Gadenavne laves om - hensyn til etniske grupper

Er'Squaw' et fornærmende ord?

Newsmachete

The New York Times havde en forsideartikel, hvor man fortalte hvordan amerikanske indianere (undskyld, hvis jeg kaldte dem “Indfødte Amerikanere” for det gælder vel enhver af de 90% amerikanere der som jeg er født her i landet), ønsker at alle byer med ordet “Squaw” i sammensætningen skal have nye navne. Stater som Oregon forsøger at tilpasse sig, men indianerne kommer hele tiden med alle mulige erstatningsnavne der er nærmest umulige at udtale:

Embedsmænd protesterede over, at nogle af de nye navne, foreslået af Indfødte Amerikanere - som  Sáykiptatpa og Nikéemex -- er alt for vanskelige at udtale, og opfordrer stammerne til at komme med en udtalevejledning.

“Seriøst, hvem kan udtale dem?” spurgte Mr. Britton, fra kommunen. “Der er et sikkerhedsproblem her. Nogen ringer 911 og skal opgive sin lokation, og modtageren skal så forstå det korrekt og give det videre til sheriffen.”

Hvor er jeg dog glad for at vore Indfødte Amerikanere ikke er fra New Guinea. Så ville de have insisteret på at alle mulige kæbe og mundlyde som stedsangivelser. Kan du forestille dig noge sige “Jeg er fra New (smæk, smæk, smæk!) York (klik, klik, klik!) City?”

Engelsk talende har benyttet udtrykket (squaw) i næsten 400 år, begyndende i det som nu er det nordøstlige USA. Sprogforskere siger det muligvis stammer fra udtrykket for kvinde i Alginquiansk sprogene, men indianerne formoder at det stammer fra et ord der beskriver vagina.

Selvom dette muligvis er sandt så kan jeg ikke se hvorfor det skulle være krænkende. Hvis man ser på det helt korrekt, så ville det vil give magt til kvinder - sådan helt feministisk.

Amerikanske indianere lider under stor arbejdsløshed og alkoholisme. Er der virkelig ikke mere vigtige ting de kunne holde fokus på?

This article was produced by NewsMachete.com, the conservative news site.

http://www.americanthinker.com/blog/2015/03/is_squaw_an_offensive_word.html#ixzz3VqdmFMV2

Selv spædbørn er racister

Sort politiker beskylder en 18 måneder dreng for at være racist

Thomas Lifson

Når spørgsmålet om race bliver en forklaring på alt så er ingen i sikkerhed for beskyldninger om racisme. Selv uskyldige små børn.

Don Surber, den altid superopmærksomme observant af absuridteterne i nutidens politik gør opmærksom på det han kalder en “skrækkelig kvinde” der har været i staten Indianas lovgivende forsamling i 24 år, og som ikke kan se andet en race som en forklaring på en meget almindelig opførsel hos børn.

Vanessa Summers, 56, symboliserer alt der er galt med nutidens racemæssige politik. Hun er Demokrat som har været beskæftiget med Indianas lovgivning i 24 år.

I denne uge anklagede en 18 måneder gammel dreng for at være racist.

Under en debat om Religious Freedom Restoration Act - som hun overraskende nok er imod - vendte Vanessa Summers sig mod Republikanerne Jud McMillins baby. Hun sagde, “Jeg elsker hans lille dreng, men han er bange for mig på grund af min hudfarve - og det er forfærdeligt.”

Virkeligt!!!

Måske er han bange på grund af at hun er en kæmpekvinde der er meget højrøstet.

Niks, det viser sig han er genert når der er fremmede nær ham.

Jud McMillin måtte forsvare sin søn mod hendes beskyldning om at knægten er medlem af Ku Klux Klan. Faderen sagde: “Han reagerer på samme måde over for alt der er nyt for ham ved at putte sig til sin fars skulder. Det er lige meget hvad det er. Han er 18 måneder gammel. Han befinder sig på et helt nyt sted, som nu her i Regeringsbygningen og kender ingen. Der er så absolut intet her han kender.”

Rep. Williams forsvarede senere sine udtalelse:

"Han (spædbarnet) så på mig som var jeg et uhyre og vendte sig om og græd. Jeg sagde til ham (McMillin) du skal altså introducere dit barn for nogle mennesker der er mørke i huden så han ikke bliver bange.”

Ustandseligt får vi belæring om at racisme får mennesker til at nægte andre menneskelighed, med baggrund i deres hudfarve. Som små børn har mennesker en sund dosis skyhed og endog frygt for fremmede. Når man tænker på barndommens farer er det ganske givet en sund reaktion.

I stedet for at betragte den unge McMillin som et normalt barn anklagede Summers ham for vor tids ‘dødssynd.’ Blot på grund af hans hudfarve og race. Hvis det ikke er racisme, så vil jeg gerne vide hvad det så er. Vi bliver belært om at sorte ikke har nogen magt, derfor kan de ikke være racister. Overfor en 18 måneder gammel dreng har en 56 årig alverdens magt.

http://www.americanthinker.com/blog/2015/03/black_democrat_accuses_18_monthold_boy_of_being_a_racist.html#ixzz3VqiLragr

Når merkedsføring går galt - kig under kapslen

Når markedsføring går galt

Det var tidligt i 1990’erne. Efter flere år med relativ fred efter at Ferdinand Marcos på ikke-voldelig vis var blevet styrtet blev Fillippinerne så en ‘krigszone.’ Lastbiler blev væltet, nogle brændt af eller smadret. Folk greb til våben og angreb kontorbygninger. Nogle fremstillede endda hjemmelavede bomber, såsom Molotov cocktails. Ved en tragisk hændelse ramte granatsplinter en 5 årig pige som døde, en børnehavelærer og sårede seks andre.

Men hovedmålet for kampen var ikke regeringen eller en invaderende magt. det var PEPSI.

Årsagen til hadet: En marketingskampagne der gik helt galt.

   

I 1992, kørte Pepsi's afdeling på Filippinerne en ny kampagne -- en ‘under kapslen’ konkurrence der lovede rigdomme. Selv på den tid var det noget helt enestående. Reglerne var enkle nok, - køb en flaske, knap den op, se under kapslen og du vil finde et nummer. Men for at få rigtig gang i kampagnen besluttede Pepsi at komme med et vindernummer hver uge på aften TV.

Den 25. maj var vindernummeret 349. Den store præmie - op til en million pesos, skattefrit, eller rundt regnet 35000 til 40000 dollars dengang - var et enormt beløb for et land med en årsindkomst per indbygger på rundt regnet 2000 dollars. Vinderen var, som man kan forestille sig særdeles lykkelig over dette lykketræf.

Uheldigvis gjaldt det så også de andre 800000 potentielle vindere. Pepsi havde klumret gevaldigt i det, og i stedet for kun en kapsel med nummer 349 var der i nærheden af en million med nummeret, noget som cola giganten senere omtalte som en computerfejl. Pepsi var ikke til sinds at betale for denne fejl til en milliard dollars.

Som omtalt i Los Angeles Times, førte meddelelsen til de beskrevne optøjer, der kom og gik i nogle måneder. Efterspillet var juridisk. Tusinder af sagsanlæg blev indgivet og der blev endog udstedt en håndfuld arrestordrer mod lederne af Pepsi. Det endte med at Pepsi kom til at betale mellem 250 til 500 pesos -- cirka 10 - 20 dollars til en halv million ‘vindere’ i håbet om at få beroliget de utilfredse folkemængder (man fik dog ikke rettens pålæg om at betale). Det endte man så med at betale. Mens nogle domstole fastholdt af indehaverne af kapsel 349 havde ret til langt større beløb, besluttede Filippinernes Højesteret til sidst (det tog 10 år) at Pepsi ikke var erstatningsskyldig overhovedet.

