Rulle den socialistiske bølge tilbage - England efter krigen. Del 5 af 5.

At rulle den socialistiske bølge tilbage

Andrew B. Wilson

Læs Del 1 HER  og Del 2  HER Del 3 HER Del 4 HER

Del 5 af 5

Thatcher's arv!

Idet hun troede på at jobs (i et frit samfund) ikke skal være afhængigt af regeringen, men på den spontane mekanisme ved fri konkurrence, med andre for at tjene penge og gøre sine kunder tilfredse, forsøgte Thatcher ikke at sætte mål om "fuld" beskæftigelse, hun sigtede mod at skabe intet andet end "den rette ramme" for at væksten kunne finde sted - en ramme med lavere skatter, sund pengeøkonomi, minimal regulering, og et fleksibelt marked (herunder arbejdsmarkedet). I de lidt større detaljer betød det:

• Betydelige sænkninger af indkomstskatten især de højeste indtægter idet hun anerkendte at topskatten (dengang 83% af indkomsten og 98% af indkomster ved investeringer) var blevet en særdeles alvorlig hindring for skabelse af nye jobs og nye forretningsmuligheder og gav en tilskyndelse til at forlade landet.

• En tilskyndelse til at reducere  offentlig låntagning og pengerigeligheden, fjerne inflationen, stabilisere valutaen og reducere det offentliges forbrug som en del af BNP.

• Afskaffelsen af priskontrollen og byttekontrollen, indkomster og udbytter, sammen med særlige midler til at fremme større konkurrence og flere valg i de finansielle tjenester, og et program til at reformere fagforeningerne, forbyde hemmelige aftaler, gøre ende på strejkevagter og blokader, og indføre hemmelige afstemninger før strejker og afstemninger ved valget af fagforeningsledere.

• Privatiseringerne (de fleste gennemført i Thatchers anden og tredje embedsperiode) af de fleste statsejede virksomheder, herunder British Telecom, busselskaberne, British Gas, Britihs Airways, Rolls Royce og dele af British Leyland, British Steel og lufthavnene. På denne måde fik hun vendt det som Lenin kaldte "industriens kommandører" tilbage til det private ejerskab.

I sin vedholdende efterfølgelse af disse politikker opnåede Thatcher noget som kun få af tidens økonomer slet ikke overvejede. Hun opnåede en ægte produktionsledet genopretning der forvandlede Storbritannien fra den pengemanglende "syge mand" i Europa til den allermest levende og bedste økonomi. 

http://www.youtube.com/watch?v=yoIZdEBf9Wk

Det som denne opsummering ikke har med er den enorme forandring i folkets holdninger og udsyn der fulgte med under Thatchers 12 år i embedet og sidenhen - som  John Major (Konservativ premierminister fra 1990-97) og Tony Blair (Labour premierminister 1997-2008) fortsatte med at følge ved at se hen til den private sektor som kraftværket for vækst og velstand.

Da han søgte embedet i 1997, gik Blair så langt som til at tale om skabelsen af "et nyt Labour Party," efter at have taget hidtil usete skridt til at ophæve Clause IV i sit partis forfatning fra 1918, der gik ind for at staten ejede og kontrollerede "produktionsmidlerne, distributionen og valutaen."

Patrick Minford, en økonom ved business school på Cardiff University i Wales og forfatter til The Supply Side Revolution in Britain og andre bøger undrer sig over,  hvor mange af sønnerne og døtrene blandt hans venner der gik ind i selvstændig forretningsliv efter de havde bestået deres eksamen -- herunder adskillige der skabte deres egne software selskaber, og en der skabte et internetbaseret selskab for at sælge forsikringer i Australien.

"Dette er helt og aldeles anderledes end da jeg gik ud af universitetet i 1964," bemærker han. "Dengang var der faktisk kun tre muligheder: Man kunne gå ind i tre professioner, enten Offentlig Ansat, eller man kunne finde et job i et af de virkelig store selskaber som Shell eller ICI. Små og foretagsomme forretningsvirksomheder som man kender dem i Amerika eksisterede ikke i Storbritannien i 196o- og 70'erne. Maggie plejede at snakke om at forvandle Storbritannien til et land af entreprenører, og det sjove er - det gjorde hun."

I den opdaterede version af sin bog Testimony, udgivet efter hans valg i 2007, bemærkede den franske præsident Nicolas Sarkozy at Storbritannien havde indhentet Frankrig og var gået et stykke forbi i levestandarden. Han kaldte Thatcher æraen "et usædvanligt lederskab der fuldstændig forvandlede United Kingdom, og lagde grundlaget for dets velstand i de kommende årtier." Ydermere var han åbent og ærligt misundelig over den tilsyneladende overflod af muligheder for at lykkes der havde forårsaget at unge franskmænd -- herunder hans egen datter -- emigrerede til Storbritannien.

