mandag den 30. juni 2014

Socialisme og elektricitet - i Venezuela

Lyset gik ud i Caracas

       
                       
Det er ikke Bee Gees’ “Massachusetts”, men lyset gik godt nok ud i Caracas som der rapporteres af The Guardian               

"Et nedbrud på et kraftværk har lagt al elektricitet over store dele af Venezuela ned, og dermed afbrudt en national tv-transmitteret præsident ceremoni og gjort at undergrundsbaner og toge over hele landet er indstillet.”

Afbrydelsen berørte 14 af landets 23 stater og var årsag til adskillige timers trafikkaos, samtidig med at huse og kontorer i hovedstaden Caracas var mørklagt.  
A man uses light from his phone to find his car during a blackout in Caracas.
A man uses light from his phone to find his car during a blackout in Caracas. Photograph: Carlos Garcia Rawlins/Reuters

Værket der forsyner Venezuelas centrale og vestlige regioner med elektricitet svigtede tidligt fredag eftermiddag, sagde elektricitetsminister Jesse Chacon. Værket kom i gang igen sent på natten i Caracas, mensi andre dele af landet var uden strøm, da disse områder altid rammes hårdere.”  

Lad os blot sige at “Cubanisering af Venezuela” er kommet et skridt nærmere. Venezuela et land der aldrig havde oplevet strømafbrydelser før Chavez, har nu disse lige så ofte som i Castros Cuba.

Socialisme og elektricitet har det bare ikke godt med hinanden, ikke sandt?

Et venezuelansk par fortalte mig forleden at lyset forsvinder så ofte at det at planlægge en aften er nærmest umuligt. Hvordan kan man gå ud eller leve et normalt natteliv, hvis lyset hele tiden forsvinder?

Bruge stearinlys? Lommelygter? - Nuvel, der er også mangel på stearinlys og batterier.

Min venezuelanske ven sagde dog at en god ting ved strmafbrydelserne er at så slipper de for at høre Præsident Maduros udgydelser på TV.

Jeg husker mine forældre sagde det samme når lyset forsvandt på Cuba!
P. S. You can hear CANTO TALK here & follow me on Twitter @ scantojr.

søndag den 29. juni 2014

Jorden brænder - helt bogstaveligt

Underjordiske kulbrande

       
Sommeren 2013 oplevede Rusland en række store ildebrande i naturen. Den første brød ud den 29. juli, den sidste blev slukket den 2. september. Det brændte i over en måned, hvilket efter de fleste normer er ekstrem lang tid.

Sammenlignet med visse infernoer i Kina er en månedstid det rene vand. I Kina har underjordiske kulbrande raset siden 1962 - i over 40 år.

Næsten 75% af Kinas energi stammer fra kul, hvilket gør kulmineindustrien den vigtigste. Kina producerer 2,5 milliarder tons kul hvert år, og når man lukker miner kan der ske uheld.

Kulstøv kan antændes ved relativt lave temperaturer, helt ned til 40 grader celsius, så undertiden begynder branden ganske naturligt når kulstøv får lov til at komme i luften.

Andre brande begynder mere nederdrægtigt når kulminer forsegles ved at benytte eksplosiver antændes kul i minen, eller som der nævnes i bonus fakta forneden i artiklen, andre aktiviteter i nærheden af minen der ildebrand på overfladen som kommer ud af kontrol.  I alle tilfælde er det ikke sådan helt tilfældigt.

Brandene neden under jorden dukker op til overfladen, forurener luften og forårsager kvalmende lugt, og gør det så varmt på jordoverfladen at man kan bage kartofler over en varm luftstrøm..

Hvor voldsomme er Kinas kulbrande så? En vurdering går ud på at brandene forbruger 20 millioner tons kul hvert år, og dermed spildes rundt regnet den mængde kul Tyskland bruger om året.