Bonus fakta: Filippinernes flag har tre stjerner, Solen og to striber. Den ene stribe er blå den anden rød. Hvilken stribe der er øverst er afhængig af om nationen er i krig. Som fastslået ved lov, “flaget, hvis det er på en flagstang skal have det blå felt til højre (til venstre for beskueren) i fredstid og det røde felt til højre (venstre for beskueren) i krigstid.

Det må man ikke sige i en TV serie!

Joken der fik en Seinfeld episode annulleret

Thomas Lifson

Det er helt sikkert en ubetydelighed i kulturhistorien, men måske værd at lægge mærke til, fordi den fortæller meget om vor tidsalders følelser.

NBC der tolerede etniske jokes om jøder, jokes om størrelsen på penis, og jokes om hvilke mænd Eileen (Elaine) ville gå i seng med og bruge en antikonception svamp, har besluttet at en joke om afrikansk/amerikaneres spisevaner var lidt for meget.

Business Insider fortæller:

I samtalen om the Show About Nothing (Showet om ingenting)  har det vist sig at NBC ønskede at “nothing” absolut ikke skulle have noget med en Seinfeldsk tilgang til racespørgsmål at gøre, som det man ville have kunnet bevidne i en episode der blev fjernet på grund af kun een bemærkning.  

I en artikel i New York Post, dukkede en af de sjældne forkastede Seinfeld manuskripter op som ville have givet verden en god forestilling om, hvad der fik NBC til at være forbeholden dengang serien kørte. Det er noget uklart hvad episoden egentlig skulle have handlet om, men manuskriptet blev forkastet udelukkende på grund af een sætning fremført af George.

“Sådan set har jeg aldrig set en sort bestille en salat!”

Man kan så spekulere over om afro-amerikanere vil få den respekt der ligger i at blive satiriseret af ikke-sorte?

http://www.americanthinker.com/blog/2015/03/the_joke_that_got_a_seinfeld_episode_cancelled.html#ixzz3VezvHRWF

En enkelt Seinfeld episode handlede udelukkende om masturbation.

Antydningens kunst i erotik er helt borte - desværre

Hvad skete der med antydningens kunst i erotik?

Ved at frisætte deres seksualitet har feministerne så mister deres sex appeal?

Susan L.M. Goldberg

For nogle dage siden delte en af mine venner, en der elsker og lever ‘vintage’ denne lille perle fra HuffPo der viser en serie af moderne dages “pin-up” sammen med argumentet om at “alles kroppe er simpelthen skønne.” Disse Pin-ups alle med et retro tema viste forskellige kropsformer og typer meget tæt på og endog med meget mere tætsiddende tøj - alt sammen beregnet på at antyde sex. Fordi sex, -god sex- ultimativt afhænger af stimulering af fantasien. Dårlig sex afhænger handler udelukkende om at sindet helt præcist får at vide hvad der skal opfattes  istedet for at man selv får en fornemmelse af den der antydning. Hvilket er derfor sex i dag, helt ærligt stinker.

.

Et eksempel fra billedserien på Huffpo.

Spil blot på den krops-positive feminist vinkel af fotografierne alt det du begærer. Det som virkelig gør disse billeder pragtfulde er at de er en påmindelse af en tid, hvor sex var en antydning og kvinder havde kontrollen med, hvor langt de ville gå med ‘fristelsen, vinket, eufemismen og nøgenheden. Nutidige feminister elsker at argumentere for at det at være splitterravende nøgen offentligt er den ultimative proklamation af seksuel magt, fordi de ikke kan begribe det underforståede i det ikke talte sexsprog. Alt der ikke fremlægges krystalklart i en fælles kontrakt er på sæt og vis et ikke samtykket seksuelt overgreb.

Kan det undre de elsker bøsser og synes drag queens er skønne. Disse er de eneste i demografien der stadig får lov at tale det uartikulerede glamourens og fornuftens sprog. De småsjuskede, beskæggede ønsker de kunne være føle sig lige så godt tilpas i en sprudlende aftenkjole og høje hæle.   

Sandheden er at nutidens feminister ikke aner, hvordan de skal bruge den magt der følger med klædedragten. Nøgne bliver de. Med nøgenheden følger en kontrakt og en retsbeskyttelse. Den der ved resulterende chockvirkning, som efterlades til berømtheder på de røde tæpper, beskyttet af fotolinser, er især forsvaret og rost til skyerne. Teoretikere i anden bølge sagde engang voldsomt fra over for biografens male gaze. Nu forhåner de det åbenlyst, flasher bryster og bagdele og det til et punkt, hvor det bliver r..kedeligt, og de argumenterer for at familiariteten med det nøgne på en eller anden vis vil give både kvinder ejerskab til deres kroppe, og tæmme det onde mandlige begær.

Ingen er bedre til dette nøgenhedsspil end Miley Cyrus, Disneys gode pige - der blev slem, og som åbenbart har besluttet at udfordre Lena Durham i hendes eget flæske-afslørende spil.

Hende seneste serie til V Magazine var ikke en serie som sådan, men ligeså meget et katalog af Polaroids af nøgenhed taget af en ven under hendes seneste turne. Sammenlign hendes nøgen positurer med den originale slemme Disney pige Annette Funicello der ignorerede Disneys råd og viste sin navle i en række bikini strandfilm i 1960’erne. Funicellos eftermæle er det af et teenager sexsymbol. Mileys er på den anden sige af en teenager billig tæve.

I denne ‘billig tøs’ æra er Miley blot endnu en barbrystet kvinde i mængden af feminister der er forhippet på at benægte psykologi og biologi gennem visuel overstimulering med en retsbeskyttet benægtelse af ansvarlighed og de uundgåelige konsekvenser. Som Camille Paglia så klogt bemærker til pro-billig tøs flokken:

Lad være med at klæde dig ud som en Slut medmindre du er parat til at leve og forsvare dig som en sådan. Min overbevisning er den ‘gade-kloge-feminisme, årvågen og militant - den barske overlevelsestaktik hos ludere og drag queens. Sex er en naturkraft, ikke blot en social konstruktion. Det er uhyrer der jager i natten. Alt for mange overbeskyttede middelklasse piger har et dødsensfarligt naivt syn på verden. De kan ikke se det dyriske og det primitive ved sex, der historisk set er blevet kontrolleret af religionstraditioner og moralnormer der nu konstant er under opløsning i Vesten.

Den seksuelle revolution der blev vundet af min 1960’er generation var et toægget sværd. Vor frigørelse har lagt byrder på vore efterfølgere med alt for mange seksuelle valg alt for tidligt. Deres flæskeudstillende daglige tøjvalg er en sex udstilling og de synes at være blinde for de ‘æggende’ signaler de udsender. Kun i en politistat, og måske heller ikke der, vil kvinder være helt sikre på gaderne. Ærværdige mænd voldtager ikke. Men protester og parader kan ikke skabe ære og respekt.

Advasel: 'Stærke' billeder.

Nutidens feminisme handler ikke blot om nøgenhed. Dens oldgamle hedenske besættelse af kroppens fysiognomi stiller flere krav til en kvindes krop end den simple tilsløring af attrå. De gamle jøder der ønskede at passe ind med overfor deres græske magthavere ændrede under stor smerte deres omskærelse. Nutidens kvinder går virkelig langt for at dæmpe deres ellers feminine figurer, og til hvad helt præcist? Stræbe efter et niveau af biologisk og psykologisk styrke der normalt forbindes med det mandlige køn? Eller er det for at bygge sig en behagelig niche, ikke lige å flamboyant som drag divaernes, men næsten ligeså kedelig som Hillarys magtsymbolske buksedragt til folket?