“Man skal huske at det så ud til at Storbritannien helt og aldeles var sakket agterud sent i 1970'erne med en BNP der var 25% mindre end Frankrigs. (Nu) køber briterne vore huse i Dordogne, Perigord, Luberon, Savoie og mange andre regioner. Hvorfor mon? Det er ganske enkelt, fordi Storbritanniens BNP nu er 10% større end Frankrigs og den britiske levestandard er højere. Jeg har intet imod englænderne...men det er ikke min ambition at se Frankrigs smukkeste landsbyer udelukkende skal være for britisk ferierejsende!

Endnu værre er det at London, er blevet den 7. største franske by. Den har tiltrukket, næsten til udsugning, tusinder af unge franskmænd der rejser for at bo der, herunder min datter. Det synes at være lettere at få succes der end i Frankrig. Værre er det at det at få succes i Frankrig er blevet noget man skal skamme sig over, så en ung franskmand der vil have succes er nødt til at rejse.

Déjà Vu endnu engang -- Blot nu omvendt!

Jeg var en af de 38 millioner amerikanere der så den tale som Barack Obama gav den 28. august 2008 da han accepterede det Demokratiske Partis nominering som præsidentkandidat for USA- Det var en forbavsende forestilling, med den kommende præsident opstillet i en Gud-lignende scene der skulle bringe mindelser om et græsk tempel, men jeg mistænker at kun få mennesker reagerede på det på samme måde som jeg gjorde. Som tidligere udenrigskorrespondent og BusinessWeek UK-kontorets chef der brugte fire og et halvt år på at dække Thatcher administrationen, blev jeg igen og igen slået af,  hvordan hr. Obama synes at have samlet hvert eneste aspekt af Thatcherismen op -- og derpå vende i den stik modsatte retning: En indskrænkning af det frie initiativ og mod socialismen, eller Statismen. 

For at give nogle få eksempler: Hvor hun ville regulere mindre; mens hun søgte at garantere hemmelige afstemninger ved fagforeningsvalg, så vil han give frit lejde til fagforeningspamperne til at organisere uden der er stemt; og mens hun forhånede den holdning at regeringen skulle intervenere på markedet for at "få vindere" og garantere jobs, så hævede han sig op til yderst positivt at sige: "Jeg vil hjælpe vor autombilfabrikker til at ændre sig, således af brændstofeffektive biler bliver bygget lige her i Amerika. Jeg vil gøre det lettere for det amerikanske folk at få råd til disse køretøjer. Og jeg vil investere 150 milliarder dollars i løbet af det næste årti på billige, bæredygtige energikilder af vind-sol og den næste generation af biobrændstoffer; en investering der vil føre til nye industrier og fem millioner nye jobs der betales godt og aldrig kan overføres til udlandet." 

I den samme måned (maj 1979) som Margaret Thatcher gik ind i Downing Street 10, som premierminister bestod Barack Obama fra den prestigefyldte Punahou private forberedelsesskole på Hawaii. Samme efterår gik han på Occidental College i Los Angeles, hvor han, som han skrev i sine erindringer -- "Jeg valgte mine venner med omhu. De mere politisk aktive sorte studerende. De udenlandske studerende. Chicanoerne. De marxistiske professorer og feministforkæmperne og punk-rock performance poeterne."

Var det Obamas berømte karisma eller hans venstreorienterede politik og politiske holdninger der gjorde at han blev præsident?

Alt for tydeligt var det hans personlige udstråling, magnetisme. Ifølge exit polls på Valgdagen identificerede kun 22% af de amerikanske stemmeafgivere sig som venstredrejede, men 34% der benævnte sig som konservative og overvældende 44% af benævnte sig som moderate. Mens de hårdkogte venstreorienterede udgjorde Obamas "base" vandt Obama valget på styrken ved hans appel til de moderate og uafhængige som en selviscenesat politiker der kan "favne alle." 

I månederne og årene der førte frem til 2008 valget svingede den offentlige mening i USA ikke fra den ene side til den anden. Ikke som Attlee i 1945 og ikke som Thatcher i 1979 kom Obama til magten med noget ægte mandat for forandring kædet sammen med ideologiske grunde.

Begyndende sidste sommer gjorde Obama og Demokraterne den omfattende sundhedsreform til deres top-prioritet. Det var på det tidspunkt at strømmen begyndte at vende. Des mere Obama talte om behovet for sundheds "reform", des mindre bryder folket sig om det, og des mere stemte de mod, hver gang de fik mulighed for det -- kulminerende i valget sidste år af Scott Brown, en meget lidt kendt Republikaner, til U.S. Senatet, det sæde som var blevet ledigt efter Ted Kennedys død. Brown lod sin kampagne være en slags korstog mod Obamacare -- og lovede at benytte sin indflydelse og stemme som den 41. senator for Republikanerne til at forhindre Demokraterne i at få det nødvendige flertal til at undgå en GOP (Republikanerne - Grand Old Party -kælenavnet) filibuster.

