Svinets hævn - vilde og farlige

Øf, grynt - Pas På! 

Der er 4 millioner af dem - de lever frit i USA for tiden. Samlet ifølge the New York Times, er de årsag til skader for rundt regnet 800 millioner dollars om året. Det er ikke de almindelige skadedyr i ordets sande betydning - de er ikke rotter eller termitter, eller anden form af skabning der normalt falder en i tanke som ødelæggende plageånder.

De er svin - vilde tamsvin. De er ude af kontrol.

Vilde tamsvin kan se ganske uskadelige ude - lidt ligesom behårede kusiner af den utroligt venlige gris fra Charlotte’s Web. Men det er bare så langt fra sandheden. Deres umættelige appetit kombineret med deres villighed til at æde næsten hvad som helst, og uanset hvor de er, kan kun være en pestilens. De ødelægger afgrøder på marken, de ødelægger andre vilde dyres leveområder, æder andre dyrs fødekilder.

Ifølge the New York State Department of Environmental Conservation, kan de endog “æde reder og æg fra fugle der lægger æg på jorden og slanger.” De er helt og aldeles uden ‘hæmninger’ synes ikke at have frygt, og reproducerer sig hurtigt. Som the Times opsummerer, er vilde tamsvin “i stand til at bryde ud (eller ind) i indhegninger...de kan få pickup trucks til at køre af vejen. De lever at ungkvæg og skovens dyr. De har sygdomme med sig. De er svangre i fire måneder og får et kuld på cirka 6 stk.” The New York State DEC er enig ved at fastslå at “et vildt tamsvin kan reproducere sig selv 3 gange på et år.”

At jage dem er heller ingen nem opgave. De har meget skarpe stødtænder og kan være utroligt hurtige, især når de såres, bliver trængt i et hjørne eller på anden vis føler sig truet. I juli 2011, forsøgte en mand fra Texas at fange fem svin i en fælde på sin ranch, men det ene af svinene spiddede ham. Han måtte syes med over 100 sting. En anden texaner, en svinejæger, fortalte Environmental Graffiti at vilde tamsvin er “den fattige mands grizzly bjørn. Hvis du skyder et svin, så vær sikker på du rammer præcist første gang, for hvis det ikke sker, så vil svinet forsøge at slå dig ihjel.”

På grund af vildsvinets tilpasningsevne og den økonomiske skade de forårsager har nogle lokalsamfund indført en nultolerance og vil have dem udryddet lokalt. Missouri, for eksempel er gået til det ekstreme:

“Jægere i marken der er ude efter andet vildt opmuntres til at skyde de vilde svin når de ser dem. I Missouri kan de vilde svin dræbes hele året uden begrænsninger. I løbet af året kræves der ingen licens eller tilladelse og enhver metode er tilladt. Landejere, og lejere af land, hvor der er vilde svin, kan benytte enhver metode til at dræbe svinene.”

Bonus fakta:  Et typisk vildt sving vejer mellem 50 til 100 kilo, og hvis man ikke regner halen med halen kan længden være cirka 200 centimeter. Men i 2004 blev et vildt svin dræbt på en farm i Georgia det var 2,6 meter langt og vejede cirka 400 kilo. Den skabning - en hybrid mellem et vildsvin og et tamsvin kan ses her - og fik navnet Hogzilla. Den var så stor at nyhedsmedierne først mente der måtte være fup med i sagen.

EU rystet af skeptiske vælgere - første tegn på et jordskælv?

UKIP’s Rystelse

Man kan blot håbe det bliver til et jordskælv.

Peter Hitchens

Demokratiet er særdeles godt rustet mod den offentlige mening. Især politiske partier er immune over for næsten alt som flertallet faktisk godt kunne tænke sig, og er meget mindre interesseret i ‘massernes smag’ end butiksejere, nyhedsformidlere eller industrielle virksomheder.

Moderne politikere har bataljoner af professionelle bedragere og manipulatorer ansat. Deres eneste opgave er at overtale vælgerkorpset til at ønske det de allerede har fået, eller hvad der er dem tiltænkt. Vore demokratiske ledere foretrækker meget hellere dette end at give folket hvad det faktisk ønsker.

Derfor er det ret morsomt at betragte mænd og kvinder der offentligt er valgt til regeringen - for og af folket,  - blive vrede og stærkt irriterede når folket faktisk siger fra.

Begivenhederne i Storbritannien i de sidste dage har mindet mig om Berthold Brecht’s bitre snerren af hans østtyske kommunist kammerater der da de stod over for en revolte hos arbejderne, som de jo hævdede de repræsenterede, beordrede samme arbejdere at ‘sone og yde ofre for deres vrede. Som Brecht så sarkastisk spurgte: “Ville det ikke være mere enkelt om Regeringen blot opløste folket og valgte et andet?”

Her i Storbritannien har den enorme tilslutning til United Kingdom Independence Party (UKIP), et fjerde parti der uden omsvøb, men med stor empati går imod konsensus, medført at det, og deres vælgere, bliver behandlet som værende et problem af politikere og deres medieslæng, og som noget der på en eller anden vis bare skal ‘inddæmmes.’ 

At alle disse vælgere har brudt deres livslange troskab - og det af en særdeles god grund, og at det at forlade EU og genskabe kontrol over de nationale grænser er også gode grunde, det har kritikerne af UKIP ikke overvejet et sekund. I stedet er de blevet kaldt ignorante hyklere i de sidste seks uger, og de ‘oprørske’ vælgere er nu genstand for en kampagne der går ud på at omslutte dem med falsk sympati, kombineret med en sikker afvisning af at udføre det de ønsker.  

Man er slet ikke klar over, hvordan det kan opfattes, og mit lands politikere og eliten i medierne kan bare ikke holde inde med at behandle den helt lovlige utilfredshed som et slags sygdomssymptom. For de, Regeringen, kan jo umuligt være problemet. Det må være vælgerne der tager fejl, vælgerne der er blevet ført på vildspor, eller er mentalt syge.  

Da man frygtede valgets udfald forsøgte eliten at dæmme op for det ved at kalde potentielle vælgere “racister” eller afskrive dem som dumme eller helt ude af kontakt med virkeligheden. Nu da valgresultatet er som det er, så man eliten der forsøger at tale sig ud af det uden at lave om på noget.

Sådan er vort system. Stem lige så ofte du har lyst til og på hvem du vil. Du får dog stadig den samme lighedsfikserede, moralsk afslappede, velfærdspakke, med i komisk grad elendige skoler, tårevædende beskatning, og hastigt øgende kriminalitet og uorden, overvåget af bedrevidende ubehjælpsomme socialarbejdere forklædt i politiuniformer.

Man vil også finde at man i stigende grad er regeret udefra af EU, den nye kontinentale supermagt, som ingen dog vover at omtale som sådan, fordi det ville indebære at man måtte indrømme, trods alle hensigter og ofre, at Storbritannien faktisk ikke vandt i krigen 1939-45, vor stolteste stund. Hvis vi faktisk vandt, hvorfor bliver vore love så lavet for os og vore grænser kontrolleret af en tysk-domineret superstat? Det er en gåde som den ældre generation længe har søgt svar på.

Det begyndte sent i 1990’erne og svulmede op til hidtil uforudsete områder, blev en forandring som selv det nedslidte, misbrugte britiske vælgerkorps så bare ikke længere kunne absorbere, tolerere og ignorere.

Storbritanniens medlemskab af EU betyder at der sådan set ikke er noget britisk pas; kun et EU pas med britiske symboler trykt, sådan for et syns skyld. Enhver fra hvor som helst i EU (herunder pensionerede KGB officerer der bor i Litauen) kan komme og bo og arbejde her.

Ingen aner faktisk, hvor stor immigrationen har været. Vi ved dog det fleste er fra tidligere Warszawa Pagt lande. Man kan, for sådan er det opbygget, ikke finde det præcise tal. Det som dog er helt klart er at de rige får ganske meget ud af det, takket været de lave lønninger det medfører. Velbeslåede venstrefløjsere i London er i særlig grad henrykte over, hvor billige disse ‘tjenende ånder’ er, og over priserne i restauranter. De glæder sig også over at det jo “generer højrefløjens opfattelse af diversitet.”

Men for den fattige har det betydet konkurrence om lavtlønsjobs. Det har betydet at deres børns skoler er overtegnet og fyldt med drenge og piger der ikke har engelsk som deres første sprog. Det har betydet overfyldt offentlig transport, lange ventelister hos lægerne, mangel på lejligheder og en generel følelse af, at man i nattens løb er blevet transporteret til et helt andet land, hvor man ikke føler sig hjemme.

UKIP har samlet denne følelse op og påpeget den, fordi partiet er, efter mange års forsøg, nu endelig nået frem til at så længe Storbritannien bliver i EU, så er der absolut intet nogen britisk regering kan gøre ved problemerne.

Det er derfor UKIP, der oprindeligt var en lille ‘klub’ af oprørske Thatcher Konservative nu henter stemmer fra alle tre konventionelle partier.

Men som med så mange andre rebeller der er dukket frem i Anglosfæren i de sidste tyve år vil det blive vanskeligt at komme meget videre. Stammetroskab holder stadig de gamle partier, med nød og næppe, i live, sammen med donationer fra ‘mærkelige’ milliardærer, statssubsidier og regler for medieformidling der favoriserer status quo.

UKIP klarede sig godt (dog ikke fremragende) i kommune- og byrådsvalg. Det klarede sig endnu bedre i valget til Europa Parlamentet, en mærkelig konstruktion som ingen ellers i Storbritannien bekymrer sig om, skønt parlamentet har stadig mere magt over deres liv. Valgdeltagelsen i disse afstemninger er lav. For at vinde et vigtig antal sæder i Storbritanniens Parlament så skal UKIP’s ‘rystelse’ blive til et større jordskælv.

For mit vedkommende håber jeg det. Den eksisterende elite i Storbritannien minder mig om ethvert andet arrogant autokrati i historie, der er helt ude af stand til at begribe hvorfor folket dog ikke elsker den så meget som den elsker sig selv.

Der vil være glæde dersom eliten stemmes helt væk. Men lad os nu ikke blive forført af ønsketænkning. Lad os blot nyde øjeblikket - Nu.

Peter Hitchens

http://spectator.org/articles/59327/ukips-tremor

Præsidenternes hunde - en tidsrejse

Præsidenternes hunde: En tidsrejse                       

Stephanie Butnick                                           

På præsidentens dag burde vi standse op og ære de vigtigste medlemmer af Det Hvide Hus’ hold: Præsidentens kæledyr. Især deres hunde. For hvis hunden er menneskets bedste ven så betyder det, at de er præsidentens allerbedste ven, og at det er på tide vore præsidentielle pelsdyr får nogen opmærksomhed.                

Jøder har længe troet på en klippefast relation med dyr i hjemmet, i særlig grad hunde, trods den seneste trend med bar(k) mitzvahs og rabbier der velsigner dyr kunne tyde på noget andet. Ifølge Moment Magazine er “litteraturen fyldt med henvisninger der er med til at understrege denne relation.”

I Købmanden i Venedig er Shylock fortørnet over at blive betragtet så lavt som en hund: “I kalder mig en vantro, en hund. Spytter på min jødiske klædning,” græder pengeudlåneren.

Langt senere skrev S.Y. Agnon, et fyrtårn i det 20. århundredes hebraiske litteratur, om en strejfende hund i sin roman fra 1945 ‘Only Yesterday.’ Ved historiens slutning bliver dyret til et frygteligt uhyre, som bider bogens protagonist ihjel. Jiddische talemåder - fremmanede en foragt for hunde, herunder et billede på en umoralsk person: a hunt mit di oyern, eller “en hund med ører.”

Heldigvis tror jeg vi er kommet over disse Jiddisch inficerede misforståelser, en teori bekræftet ved antallet af jødiske familier jeg kender som har hunde. Vi er vel nærmest gået over i den anden grøft, med hunde der nu virkelig er elskede og behandles som om de var menneskelige medlemmer af mange jødiske familier. (Jeg udtaler mig af personlig erfaring, og helt uden at skamme mig. Hunde er de nye mennesker).

I den kæledyrselskende ånd så lad os da fejre Første Hundene, disse elskede, trofaste skabninger der spiller en ikke værdsat vigtig rolle i Det Hvide Hus’ økosystem: De menneskeliggør, og man kan forholde sig til gennem dem, den mest magtfulde mand i Amerika. Samtidig ser de rigtig søde ud mens de varetager opgaven.

Man mener der har været 32 præsidenter der havde hund. Her følger nogle af højdepunkterne:

Vor nations første præsident, George Washington, hvad hunde - Drunkard, (drukkenbolt) Tipler and Tipsy, fulgt af John Adams med de noget intimiderende navne Juno og Satan.

