Jesus og dødsstraffen
Her fornylig konfronterede den religiøse pacifist Shane Claiborne Tennessee’s guvernør på gaden for at fortælle ham, hvad Jesus mener om dødsstraf.
Som bekendt hindrede Jesus henrettelsen af en kvinde der var anklaget for utroskab ved at bede hendes anklagere først tænke over egne synder. Men ingen i Tennesse står over for dødsstraffen på grund af utugt. De er på dødsgangen for MORD.
Hvad mener Jesus så er den rigtige reaktion på mord? Kristne tror at Jesus er guddommelig, og derfor er Guds instruks til Noa i 1. Mosebog evigvarende: “Den som udgyder et menneskes blot, ved emnnesket skal han blod udgydes, for Gud skabte mennesket i sit billede.”
Ulig de senere civile afstraffelser i den mosaiske lov, der ikke længere betragtes som bindende, har Kristendommen traditionelt betragtet dette bud som havende universel anvendelse.
I Det Nye Testamente er der også formaningen fra Jesu apostel Paulus, at Gud ordinerede at Staten “ikke forgæves bærer sværd,” og er en hævner, der “udøver Guds vrede mod de som gør ondt.”
Disse bibel passager er aldrig populære hos kirke pacifister der er imod al form for vold. Og denne modstand rejser spørgsmålet: “Er fængsling af mordere, voldtægtsforbrydere, røvere og andre farlige personer moralsk acceptabelt, hvis det samtidig omfatter bevæbnede vagter der er klar til benytte dødbringende magt?
Burde fængsling i stedet være frivilligt og terapeutisk? Kirkepacifister er ganske typisk noget valne om håndhævelse af loven og beskyttelse af den uskyldige.
Da Claiborne var i Tennessee under sin demonstration mødtes han med indsatte på dødsgangen og var “forbløffet” da de indsatte fortalte ham de ville byde chancen for at bede med deres Guvernør velkommen. “Det ville være som hvis Jesus inviterer Pontius Pilatus til middag,” udbrød Claiborne, selvom han dog venligt gjorde klart at han ikke mente de indsatte var Jesus.
Det er rigtigt, for Jesus var i bund og grund uskyldig. Claiborne accepterer tilsyneladende at de dømte mordere er skyldige, skønt detaljerne om deres forbrydelser og deres ofre ikke ofres plads i hans klumme, selvom de naturligvis er en væsentlig del af helheden. Frem for at bede med Guvernøren skulle de indsatte i stedet tilbyde at mødes med ofrenes familier, give dem deres undskyldninger og vedkende sig deres afskyelige forbrydelser.
Det er rigtigt at gejstlige og andre trospersoner besøger de indsatte, herunder mordere, for at minde dem om Guds Nåde og barmhjertighed, der soner for synd, men ikke løser dem fra det jordiske ansvar og konsekvenserne af deres gerninger. Det forekommer besynderligt for kristne at besøge dømte mordere for at fortælle dem af deres straf ikke er retfærdig, medmindre disse besøgende har beviser på deres uskyld. Jesus på korset sagde ikke til tyvene der blev henrettet sammen med ham, at de var ofre for uretfærdighed. I stedet tilbød han evig frelse til den som angrede.
Alt for ofte ender det med at modstandere af dødsstraf minimerer eller helt glemmer den rædsel der ligger i et mord, eller sammenligner statslig henrettelse efter en passende retssag med udgydelse af uskyldigt blod. Under tiden er modstand mod dødsstraf sammenlignet med “pro-life” som om en dømt morder har den samme status som et uskyldigt ufødt barn.
Det glemmes ofte, at Den Romersk Katolske Kirke, som en helt grundlæggende lære har statens ret til at benytte dødbringende magt, herunder dødsstraf, selvom de sidste tre paver, uden at have indgået i diskussion om deres kirkes lære, har udtrykt håb om at de moderne velstående samfund i stedet ville vælge fængsel på livstid når det er muligt.
Som Protestant deler jeg ikke helt dette pavelige perspektiv, men respekterer den hensyntagende begrundelse, der ikke hælder hen mod den moralske forvirring eller flæbende sentimentalitet der er så almindelig blandt protestanter og katolske modstandere af dødsstraf. Alt for ofte forestiller disse modstandere, som Claiborne, sig at alle skal forliges om komme videre. Den Religiøse Venstrefløj, der primært fantaserer om staten som et rettighedernes overflødigshedshorn, har det ikke godt med statens mere straffende myndighed for at opretholde retfærdighed og straffe den ‘onde.’
Den Religiøse Venstrefløj afspejler et stadig større segment i det verdslige samfund der er imod dødsstraf, og som har fået ‘næring dertil gennem mediernes fortællinger, som den seneste om den forkludrede henrettelse i Oklahoma.
Disse beretninger udelader detaljer om morderéns forbrydelse. Han skød en teenager efter at have voldtaget hende og begravet hende levende. Rapporterne ignorerer ofte, hvordan modstandere af dødsstraf havde begrænset anvendelsen af dødelige indsprøjtninger, noget der kunne have forhindret fejlen. Læs denne på synopsis: http://synopsis-olsen.blogspot.dk/2014/05/en-morders-dd-og-medierne.html
Der er et ofte udbredt ønske hos sekularister, og Den Religiøse Venstrefløj til at minimere påvirkningen af den individuelle ondskab, og i stedet have fokus på den større systemiske uretfærdighed. At måtte indrømme at menneskeheden er grundlæggende syndefuld og ofte ond, er vanskeligt for mange i en terapeutisk tidsalder med selvbekræftelse.
Mange amerikanere har også glemt den frembrusende kriminalitetsbølge i 1970’erne der inspirerede til hårdere straffe, længere indespærring, og at man mere vendte sig mod dødsstraf, efter de mere offentlige holdninger i 1960’erne, hvor, i det mindste kortvarigt, de fleste forkastede dødsstraffen.
De relativt sikre gader og de vidunderligt reducerede kriminalitetsrater i de senere år, har ligefrem inviteret til selvtilfredshed.
I en fin klumme på CNN redegjorde Southern Baptist Seminary President Albert Mohler udførligt for den teologiske baggrund for dødsstraf: “Gud bekræftede dødsstraf for mord da han tydeligt redegjorde for Noa, hvad menneskelig værdighed er. Vort job er at forklare det til vore naboer.”
Religiøse modstandere af dødsstraf burde i det mindste anerkende Kristendommens historiske lære og tilbyde seriøse moralske argumenter der anerkender menneskeheden dybtliggende, ofte fremherskende kapacitet for at øve ondt.
About the Author
Mark Tooley is president of the Institute on Religion and Democracy in Washington, D.C. and author of Methodism and Politics in the Twentieth Century. You can follow him on Twitter @markdtooley.
http://spectator.org/articles/59037/jesus-and-death-penalty
Ingen kommentarer:
Send en kommentar