Derpå hændte noget bemærkelsesværdigt. Skønt den offentlige mening helt klart havde flyttet sig mod højre, besluttede Obama og Demokraterne at gå yderligere til venstre ved at fifle med regler i Kongressen for at trumfe deres sundhedsreformlov igennem Kongressen via et simpelt flertal. Opildnet af denne "sejr" i gennemførelsen af en upopulær lovgivning, har Demokraternes ledelse nu sat deres mål mod at gentage denne succes i vedtagelsen af andre love der har partiets venstrefløjs entusiastiske støtte, og som i det store og hele er de fleste amerikanere imod. Dette indbefatter handel med CO2 (cap and trade) og lovgivning der giver nye magtbeføjelser og privilegier til fagforeningerne.

Under denne - det skal nok gå - holdning er Obama og Demokraterne -- hyldet som de bliver af den intellektuelle klasse, der dominerer universiteterne og nyhedsmedierne -- overbeviste om, at de bør gribe lejligheden mens de stadig har kontrollen over begge Kongressens huse, til at vedtage "oplyst", dog upopulær lovgivning, og derpå sælge 'goderne' ved en sådan lovgivning til folket, som altså allerede er lov. De er på lignende vis overbeviste om at de gode hensigter langt overgå ethvert behov for en god økonomi -- eller omhyggelig og ærlig analyse af byrderne ved de lovede goder, mod de sandsynlige omkostninger. Som en af mine venner udtrykte det, "De økonomiske konsekvenser, skide være med dem, det er først og fremmest følelsen af moralsk overlegenhed der gælder."

Alt dette gør novembervalget til Kongressen det vigtigste siden 1946. Det var dengang Republikanerne fejede Demokraternes flertal i begge huse til side og begyndte at afmontere New Deal (Roosevelts økonomiske planlægning) stykke for stykke. Ved at gøre det, gjorde de scenen klar til den lange efterkrigs opblomstring i dette land (på samme tid, ironisk nok, igangsatte den socialistiske sejr i Storbritannien den lange periode med nedgangstid for det land.)

Det er nu overladt historikerne at undre sig over det spørgsmål som blev stillet af professor Minford: "Hvorfor i alverden ville amerikanerne med den mest succesrige økonomi af alle tider, ønske at slå deres velstandsmaskine ihjel? Det er pudsigt at (tidligere præsident Clinton) på en måde tidligt nåede det synspunkt; Obama har denne fantasiverden der meget vel vil gøre det helt umuligt for ham at fatte hvad Clinton fattede."

Velfærd a la Madison

Velfærd a la Madison

                                                                

“Hvis Kongressen kan bruge penge på må og få til den generelle velfærd, og er den eneste og øverste dommer over den generelle velfærd, så kan den tage spørgsmålet om religion i egne hænder; den kan indsætte lærere i hver Stat, kommune og sogn, og betale dem af den offentlige Skattekiste; den kan tage undervisningen af børn i egne hænder, og således oprette skoler over hele Unionen; den kan påtage sig planlægningen af alle veje, udover postruterne. Kort sagt vil alt, fra den øverste Stats lovgivning, ned til den mindste detalje blive underlagt Kongressens magt; for på hvert af de områder jeg har nævnt vil det betyde anvendelse af penge, og kunne kaldes, dersom Kongressen anmoder derom, provisioner til den generelle velfærd.

-  James Madison (1751 – 1836), 4. præsident i (1809 – 1817) – i bemærkninger fra Huset til debatterne om Cod Fishery loven, (Februar 1792).”

http://www.familysecuritymatters.org/publications/detail/quote-of-the-day-february-2-2012#ixzz2b6GEfM6r

Konstant hikken - i 68 år

Hr. hikke

   

Femten minutters berømmelse. Berømmelse er noget flygtig, og de fleste af os har vore splitsekunder. Men der er helt klart nogle, hvor berømmelsen varer noget længere - vi kan vel alle remse en liste op med berømtheder, der bekræfter reglen. Der er imidlertid andre, hvor berømmelsen er flygtig og slet ikke ønsket. Et udmærket eksempel på dette var en mand ved navn Charles Osborne der hikkede.

Og hikkede.

Og hikkede.

At hikke i samfulde 15 minutter må være en skrækkelig oplevelse, med din krop der uden kontrol gisper efter luft uden nogen åbenbar grund. Men det er slet ikke sjældent; mange af os har muligvis haft hikke der nærmede sig de 15 minutter, eller måske dobbelt så længe og Mayo Clinic nævner, hvad man kan gøre hvis hikken varer mere end to dage.  For hr. Osborne, ville en hikke på 15 -30 minutter være meget velkommen. I 1922 forsøgte den dengang 29 årige Osborne fra Iowa at slagte en gris på 175 kilo som desværre faldt ned over ham, og dermed igangsatte hans hikke, hvorfor aner man ikke. I 1990 holdt hikken inde. Det er 68 år samfulde år med hikke - det må være verdensrekorden.

Dette var ikke blot tilbagevendende hikkeanfald; næ det var en vedvarende hikke.

The BBC rapporterede at “i løbet af de første ti år, hikkede han op til 40 gange i minuttet, så gik det ned til 20 som årene gik.” Han fortalte People magazine, at hikkeriet sandsynligvis skyldtes at en blodåre var blevet beskadiget ved den tunge gris der faldt på ham, ikke større end en lille nål, et eller andet sted i hans hjerne, det sted hvor hikke kontrolleres. Hans hikke kunne ikke kureres, men dog var der ingen hikke når han sov, og han kunne bevare en relativ god vægt trods vanskeligheder med at spise, især senere i livet. Med hensyn til lyden hikken frembringer da samarbejdede han med lægerne på nævnte Mayo klink, og benyttede forskellige teknikker til at holde lyden nede.

Det måske mest besynderlige af det hele, er at Osborne overlevede sit hikkeanfald. Som skrevet foroven holdt det inden i 1990 - uden forklaring. Osborne døde 1. maj 1991, på grund af komplikationer ved tumorer - og helt uden hikke.

Bonus fakta: Osbornes hikke må være rekord, der er dog to andre med samme pesitlens. I 2012 rapporterede New York Daily News at en mand fra Tennessee havde hikket i 27 år, og her inden for dette tiår har BBC interviewet en mand, Chris Sands, der havde lidelsen i 2 år. Den gode nyhed for Sands? Han er kureret: Lægerne fandt en tumor i hans hjernebark, der var årsag til den uophørlige hikken.

Endelig en sand reklame

Endelig en reklame der er sand

Bernie Planck

I min artikel Tingene er ikke det de udgiver sig for - Burgers, Lindsey Lohan og Islam påpegede jeg at at reklamefolk og apologeter for Islam har en tendens til kraftigt at overdrive ‘sandheden’; jo mere de overdriver des mere lyver de.

Undertiden bliver jeg sørgmodig over at vor civilisation bliver mere og mere opslugt i et hav af halve sandheder, fordrejninger og tilsløringer. Sidste gang jeg kunne se det krystalklare, gennemtrængende sandhedens lys var da jeg som teenager læste Ayn Rands værker.

Nu endelig efter mange, mange år, sendte en ven mig en email med en sand ølreklame:

Photo Credit: Climbing Out Of The Dark

Rumfartshistorie - Hvor ingen burger har været!

Hvor ingen sandwich har været   

Det bedste ved en corned beef sandwich? Alt. Den er pragtfuld. Ikke af denne verden.

Bogstavelig talt.

I hvert fald en gang.

Det amerikanske rumprogram var stadig i sin spæde begyndelse i 1965. Fire år tidligere den 5. maj 1961 blev Alan Shepard den første amerikaner (og det andet menneske, lige efter Sovjet kosmonauten Yuri Gagarin tre uger tidligere) i det ydre rum. USA og Sovjetunionen, ganske symptomatisk for Den Kolde Krig, brugte det meste af det næste årti på at være den første til at landsætte et menneske på Månen. Et af de næste skridt i det amerikanske program var igen at komme ud i rummet, og så foretage en “kredsløb.”

I bund og grund var var formålet at demonstrere at et mandskab i et rumfartøj med fuld hensigt kunne ændre bane og kontrollere det.

Gemini rumkapslerne blev udstyret med et system for dette formål og Gemini 3 var den første i Gemini programmet. Det blev sendt ud den 23. marts 1965, og var 5 timer i rummet og foretog tre kredsløb om Jorden. Missionen var en succes. Gemini 3 kunne ændre bane, første gang det blev gjort.

Men Gemini 3 missionen gik dog ikke helt som planlagt. Oprindeligt skulle de to mænd være Shepard som Command Pilot og Thomas P. Staffor som pilot. Shepard havde problemer med det indre øre og han måtte trække sig og hans træninspartner Stafford blev derpå benyttet som assistent på jorden. (Stofford ville senere være pilot på Gemini VI i december måned og lede Gemin IX-A næste sommer). I deres sted fik astronauten Gus Grissom kommandoen sammen med piloten John Young. Yong havde dog en snedig plan - eller rettere - en godbid, i ærmet.

Trods den relative korte flyvetur var problemet med mad oppe at vende - ikke fordi mad var nødvendigt, men som eksperiment for fremtidige længere rejser. Ifølge Discovery ønskede NASA at se hvordan (eller om) astronauter spiste i vægtløs tilstand, uden det blev noget værre rod, eller andet potentielt farligt kunne forekomme under fortæring. NASA forsynede dem med hot dogs, kyllingevinger, æblesov, og brownie, men ikke noget der blot lignede “mad.” Det var svarere i tubeform. Duoen var ikke liefrem begejstret for “maden” ifølge de officielle udskrifter at kommunikationen med jorden. Og så lige det at Young havde smuglet en corned beef sandwich med om bord.

   

Corned beef sandwichen (som NASA uforklarligt kalder  "corn beef" -- tag Jer sammen NASA)? gik det ikke så godt med. Ifølge et interview med Young i Miami News en uges tid senere efter landingen holdt sandwichen ikke særlig længe- ikke kun ‘brød den sammen’ men han “havde ikke regnet med den gennemtrængende duft af corned beef sandwich i det lille lukkede rum.”  På trods af det forekom det dog som noget bedre end “kyllingelåret” som ingen af dem ønskede at spise.

NASA var noget utilfreds med snydemåltidet. Young fik en reprimande, dog er detaljerne om hans straf ikke særlig godt rapporteret. Uanset hvad så fik han en lang karriere som astronaut der strakte sig over fire åriter. Han er blot en ud af tre personer der har foretaget to rejser til Månen og en ud af tolv mennesker der har sat fod på Månens overflade.

Bonus fact: Udtrykket "corned beef" stammer fra de "corns" af salt der benyttes til at få kødet til at være frisk. Kødet bliver behandlet med store klumper af sat (corn) for at konserverede det man kalder salt-curing. (Saltet trækker vandet ud af kødet ved osmose, og gør det således vanskeligt for mirkoorganismer at vokse i kødet). Det er derfor corned beef smager salt ikke ikke som corn (majs).

Iran ved Obama er svag

Obama er svag og mullaherne ved det

Manda Zand Ervin

Irans mullaher lader som om de er de gode politibetjente. Moderate - og også dårlige betjente. De står stejlt over for den nuværende amerikanske administration, og uheldigvis er præsident Obama så ivrig efter at bevise sin forfejlede udtalelse for seks år siden, hvor han tilbød forhandlinger uden forbehold med Iran, at han meget vel kan falde i mullahernes fælde. Virkeligheden er at der er ingen moderate i Irans regime. Khomeini fastlagde loven om “Forenede vi står under det absolutte styre,” der gør al afvigelse til forræderi, der straffes med døden.

Mullaher er snedige som slanger, taler med to tunger og er bedrageriske. Ahmadinejad var ikke mullah - han var en nyttig idiot for den ‘kære’ øverste leder Ali Khamenei. Han brugte store ord, men havde ingen magt - det gjorde ham mindre truende end Rouhani.

Spørg enhver iraner ind til den sande natur af en Shia mullah. Du vil få at vide er der er ingen så snedige, bedragerisk, upålidelige og i stand til at lyve som de. Khomeini løj over for Irans folk og for verden, og hans efterfølgere har fortsat samme politik der kaldes taqqiya. Formålet med taqqiya er at en muslim kan lyve, snyde og begå mord for at hjælpe Islam.

Jeg var i Iran i 1978-79, og jeg hørte Khomeini, de islamiske gejstlige og deres marchtropper, hvis slogan var “DØD OVER AMERIKA!” Deres revolutionspropaganda var udelukkende rettet mod Amerika og Shahen blev fordømt som værende det Imperialistiske Amerikas lakaj.

 

Det islamistiske regime pralede med at smide Amerika ud af Iran, og har gjort det til deres Toppolitik af holde USA ude. Dette er blevet serveret til deres 6%’s vælgerkorps ved hver eneste fredagsprædiken der slutter: “Død over Amerika” i de sidste 35 år.

De iranske mullahers historie har vist at uanset, hvad de siger, så vil de aldrig holde deres løfter og vil ikke respektere deres underskrift på nogen kontrakt. Det er derfor iranerne aldrig har stolet på eller respekteret mullaherne. Hafiz e Shirazi, en berømt 14. tal poet og filosof sagde om mullaherne: “Stol ikke på mullaher, de vil sige et på prædikestolen og handle modsat privat.”

Da han blev spurgt af en amerikansk journalist om hans følelser ved at vende tilbage til Iran sagde Khomeini “har ingen.” I et andet interview sagde han: “Iran er blot en platform for spredningen af islamisk styre i verden.”  

I løbet af de sidste 35 år, har Irans mullaher bevist at de er i stand til at begå alle mulige forbrydelser mod menneskeheden for at holde fast på deres magt. De benytter Iran som platform for at sprede deres ideologi ved at bruge iransk velstand til at fremme international terrorisme gennem Hamas, Hezbollah, Sudan, Bolivia og så videre mens Irans børn sulter.

Præsident Obama fortsætter med at gentage at vi skal række hånden frem, vi skal forhandle og benytte diplomati over for præsident Rouhani -- der forresten repræsenterer Ayatollah Khamenei og ikke Irans folk.

Europæerne ved Jack Straw fra Storbritannien, Dominique de Villepin fra Frankrig og Joschka Fischer fra Tyskland forsøgte med forhandlinger i fem år med den såkaldte moderate reformist mullah Præsident Khatami, repræsenteret af ingen anden end Hasan Rouhani. Det endte i en katastrofe, med EU der erkendte fiaskoen. Præsident Regan forsøgte sig også. Han sendte en kage og en Koran til Khomeini, men Khomeini gav kagen til hunde, og ignorerede helt bevidst Præsident Reagans venneanmodning. Præsident Clinton arbejde ihærdigt med forhandlinger i 8 år. 

 

Som jeg skrev for 5 år siden da har siden 1979 hver eneste præsident i USA forsøgt det samme som alle de andre. To udenrigsministre, Warren Christopher og Madeleine Albright, mislykkedes det for under den samme mullah præsident, Khatami. Det var Warren Christopher der kaldte regimet i Iran “ondt,” efter i over tre år at have haft forhandlinger uden succes. Fru Albright undskyldte endog offentligt overfor Irans mullaher for Amerikas synder. Hun løftede handelssanktionerne på tre områder som en gestus om god vilje og tilbød løsninger på Irans indefrosne tilgodehavender, men hver eneste gang fandt mullaherne på uværdig vis på undskyldninger og afviste de gode viljer og nægtede at give sig.

Den vigtigste kendsgerning der bør huskes er at mens forhandlingerne foregik mellem Clinton administrationen og Irans mullaher, så fortsatte de deres videreudvikling af det skjulte kerneprogram.

Bush administrationen forsøgte også, direkte og indirekte, bag lukkede døre og offentligt. Hvis Mullaherne i Iran ønskede at forhandle så var der April 2006 Oplægget godkendt af de europæiske allierede og Rusland og godkendt at USA, og med god vilje og mange gode hensigter. Helt typisk og uforklarligt forblev Iran uforsonlig og forkastede den. Af alle ovennævnte grunde mener vi, iranerne, amerikanerne, at Præsident Obama kun bør stole på Irans folk og ikke dets diktatorer.

http://www.americanthinker.com/2013/10/obama_is_weak_and_the_mullahs_know_it.html#ixzz2gdph2rqv

Standse den socialistiske bølge -England - DEL 4-

At rulle den socialistiske bølge tilbage

Andrew B. Wilson

Læs Del 1 HER  og Del 2  HER Del 3 HER

Del 4 af 5.

Churchill beskrev socialismen som "den modbydelige doktrin hvor det eneste der gælder er den ligelige fordeling af elendighederne." Han talte om socialismen "uudtømmelige" dårskaber. Men samtidig med at Churchill hånede socialismen rettede han ikke sin politiske karriere mod at knuse den.  

Det er på den måde han adskilte sig fra Margaret Thatcher...ved, den kendsgerning at da hun dukkede op var det på et tidspunkt da det britiske folk, for manges vedkommende, allerede havde fået nok af socialismen og hele holdningen til "en stærk central kontrol over økonomien."

 

Margaret Thatcher i Storbritanniens 'Utilfredshedens Vinter'

Næsten som en naturlov i politisk liv, havde alle Konservative partiledere, helt tilbage til Churchill accepteret den gigantiske drejning mod venstre som skete i 1945 valget. Fru Thatcher gjorde ikke. Med succes udfordrede hun Edward Heath om lederskabet i partiet i 1975, hun talte med den samme uovervindelige lidenskab og overbevisning man hører i dag fra de som siger de ønsker deres land tilbage. Som uafhængige forretningsfolk føler mange i den amerikanske Tea Party bevægelse sig personligt frastødt af tanken om at leve under kontrol af en regering, af usynlige, og som de selv mener, al-vidende bureaukrater der hersker diskret. Thatcher var intenst optaget af den samme holdning.

Hun beskrev selv at hun var "vaccineret mod den konventionelle økonomiske visdom fra efterkrigstidens Storbritannien" som et resultat af at være "vokset op ovenpå købmandsbutikken" ved at være en del af familiens købmandsforretning i sin barndom i arbejderbyen Grantham i Lincolnshire. Hun var i stand til at svare på den abstrakte kritik gennem egne erfaringer og med en livlig og engageret indleven i udfordringerne. Som hun skrev i sine memoirer, The Path to Power i 1995:

“For dem (kritikerne) var kapitalismen fjenden og farlig: For mig var den familiær og kreativ. Jeg var i stand til at se, at det var tilfredse kunder der tillod min fader at øge antallet af ansatte. Jeg vidste, at det var international handel der bragte kaffen, sukkeret og krydderierne til de som besøgte vor forretning. Desuden, erfarede jeg at forretning, som det kan ses på alle markedspladser, er levendegørende, menneskelig, og socialt fremmende: Faktisk, ærligt talt, så var det også meget morsomt.”

Thatcher mod-revolutionen begyndte under Storbritanniens "Utilfredshedens Vinter.

I vinteren 1978-79 var Storbritannien lammet af en serie strejker -- togene kørte ikke, renovation blev ikke udført, de alvorligt syge blev ikke behandlet, og de døde ikke begravet. Dette "grønne og dejlige land," som William Blake kaldte det, var på vej ud i en tilstand af anarki.

Såsæden til krisen var blevet sået i 1976 da Labour Party regeringen under ledelse af Jim Callaghan forsøgte at optage et nødlån fra International Monetary Fund for at holde pundet ovenpå, og undgå en kollaps. IMF kreditten havde adskillige forbehold tilknyttet. Som et antal Tredje Verdens lande blev Storbritannien sat i den ydmygende position at skulle acceptere reformer pålagt af IMF med det mål at tæmme inflationen og skære ned på regeringens forbrug og udgifter.

Dette forårsagede en voldsom debat i Labour Party. Frem for at redde pundet, ønskede Tony Benn og andre prominente radikale at latterliggøre IMF og gå videre med en "belejringsøkonomi" (standse al import) med baggrund i højere skatter og gebyrer og yderligere nationaliseringer, der strakte sig til  bankerne og de andre finansielle institutioner

I 1976 ved Labour Party konferencen hånede Denis Healey, den noget ubehagelige og ofte syrlige Finansminister, sine radikale kritikere ved at sige: "Jeg har aldrig hørt om en 'belejringsøkonomi,” hvor vi standser importen og kræver total frihed for eksporten." 

Under IMF's opmærksomme tilsyn gik Callaghan og Healey og Transportfagforeningens kongres (TUC) med til en frivillig indkomstpolitik der begrænsede lønstigningen hos de fleste arbejdere til mindre end 5%. To år senere, uden at godkende IMF's rolle med tilskyndelser til at være finansielt ansvarlig, krævede Healey kredit for "en af de få perioder i efterkrigstidens Storbritannien, hvor arbejdsløshed og inflation begge skete samtidig." Det medførte et svidende modsvar fra fru Thatcher: "Nogen burde fortælle hr. Healey at man ikke giver den mand der sætter ild til ens hus en medalje, blot fordi han ringer til brandvæsenet."

Forbedringen i økonomien var kortlivet. Ved det første tegn på en fornyet vækst blæste regeringens allierede i fagforeningerne hele grundlaget for indkomstpolitikken langt væk. I september 1978, forlod flere end 60000 arbejdere i bilindustrien deres arbejde, og 23 Ford virksomheder over hele landet blev lukket. De krævede en 25% lønstigning og en 35 timers arbejdsuge. De næste der gik i aktion var BP og Esso tankvognschaufførerne der forsynede tusinder at stationer over hele Storbritannien. De krævede en 40% lønstigning.

Da Labour Party holdt sin årlige kongres i Blackpool sent i september, stemte et overvældende flertal af de delegerede for at forkaste de 5% i lønstigninger og "enhver anden lønbegrænsning, uanset metoden." Ved at gøre det, afviste de den økonomiske politik som deres egne ledere - premierminister Callaghan og Finansminister Healey - anbefalede. 

Da det konservative parti holdt sin kongres i Brighton nogle uger senere, tilskyndede tidligere premierminister Heath Torierne til at være den loyale opposition og slutte sig til Labour Party's ledere i en fremvisning af meddelagtighed i støtte for genopretningen af indkomstpolitikken. Han advarede om at konsekvenserne ved ikke at gøre dette ville være en "ruinerende inflation" og at "alt er gratis" i den frie forhandlingsret. "Der er intet at være skadefro over, ingen glæde," betonede Heath. "Vi bør sørge over vort land." 

