjen ikke været den helt store overraskelse. Krekar bemærkede at VG, ikke ville være i Norge om ikke for socialisternes asylpolitik; som Fremskridtspartiets Per Sandberg har udtrykt det, så forstår Krekar at en stemme på Arbejderpartiet vil være det samme som han kan blive i Norge, fordi socialisterne aldrig med tvang vil sende ham retur til Irak.
Samtidig fortalte en af Krekars advokater TV2, at mange muslimske vælgere uden tvivl vil følge hans råd når de går til stemmeurnerne, fordi Krekar er en autoritet i det muslimske samfund og nyder stor respekt.
Officielt har Arbejderpartiet distanceret sig fra Krekars opbakning; dog ved man der er rigeligt med potentielle Arbejderstemmer i de muslimske samfund og man har ellers ikke været sky over for at pleje dem. For eksempel var der i sidste uge en frembrusende ung Arbejderparti politiker Eskil Pedersen, den tidligere chef for ungdomsafdelingen, og bøsse, der holdt en tale i en moske hvor han opfordrede muslimer til at udøve deres stemmeret. Pedersen er den sidste i en lang række af stadig flere erklærede bøsser i norsk politik der henvender sig til tilhængere af Islam, en religion der, selvfølgelig går ind for at henrettelse af bøsser, og gør deres yderste for at bøje landet hen mod deres vilje.
Sådan ligger landet. Valget de norske vælgere står over for den 9. spetmeber var dog allerede ret så klart. Men de personlige udtalelser af Olav Thon og Mullah Krekar og reaktionerne på dem, har må det retfærdigvis siges, hjulpet med til at kaste lys på problemerne på en yderst nyttig måde.
Bruce Bawer is a Shillman Journalism Fellow at the Freedom Center and the author of “While Europe Slept” and “Surrender.” His book "The Victims' Revolution: The Rise of Identity Studies and the Closing of the Liberal Mind" is just out from Broadside / Harper Collins.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar