De reddede 1968

De reddede 1968

Rick Moran

Året 1968 var et af de værste år i amerikansk historie. Tet Offensiven af Viet Cong og nordvietnameserne var et taktisk nederlag for fjenden, men set i bakspejlet en strategisk sejr.

I januar pågreb Nordkorea USS Pueblo og holdt skibet tilbage i 11 måneder,

I april blev Martin Luther King myrdet i Memphis, hvilket igangsatte optøjer i dusinvis af byer.

I juni måned blev Robert Kennedy, den mulige præsidentnominerede for Demokraterne dræbt i et hotelkøkken efter hans sejr i primærvalget i Californien.

Verden syntes at falde fra hinanden. Optøjer ved Demokraternes konvent i Chicago.

Optøjer i Frankrig der næsten bragte nationen på randen af en revolution.

“Prag Foråret” i Tjekkoslovakiet der blev knust af 200000 Sovjet tropper - man var nærmest bange for at åbne avisen om morgenen af frygt for at få information om nogle nye fortrædeligheder.

Men så var der Julen og Apollo 8 rejsen - det første rumfartøj der forlod Jorden og kredsede om Månen. Besætningen var Frank Borman, Jim Lovell og Bill Anders. Det var en af de helt store satsninger nogensinde af NASA.

Saturn V raketten - den største, mest komplicerede maskine bygget af mennesket havde kun haft to prøveaffyringer og de var ikke særlig betryggende. Men NASA følte man havde ryggen mod muren.

Oprindelig havde missionen som formål at afprøve månelandsætningsudstyr i Jordens kredsløb. Men udstyret var færdigt, og så kom der andre politiske udfordringer i spil.

NASA fik at vide, dog ikke korrekt viste det sig, af CIA at Sovjetunionen var ved at forberede deres egen bemandede mission til Månen og var klar til afgang. Da NASA ønskede at være de første på Månen, og også for at opfylde præsident Kennedys ed om en US bemandet månelanding inden årtiets afslutning, tog man imod udfordringen og forberedte Apollo 8 på rejsen om Månen.

Beslutningen var kontroversiel. NASA’s gigantiske Saturn V raket, den eneste raket der var i stand til at bringe mennesker til Månen havde kæmpet med problemer og instrumentfejl på sine to testflyvninger.

Frisk i alles erindring var branden i 1967 der dræbte tre astronauter - Gus Grissom, Ed White og Roger Chaffee - under en afprøvning på jorden af en Apollo kapsel.

Satsning eller ej, den utrolige videnskabelige og ingeniørmæssige præstation blev overskygget af to begivenheder der mindede os om vor menneskelighed, og det fælles bånd vi alle deler her på Jorden.

Juleaften på rumkapslens 4. kredsløb besluttede kommandør Frank Borman at dreje Apollo kapslen væk fra Månens overflade og mod horisonten. Det som derpå hændte var intet andet end en ren og skær tilfældighed. Astronauterne fik vendt fartøjet således at vinduet befandt lige præcis i det øjeblik, hvor Jorden dukkede op over Månens horisont. NPR har en udskrift af reaktionen:

Ombord på Apollo 8 var det Anders der først så det ubegribelige syn:

“Min kære Gud se det syn derovre,” kan man høre ham sige. “Der er Jorden ved at stige op. Hvor er det smukt!”

Det som derpå skete vil lyde bekendt for enhver der husker dagene før digitalkameraet:

Anders (til astronaut Jim Lovell): "Har du en farvefilm Jim? Vl du række mig en rulle farvefilm?”

Lovell: "Helt i orden. Hvor er den?"

Anders: "Hurtigt, Fart på."

Lovell: "Dernede?"

Anders: "Lad mig nu få en farvefilm. Skynd dig. Har du en?"

Lovell: "Ja, jeg leder efter en. C368?"

Anders: "Hvadsomhelst - hurtigt."

Lovell rækker ham filmen ligesom Anders høres sige, “Jeg tror det glippede for os.”

I løbet af sekunder ser Lowell synet i et andet vindue i Apollo kapslen. Han får kameraet af Anders der synes at være en smule defensiv over at skulle overlade rollen som fotograf uden sværdslag.

Anders: "Vent et øjeblik. lad mig lige få indstillet det korrekt, slap bare af. Slap Af, Lovell!”

Anders får så ‘skuddene’ som er blevet gengivet tusinder af gange over hele verden i de sidste 45 år.

“Det forekommer os ubegribeligt, ‘Vi var ikke på udkig efter Jorden, da de kom til Månen?’” fortæller Chaikin NPR. “Men som Bill Anders forklarede for mig mange år senere, så sagde han, Hør her vi var trænet til at drage til Månen. Vi var fokuseret på Månen, observerede Månen, studerede Månen og Jorden var faktisk ikke i vore tanker indtil den dukkede op over horisonten.”

Således et af de berømteste fotos  historien:

 

Der gik kun nogle få dage efter de var vendt tilbage til Jorden før NASA offentliggjorde fotoet. Det blev et symbol på Jordens skrøbelighed ligesom det mindede os om, hvor skammeligt livet, og ubetydelig vor plads i Universet i sandhed er.

Langt mere i overensstemmelse med øjeblikket og lige så effektfuld er det som astronauterne gjorde under den første levende udsendelse fra kredsløb om Månen.

Jim Lovell erindrer:

Som en del af Apollo 8 rumfartøjet han engang var med læste den pensionerede astronaut James Lovell mandagen 1968 Juletids udsendelsen fra den dag han og to andre blev de første mennesker der har kredset om Månen. Lovell markerede 45 års dagen for kredsløbet og den berømte udsendelse en dag tidligere med en slags genopførelse ved  Chicago's Museum of Science and Industry.

“Ideen om at bringe folk sammen med en rejse til Månen, hvor vi omfavnede alle i vore tanker er stadig meget valid i dag,” sagde Lovell. “De ord vi læste er meget belejlige.”

Millioner så med den 24 december 1968 da Frank Borman, Bill Anders and Lovell cirklede om Månen. Et TV kamera ombord optog den kraterfyldte overflade mens astronauterne læste bibelvers der beskrev skabelsen af Jorden. De var i kredsløb 10 gange og begyndte at læse fra 1. Mosebog på det sidste kredsløb.

"Det er grundlaget for Kristendommen, Jødedommen og Islam,” sagde Lovell om valget af 1. Mosebog. “Det er grundlaget for de fleste af verdens religioner ....De har alle deres basis i Det Gamle Testamente.”

Om mandagen læste lokale high school elever, en forælder og Lovell, der bor i udkanten af Chicago hver især nogle få vers. Guvernør Pat Quinn var vært ved begivenheden og kalder udsendelsen et opmuntrende budskab som landet havde brug for i 1968, og et der stadig er anvendeligt i dag.

Efter Juletids udsendelsen lagde ateistlederen Madalyn O’Hair sag an mod NASA og hævdede man krænkede First Amentment. Men sagen blev afvist og U.S. Højesteret afviste appellen.

Lovell sagde at astronauterne dengang ikke var sikre på om man ville lytte, og hvordan deres udsendelse ville blive taget imod. Han sagde om mandagen, at han troede den dog ville blive godt modtaget og bemærkede sagsanlægget under en nyhedskonference.

Han fremhævede Højesterets besklutning ved at sige, “De har talt, ‘Spekuler ikke mere på det.” [...]

Han sluttede mandag med det samme budskab som astronauterne i 1968.

"Fra besætningen på Apollo 8, vi slutter med et godnat, held og lykke, en Glædelig Jul og Gud velsign Jer alle, alle Jer på den gode Jord,” sagde Lovell.

Hvis astronauter forsøgte sig med det samme i dag - så ville de blive fyret.

Det som gjorde oplæsningen så utrolig dramatisk og følelsesmæssigt opløftende var de levende billeder der blev sendt tilbage til Jorden fra en fremmed, ugæstfri verden. Kombineret med versene fra 1. Mosebog har der aldrig været en mere magtfuld overensstemmelse mellem ord og billeder på TV.

Lovell husker sit favorit lykønskningstelegram. Det kom fra en almindelig borger ved navn Valerie Pringle. “I reddede 1968,” skrev hun.

Når man tænker på alt det der skete det skrækkelig år, er det svært at være uenig med hende.

http://www.americanthinker.com/blog/2013/12/they_saved_1968.html#ixzz2oZUXvuPv