I afvisningen af dette råd, gav Thatcher som Tory leder et slag der rystede de ynkelige efterladenskaber af efterkrigstidens konsensus i millioner af stykker. Fremfor at være enig i en meddelagtig passiar om endnu en runde med lønstramninger, gik hun ind for den frie forhandlingsret. Lad stumperne falde, hvor de vil. Hvis fagforeningerne valgte at komme med vanvittige krav, så var det deres beslutning.

http://www.youtube.com/watch?v=mwzCvuj8XXA

Hendes regering ville ikke gribe ind for at standse dem gennem brugen af løn og priskontrol. Men man ville heller ikke gribe ind for at hindre fagforeningerne senere hen i forløbet -- og dermed sende gode penge efter dårlige for at stoppe dem i de tabsgivende virksomheder med oppustede lønninger og overbetalte arbejdere. Hvis hun blev valgt ville der ikke være mere Øl og Sandwiches i Nummer 10.

Ingen der lyttede til Thatchers tale ved De Konservatives Kongres i 1978 kunne være i tvivl om at en ny tid var ved at gry i britisk politik.

Hun begyndte sin tale med at kræve et tidligt valg. "Der er kun en tjeneste som de (Callaghan og Healey) kan gøre for nationen nu," sagde hun. "Det er at gå af."

I en del af talen henvendte hun sig direkte til Storbritanniens fagforeningsbosser:

Nu I, fagforeningsledere I har stor magt....Men betragt de forhold Jeres medlemmer har i dag og sammenlign den med forholdene hos arbejderne i andre frie lande. Kan I virkelig sige, kan nogen virkelig hævde at I har brugt Jeres magt gunstigt?

I ønsker højere lønninger, bedre pensioner, kortere arbejdstid, mere forbrug af regeringen, flere investeringer - mere  og mere og mere. Men hvor skal dette "mere" komme fra? Der er ikke mere. Der kan ikke være, der vil heller ikke være det, medmindre vi producerer mere. Man kan ikke adskille betaling fra udkomme mere end man kan adskille de to blade hos en saks, og stadig kunne benytte den som saks. Her, lad mig sige til fagforeningslederne, I er ofte Jeres værste fjender. Hvorfor er der ikke mere? Fordi alt for ofte er det restriktive krav der frarøver Jer det eneste i har at sælge -- Jeres produktivitet.

I en andel del af talen henvendte hun sig til nationens politiske 'mandariner,' hos begge partier -- alle de som mente et markant afbræk fra fortiden var ønskelig, eller blot mulig. Her talte hun om, hvordan Storbritannien var blevet kørt i sænk, ikke ved "usædvanligt onde mennesker," men af dem "som har tilstrækkeligt med gode hensigter til at bruge midlerne to gange":

Sagens kerne er denne: Vi er blevet styret af mænd der lever af illusioner: Illusionen om, at man kan bruge penge man ikke har tjent uden at man vil gå fallit eller blive sine kreditorers gidsel; illusionen om at ægte jobs kan skabes gennem regeringsdekreter, ligesom kaniner ud af en hat; illusionen om er der er en anden måde at skabe velstand, end hårdt arbejde og at gøre sine kunder tilfredse; illusionen om at man kan have frihed og foretagsomhed uden at tro på det frie initiativ; illusionen om at man kan have en effektiv udenrigspolitik uden et stærkt forsvar, og et fredeligt og ordentligt samfund uden respekt for loven.

Ovenpå partikonferencen var der yderligere forstyrrelser og mere vold. Fagforeninger der repræsenterede lokale myndigheder, Royal College of Nursing, ambulancechaufførerne og National Health Service arbejdere gik i strejke i december og januar, krævede gigantiske lønstigninger. Massedemonstrationer i mange byer fik handlen til at gå i stå, og lukkede skolerne og lufthavnene. Med regeringens velsignelse fik forskellige funktionærer og medlemmer af fagforeninger bemyndigelse til at fungere som politibetjente, ved at bestemme, hvorvidt lastvognschauffører skulle have lov til at transportere "nødvendige" varer forbi afspærringer ved hospitaler og andre steder.

Alt dette gav det indtryk at det "kun var Labour Party der kunne kontrollere arbejdet." Det fik mange utilfredse fagforeningsmedlemmer til at skifte side for første gang -- og stemme for den første Konservative leder der turde sige de strejkeglade chefer i deres fagforeninger imod.

Ved valget der blev holdt i maj 1979, strøg Thatcher til magten med et flertal på 43 sæder og med en 7% føring over Labour i stemmeafgivningen (næsten svarende til de 8% 's føring som Labour førte med over Torierne i 1945). Fire år senere, i 1983 valget, styrkede Thatcher og De Konservative deres føring til 144 sæder og 15% over Labour. 

http://www.youtube.com/watch?v=xvz8tg4MVpA