4 gamle drømmeagtige sange
Voksende op i 70’erne gav radioen trøst ved hjertesorg
P. David Hornik
Min ægte trøst og støtte under en noget ikke særlig lykkelig opvækst var min radio. Jeg erindrer den som værende af god størrelse og med træfiner. Det stod på mit lille natbord ved min seng og stod altid på samme kanal - WRPI (eksisterer stadig) fra det nærvedliggende Rensselaer Polytechnic Institute hvor der som ansatte var college studerende.
WRPI spillede det som blev kaldt progressiv rock - rock sange der ikke lå indenfor Top 40 som de kommercielle stationer spillede. Det kunne være sange man kun kunne høre fra albums, af kunstnere der havde Top 40 hits, eller sange af kunstnere man anså som værende esoteriske eller “eksperimentelle” nok til at de ikke passede ind i Top 40 sfæren. Blandt andet gav “progressiv rock” mig mere introspektiv poetisk musik der kendte noget til min følelsesverdens inderste tanker.
Siden dengang er min smag blev noget bredere fra, ultra-introspektive Mahler og Bruckner til den overstadige Sonny Rollins og meget ind i mellem (jeg gør også selv nogle forsøg) Da YouTube kom for nogle år siden blev jeg ført tilbage til en slags tavs nysgerrighed i søgen og finden af sange jeg faktisk næsten ikke havde hørt siden disse ungdommens dage. Og i visse tilfælde fandt jeg at en sang ikke havde mistet noget - endog havde fået mere magt over mig i forhold til dengang.
De fire sange jeg har udlagt har kun sangstemme og akustisk guitar. Alle er fra sent i 60’erne. Jeg lyttede til WRPI i 1969-1972.
Jeg har aldrig været, heller ikke dengang, nogen stor fan af Pink Floyd - udover Roger Waters nummeret “Grantchester Meadows.” Nummeret blev betragtet som eksperimenterende, fordi man benyttede baggrundslyde fra en gås, en lærke og en flyvemaskine. Faktisk fungerer det rigtig godt - trods disse gimmick effekter - naturens lyde blander sig fint med de eftertænksomme guitarakkorder og den idylliske tekst. Den sang blev en slag flugt for mig, en introduktion til en drømmeverden med renhed og endog evighed.
Den leger sig gennem en sommer uden ende på vej mod havet......Teksten var fortryllende.
Der var en nostalgisk fornemmelse, den rolige scene fandt ikke sted nu og her, men snarere en erindring der ud af fortiden vævede et tæppe af fortryllelse.
Men hensyn til Steve Noonan’s “Buy for Me the Rain,” synes det som om jeg har en genetisk forkærlighed til den skønt jeg aldrig har mødt nogen der kender denne originale version og ingen af dem jeg har spillet den for synes at være imponeret. At sangen dog har en bredere appel er bevist ved den succes som Nitty Gritty Dirt Band fik i 1967 med deres coverversion, som blev et kæmpehit.
Dog er denne version - der ellers er gået tabt i glemslen - som Noonan - betragteligt mere lækker og tiltrækkende. Kærlighed, tid, tab - alt her i en enkelt inciterende melankosk melodi med god poesi i teksten som i de århundredgamle engelske folkesange. Jovist er kordelen noget der kunne trænge til at blive lavet om.
Så er vi tilbage ved den idylliske nostalgi med Joni Mitchells “Sisotowbell Lane.” Guitarakkorderne i begyndelsen er særdeles blide og omfavnende, stemningen straks drømmeagtig og dejlig. Sangen er fra hendes første album Song to a Seagull, der er spækket med små perler, men alligevel vandt andre at Mitchells sang fra den periode som “Both Sides Now,” “A Case of You,” og “Big Yellow Taxi” langt mere berømmelse skønt “Sisotowbell” for mig er langt den bedste.
Mitchell sagde Sisotowbell var et navn hun havde fundet på, men sangen synes dog at fremmane et meget virkeligt sted.
Den lyder næsten som Mittchell da hun drog afsted til Calgary og derpå Toronto da hun var knap 20 år, og i årene derefter, og derpå kom tilbage for at besøge sine forældres landlige hus i Saskatchewan. Sangen er under alle omstændigheder magisk, ren som stjernerne på prærien og kildevandet.
Og så er der “Guinevere”; som jeg betragter som den bedste sang i rock sammenhæng. Som David Crosby der var med i Crosby, Stills og Nash sagde om sig selv:
Det er en ret så usædvanlig sang, det er en ret så usædvanlig melodi med pudsige tids signaturer. Den handler om tre kvinder jeg elskede. Den ene var Christine Hilton, pigen der blev dræbt og som var min kæreste, og en af dem var Joni Mitchell, og den sidste er en jeg ikke kan beskrive. Det er muligvis min bedste sang.
“Guinevere” folder sig ud, og er hypnotisk, smækfyldt med tragedie og endelig - håb. I 2003 vendte den tilbage hos mig efter en forfejlet forelskelse der fandt sted på en kyststrækning i Tel Aviv. Dens unikke, nærmest ubeskrivelige stemning sammenfatter det nutidige med billeder fra fortiden
Dette var således nogle af de sange der hjalp mig gennem min ungdom, en opvækst jeg opfattede som skuffende og trist. De fortalte mig, at neden under overfladen var der et andet ‘rige’: Tristhed og tab var der også ,men sammen med skønhed og mysterium. Jeg er ikke klar over om sådanne sange skrives i dag, men hvis de gør, hører jeg dem ikke mere. Jeg ville ikke kunne ønske at møde verden uden dem.
P. David Hornik is a freelance writer and translator living in Beersheva and author of the new book Choosing Life in Israel. He blogs at http://pdavidhornik.typepad.com/
http://pjmedia.com/lifestyle/2013/03/10/4-old-dreamy-songs/?singlepage=true
Ingen kommentarer:
Send en kommentar