Kulbrandene dækker et område på anslået cirka 3000 miles, en distance længere end mellem New York og Los Angeles. Skaden på miljøet er betragtelig: Nogle hollandske forskere anslår at mellem 2-3% af verdens fossile kuldioxid udledninger stammer fra Kina underjordiske kulbrande.
Her er så en lille video med en kulbrand

Bonus fakta:  Underjordiske kulbrande forekommer ikke kun i Kina - faktisk på 6 kontinenter - undtagen Antarktisk. Byen Centralia, Pennsylvania, har også en underjordisk kulbrand der har været aktiv siden tidligt 1960’erne. Den begyndte da en anden ildebrand i nærheden ikke blev slukket fuldstændigt, og ved en lille fjel førte til at byen blev ødelagt. I 1981 var Cantralias samlede befolkningstal cirka 1000. I dag bor der blot 7.

Synopsis kommentar: Denne video må være passende, ikke sandt? Nyd den!

Spol frem til 7.00.

bs

lørdag den 28. juni 2014

Manglende kulturforståelse er livsfarligt

Usikkerhed


I sin nye bog med titlen Insecurity, har William Kilpatrick med stor indsigt indfanget det absurde ved politisk korrekthed der er gået amok og de tragiske konsekvenser det kan medføre. Insecurity er delvis satire delvis en thriller, og delvis en advarsel om den Orwellske fremtid der venter os om ikke denne nation meget snart vågner.

Mr. Kilpatrick, forfatter til adskillige nonfiktion bøger om kulturelle- og religiøse problemstillinger, herunder fornylig, Christianity, Islam and Atheism: The Struggle for the Soul of the West, skrev Insecurity som et stykke fiktion. Som han imidlertid bemærkede, “Da jeg skrev Insecurity havde jeg svært ved at opfinde situationer der var mere absurde end de som der fortælles om lige på og hård i de daglige nyheder.”

Bogen begynder på en army base kendt som Fort Camp. Muslimske soldater, anført at en Oberst Mohammed Faisal lægger planer for det de kalder Zero Day. Den kunne omfatte et meget farligt kemisk angreb, men kun om nødvendigt. Som Faisal fortæller sine medskyldige, “Vi har andre overtalelsesmidler der burde være tilstrækkelige.”
ty[To order William Kilpatrick's new book Insecurity, click here.]

Mens historien ruller sig ud bliver de “andre overtalelsesmidler” åbenbare. Og der kræves ikke megen overtalelse fra de muslimske planlæggere for at få deres vilje. Det er fordi Fort Camp, andre Army baser og forbundsregeringen helt op til præsidenten allerede svømmer rundt i mudderpølen af politiske korrekthed, der kræver at man føjer sig det muslimske samfunds følelser uden forbehold, og med særlig indrømmelse over for alle deres behov.

Da den ene uafhængigt tænkende, en Kaptajn James Cassandra, ankommer til Fort Camp for at påbegynde sin nye stilling som leder. kan han ikke tro det han ser og hører. Medaljer uddeles for at have fuldført programmer for inklusion. At have et amerikansk flag hængende på væggen betragtes som ufølsomt over for minoriteter. Muslimske officerer bærer med stolthed Det Muslimske Broderskabs emblem. Skilte er på arabisk. Et område kun for muslimer er afskærmet med et stort gult skilt med teksen, “DU GÅR NU IND I ET SHARIA KONTROLLERET OMRÅDE.”

Der serveres ikke længere alkohol i officersmessen, fordi får Kaptajn Cassandra at vide, det er “haram” (forbudt). Samtidig observerede kaptajnen en udtalt tilstedeværelse af åbenlyst homoseksuelle soldater der reklamerer for deres seksuelle præference. “Provincetown og Mecca er blandet sammen” som Kaptajn Cassandra beskriver sin nye base og hjem.

Tingene udvikler sig endnu mere bizart da han lægger mærke til en noget mistænkelig opførsel blandt et antal muslimske soldater. Kaptajn Cassandra mødes med officeren der står i spidsen for Fort Camp, General Coddle. Passende navn da General Coddle (forkæle) nærmest er stolt over Hærens nye rettighedsprogram for muslimer og bøsser.

Læren fra Fort Hood, forklarede General Coddle, var at Major Hasan handlede som han gjorde - begik det som Obama administrationen har kaldt “vold på arbejdspladsen” frem for en jihadist terrorhandling - fordi der ikke var nok muslimer i militæret til at give Hasan, med generalens ord, “den støtte og forståelse han havde brug for.” General Coddle går videre med at forsikre den stadig mere ængstelige kaptajn, at der intet er at være bekymret over. “Islam er en fredelig religion. Vi tror de taler om underkastelse, og det de faktisk gør er at bytte opskrifter på stegt lam.”

Bogens plot udvikler sig efter Kaptajn Cassandra overhører muslimske soldater der diskuterer detaljer i planen om at overtage Fort Camp og andre militærbaser i den nærmeste fremtid, sammen med nøgle kommunikationscentre. Hans ihærdige anstrengelser for at blive taget alvorligt ved at slå alarm bliver dæmpet at det politiske korrkekthedsmiljø der først og fremmest har været med til at bane vejen for at planerne kan fremmes med så megen lethed.

Det er særdeles vanskeligt at overvinde anklager om islamofobi og påstande om at være en højrefløjs skør konspirator, når man har at gøre med et militærhierarki der er besluttet på at give muslimer særrettigheder, med en Indenrigsminister, ved navn Jennifer Apoligeto (undskyldning) der er besluttet på at erstatte rød med en finere nuance af lyserød som farvekoden for højeste trusselsniveau, og en præsident der holder af frasen “menneskeskabte tragedier” for at beskrive jihadist angreb, fordi det er vigtigt for alle at benytte den “korrekte ikke-krænkende terminologi.”

Jeg vil ikke afsløre slutningen på bogen, det er tilstrækkeligt at sige at Insecurity er en bog man ikke kan lægge fra sig. Bogen fik mig til at le ved flere lejligheder, men fik mig også til at blive ængstelig når man ved, hvor nær på virkeligheden dens satiriske skildringer af den politiske korrekthed, der er gået amok, er med Obama administrationens tiltag. Det er denne administration der benyttede talemåden “menneskeskabte katastrofer” og “vold på arbejdspladsen” for at beskrive jihadist angreb og som rensede ud i undervisningsmateriale for ordenshåndhævere, fjernede alle henvisninger til islamisk jihad eller islamiske terrorister.

Den verden som skildres i George Orwells 1984 er alt for virkelig i dag. Det Amerika der skildres i Insecurity, hvor der er en ensidig fokus på multikulturalismen som sætter vore forfatningsmæssige værdier og friheder i baggrunden er også ved at blive alt for virkelig i dag. Multikulturalismen kræver at myndighederne bøjer sig for de forskellige krav fra hver kultur, selvom man dermed tramper på andres rettigheder.

Ideen om Amerika som den store “smeltedigel” for forskellige kulturer, racer, religioner er en pestilens for de forbenede, politisk korrektheds multikulturalister. I et multikulturelt samfind behøver indvandrere ikke at acceptere deres værtslands moralnormer, snarere burde værtslandet acceptere hver eneste indvandrergruppes forskelligheder og krav. Således er det diskriminerende at nægte at imødekomme krav om særlige forhold for muslimer. Det betyder intet hvis kravet krænker et fastslået kerneprincip eller norm i værtslandets politiske og sociale system, normer der har holdt landet stabilt og sammenhængende indtil nu.

Uden en fælles moralnorm og fælles sociale værdier vil et land falde fra hinanden. Ytringsfrihed, religionsfrihed og respekt for individet - kendetegn for Vestens demokratiske samfund - er livsbekræftende værdier.

At tillade islamister at påtvinge deres tilbagestående praksisser på vore institutioner svarer til at opgive vore kerneværdier med den forkvaklede tro at man er “tolerant.” Det er læren som William Kilpatrick giver os i Insecurity. Den er værd at læse.


http://www.frontpagemag.com/2014/joseph-klein/insecurity/

fredag den 27. juni 2014

Havets bacon - svømmende svin

Havets Bacon - mums....


Bahamas består af cirka 700 øer spredt ud over havet sydøst for Florida og nord for Cuba. En af de øer, Staniel Cay, er et sanddækket rev midt i Bahamas Exuma Island kæden; det er en af de få Exuma øer med en permanent befolkning. Staniel Cay er kendt for to ting: 1. Den var med i James Bond filmen Thunderball, og 2, hjemsted for Staniel Cay Yacht Club der er det nautiske centrum  i området.

Og så det eneste sted dersom du vil se de svømmende grise.                

I nærheden af Staniel Cay er en ubeboet ø ved navn Big Major Spots - ikke befolket af mennesker forstås. Der lever der en flok vildkatte og nogle få grisefamilier. Grisene - som jo er altædende - æder selvsagt alt de kan finde. Når derfor der kommer besøgende på øen der smider f.eks. æbler til dem så er der grisefest.

Men disse grise er noget utålmodige. I årenes løb har de og deres afkom lært at lyden af motorbåde betyder at der er mad i vente, og derfor tager grisene selv initiativet og drager ud på havet. Som det kan ses på denne video svømmer de helt hen til båden, hundesvømmende, i håb om at få en godbid eller to.


Hvordan grisene er kommet til en lille tropisk ø fra fastlandet? Vi aner det ikke. En fortælling går ud på tre muligheder: Grisene endte der efter et skibbrud; der har været farmere på øen som har efterladt deres grise der; og måske har beboerne på Staniel Cay og andre beboede øer i nærheden selv sat grisene på øen for på en nem måde at få opfedet dem, før de skal slagtes.

Som støtte for sidste mulighed skal det bemærkes at disse svømmende grise er “et stort hit på menuen ved fester på nærliggende Staniel Cay.”


Bonus fakta: Ifølge Current TV, (linket virker ikke) er landmænd i Bhutan kendt for at fodre grise med marihuana (og planten vokser vildt der) for at få dem til at spise mere - og dermed blive federe.

torsdag den 26. juni 2014

Det koster at være verdens 'politibetjent.'

Hvorfor er vi verdens politibetjent?


DR. LAINA FARHAT-HOLZMAN                                                        
At skære ned på forsvarsbudgettet, fordi man hævder vi ikke er verdens politibetjent er en tåbelig beslutning  der allerede skader os.

Vi har reddet verden 3 gange fra store rædsler. Vi fik afsluttet 1. Verdenskrig, der på det tidspunkt ellers havde de værste nedslagtninger i krig siden Civil War. I stedet for at bygge videre på denne indsats ønskede den amerikanske offentlighed at glemme alt om krig og vi isolerede os, og tillod således af 1. Verdenskrig kunne føre til den meget værre 2. Verdenskrig, som vi efterfølgende ikke kunne undgå at blive indblandet i. En verden under ledelse af nazister eller japanere ville have været utænkelig.

Lykkeligvis gik denne lektion ikke tabt hos det sejrrige United States, det eneste større land der ikke blev ødelagt i den forfærdelige krig der kostede over 30 millioner ofre. Vi blev så ført ind i en 50 år lang Kold Krig” med Sovjetunionen, hvis skade på de befolkninger der var under deres kontrol var rædselsvækkende. Uden os ville Europa og det meste af Asien være blevet ofre for en ideologi der kan lyde vidunderlig, men som man kan se praktiseret i sin værste form i Nordkorea.

Vi vil gerne bilde os ind at vi ikke er en imperiemagt, og sammenlignet med andre imperiemagter i historien er vi ikke så slemme. Vi var helt sikkert imperiebyggere under vor march mod vest på vort kontinent, og herskede kortvarigt over kolonister fra Frankrig og Spanien og selvfølgelig, de indfødte stammefolk. Vi havde faktisk en koloni kort efter Den Spansk-Amerikanske Krig - Filippinerne. Vi gjorde langt mere godt for Filippinerne på et halvt århundrede end Spanien havde gjort efter 500 års besættelse. Vi forlod området frivilligt og gav dem selvstændighed efter 2. Verdenskrig.