Uanset om det er body building for kvinder eller superhero chic, så er flad mave, mv. nu det som virkelig skal stræbes efter i kvindelig lykke. Kvinder betragtede sig engang som frigjorte fra den påtvungne flade mave - skabt ved korsettet. Nu kræver de at deres egne kroppe skal gøre det som hvalknoglerne udførte. Snøret ind i stramtsiddende træningstøj, eliminerer disse billedligt fuldkomne kroppe den lille stødpude af en mave som var så berømt i elegant kunst om kvinder i århundreder. (Den lille mave-stødpude der også udgjorde det bløde væv der gør det meget lettere at være gravid, og lettede stræksmerter ved udvidelsen af maveskindet.) Farvel til, Botticelli’s mavser og hele løftet om frugtbarhed dermed, goddag falde maver og de mandslignende figurer der følger med dem.

Overdrevne muskuløsitets krav for en kvindes fysik kan have mere end blot en ydre effekt på deres kvindelighed:

En norsk befolkningsbaseret undersøgelse af næsten 4000 kvinder under 45 fandt et helt tydelig forbindelse mellem intens motion og frugtbarhed. Kvinder der var aktive flest dage havde tre gange så stor sandsynlighed for at få frugtbarhedsproblemer end de inaktive kvinder. De som motionerede til grænsen af udmattelse var mere end dobbelt så tilbøjelige til at være ufrugtbare end de som ikke deltog i så anstrengende aktiviteter, ifølge de resultater der blev udgivet i Human Reproduction.

Det er den helt store ironi med flade maver og magre figurer, at kvinder der hævder at besidde en stor kontrol over deres egen seksualitet faktisk bliver uden magt over deres eget køn. Uanset om de er arbejdsfreaks, der reducerer deres chancer for at blive mødre, eller de er kvinder der insisterer på vise det hele ikke er en invitation til et farligt seksuelt samvær, så har nutidens feminisme skabt en skare af gudinder der er villige til at ofre sig selv på det såkaldte frigjorthedens alter. Det eneste de ikke har frigjort sig fra er det eneste de stræber efter: At blive anset som sexede.

Susan L.M. Goldberg is a writer with a Master's in Radio, Television & Film. Preferred bar mates include Ann Coulter, Camille Paglia and Dorothy Parker. Her writing tends towards the intersection of culture, politics and faith with the interest in starting, not stopping the discussion. Follow her on Twitter @SLMGoldberg.

Ateist og massemorder - men selvfølgelig ikke motiveret af had!

Ateist og massemorder -men selvfølgelig ikke motiveret af had

Joseph Farah                            

                               

Da en hvid fyr fra Chapel Hill, North Carolina blev anklaget for at have pumpet kugler ind i hovederne på tre muslimer så kunne man forvente at den multikulturelle venstrefløj ville have skrevet “islamofob”, “hadforbrydelse” og krævet at arbejdspladser og skoler fik kurser i større forståelse af kulturer. Men det har vi ikke hørt et pip om.

Hvorfor?                           

                   

Fordi Craig Hicks, den anklagede for mordene er ateist, en fan af Southern Poverty Law Center og holder af MSNBC’s Rachel Maddow, “The Science Guy” Bill Nye, bøsseægteskabsgrupper og Freedom from Religion Foundation.

Derfor kan han jo ikke påklistres etiketten, ikke sandt?

Han er ikke engang blevet anklaget for en “hadforbrydelse.”

Trods alt ved vi alle at “progressive” ikke kan hade, ikke sandt?

Det er ikke første gang SPLC, der regelmæssigt leverer materiale til den etablerede presse om alle udfordringer der omhandler “had” og “ekstremisme,” har været inspiration for nogen der så derpå har udgydt rigtigt blod.

