Proxy krige har uventede konsekvenser
Når krig udføres på vegne af andres interesser
At få nogen til at slås mens du ser på er en gammel ‘fornøjelse.’ “Lad mig dog holde din jakke,” siger en tilskuer til en slåskamp på et værtshus. Endnu bedre er det at se en kamp om penge, hvor fattige uheldige fjosler gennembanker hinanden til plukfisk for underholdningens og præmiens skyld.
2. Verdenskrig var faktisk den sidste gang at større magter var som fastlåst i en dødelig kamp. Siden den gang har næsten alle krige været proxy-krige (ved fuldmagt): Konflikter, hvor de som får noget ud af kampen ikke selv kæmper.
Den Kolde Krig blev udkæmpet på den vis, begyndende med Korea Krigen og helt sikkert i Vietnamkrigen. En proxy krig (mellem USA og Cuba) næsten smadrede verden da det blev åbenbart at konflikten faktisk stod mellem kernevåben besiddende militærgiganter - USA og USSR.
En særlig proxy krig ikke kun endte tragisk, men har stadig alvorlige konsekvenser: Krigen i Afghanistan. Russerne invaderede Afghanistan, med det mål at få endnu en buffer mod syd, men også at bringe Rusland nærmere det at få adgang vil havnebyer i syd. Kontrasten mellem magtforholdet - det mægtige USSR og det ‘ynkelige’ Afghanistan lod formode at resultatet af den krig var helt oplagt, hvilket nok ville være tilfældet dersom ikke USA besluttede at irettesætte russerne ved at benytte en surrogat: Afghanistans religiøse fanatikere.
Vore agenter gav disse militante skulderbårne missiler der kunne nedskyde lavtflyvende helikoptere og fly. Vor satsning lykkedes og russerne drog ud - slikkende deres sår. De sår omfattede en masse russiske veteraner der var hooked på afghansk narkotika og dybt desillusionerede af deres erfaringer i landet, og et Afghanistan der var fastlåst i forskellige krigsherrer og fanatikere - grobunden for Al Queda.
Mellemøsten er til overflod fyldt med proxy krige, opmuntret, betalt og bevæbnet af Saudi Arabien, Tyrkiet, Gulf Staterne og Iran. De ægte antagonister kæmper ikke selv (shiiter og sunnier) men bevæbner alle mulige uvidende, usmagelige grupper og lader dem kæmpe.
Syrien er et godt eksempel på dette. Var det dog blot et oprør mod Assad regeringen så ville Assad for længe siden have vundet og landet ville endnu engang være stabilt. Sørgeligt at måtte sige, så er diktaturer meget mere stabile end anarkier, hvilket er årsagen til at USA (og endog Rusland) så længe har støttet diktaturer. Når diktatorer falder, kommer ikke demokrati: Anarki og proxy krige er følgen. Dette er hovedårsagen til at præsident Obama ikke lader sig så lokke til at “holde en andens jakke.”
Krigen i Gaza er endnu et eksempel på en proxy krig. For første gang er et antal arabiske stater (Saudi Arabien, Egypten, Jordan) ikke kritiske over for Israels modsvar på Hamas; de støtter det.
Og Hamas ville ikke have deres hoben af missiler om ikke Iran benytter dem som proxy for deres shiiter der kæmper mod sunni araberne. Tyrkiet, og mærkeligt nok støtter Qatar i Den Persiske Gulf Hamas med penge. Hamas er en proxy for dem i deres fortørnelse rettet mod Saudi Arabien.
Endnu en proxy krigsmedspiller, som altid, er Rusland der støtter Syriens diktatur med penge og stemmer i FN. Denne proxy, ligesom den ukrainske proxy situation, er en torn i øjet på USA og EU. Indtil nu regner Rusland med at EU tøver af hensyn til faren for at deres energiforsyning kommer i fare og at USA tøver med at blive involveret i endnu en krig. Imidlertid er denne situation noget flydende og slutresultatet tegner ikke godt ud for Rusland.
Det værste med proxy krige er at spillerne næsten altid er frygtelige og uforudsigelige. Ruslands proxy i Østukraine er bruale, fordrukne og inkompetente. De “moderate” i Libyen, Syrien, Afghanistan og Irak er blevet til ækle islamister som ingen har kontrol over.
De som håbede på noget bedre er blevet skuffet. De arabiske finansfolk der støtter sådanne grupper som Det Muslimske Broderskabs og Hamas og iranerne der støtter Hezbollah er ved at lade deres støtte tørre ud.
Saudi Arabien støttede engang Al Queda. De ved nu at grupper som denne med stor glæde tager imod deres penge, men derpå skærer halsen over på deres velgører. Køber pas gevaldigt på!
FamilySecurityMatters.org Contributing Editor Dr. Laina Farhat-Holzman is a historian, lecturer, and author of How Do You Know That? You may contact her at Lfarhat102@aol.com or www.globalthink.net.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar