Brexit: To be or not to be?

Brexit: To Be or Not to Be?

Tiberiu Dianu

Se det er spørgsmålet. Den 23 juni skal United Kingdom stemme om man vil forblive i EU eller gå ud - det såkaldte “Brexit.”

Den 1. januar 1973 sluttede UK og Gibraltar sig til EU (dengang kendt som EF) under betingelser der blev forhandlet af den konservative regering ved dets leder Edward Heath.

Valget i 1974 blev vundet af Labor Parti, der dannede en minoritets administration og holdt en folkeafstemning om fortsat medlemskab i 1975, hvor 65% af vælgerne godkendte tilhørsforholdet.

Da udmelding af EU imidlertid er en ret for et medlemsland, som fastlagt i Artikel 50 i Traktaten om EU, har euro-skeptiske britiske parlamentarikere konstant opfordret til en ny folkeafstemning.

Den 23. januar 2013 foreslog den nuværende konservative leder David Cameron, i sin  "Bloomberg tale" en genforhandling af betingelserne for UK’s medlemskab og en ny afstemning om samme. I 2015 vedtog  the U.K. Parliament loven om the European Union Referendum Act, der åbner mulighed for at holde en afstemning - ikke senere end 31. december 2017.

I begyndelsen var flertallet for at blive temmelig robust. Senere har meningsundersøgelser vist en modsatrettet tendens ved at Brexit har fået god fremgang. I maj 2016 viste en Ipsos MORI telefonundersøgelse 55-37 at vælgerne gik ind for status quo (resten havde ikke besluttet sig) mens en undersøgelse den 16. juni indikerede 53-47 for et Brexit - også kendt som "No, thanks" – støtterne.

Uanset hvad slutrresultatet måtte blive forventes der forandringer i den politiske opbygning af EU.

Hvorfor vil briterne så forlade EU?

Der er adskillige grunde. UK plejede at være, i kolonitiden, og er stadig,  (tidligere et

British Commonwealth of Nations,) en politisk konstruktion der er langt større end selve EU. Ved at være ‘moderland’ for USA har mange betragtet UK som den europæiske ‘grammofon’ for Amerika (eller omvendt, afhængig af hvem man taler med). I tilgift er UK en atommagt. Andre grunde omfatter foragt for bureaukratiet i Bruxelles, afsmag for den tysk-franske dominans i EU, der begge helt synligt søger at tilnærme sig Rusland, og man har mistet tålmodigheden med EU, fordi man konstant har kautioneret finansielt for de mindre ansvarlige medlemsstater - som Grækenland for deres enorme gæld.

Mens "Grexit" blev ‘født’ som en EU sanktion (dog aldrig anvendt) repræsenterer Brexit et lokalt parlamentarisk initiativ ‘født af andre for at standse (i det mindste for London) den fortsatte strøm af værdier og ressourcer fra de nationer der producerer og skaber til de nationer der blot tager imod. Mange britiske borgeres holdninger mod EU afspejler mange amerikaneres lignende følelser mod NAFTA og PTT tiltag.

Lad os forestille og adskillige scenarier efter 23. juni. .

Hvis status quo vinder.

Vi henviser til en analyse på fire plan: Indenrigs (for UK) regionalt (i EU), transatlantisk (med USA) og internationalt (omfattende nationerne i the British Commonwealth og verden).

Indenrigs forventes en mere politisk end finansiel reaktion. De britiske politiske partier vil retfærdiggøre resultaterne efter deres egne fortolkninger og justere deres handlinger i den forbindelse i den nære fremtid.

The Bank of England vil sandsynligvis ikke intervenere for at stabilisere det britiske pund, skønt nogle spekulanter kunne afsøge børsmarkedet i tiden efter fredag den 24. juni.

Regionalt vil UK forsøge af få omdefineret sin status og relation med EU baseret på, hvor robust sejren i procenter, eller manglen på samme, bliver.

Bilateralt med den transatlantiske partner USA så vil dette betyde en stilstand for præsident Obamas holdning til status quo, som det blev understreget under hans møde i april med Cameron.

Internationalt med et UK der forbliver i EU vil andre nationer (the British commonwealths, men også Kina og Rusland) opfatte det som et tegn på stabilitet for deres egne indenrigspolitiske situationer, der undertiden plages af uro og separatistbevægelser.

Hvis Brexit sejrer

En analyse anvendt på de samme forhold (indenrigs - regionalt-kontinentalt, transatlantisk-bilateralt og internationalt) vil åbenbare følgende muligheder.

Sterling pundet vil falde og gå op og ned. Dette er en grund for the Bank of England og forskellige departementer (ministerier) til at intervenere med nødplaner, baseret på deres egne pengereserver og muligheder. Der er også forholdet for de 1,3 millioner britiske borgere i andre EU nationer (især Spanien, Irland og Frankrig) hvis fremtidige status bør klargøres i nærmeste fremtid af både de britiske myndigheder og EU myndigheder. Sidst, men ikke mindst skal briterne udnævne flere eksperter til de nye handelsforhandlinger med EU.

Regionalt har adskillige EU ledere herunder Italiens centrum-venstre premierminister Matteo Renzi advaret om at ved Brexit er der ingen mulighed for at vende tilbage.

Andre EU nationer vil stille spørgsmål ved lovligheden af såvel de britiske euro-parlamentsmedlemmer og eksperter i EU kommissionen. Nogle EU nationer vil muligvis lægge pres for at der tages beslutninger uden UK’s deltagelse, hvor en enstemmighed ikke er påkrævet. På samme vis skal EU borgernes status i UK skulle gøres helt klar (nogle af dem vil blive, for senere at komme tilbage vil vise sig vanskeligt).  

Bilateralt med USA vil en britisk udmeldelsesbeslutning muligvis sende noget blandede signaler, da USA selv er i gang med et valg i år. Mens den nuværende US administration kan antyde at en britisk udmeldelse af EU ville kunne være at UK bliver mindre værdsat som NATO medlem, kan konservative kredse i US faktisk byde beslutningen velkommen og opfatte den som en rigtig god mulighed for en mere fleksibel bilateral militær relation med den allierede - over på den anden side af dammen.

Internationalt vil et Brexit kunne ganske markant påvirke andre europæiske separatistbevægelser, som i Skotland og Catalonien. I de to nationer vil nye forhandlinger og aftaler skulle gælde for deres fortsatte relation med EU. Andre steder i verden som i nogle britiske commonwealth nationer (Amerikansk/Caribien, Afrikanske,, Asiatiske, og australske stillehavsøer) vil der skulle tages konkrete tiltag om association og ikke association afhængig af deres egen regionale - politiske, administrative, økonomiske og handelsinteresser.

Nu her som konklusion. Tiden for et ærligt og oprigtigt svar er inde. Spørgsmålet er i hvilken udstrækning politiske konstruktioner baseret på inklusion vedtaget på bekostning af de nationale værdiforskelle er levedygtige og varige.

Vil et fortsat reformarbejde eller en afvikling være løsningen?

Det britiske valg vil helt sikker give os et længe afventet svar.

Tiberiu Dianu is a scholar and author of several books and articles in law and post-communist societies.  He studied law, human rights, and criminal justice at the universities of Bucharest (Romania), Strasbourg (France), Oxford and Manchester (U.K.), American University (in Washington, D.C.), and the University of Maryland at College Park (in Maryland).  He currently lives in Washington, D.C. and works for various government and private agencies.

http://www.americanthinker.com/articles/2016/06/brexit_to_be_or_not_to_be.html#ixzz4C6anKLSc