For to år siden sagde en mand der har fået dom for terrorisme, at han fik indskydelsen til at gå efter Family Research Council og begå massemord fra SPLC’s hjemmeside, der på listen har den kristne organisation som en “hadegruppe.” Han havde til hensigt at slå så mange ansatte hos FRC ihjel som muligt, og lægge en Chick-fil-A kyllingsandwich i munden på sine ofre. Heldigvis fik en sikkerhedsvagt som han havde skudt mod standset ham.

Alligevel fortsætter den gamle fortælling, uden mindste bevis som støtte: Det er konservative, tea party medlemmer og kristne der repræsenterer den virkelige trussel mod freden herhjemme.

Her forleden betonede Dean Obeidallah der er med i gruppen af American Muslims og som mødtes med Barack Obama, ateismen som en trussel mod muslimers rettigheder og lagde derpå skylden på ......Det Republikanske Parti.

Hans Tweet slog fast: “Jeg giver ikke ateisme skylden for mordet på 3 muslimske Amer studerende. Mit fokus er GOP (Republikanernes) embedsmænd+professionelle anti muslimske hyklere.”

Denne fyr, Craig Hicks, var fan af Richard Dawkins, der mener alle mennesker er resultatet af noget sumpskum og så evolutionen.

Naturligvis dyrker Det Muslimske Broderskabs betalte Council on American Islamic Relations det forkastelige slagteri af tre muslimer - men aldrig, ikke en eneste gang nævnes den kendsgerning at deres politiske allierede netop gav inspiration til volden.

Hvem er de ægte ‘hadere og ekstremister og opildnere”?

Hicks facebook venner repræsenterer et slyngel galleri - alle medlemmer af den “progressive” agenda, og som Hicks, alle immune over for den ‘skyld ved tilhørsforhold’ taktik de elsker at anvende trods mangel på bevis.

I alle de år jeg har stået på SPLC’s liste over “hadere” har jeg ikke en eneste gang været knyttet til nogen voldshandling. Så vidt jeg ved, har ingen jeg er venner med på facebook antydet at jeg skulle være en inspiration til vold, og dermed begået frygtelige terror- eller voldshandlinger. Men her kan vi se endnu et eksempel på SPLC der direkte er knyttet til en virkelig terrorhandling med adskillige mord.

Vil Rachel Maddow holde inde med at sætte etiketter på ryg og front af mennesker hun er uenig med? Jeg tvivler virkelig.

Disse mennesker har nærmest fripas når de fængsles. Det eneste de skal gøre er at være “progressive” hvilket er det kujonagtige valg nogen i det offentlige liv kan tage. Alt du skal gøre er at forkaste alt der er anstændigt og positivt ved Amerika.

Det er så pærelet at være en “progressiv.” Der er ingen omkostning.

Jeg ved det om nogen. Jeg var engang selv en af slagsen. Jeg efterabede alle plathederne. Jeg kan stadig huske dem. Jeg kan stadig debatere som dengang - skønt jeg for lang tid siden opdagede at det var en intellektuelt set fallit ideologi, der lavede om på sandheden på det groveste.

Prøv blot at forestille dig dersom denne morder viste sig at være et tea party medlem. Ville det ikke være en langt mere appetitlig historie for Rachel Maddow? Kan du forestille dig hvad SPLC så ville gøre? Kan du forestille dig størrelsen af den indsatsstyrke som Eric Holder ville have sendt til Chapel Hill?

Joseph Farah is founder, editor and CEO of WND and a nationally syndicated columnist with Creators News Service.. He is the author or co-author of 13 books, including his latest, "The Tea Party Manifesto," and his classic, "Taking America Back," now in its third edition and 14th printing. Farah is the former editor of the legendary Sacramento Union and other major-market dailies.   

http://www.wnd.com/2015/02/so-who-is-the-latest-mass-murdering-hater/#RMkOtbQU9GHypRpR.99