Farerne ved screeningsprocedurer
Theodore Dalrymple
Ligesom politikerne har lægerne en tendens til at mene at det at gøre noget (især når det er dem der gør det) er bedre end intet at gøre. De forveksler gode intentioner med gode resultater, og tror at det første er en garanti for det andet. Hvordan kan filantropi dog være galt?
Udover det, så er det at gøre noget med til at stimulere økonomien på en måde, som det ikke at gøre noget umuligt kan matche. Hvis folk kun gjorde det som var nødvendigt, eller som gavnede dem selv, eller det som var rigtigt ville hele landet snart kollapse.
Uanset hvad, og uanset årsagen, så er lægekliniske forsøg der har positive resultater en langt større sandsynlighed for at blive offentliggjort end de forsøg der giver negative resultater. Takket været adskillige velkendte skandaler, er denne offentliggørelses dagsorden, som den kaldes, på tilbagetog.
GlaxoSmithKline, en af de største farmaceutiske virksomheder i verden har lovet, at fremover vil man udgive resultaterne endog af prøver der ikke stiller deres produkter i et gunstigt lys, selvfølgelig sammen med de som gør.
En artikel af danske forskere, netop udgivet i British Medical Journal, vurderer i hvilket omfang udgivne rapporter om forsøg med screeningsprocedurer, som mammografi, kolonskopi, PSA-niveauer mv, nu også virkelig fortæller om de skadelige bivirkninger og konsekvenser sammen med de mere positive.
Dette er etisk set særdeles vigtigt, fordi screening laver noget om på den sædvanlige relation mellem patient og sundhedssystemet. Med screening er det nemlig sundhedssystemet der tager kontakten, ikke omvendt. Screening tilbydes ofte ellers sunde mennesker, eller i det mindste de som sådan set ikke klager over noget; ydermere er chancerne for at få noget godt ud af screening ofte ringe, og de som så får gavn af dem får det på en måde på bekostning af de som skades ved dem. Det moralske imperativ for at kende til skaderne ved screening er derfor særdeles væsentlige.
Kan kolonskopi undertiden gøre mere skade end gavn?
For læserne vil det måske nu ikke komme som en overraskelse at erfare at de danske forskere fandt at rapporter om screeningsprocedurer var noget mangelfulde i detaljer og om de skadelige virkninger. De overvågede rapporter om 57 screnningsresultater for forskellige cancerformer (det vil sige, alle de som er blevet udført i verden efter en acceptabel standard), ved at benytte 10 forskellige teknologiske teknikker.
Disse resultater bestod af 3.416,046 medvirkende. Man så på om rapporterne indeholdt tilstrækkeligt med beviser om syv mulige farer ved screening: Overdiagnose, falske positive resultater, komplikationer i kroppen som følge af screeningsprocedurerne, negative psykologiske konsekvenser, ekstra følgevirkning af screening, dødeligheden (vigtigt fordi et kirurgisk indgreb ville kunne medføre døden), og hvor mange der trak sig fra screeningerne på grund af komplikationer. Det er nødvendigt at vide disse ting før en læge helt pålideligt kan vejlede en patient og anbefale en screening, eller før en patient kan beslutte sig på et oplyst grundlag.
I blot et ud af de 57 resultater var der angivet et tal for, hvor mange der havde trukket sig før forsøget var færdigt, på grund af komplikationer ved screeningsproceduren. I blot to forsøg blev der angivet et tal for falske positive diagnoser og i fire forsøg for overdiagnosticering. Dette er i kontrast til de 51 forsøg der vurderede cancer dødelighedsraten, som jo er hele formålet med screeninger. Den overordnede dødelighedsrate - der er langt vigtigere for patienten end den cancer specifikke dødelighed - blev blot målt halvt så ofte som den cancer specifikke dødelighed.
Forfatterne er kompromisløse i deres konklusion: Lægerne anbefaler i stor skals procedurer på baggrund af utilstrækkelig viden der også udelukker at tage et oplyst vidensgrundlag fra patienternes side i betragtning. .
Dette skyldes at skaderne, så vel som goderne, ved en screeningsprocedure burde kendes før man anbefaler eller bliver enige om. Hvor om al ting er så er det her, hvor initiativet til indsatsen stammer fra lægen og ikke patienten.
Theodore Dalrymple, a physician, is a contributing editor of City Journal and the Dietrich Weismann Fellow at the Manhattan Institute. His new book is Second Opinion: A Doctor's Notes from the Inner City.
http://pjmedia.com/lifestyle/2013/10/01/what-are-the-dangers-in-screening-for-diseases/?singlepage=true
Ingen kommentarer:
Send en kommentar