Når mødre er opfindere
Del 1 af 2.
Når disse amerikanske kvinder fandt der var et problem - så løste de det.
United States Patent Office har udstedt over 4 millioner patenter på opfindelser. Det tal er ganske forbløffende og et vidnesbyrd om den amerikanske foretagsomhed. Dog er det meget sandsynligt, at kun meget få af disse patenterede opfindelser vil få en større påvirkning af vores dagligliv - ligesom elpæren, telefonen, automobilet og internettet har haft. Kun meget meget få af disse opfindelse vil opnå berømmelse som en Thomas Edison eller en Henry Ford. Det er en skam for i årenes løb har opfindere lanceret produkter der gør vort liv lettere, mere komfortabelt og endog mere sikkert. De opfindere jeg har i tanke er alle amerikanske kvinder.
Du har sandsynligvis aldrig før hørt om nogen af de kvindelige opfindere som her nævnes - undtagen, måske Stephanie Kwolek, opfinderen af Kevlar. Hvorfor de er blevet ignoreret af historien kan man kun gisne om, især når man overvejer at de ‘skabte’ nyskabelser som mange amerikanere benytter hver eneste dag - vinduesviskere, bremselys, opvaskemaskiner, engangsbleer. Ligesom der mere berømte mandlige kolleger - Edison og Ford er nævnt, også Benjamin Franklin, Whitney, Samuel Morse - da fandt disse kvinder der var et problem, og så besluttede de at løse det. Det gjorde de effektivt.
Affaldsposen med den flade bund
Ingen ved hvem den første butiksejer var, men sandsynligvis havde vedkommende ikke ikke været i gang særlig længe før han indså at de handlende ville købe flere varer, hvis de havde en pålidelig, solid beholder hvori de kunne pakke deres indkøb ned og bære dem hjem.
Francis Wolle (1817-1893), en skolelærer fra Bethlehem, Pennsylvania fandt på en løsning i 1852, da han tog patnet på den første papirspose. Men faktisk var det ikke andet end en stor konvolut, og den indsnævrede bund klarede ikke de forventninger butiksejerne havde
Den ægte fladbundede papirspose blev opfundet af Margaret Knight (1839-1914) i 1868. Hun kom fra York, Maine, havde arbejdet hårdt i tekstilindustrien fra hun var ni år gammel. Cirka år 1867 fik hun arbejde på Columbia Paper Bag Company i Springfield, Massachusetts, hvor de konvolutlignende poser blev fremstillet. Knight havde øje for mekanik og begyndte at designe en maskine, der kunne skæres papiret, folde det til en limet stærk firkant, og sætte det på bunden af konvolutten. Knight arbejdede på at få lavet en maskine da fabrikken fik besøg af en mand ved navn Charles Annan, der viste en meget stor interesse i hendes maskine. Han studerede den så intenst, at da han forlod fabrikken var han i stand til at lave en kopi og søgte om patent før Knight.
Margaret Knight ville dog ikke sådan lade sin ide blive stjålet. Hun lagde sag an mod Annan og anklagede ham for at kopiere sin opfindelse. Under retssagen fortalte Annan retten at det var absurd at tro at en kvinde kunne stå bag så kompleks en maskine. Da Knight havde en masse små noter, designs og tegninger og dagbogsoptegnelser, hvori hun have beskrevet sit arbejde blev det klart for domstolen at hun så absolut begreb maskinens funktioner - og at hun havde opfundet den. Dommen faldt ud til Knights fordel.
Opvaskemaskinen
JOSEPHINE COCHRANE (1839-1913) var velhavende, hun havde køkkenet fyldt af tjenere der vaskede op for hende. Men disse tjenere var ofte sjuskede, og Cochran var vred over at se hendes fine procelæn blive klinket, smadret. For at sikre at hendes tallerkener mv,. blev behandlet med passende omsorg, begyndte hun selv at vaske op - og opdagede hurtigt, hvor kedeligt det arbejde var. Der måtte være en langt bedre metode.
I
I et skur bag sit hus byggede Cochrane et stativ der kunne holde tallerkenerne, kopperne og skålene fast, inden i en kobberkedel. En motor fik systemet til at dreje og sæbevand blev sprøjtet på, og opvasken blev klaret. Cochrane benyttede prototypen i sit eget køkken og begyndte at lave eksemplarer til sine venner. I 1868 tog hun patent på opfindelsen. Restaurant- og hotelejere indså hurtigt, at det var en tidsbesparende (og porcelænsskånende) indretning og for at imødegå efterspørgslen grundlagde Cochrane - Cochrane Crescent Washing Machine Company. På Verdensudstillingen i Chicago i 1893 demonstrerede hun sin maskine for offentligheden og vandt priser for design og kvalitet.
Erhvervsområdet forblev det primære marked for Cochranes opfindelse. Sent i 1890’erme og tidligt 1900 havde de fleste amerikanske hjem ikke varmtvandkedler - og til en opvask i Cochranes opvaskemaskine krævedes masser af varmt vand. Det var først i 1950’erne cirka 40 år efter Cochrane var død, at opvaskemaskinen nu endelig begyndte at gøre sit indtog i de amerikanske køkkener. Varmtvandskedlerne var nu bedre og større, og husmødrene ville gerne eje den nyeste arbejdsbesparende hårde hvidevare. Cochranes selskab, blev forresten købt af KitchenAid, en del af Whirlpool Company.
Vinduesviskeren
De første automobiler havde ikke nogen indretning der kunne holde forruden ren for sne, regn eller møg og skidt. Hvis det var vanskeligt at se ud, skulle køreren trække til side og manuelt rengøre ruden med en klud. I kraftig regn eller sne, måtte man bare vente på det hørte op.
I 1903 rejste Mary Anderson (1866-1953) med venner fra sit hjem i Alabama til New York City. De ankom midt i en snestorm. Mens de sad i køretøjet lagde Anderson mærket til at chaufføren forsøgte - dog uden held - at holde forruden ren for sne og slud ved hele tiden at holde stille og rengøre glasset. Da hun kom tilbage til Birmingham, Alabama, tegnede hun en simpel arm der havde et gummiblad monteret. Armen kunne betjenes fra forrudens øverste kant ved en forbindelse med en håndbetjent anordning inden i bilen. Chaufføren betjente således vinduesviskeren manuelt, ved at dreje på anordning og glasset blev rengjort.
Anderson tog patent på vinduesviskeren i 1905 og forsøgte at sælge rettighederne til en canadisk bilfabrikant. Denne sagde imidlertid Nej Tak og skrev, “Vi anser ikke opfindelsen af kommerciel værdi - og ser derfor ikke nogen profit ved at sælge den.” Andre fabrikanter afviste hendes opfindelse, fordi de mente at viskerens bevægelser ville virke forstyrrende på chaufføren og dermed forårsage ulykker.
Efter 17 år udløb Andersons patent, og hun fornyede den ikke. Det var en kæmpefejl, da automobilindustrien nu var lige ved at eksplodere. Da de nye modeller blev introduceret var vinduesviskeren standardudstyr. Hvis Mary Anderson blot havde fastholdt sit patent, ville hun være blevet millionær, men resten af hendes liv var hun ejer af og bestyrer af
Fairmont Apartments on 21st Street South in Birmingham, Alabama.
Fortsættes........
Ingen kommentarer:
Send en kommentar