Vor flåde har bevaret freden i Stillehavet, blevet værdsat af hvert land (udover Kina) der ellers ville have skullet opruste mod hinanden eller være under kontrol af Kina.

Vort militær har holdt tilføringen af vort globale livsblod - olien - i gang, trods det stedsevarende kaos i Mellemøsten og nutidens afpresning ved russisk gas og oliemarkederne. Og jovist har vi misbrugt vor militære magt i krigene i Irak og Afghanistan, ikke fordi vor magt ikke var nødvendig, men fordi vi begik den fejltagelse at blive for længe mens vi forsøgte at demokratisere deres oldgamle, afskyelige kultur. Ægte imperialister ville være blevet og knust dem.

Tre af mine favorit historikere har beskrevet problemet med Amerikas godgørende rolle i den moderne verden, og går dermed imod typer som Ron Paul der vil have vi indleder en isolationistisk politik.

The Case for Goliath: How America Acts as the World's Government in the 21st Century, af Michael Mandelbaum, argumenterer for, at den globale verdensorden som vi har i dag er vort værk. The World America Made, af Robert Kagan, benytter noget der kan ligne "It's a Wonderful Life" hvori han forestiller sig, hvordan verden ville have været uden os. Og en af mine store favoritter, Robert D. Kaplan, en brillant lærd i geografi og geo-politik har skrevet "The Case for Empire" in the April Atlantic Magazine.

Kaplan påviser at imperier har gjort det langt bedre end demokratier i at lede store regeringer der beskytter minoriteter og giver velstand. Vi ser i dag at bestræbelsen med at få fjernet tyranniske diktatorer har medført at vi i stedet har fået enten anarki eller ideologiske uhyrer der aspirerer til at blive det næste diktatur.

Som et demokrati tror vi det er vor pligt at styrte diktatorer. Det fungerede med Nazisterne, japanerne og Sovjetunionen, men det har ikke fungeret i Iran, Irak, Egypten eller Libyen. Jovist skelner Kaplan mellem verdslige diktaturer (eller imperier) og ideologiske. Nazi og kommunist imperiet var ikke som de kosmopolitiske britisk, franske eller romerske imperier, og slet ikke så stabile som Det Osmanniske Imperium.

Vor drøm om en fredelig interafhængig verden ledet af økonomiske bånd har aldrig duet. Nationalismen og religion har altid overtrumfet den sunde fornuft.

Uden os som verdens politimand ville vi hverken være sikre eller frie fra ægte konflikt. som vi er nu. Jeg håber at vor nuværende administration med det fremstormende russiske imperium vil minde os om, at det ikke er tiden at afruste.
               

FamilySecurityMatters.org Contributing Editor Dr. Laina Farhat-Holzman is a historian, lecturer, and author of How Do You Know That? You may contact her at Lfarhat102@aol.com or www.globalthink.net.

http://www.familysecuritymatters.org/publications/detail/why-are-we-the-worlds-policemen?f=must_reads#ixzz312NjaljV

onsdag den 25. juni 2014

Tilgivelse for slaveriet - vil den komme??

Vil Amerika nogensinde blive tilgivet for slaveriet?        


           
Jeg er vokset op i Syden og den fortælling der lyder der om slaveriet var at afrikanerne gik rundt som frie mennesker i deres eget land, passede sig selv - da de hvide mænd så kom i deres skibe. De hvide mænd angreb, lænkede, bortførte og tvang afrikanerne ombord på slaveskibene.

Denne historieudlægning blev gentaget både i skolen og i de sortes kirker. Imidlertid kunne jeg aldrig rigtig få denne beretning til at falde på plads. Jeg husker første gang jeg stillede spørgsmål til denne udlægning overfor min lærer i 6. klasse. Jeg spurgte hende, hvordan kunne de hvide mænd invadere et fremmed land og overmande de indfødte i det land. Hun kunne ikke svare. Jeg stillede min far det samme spørgsmål og han henviste til TV-serien Roots (som jeg senere erfarede var noget opfindsom og utroværdig).

År senere da jeg var i militæret overhørte jeg min oversergent (en hvid mand) fortælle de andre soldater at han var træt af sorte amerikanere der benyttede slaveriet som et middel til at kræve kompensationer.
Jeg hørte ham derpå sige, “Det var deres egne der solgte dem til slaveri.” Det var første gang jeg nogensinde havde hørt noget om at afrikanere solgte deres egne til slaveri. Jeg kunne knap vente til arbejdsdagen var forbi før jeg gik hjem og foretog udforskning af emnet på internettet. Jeg skrev “Africans selling Africans into slavery” og så dukkede der Transatlantic Slave Trade op. Således lærte jeg den faktiske historie om, hvordan slaverne kom til Amerika.

Jeg var så begejstret for at have lært den sande historie om slaveriet i Amerika at jeg ganske tåbeligt mente mine gode venner ville blive lige så begejstrede. Det viste sig dog at mine venner langt hellere ville holde fast i myten om at onde hvide mænd drog til Afrika og bortførte de indfødte og tvang dem i slaveskibene. Faktisk blev de vrede på mig, fordi jeg belærte dem.

Venstreorienterede og racehadsoppiskere giver stadig slaveriet skylden for så at sige alt der plager sorte amerikanere. Det betyder intet, at slaveriet blev afsluttet for næsten 150 år siden. Det betyder heller intet at ingen nulevende i dag har deltaget i nogen form for slaveri (ejer eller slave). Hvis nogen udfordrer den fortælling, at det udelukkende er hvide mænd der kan pålægges skyldes for slaveriet i Amerika ved at fastslå at afrikanske slavehandlere var medvirkende, så dukker der blot endnu en fortælling op.  

Jeg har fornylig været i ophedet debat med andre sorte amerikanere over den kendsgerning at afrikanske slavehandlere indfangede andre afrikanere og solgte dem i Den Transatlantiske Slavehandel. Det jeg har fornemmet i disse diskussioner er den nye fortælling om de afrikanske slavehandlere. Jeg har erfaret følgende påståede forskelle mellem hvide slavehandlere og afrikanske slaveejere:

  • De afrikanske slavehandlere tog ikke deres egne som slaver; de mennesker der blev slaver var formodede fjender.
  • De afrikanske slavehandlere praktiserede en anden form for slaveri, end de hvide slaveejere i Amerika.
  • De afrikanske slaveejere var gode ved deres slaver. (De puttede dem om natten og bankede hovedpuden op?) Slaverne kunne med tiden købe sig frihed.
  • Amerikanske slaveejere praktiserede en inhuman form for slaveri kaldet “chattel” slaveri. (Amerikanske hvide slaveejere førte denne grusomhed til nye højder).

En købt slave er et stykke ejendom uden rettigheder. Slaveriet i Afrika var anderledes: En slave kunne være slaveholdt for at betale en gæld eller en bøde for en forbrydelse. Skønt slaver i Afrika mistede familiens beskyttelse og deres plads i samfundet gennem slaveholdelsen, så kunne de og deres børn muligvis blive en del af deres Herrers familie og blive frie. Dette var ulig “købte slaver” der var praktiseret i Amerika, hvor afrikanerne da var slaver for hele livet, ligesom deres børn.

Jeg har lyttet til modargumenterne der præsenteres af mine sorte amerikanske medborgere om at slaveejerne var de allerværste (skønt der ingen måde at bevise det på) og er kommet til denne konklusion. Med Hillary Rodham Clintons ord, “hvilken betydning har det på nuværende tidspunkt?”

Betyder det så intet at anslået 700000 liv gik tabt under Civil War for at få afsluttet slaveriet? Hvad kan venstreorienterede og racehadsoppiskere dog håbe at få ud af konstant at smide slaveproblemet ind i hver eneste diskussion? Endelig hvis en hellig Gud kan tilgive syndefulde mennesker for deres tidligere synder, hvordan kan det da være at et syndigt menneske aldrig kan tilgive andre syndige mennesker for deres tidligere gerninger?

Vil Amerika nogensinde blive tilgivet sin rolle i slaveriet?

Patricia L. Dickson blogs at Christian Commentary; contact author dicksonpat@sky.com

http://americanthinker.com/2014/06/will_america_ever_be_forgiven_for_slavery.html

tirsdag den 24. juni 2014

Vær god ved dig selv før du passer andre!

Bernie Planck

En ven ringede her forleden aften for at bede om et råd; hun var udslidt, udmattet af at tage sig af sin familie plaget af sygdom. Hun følte skyld over at hun bare ønskede en pause fra det hele. Hun spekulerede over om det var forkert at være selvisk? Jeg forsikrede hende om at det at give sig selv noget frirum, og fritid var det helt rigtige at gøre - intet forkert i det.

Jeg har også en opgave med at give pleje til en 89 årig gammel tante, og jeg forstår, hvordan ansvaret for en sådan opgave kan give ekstra stress i livet, især hvis chancen for at familiemedlemmer får det bedre er ringe.

Rådet jeg gav? Det samme råd som de som flyver ofte hører før de drager afsted til deres destination: Hvis der er en nødsituation og iltmasken falder ned fra loftet, så tag straks iltmasken på før du forsøger at hjælpe en anden. Hvis du forsøger at hjælpe en handicappet person eller dit barn før dig selv, kan du muligvis besvime og så dør flere. Den vigtigste regel i pleje/omsorg er at passe på sig selv først.
Caring for the caregiver
Photo Credit: TheInfoCenter.info

OK, hvordan gør man så det?

Myasthenia Gravis Association, Pleje/Omsorg og støtte

Brug noget tid hver dag på at foretage dig noget der giver dig energi, uanset om det er at læse, være udendørs, lytte til musik, tale med en ven eller hvad du nu finder er gavnligt.

Hvis det at passe på dine kære bliver meget tidskrævende og omfattende, så bed mindst en gang om ugen en god ven eller andet familiemedlem om at tage over med ansvaret for plejen, således at du kan få tid til dig selv. Hvis du har råd til det, eller din forsikring giver mulighed for det, så kunne du overveje en deltids professionel plejer. Det er imidlertid dig der planlægger det, og forsøge at reservere tid til dig selv hver uge - kun til dig selv.

Hvis du ikke bruger tid på dig selv, vil det ikke kun være skadeligt for dig selv, du kan også blive vred og negativ:


Hvis du ikke har kontrol over dit liv, bliver du bitter og vredladen og dit selvværd vil lide i sidste ende. Du vil miste grunden til at du valgte at påtage dig ansvaret som plejegiver, der jo var at du elsker den person som har behovet, og du ønsker det bedste for dine kære.

Undertiden befinder de som yder omsorg/pleje sig i en slags mental tåge, og de indser ikke at de er på vej til at bryde sammen - her er nogle symptomer:


Tegnene på at du er ved at bryde ned kan omfatte; ængstelse, depression, svært ved at koncentre sig, irritabilitet, søvnproblemer, og at du trækker dig fra det sociale liv. Hvis du bemærker disse tegn hos dig selv, er det på tide at gøre noget ved dem før de udvikler sig til alvorligere helbredsproblemer.

Ifølge en rapport fra Family Caregiver Alliance, har plejegivere langt større mulighed end ikke plejegivere for at få fordøjelsesproblemer, hjertesygdomme, forhøjet blodtryk og andre kroniske sygdomme. Faktisk viser en undersøgelse af Indiana University at 25% af familieplejere af familiemedlemmer med Alzheimers er blevet indlagt eller har besøgt skadestuen mindst en gang hvert halve år.

At give pleje kan være farligt for dit helbred - Tag først vare på dig selv!


Forbehold: Som altid når jeg giver denne form for råd på min blog - informationen er udelukkende til orientering og ikke en erstatning for professionel diagnose og behandling.Tøv ikke med at søge råd fra en professionel fordi du har læst noget på nettet.