 

James Buchanan havde en Newfoundlander ved navn Lara, mens Abraham Lincoln lod sin  Fido blive tilbage i Illinois da han flyttede ind i Det Hvide Hus. Ulysses S. Grant havde også en Newfoundlander, han hed Faithful (måske før hele den episode med at udstøder jøderne - se denne på synopsis: http://synopsis-olsen.blogspot.dk/2013/08/jdernes-stemme-under-civil-war.html

       

                                                        Abraham Lincolns Fido

James A. Garfield, nationens 20. præsident, gik efter noget mere humoristisk han kaldte sin hund Veto.

Tre præsidenter i række havde Airedale Terriers, den nobleste af terriers, og den største, som jeg er helt fortabt i. (samme her -synopsis-olsen- har haft 4) Woodrow Wilsons airedale terrier hed Davie; Warren G. Hardins - Laddie Boy; og Calvin Coolidge’ - Paul Pry.

Calvin Coolidges frue med deres airedale Paul Pry

FDR havde adskillige Skotske Terriers, sammen med en schæferhund og en Grand Danois på et tidspunkt. Dwight Eisenhower havde en Weimaraner ved navn Heidi, mens John F. Kennedy krævede at hans hunde - to af dem blandingshunde - som en hilsen til præsidenten skulle hilse på helikopteren når han vendte tilbage til Det Hvide Hus. (Synopsis info: Den ene af JFK hunde var afkom af den russiske rumhund Strelka og en gave fra Rusland).

I 2009, henrykkede præsident Obama den hundeelskende offentlighed - dog ikke dyrerettighedsfortalere - da det blev meddelt at Bo, en Portugisisk Vandhund, skulle være United States Førstehund. Obama selv kaldt hunden, en gave fra afdøde Senator Ted Kennedy, “en stjerne,” Malia bedømte ham som “perfekt,” mens lillesøster Sarah ikke var imponeret: “Sasha påpegede at Bo, jo ikke kunne svømme.”

Obama familien har fået endnu en Portugisisk Vandhund, ved navn Sunny, sommeren 2013. 2013.

http://www.youtube.com/watch?v=iGZ2nlkTuEE

Dog var den præsidentielle tilknytning ikke tilstrækkeligt til at Matisse, en Portugisisk Vandhund kollega, og en af favoritterne til at vinde Westminster hundeshowet. Den ære tilfaldt Sky, en Wire Fox Terrier.

http://www.tabletmag.com/scroll/162926/all-the-presidents-dogs-a-walk-through-history

Skilte forvirrer og giver ulykker!

Drevet til distraktion i trafikken

Når man kører og kommer til et kryds er det undertiden vanskeligt at orientere sig hvis der er  masser af skilte, afkørsler og måske også noge trafiklys.

At forsøge at regne ud om man befinder sig i den rigtige kørebane er vanskeligt på nogle få sekunder. Måske er det som skildret på billedet herunder, hvor man må forsøge af finde ud af hvor i alverden vejen fører hen. Andre gang sker det som næste billede skildrer. I sådanne tilfælde må man gætte og håbe det bedste. Uheldigvis er det som oftest en anden bilist der har gættet anderledes, og man ender nogle få centimeter fra hinanden - eller endnu værre.-   

Byplanlæggernes løsning og tafikeksperternes: Endnu flere skilte.

Afdøde Hans Monderman mente det dog var noget bagstræberisk, så derfor gjorde han noget ved det. Hans teori: Fjern alle skiltene. Lad bilisterne, fodgængerne og cyklisterne selv finde ud af det.

Hvis du nogensinde har er gået gennem et overfyldt område (undergrundsstationen på Manhattan Times Square f.eks. - er her en skildring jeg engang lavede, og du vil finde ud af, at alle er i stand til at navigere udmærket uden at hamre ind i i hinanden.

Det er ganske vidst at vore hjerner er i stand til at overskue overfyldte områder med masser af mennesker der i forskellig hastighed kører hver deres vej. Monderman anvendte dette vedr. trafik.

“En bred vej med en masse skilte fortæller en historie,” fortalte han Wired. "Der siges, bevæg dig fremad, vær ikke bange, gør det så hurtigt du kan, der er jo ingen grund til at være opmærksom på omgivelserne.” Den relative kaotiske følelse på steder som Times Square undergrundsstatitonen (Monderman benyttede ikke selv det eksempel, men pointen holder) kræver at menneskene er opmærksomme og regner ud hvordan de kommer fra A til B uden at hamre ind i C, D og E. Derfor besluttede Monderman at se hvad der sker når man gør det samme med trafikveje.

En af Mondermans første real-live forsøg var et vejkryds i Drachten, Holland, se billederne før og efter. Bemærk det store antal markeringer, trafiklys, skilte og andre signaler på første billede, og hvordan de næsten alle er borte på det næste. Der er endda fodgængerovergange.

(via Streetsblog).

Som Wilson Quarterly opsummerede, var eksperimentet en succes:

Resultaterne var forbløffende. Uden chikaner eller advarselslys kørte bilerne langsommere, så langsomt at Mondermans måleapparat ikke kunne registrere hastighederne. Fremfor klarhed og opsplitning havde han skabt forvirring og dermed årvågenhed. Usikker på hvem der hørte til hvor tilpassede bilisterne sig mere.

Frem for at give bilisterne en forkørselsret - en fartbegrænsning eller en chikane - havde han gennem den nye måde at lave vejen på en forfinet vis anvist den rette handlemåde.

Mondermans model kaldes “delt plads” og har vist sig at reducere antallet af trafikuheld og dermed også dødsfald. Wilson Quarterly bemærker at selvom mængden af trafikken i Drachtens rundkørsel blev forøget med 33%  efter ombygnngen, var trængslen nedsat og der var halvt så mange trafikuheld.

Dette var til trods for den kendsgerning -- eller som Monderman argumenterede, -- fordi alle synes at være særlig opmærksom i krydset. “Trods den betragtelige forøgelse i sikkerheden, anså både bilister som cyklister stedet som værende mere farligt.”

Som Monderman argumenterer så skyldes det, at  den der kører ind i krydset er tvunget til at sætte farten ned og tænke sig mere om før man begiver sig ud i trafikken.

Mange andre har kopieret Drachten modellen i forskellige udgaver og med lignende resultater. Byen Carmel i Indiana har f. eks. 60 rundkørsler, om ikke flere, (og det med blot 80000 indbyggere). Siden 1990’erne har byen erstattet lyssignaler med rundkørsler, og med udmærkede (dog selvopgivne) resultater: “hvor rundkørsler har erstattet trafiklys eller stopskilte ved vejkryds, er antallet af tilskadekomne i ulykker faldet med cirka 80%, og antallet af ulykker med cirka 40%.”

Monderman der døde for nogle år siden har sandsynligvis reddet mange liv ved blot at kræve at vi er opmærksomme bag rattet.

Bonus Fakta: Den berømteste fodgængerovergang i verden kan meget vel være den på Abbey Road i London, på grund af det ikoniske Beatles album hvor man ser bandet gå over gader der. Hvis du ønsker at se mennesker benytte overgangen, ja så kan du - der er et webkamera 24/7 på stedet.

5 brødre i krig. Hvilken beretning

De fem Bailey Brødre fra 2. Verdenskrig

Paul Kengor

På hver Memorial Day overværer jeg den årlige parade i Mercer, Pennsylvania. Det er ægte Americana: Flagene, børnene, isboden, de marcherende orkestre, the Shriners i deres go-carts, de lokale klubber og foreninger og 4-H, politikere fra lokalregeringen og kommunalbestyrelserne og alle andre. Der er altid veteraner fra tidligere krige der går eller rider ned af gaden.

Hvert år er der altid en opvisning der griber mig: En bil med en plakat, hvor der står the “Five Bailey Brothers.” Blot navnet får mig til at føle mig godt tilpas: Bailey. Det minder mig om “George Bailey,” spillet af den glimrende Jimmy Stewart i It’s a Wonderful Life. Naturligvis har den film en dejlig slutning - og det gælder også historien om Bailey brødrene.

Efter i nogle år at have betragtet Bailey bilen fandt jeg endelig tiden til at forsøge at få fat i hele historien om den sidste overlevende Bailey bror: Richard eller “Dick.” Jeg blev dejligt overrasket over at erfare, at han tilfældigvis boede lige i nærheden, her i Grove City, Pennsylvania. Han er 91 år gammel og stadig ‘knivskarp.’ Jeg bad om at kunne mødes med ham, og om jeg måtte tage tre af mine børn med. Det var han indstillet på og med glæde.

 

Brødrene: Fred, Fonnie, Jim, John, og Dick

Født i Grove City, Juleaften 1922, var Dick Bailey en af de fem Bailey brødre der tjente i 2. Verdenskrig. Jovist, der var fem. Du har hørt om Ryan brødrene i Saving Private Ryan og muligvis Sullivan brødrene i den gamle sort/hvid film The Fighting Sullivans. Så ved du at nationen besluttede aldrig igen at lade så mange brødre tjene sammen i en krig. Tabet af en af dem er tungt vor enhver far og mor. Husk på den helt uforglemmelige scene med moren i Midtvesten derude på farmen der får besked om sit tab i Saving Private Ryan. Den scene er bare så gribende.

At miste mere end en søn i en krig, eller tre eller fire eller det utrolige hele fem ...det ville ikke være til at bære.

Ikke desto mindre så har vi dem: Dick, Jim, Fonnie, John, og Fred. Og så må en af dem selvfølgelig være beskyttet af et ‘skrivebordsarbejde hjemme, ikke sandt? Næ Nej, alle fem Bailey brødre blev udsendt til fjendens territorium - mod Nazisterne og Kejserens Japan.

“De var alle i kamp,” siger Dick.

De havde alle meldt sig som frivillige efter Pearl Harbor og stod over for det hele - Europa, Stillehavet, Nordafrika -  på land, i luften og til søs.

Den ene af dem Fred, blev skudt i maven og krigsfange hos nazisterne. Han var med i Pattons Tredje Hær, leder af en tankbataljon. Han tank blev skudt i brand af tyskerne. Da Fred kravlede ud skød nazisterne og han blev ramt. Næste destination: Nazi krigslejr.

“Tyskerne behandlede ham ikke godt,” sagde Dick om Freds tid som gæst i Det Tredje Rige. “Fred sagde det var rædselsfuldt. De banker dig og så meget andet, selvom du er såret. Han spiste næsten ikke....Fred vejede blot 50 kilo da han kom hjem.” Han blev tildelt et Purple Heart.

Dick var i Army Air Corps, og sergent. Han og John var længst tid i krigen. De begyndte begge i 1942. Han var på 6 forskellige øer i Stillehavet, herunder Filippinerne. Det var så absolut ingen skovtur. Den ene af øerne, Biak, i Schouten Islands, blev konstant bombet af japanerne i de 8 måneder Dick var der. Disk husker at bomberne kom næsten hver nat, sent om natten, og med en varighed af typisk to timer. “Megen søvn fik man ikke,” siger Dick på sin typisk underbetonede facon.

Samlet tjente Dick fra december 1942 til januar 1946. Og det var hele tiden. “Jeg kom slet ikke hjem før januar 1946.”

Tænk lige over det, ikke en eneste gang kom Dick hjem. Slut.

Hvor mange af Bailey brødrene kom så hjem i sidste ende? Det er her historien med Bailey brødrene - ligesom med George Bailey i It’s a Wonderful Life, får en lykkelig ende. De kom alle hjem. Alle fem.

Så spurgte jeg ind til øjeblikket da han endelig kom hjem for altid. Det var vinteren 1946, en klar januar dag. I ugevis havde han rejst tusinder af kilometer fra den anden side af kloden blot for at møde en frygtelig snestorm da han kom i nærheden af det vestlige Pennsylvania. Han tog toget fra Pitteburgh til Grove City. Hans forældre boede nu i en lille by, Harrisville, cirka 20 kilometer borte. På grund af vejret og andre besværligheder ankom Dick meget sent om aftenen og slog sig ned på en 24-hour diner i Grove City, og uden transportmulighed og med en halv meter sne. Dicks forældre anede intet om at han var på vej hjem. Forbløffende nok havde de intet hørt til ham i årevis, og omvendt - sådan var kommunikationsmulighederne og hemmelighedskræmmeriet nemlig. Faktisk havde Dick ikke været i kontakt med nogen af sine brødre. Han kunne kun regne med de muligvis var døde.

Fordi forældrene var flyttet siden han drog i krig kendte Dick ikke deres adresse. På dineren så han en gammel kammerat, der fortalte ham hvor hans forældre boede. Med denne nyttige nye viden drog Dick mod deres hjem. Han dukkede op ved forældrenes hus kl. 05.00 og bankede på døren. Den første der blev vækket var hans mor, der kom til døren og for første gang så sin søn efter fire år. Hun græd. Han græd.

Dicks far og mor kunne fortælle ham det han intet kendte til, men som han virkelig indtrængende gerne ville vide: Alle hans brødre havde overlevet krigen. Han var den sidste de ventede på at høre noget om. Det havde alle bevaret håbet. Som heldigvis blev bekræftet.

Dick situation var besynderlig - et hjem med kun far og mor. Alle hans brødre boede nu andre steder, to af dem var netop blevet gift. Hans to søstre var også blevet gift. Det var ikke som da han dorg hjemmefra. Det havde været et hjem med 9 mennesker. Krigen havde tømt Bailey hjemmet.

Men nu var alle Bailey knægtene “hjemme,” og de var i live. “Ret så heldigt,” siger Dick i dag. Det at bede havde heller ikke været til skade. Da jeg spurgte om hans mor havde bedt meget, lo Dick og sagde, “Åh ja, en masse.”

Ganske bemærkelsesværdigt er det at de fem Bailey brødre ikke talte meget om krigen. Delvist fordi de ikke så særlig meget til hinanden efter krigen. De havde alle stiftet familie, flyttet rundt omkring og levede deres liv. “De fem af os kom undertiden sammen, men det var sjældent,” siger Dick. “Mest af alt ønskede vi bare at glemme det hele.” Han og Fred talte om Freds skrækkelige prøvelser i Nazi lejren blot en eller to gange.

Jim, der aldrig forlod militæret måtte betale for det med en kortere liv end de andre brødre.

Jim kom til Korea som en Army faldskærmssoldat og derpå til Vietnam som helikopterpilot. Han blev så dygtig som pilot at han regelmæssigt var pilot for præsident Lyndon B. Johnson. Men tiden var kort for Jim. Under en særlig farlig aktion i forsøget på at redde amerikanske tropper under angreb blev Jims helikopter skudt ned. Det var 9. oktober 1969. Han overlevede ikke.

“Engang fløj han en Huey fra Washington hjem til Harrisville og landende på en boldbane,” siger Jim. “Det var sidste gang vi så ham.”

Jim blev begravet på Arlington, den eneste Bailey der ikke er begravet i Harrisville, Pennsylvania. Han fik 3 Purple Hearts, en for hver krig han var med i.

Dick kom altså hjem og arbejdede for det lokale Cooper-Bessemer værk i 44 år, samt en masse andre arbejdsopgaver. Blandt dem som buschauffør, hvis rute gik fra Tennessee hele vejen til Alaska. Selvom den rute kunne lyde spændende gjaldt det ikke Dick, hvis kærlighed til alt på hjul og fart er legendarisk - bogstavelig talt.

Dick Bailey blev en dygtig racerkører, en af de første medlemmer af Nascar, i 1950. Han er medlem af fem Racing Halls of Fame, og (mens vi talte) gjorde han sig klar til en tur til Daytona for at komme med i “Living Legends hall of fame. Han kørte sit første race på Daytona International Speedway i 1959 (og også det sidste race på Daytona og strandbanen). Han kørte race i over 30 år, indtil et slemt uheld sluttede hans karriere. Han ejer stadig og fremviser gerne nogle fantastiske klassiske biler, og har stadig sin licens som pilot. Det eneste der overgår han krigsmedaljer i Dicks hjem er de utallige trofæer han har vundet som racerkører.

Dick Bailey, mener helt sikkert han har haft et “wonderful life.” Han er på vej til de 100 år - der mangler blot 9 år. Og med hans indstilling, fremtoning, evner og aktive liv (han har aldrig røget eller drukket, og drikker ikke kaffe) så skal han nok nå det. (Jeg spurgte ham, “Klarede du virkelig krigen uden alkohol?” Svaret: “Jeps, og uden cigaretter. Ingen tror på det det!”)

Krigen, som hele hans liv, har været “quite an experience.” Jeg spurgte om han ville gøre det hele en gang til. Han smilede og sagde, “blot så længe jeg kommer tilbage i live.”

Det gjorde Dick Bailey netop, som alle fem Bailey brødre.

Hvordan kan vi ære dem? Det kan vi gøre ved ikke at smadre det Amerika de var villige til at ofre alt for. Vi kan kun håbe det ikke er for sent.

About the Author Paul Kengor is professor of political science and executive director of The Center for Vision & Values at Grove City College. His latest book is 11 Principles of a Reagan Conservative.

http://spectator.org/articles/59321/five-bailey-brothers-world-war%C2%A0ii