PHILADELPHIA VS. CLEVELAND: Splittet vi står
Onsdag aften var den bedste for Hillary Clintons kampagne.
Joe Biden, Tim Kaine og Barack Obama bevidnede hendes storhed og godhed og parathed til at være præsident. Og alle anså the Republican Convention i Cleveland som en dysterhedens og dystopiens festival.
Det er sådan set ikke så usædvanligt. For talemåden lyder jo, - de som er ‘inde’ “peger fingre med stolthed,” mens de som er ‘ude “betragter med rædsel.”
Dog er dette sammenstød af visioner mellem Cleveland og Philadelphia markant. Vi synes her at være et folk der er adskilte og fjendtligt indstillede over for hinanden, der lever i to separate Amerikas. 
Obama’s Amerika er landet med alle racer, trosretninger, farver, livsstile, et kumbayah land der skal blive endnu mere vidunderligt når Clinton overtager ledelsen.
Budskabet fra Cleveland: Åh, du elskede land. Amerika er på vildspor. Hun er i fare. Der er brug for en ny kaptajn. En ny kurs skal sættes, hvis Amerika skal finde hjem igen.
Hvilken udgave af Amerika er sand? Hvilken vision for Amerika tror folket svarer mest til virkeligheden i deres dagligdag?
Deler amerikanerne Philadelphias tro på Clintons storhed og de magistrale resultater ved Obamas præsidentskab?
Lad os se: 56% af amerikanerne mener Clinton burde være stillet for en dommer. 67% mener hun enten er utroværdig eller ærlig. Og 75% af amerikanerne mener at under Obama har nationen bevæget sig i den forkerte retning.
Efter Cleveland, tog Trump en føring 62-23 blandt hvide der har gået på high.school, de som udgør en meget stor del af vore politibetjente, brandmænd, soldater og Marinere - og de som begraves på Arlington National Cemetery.
Når man tager i betragtning at medierne i de fleste tilfælde er “progressive,” hvorfor har amerikanerne, der jo stoler på de medier, så en så negativ mening om Clinton, og forkaster den retning Obama har ført landet?
Er det den virkelighed de befinder sig i der hjælper med til at forklare det?
Tænk over at Obama arvede en frygtelig økonomi og væksten har været tæt på eller lige omkring 2% om året siden. Men det er altså ikke den vækst vi oplevede i Reagan årene.
Og det er den handelspolitik man stræbte efter der forklare deindustrialiseringen af Amerika, tabet af fremstillingsvirksomheder og jobs og Kina skubbede os tilside som verdens nummer 1. industrimagt.
Hvad skabte Detroit og Baltimore og alle de andre døde og døende byer i the Rust Belt?
Selv Hillary Clinton, der har kaldt TPP “guldstandarden” forkaster nu sin ægtemands NAFTA aftale. Er dette ikke en indrømmelse af at eliten havde helt forkert opfattelse i et kvart århundrede?
Obama i Philadelphia hyldede vor diversitet.
Dog har vi set Old Glory blive brændt af og mexicanske flag hejst i år. Vi har set Black Lives Matter synge, “What do we want? Dead cops!” – og derpå betragtet sorte racister netop levere døde betjente, i Dallas og Baton Rouge. Er Ferguson Amerikas fremtid?
Fra podium i Philadelphia, hørte vi ordet “love.” Men i interviews, benytter Democratic Party aktivister udtryk for had, såsom - racist, fascist, homofob, kvindehader og sexist for at beskrive Cleveland Republikanerne.
Ville partiet i Philadelphia acceptere en præsident Trump?
Ville partiet i Cleveland acceptere en præsident Clinton?
Svært at tro på. Splittet vi står. Hvor er vi så på vej hen?
Når man overvejer afstanden mellem de to halvdele af Amerika, når man tager den foragt som de hver især har mod hinanden i betragtning, kan vi måske droppe Troskabseden og ordet “udelelig” lige efter det lykkedes Philadelphia Demokraterne af få fjernet ordene “under Gud.”
Vi får at vide at vore allierede er nervøse. Det burde de være.
Selv ikke FDR kunne føre en splittet nation ind i krig. Da Amerika var splittet over Vietnam måtte Richard Nixon føre os ud. Vor splittelse førte til Amerikas første nederlag.
I fraværet af et Pearl Harbor eller et 9/11 angtreb, der førte os samme i patriotisk vrede vil amerikanerne nu ikke hilse den næste øverstkommanderende og derpå gå i kamp mod russerne i Baltikum eller med Kina over nogle klippeskær i det Sydkinesiske Hav.
Selv da vi var mest forenet under Den Kolde Krig overvejede Ike og LBJ aldrig at benytte magt for at tilbagerulle Sovjets invasioner i Ungarn og Tjekkoslovakiet.
Vor stærkeste allierede i den arabiske verden, Egypten og vor NATO allierede i regionen, Tyrkiet, er begge på vej mod diktaturet. Libyen, Syrien, Irak, Afghanistan og Yemen bløder kraftigt i sekteriske krige og borgerkrige - de opløses i stamme og religiøse opsplitninger.
Kunne en præsident Trump eller Clinton føre os sammen og sende endnu en Army of Desert Storm dertil? Næppe.
Barack Obama tror at jo mere et land bliver farverigt - religiøst, racemæssigt, etnisk, kulturelt, sprogligt - des større, bedre og stærkere. Og med hans immigrationspolitik, har han i den grad placeret os på den sti.
Dog uden for det Wells Fargo Center, hvor sådanne følelser synes at henrykke Demokratiske delegerede, bliver Europa, Afrika, Mellemøsten og Sydasien flået fra hinanden ved netop de selvsamme følelser og fejlagtige holdninger.
Og målt efter retorikken i Philadelphia og Cleveland, så gælder det samme os.
Patrick J. Buchanan
