Glamour Junkierne
Heroin afhængighedens kultur
Jeg har beundret Philip Seymour Hoffman, men jeg var ikke overrasket over at høre, at han døde som resultat et et heroinmisbrug. Ikke fordi jeg på nogen måde havde kendskab til hr. Hoffmans private tilværelse, blot det at jeg sådan set ikke bliver overrasket når nogen dør af heroin.
Mindst tre unge mænd i New Yorks forstæder døde af overdoser af heroin lige før Hoffman døde, den vestlige del af Pennsylvania er fuld af stoffet, og Vermont siges at være ramt af en sand heroin epidemi. Med få års mellemrum kan jeg læse om, hvordan heroin har fået et comeback eller om der en ny bølge af heroinafhængige, men jeg er sådan set skeptisk. Heroin får aldrig et comeback - fordi heroin forsvinder aldrig.
Jeg har kendt nogle få junkier i mit liv, og en gang været vidne til den besynderlige beslutning hos en ung mand der ville være junkie. Som en ung nybegyndende opiatbruger der ville lære at bruge en nål indledte han ved at skyde sig mellem sine tæer, idet han forklarede at på den måde ville der ikke være nogen synlige stikmærker som medlemmer af den store offentlighed kunne se, hvilket være tilfældet, hvis han stak sig i underarmene.
Han planlagde sine stikmærker i forvejen under den formodning at det at tage heroin blot skulle være af og til. Afhængighed var jo bare noget der slet ikke ville ske for ham, men noget han selv styrede et valg han tog. Jeg tror han opfattede det som det at få en tatovering: Noget rock ‘n’ roll, oprørsk.
Nu er vi så et godt stykke inde i det 21 århundrede og jeg ville være meget overrasket over at skulle erfare at ingen i den civiliserede verden - og dermed mener jeg verden med tilstrækkelig industriel ekspertise til at producere sterile kanyler og syntetiske opiater - der ikke har hørt nyhederne om at heroin altså er noget grumt, der med stor sandsynlighed giver dig en for tidlig død gennem en overdosis, gennem HIV, leverbetændelse C og så videre.
Mennesker foretager dårlige valg hele tiden, sædvanligvis på grund af en grundlæggende manglende evne til at overskue længere tidshorisonter: Ingen ønsker at være fed om fem år, alle ønsker sig en wienerbasse lige nu; du ved godt hun er dårligt selskab, men kl. er 02.00 og din beslutnings tidslinje strækker altså bare ikke til solopgang; du burde faktisk bruge de penge du er ved at brænde af på den bil til en pensionsinvestering, men en del af dig forventer ikke at leve så længe.
Men at tage heroin er, i det mindste delvist, en handling begrundet i kulturen. Connoisseurer af valmuen vil gå videre og vidne om Historien Med Store Junkier — William S. Burroughs, Sid og Nancy, Billie Holiday — skønt jeg i det store billede vil sige at heroinafhængige er mindre kedsommelige om problemet end potheads (marihuanabrugere) er om problemet pot.
Det synes virkelig som om de har en særlig fascination med heroin jargonen, som om hver samtale finder sted i 1970. Jeg har altid den der lurende mistanke om at jeg kunne tale mennesker fra at beslutte sig til at blive junkier - hvis jeg dog blot kunne få dem til at læse et par gode bøger skrevet med stort litterært talent og som kunne illuminere den kendsgerning at Borroughs var en skabagtig krukke.
Forestillingen om at der eksisterer en eller anden slags dybere og mere underfundig forbindelse mellem kunstnerisk kreativitet og afhængighed (eller mental sygdom) er en af de allermest destruktive og dummeste i vor tids igangværende myter. Jeg ville lægge skylden på Thomas De Quincey, forfatteren til bekendelsesromanen fra det 19. århundrede Confessions of an English Opium-Eater, (En Opiumdrankers bekendelser) hvis jeg mente at nogen stadig læste ham.
Om problemet opiatafhængighed er der ingen mere indsigtsfuld og styrkende bog end Romancing Opiates: Pharmacological Lies and the Addiction Bureaucracy, skrevet af Theodore Dalrymple. (Et af de mest kultiverede mennesker jeg ved mener den er det bedst argumentationsgrundlag af sin slags om emnet).
Læs disse på synopsis om Dalrymples bog http://synopsis-olsen.blogspot.dk/2013/05/romantiseringen-af-narko-del-1.html
Dr. Dalrymple, som vi nu kender som Anthony Daniels, har omfattende erfaring på området, og han finder begge sider af afhængigheds behandlings ritualerne befængt, plaget af slet skjult romantisering, sammen med en ordentlig dosis misinformation og pseudovidenskab vedrørende opiatafhængighedens biologi. (For eksempel er det at holde op med alkoholafhængghed en langt mere farlig erfaring end at holde op med heroin)
I overvejelser af forholdet mellem forbrydelser og afhængighed, konstaterer han at kriminelle oftere bliver afhængige end afhængige bliver kriminelle. Hans analyse er gennemført usentimental, det præcist modsatte af hvad de fleste hævder er fakta og hvad der er sagt og skrevet om heroin. Det er en påmindelse om at for at udvise medfølelse så kræves der at man befrier sig selv for en destruktiv stupiditet.
Modellen med et “rationelt valg” har fået tæsk i årenes løb når det drejer sig om økonomi, og de af os med en bredere og mindre kvantitativ interesse i sociale spørgsmål bør lægge mærke til det. Det er vanskeligt at udvikle en “rationel valg” forklaring vedrørende junkier medmindre vi tænker over det kortsigtet, af samme grund som mennesker benytter heroin som de benytter alkohol. De keder sig, de er ensomme, de kan ikke sove, det er en social konvention i et vist miljø.
Og det er knyttet sammen med et løfte, der sædvanligvis ikke nævnes højt: James Bonds martini er ligeså meget en del af hans personlighed som hans Walther PPK og hans Aston Martin. Et glas champagne har en vis mening, en cigaret har en vis mening, og det har en kanyle fyldt med heroin også.
De som samtykker om legaliseringen af visse stoffer (jeg er en af dem) skal gøre det med vidt åbne øjne. Skal ikke lade sig ‘forføre’ af romantiseringen af heroin og heller ikke være ude af stand til at forstå, hvordan og hvorfor den romantisering opererer i kulturen og hvad det betyder for de valg mennesker tager. Det er ikke tilfældet at ingen planlægger at blive junkie.
— Kevin D. Williamson is a roving correspondent for National Review.
http://www.nationalreview.com/article/370270/glamour-junkies-kevin-d-williamson
Ingen kommentarer:
Send en kommentar