Amerikansk blod på iranske hænder
“For mig er det værste, at ingen husker det,” sagde Mark Nevells sidste år på årsdagen for Hezbollahs bombning af Marine forlægningerne i Beirut.
En Mariner havde kastet sig foran en lastvogn for at forsøge at standse køretøjet. og bagefter i fem dage måtte Nevells og andre Marinere grave sig gennem ruinerne i søgen efter ligene af de mænd de havde tjent sammen med.
En af de først ankomne Marinere på stedet hørte stemmer nedenunder gruset. “Få os ud. Lad os ikke blive.”
Marinerne mistede flere den dag end på noget tidspunkt siden Iwo Jima og antallet af amerikanere der blev myrdet den dag af en terroristgruppe var rekordhøjt, og først den 11. september blev den rekord ‘slået.’
I Washington er mordet på 220 Marinere og den iraner, Ismail Ascari, der kørte lastbilen der var fuld af sprængstoffer som pulveriserede Marinernes barakker, sandheder der ikke er velkomne og helst skal glemmes.
Før angrebet opfangede NSA en besked fra Irans efterretningsvæsen i Teheran til Irans ambassadør i Damaskus, der gav ordre til en “bemærkelsesværdig aktion mod United States Marines.”
Mohsen Rafiqdoost, Khomeini’s livvagt der hjalp med til at oprette Irans Revolutions Garde og som var minister for Revolutions Garden under bombningerne pralede med at “både TNT og ideologien, der i en eksplosion sendte 400 officerer, NCO’er og soldater ved Marines hovedkvarteret til helvedet, var iværksat af Iran.”
Mohsen er i dag millionær og står til at få en enorm profit fra den strøm af varer der åbnes for ved Obamas svækkelse af sanktionerne overfor Iran. Han praler også med at være “far til Irans missilprogram” skønt der er så mange andre i Iran der hævder det samme, og som siger at Irans missilprogram i bund og grund er noget skidt.
Marinerne der døde ved bombningen var heldige. En anden Mariner der ikke døde så hurtigt, Oberst William R. Higgins blev fanget af Hezbollah, terrorgruppen der handlede på Irans vegne, og blev pint og plaget i månedsvis indtil hans lig blev smidt nær en moske. En ligsynsrapport afslørede at han var blevet udsultet, og led af adskillige dødelige sår. Hans ansigtshud var delvist blevet fjernet sammen med tungen og han var blevet kastreret.
Fred Hof, en diplomat der havde været ven med den myrdede sagde, “jeg er en af en lille håndfuld amerikanere der præcist ved. hvorledes Rich døde. Hvis jeg skulle beskrive det for dig nu - hvilket jeg ikke vil - kan jeg garantere at et bettagteligt antal mennesker i dette værelse ville blive fysisk syge.”
“Udenrigsministeriet, og ikke Forsvarsministeriet overtog sagen. Det betød diplomati ikke militær magt. Det betød ikke gengældelse, ingen sanktioner ingen redning,” skrev Robin L. Higgins hustru.
Oberst Higgins hustru og datter lagde sag an mod Iran for mordet og vandt 335 millioner dollars i indefrosne iranske værdier. Domstolen afgjorde at, “Skønt det var en grusom barbarisk handling, så var lemlæstelsen af Oberstens lig åbenbart i overensstemmelse med den Islamiske Gardes indfrielse af Irans udenrigspolitik.”
Som Higgins, blev William Francis Buckley, CIA stations chefen også fanget og tortureret i månedsvis. På udgivne videobånd fra hans Hezbollah fangevogtere var han fraværende og hans sind var knækket på grund af de rædsler hans plagede krop og sjæl var blevet udsat for.
“De havde gjort mere end ødelægge hans krop,” sagde CIA direktør William Casey. “I mine øjne var det tydeligt at hans sind var blevet manipuleret. Det var rædselsfuldt, mddelalderligt og barbarisk.”
Imad Mughniyah var angiveligt en af hovedafhørerne af Buckley og Iran kom med budskaber, hvor man tilbød at udveksle Buckley for våben.
Robert Stethem, Navy dykker, blev brutalt myrdet da Hezbollah terrorister kaprede TWA 847. De iransk støttede terrorister hvoraf den ene var Imad Mughniyah slog og bankede ham ihjel.
“De sprang op i vejret og landede med fuld kraft på hans krop. Han må have fået brækket alle ribbenene,” beskrev stewardessen Ili Derickosn. “Jeg sad 3 meter borte. Jeg kunne høre det. Jeg proppede fingrene i ørerne. Jeg vil aldrig glemme det. Jeg kunne alligevel høre det. De satte mikrofonen til hans ansigt så skrigene kunne høre til verden udenfor.”
Stethem’s skrig sammen med skrigene af de andre amerikanske ofre for Iran er endnu ikke blevet hørt i Washington.
Efter bombningen af den amerikanske ambassade i Beirut, advarede terrorgruppen, “Dette er en del af Irans revolutions kampagne mod imperialistiske mål over hele verden.”
Det kunne være fristende af forkaste alt dette som gammel historie, men terroren er aldrig ophørt. I 1996 blev soldater fra Air Force dræbt ved bombningen af Khobar Towers ved endnu en lastbilsbombe.
“Bombningen af Khobar Towers var planlagt, betalt og sponsoreret af senior ledelsen i Den Islamiske Republik Irans ledelse,” lød dommen i endnu en retssag fra ofrene for terrorisme mod Iran.
Præsident Clinton svarede den iranske terrorhandling med et forsonende budskab til Mohammad Khatami, endnu en nylig valgt fup reformist der spillede med på Irans præsidents spil.
“United States har ingen fjendtlige hensiger overfor Den Islamiske Republik Iran og søger at få et godt forhold med deres regering,” skrev Clinton. “For at sikre en sund grundvold for bedre relationer mellem vore lande, har vi brug for en tydelig forpligtelse fra Iran om at Iran vil sikre at afslutte iransk medvirken i terroristaktivitet.”
Iranerne forastede denne anmodning om fred og Clinton der tidligere fortalte rådgivere, “jeg ønsker ingen ubetydelige mellemveje,” faldt i hak, som han plejede at gøre når han blev konfronteret med islamisk terror.
9/11 Kommissionen fandt bevis på at hovedparten af “muskel” operatørerne der skulle terrorisere besætninger og passager “var rejst ind og ud af Iran mellem oktober 2000 og februar 2001.” Efter 11. september fløj top Al Queda folk til Iran som del af dens politik med hemmeligt at tillade Al Queda terrorister at rejse over landets grænser uden at få stemplet deres pas. Hovedpersonen i samarbejdet mellem Iran og Al Queda var igen Imad Mughniyah, der mødtes med og havde indflydelse på Osama bin Laden.
National Islamic Front i Sudan og med repræsentanter for Irans regering og dens tilknyttede terroristgruppe Hezbollah med det formål at samarbejde mod deres fomodede fælles fjender i Vesten, i særlig grad United States.”
Efter israelerne så endelig fik has på Mughniyah med en bombe mod hans tilholdssted, erklærede Irans Øverste Leder Ali Khamenei, “Det rene blod af martyrer som Imad Mugniyah vil give hundreder som han.”
Her forleden, mens de pro-Iran aktivister hos MSNBC og Huffington Post med ildhu forsvarer Obamas kernevåben udsalg, lagde Irans Udenrigsminister en krans på Mughniyahs grav og dermed svor han en ed til alt det terrorist mesterhjerne stod for.
Selv da Irans præsident Hassan Rouhani pralede med at atomaftalen betød at United States og andre verdens magter havde “overgivet sig til den stor nation Iran,” og dets sande leder Den Øverste Ali Khamenei beskrev United States som “satan” og erklærede det en fjende; så er tågen af ønsketænkning stadig tyk og indåndes af karriere diplomater i Udenrigsministeriet.
Jimmy Carter der lod Ayatollah Khomeini få magten og som fik hænderne indsmurt i blodet af iranske terror myrdede amerikanere er stået frem og har rost Obama og Kerry for at “gøre det rigtige” og advaret om at sanktioner mod Iran vil være “et ødelæggende moment.”
Alle disse rædselsvækkende terrorhandlinger fandt sted som følge af Jimmy Carters forsoning med Iran. Hvilken pris i blod skal nu udregnes for Obamas forsoning med Iran?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar