UKIP’s Rystelse
Man kan blot håbe det bliver til et jordskælv.
Demokratiet er særdeles godt rustet mod den offentlige mening. Især politiske partier er immune over for næsten alt som flertallet faktisk godt kunne tænke sig, og er meget mindre interesseret i ‘massernes smag’ end butiksejere, nyhedsformidlere eller industrielle virksomheder.
Moderne politikere har bataljoner af professionelle bedragere og manipulatorer ansat. Deres eneste opgave er at overtale vælgerkorpset til at ønske det de allerede har fået, eller hvad der er dem tiltænkt. Vore demokratiske ledere foretrækker meget hellere dette end at give folket hvad det faktisk ønsker.
Derfor er det ret morsomt at betragte mænd og kvinder der offentligt er valgt til regeringen - for og af folket, - blive vrede og stærkt irriterede når folket faktisk siger fra.
Begivenhederne i Storbritannien i de sidste dage har mindet mig om Berthold Brecht’s bitre snerren af hans østtyske kommunist kammerater der da de stod over for en revolte hos arbejderne, som de jo hævdede de repræsenterede, beordrede samme arbejdere at ‘sone og yde ofre for deres vrede. Som Brecht så sarkastisk spurgte: “Ville det ikke være mere enkelt om Regeringen blot opløste folket og valgte et andet?”
Her i Storbritannien har den enorme tilslutning til United Kingdom Independence Party (UKIP), et fjerde parti der uden omsvøb, men med stor empati går imod konsensus, medført at det, og deres vælgere, bliver behandlet som værende et problem af politikere og deres medieslæng, og som noget der på en eller anden vis bare skal ‘inddæmmes.’
At alle disse vælgere har brudt deres livslange troskab - og det af en særdeles god grund, og at det at forlade EU og genskabe kontrol over de nationale grænser er også gode grunde, det har kritikerne af UKIP ikke overvejet et sekund. I stedet er de blevet kaldt ignorante hyklere i de sidste seks uger, og de ‘oprørske’ vælgere er nu genstand for en kampagne der går ud på at omslutte dem med falsk sympati, kombineret med en sikker afvisning af at udføre det de ønsker.
Man er slet ikke klar over, hvordan det kan opfattes, og mit lands politikere og eliten i medierne kan bare ikke holde inde med at behandle den helt lovlige utilfredshed som et slags sygdomssymptom. For de, Regeringen, kan jo umuligt være problemet. Det må være vælgerne der tager fejl, vælgerne der er blevet ført på vildspor, eller er mentalt syge.
Da man frygtede valgets udfald forsøgte eliten at dæmme op for det ved at kalde potentielle vælgere “racister” eller afskrive dem som dumme eller helt ude af kontakt med virkeligheden. Nu da valgresultatet er som det er, så man eliten der forsøger at tale sig ud af det uden at lave om på noget.
Sådan er vort system. Stem lige så ofte du har lyst til og på hvem du vil. Du får dog stadig den samme lighedsfikserede, moralsk afslappede, velfærdspakke, med i komisk grad elendige skoler, tårevædende beskatning, og hastigt øgende kriminalitet og uorden, overvåget af bedrevidende ubehjælpsomme socialarbejdere forklædt i politiuniformer.
Man vil også finde at man i stigende grad er regeret udefra af EU, den nye kontinentale supermagt, som ingen dog vover at omtale som sådan, fordi det ville indebære at man måtte indrømme, trods alle hensigter og ofre, at Storbritannien faktisk ikke vandt i krigen 1939-45, vor stolteste stund. Hvis vi faktisk vandt, hvorfor bliver vore love så lavet for os og vore grænser kontrolleret af en tysk-domineret superstat? Det er en gåde som den ældre generation længe har søgt svar på.
Det begyndte sent i 1990’erne og svulmede op til hidtil uforudsete områder, blev en forandring som selv det nedslidte, misbrugte britiske vælgerkorps så bare ikke længere kunne absorbere, tolerere og ignorere.
Storbritanniens medlemskab af EU betyder at der sådan set ikke er noget britisk pas; kun et EU pas med britiske symboler trykt, sådan for et syns skyld. Enhver fra hvor som helst i EU (herunder pensionerede KGB officerer der bor i Litauen) kan komme og bo og arbejde her.
Ingen aner faktisk, hvor stor immigrationen har været. Vi ved dog det fleste er fra tidligere Warszawa Pagt lande. Man kan, for sådan er det opbygget, ikke finde det præcise tal. Det som dog er helt klart er at de rige får ganske meget ud af det, takket været de lave lønninger det medfører. Velbeslåede venstrefløjsere i London er i særlig grad henrykte over, hvor billige disse ‘tjenende ånder’ er, og over priserne i restauranter. De glæder sig også over at det jo “generer højrefløjens opfattelse af diversitet.”
Men for den fattige har det betydet konkurrence om lavtlønsjobs. Det har betydet at deres børns skoler er overtegnet og fyldt med drenge og piger der ikke har engelsk som deres første sprog. Det har betydet overfyldt offentlig transport, lange ventelister hos lægerne, mangel på lejligheder og en generel følelse af, at man i nattens løb er blevet transporteret til et helt andet land, hvor man ikke føler sig hjemme.
UKIP har samlet denne følelse op og påpeget den, fordi partiet er, efter mange års forsøg, nu endelig nået frem til at så længe Storbritannien bliver i EU, så er der absolut intet nogen britisk regering kan gøre ved problemerne.
Det er derfor UKIP, der oprindeligt var en lille ‘klub’ af oprørske Thatcher Konservative nu henter stemmer fra alle tre konventionelle partier.
Men som med så mange andre rebeller der er dukket frem i Anglosfæren i de sidste tyve år vil det blive vanskeligt at komme meget videre. Stammetroskab holder stadig de gamle partier, med nød og næppe, i live, sammen med donationer fra ‘mærkelige’ milliardærer, statssubsidier og regler for medieformidling der favoriserer status quo.
UKIP klarede sig godt (dog ikke fremragende) i kommune- og byrådsvalg. Det klarede sig endnu bedre i valget til Europa Parlamentet, en mærkelig konstruktion som ingen ellers i Storbritannien bekymrer sig om, skønt parlamentet har stadig mere magt over deres liv. Valgdeltagelsen i disse afstemninger er lav. For at vinde et vigtig antal sæder i Storbritanniens Parlament så skal UKIP’s ‘rystelse’ blive til et større jordskælv.
For mit vedkommende håber jeg det. Den eksisterende elite i Storbritannien minder mig om ethvert andet arrogant autokrati i historie, der er helt ude af stand til at begribe hvorfor folket dog ikke elsker den så meget som den elsker sig selv.
Der vil være glæde dersom eliten stemmes helt væk. Men lad os nu ikke blive forført af ønsketænkning. Lad os blot nyde øjeblikket - Nu.
Peter Hitchenshttp://spectator.org/articles/59327/ukips-tremor
Ingen kommentarer:
Send en kommentar