Antydning af et Clinton foranlediget mord?
Wes Vernon
En dyster slyngelside af Clinton kampagnen holder uden tvivl øje med genudgivelsen af bogen Target: Caught in the Crosshairs of Bill and Hillary Clinton.
Skrevet af Kathleen Willey, og vi har historien, fortalt med troværdighed af en kvinde med et førstehånds kendskab til den person der i dag, lige nu, forsøger at få vælgernes godkendelse til – "A Third Clinton Term?"
Den miskrediterede historie
Det formodes at regelmæssige læsere af denne klumme for længe siden har kunnet se bort fra den intelligensfornærmende propaganda der siger at ‘stakkels’ Hillary - denne lidende, belejrede kvinde - har måttet finde sig i en kvindebedårer af en ægtemand og hun stod ved hans side da han var præsident, og nu er det hendes tur, og hun vil gøre kvinder stolte.
Gennemgang af den oprindelige historie
De som kender lidt til navnet Kathleen Willey ved hun har været en trofast Demokrat i lang tid, og som frivilligt hjalp Clinton med arbejde i Det Hvide Hus og som så i sidste ende med bitterhed erfarede meget mere end hun fortjente.
Hun og hendes ægtemand Ed gennemgik svære tider. Derfor ville Mrs. Willey gerne have en aftale med præsident Bill Clinton for at høre om der var mulighed for at få et betalt job i hans administration.
Da hun og præsidenten var bag de lukkede døre i Det Ovale Værelse, gik “lederen af den frie verden”, trods Willeys protester i færd med at angribe hende. Ikke overraskende blev mediernes genfortælling af episoden et ekko af Hillarys påstand og modangreb om at Willeys negative oplevelse i Det Ovale Værelse blot var endnu et anslag fra den onde “kæmpestore højrefløjs konspirationsblok.”
Og forresten, netop som Kathleens skæbnesvangere besøg hos præsidenten fandt sted var hendes mand Ed døende - under “tvivlsomme” omstændigheder (mere følger).
Det er baggrunden der blev sat i fokus i 2007 versionen af denne bog. Hermed den opdaterede publikation af Hillarys fortælling.
Den “Tredje Periode”
I hendes nye version af Target, henviser forfatteren til Hillarys medvirken i næsten enhver “hemmelig politisk” bestræbelse på at smæde kvinder der er blevet misbrugt af hendes mand, ligesom alle andre kritikere der har forsøgt at afsløre ham.
Medierne er helt klart overstadige over udsigten til en “Obamas Tredje Periode,” ved personificeringen af Hillarys “uundgåelige” bud som præsidentkandidat.
Det vil så bane vejen for otte fuld år - hvis landet holder så længe - med kriminalitet som ingen grænser kender, især hvis det betyder (ved bogstaveligt alle midler) selv den mindste trussel mod hendes “uundgåelige” plads i Det Hvide Hus for fulde 2 perioder.
Åh ja, og også medføre at Obamas “arv” med at køre denne nation mod ødelæggelsen kan fortsætte.
Blot at “vinde” er ikke nok
Ifølge Willey's fortælling citeres medslynglen Bernie Nussbaum for at dele det synspunkt “man skal skade sine fjender.” Endnu en stemme i den “tredje periode” må være “Sid Vicious” Blumenthal en fra de onde gamle dage, dog ikke med i bøgerne. (Selv Obama kunne ikke få sig selv til sige OK til da Hillary blev udnævnt som Udenrigsminister).
Det mener det alvorligt
Blumenthal er citeret for at sige at politik udelukkende handler om at ydmyge sit bytte, ikke blot besejre sine fjender.
Som Kathleen Willey nævner, vedrørende Bills seksuelle skandaler, så var “Hillarys modus operandi altid at korsfæste, ødelægge og gøre det helt af med de kvinder (som Mr. Clinton misbrugte) og aldrig konfrontere (Bills synder).”
Toppen af isbjerget?
I hende sopdaterede version føjer Mrs. Willey noget mere substans til en historie der kun delvist blev offentliggjort dengang.
Norman Hsu, en person med gode forbindelser for at “skaffe gode donationer til Demokratiske politikere” tiltrak sig efterforskende journalisters opmærksomhed, på grund at “stråmands donationer” - det vil sige mennesker med beskedne midler der overførte kampagnedonationer der blev givet dem af velstående personer, hvis sande identiteter således er skjulte i de krævede finansopgørelser.
Det er naturligvis et brud på lovgivning, hvis Mr. Hsu gav 200000 dollars til Hillary Clinton kampagnen. Igen og tilmed har the Los Angeles Times fortalt at Mr. Hsu var flygtning. Han blev sat i varetægt af myndigheder efter han blev syg ombord til et Amtrak tog, The California Zephyr, der kørte gennem Colorado. Han endte derpå i fængsel.
Genfærd=banditter?
Kathleen Willey's bog genfortæller igen og igen, hvordan formodede - på overfladen - “respektable (offentlige og private) blev ansat til at smæde, ødelægge, latterliggøre og pulverise navn og rygte hos enhver der endog ubevidst kom i vejen for det som hele tiden har været Hillarys plan om at nå magtens top over United States.
Under overskriften Nest of Spooks, er Willey's fokus på især to fordækte enheder: Prudential Associates, og the Investigative Group International (IGI) der i lang tid har været ejet af Hillarys gode ven Terry Lenzner. En observatør er citeret for at beskrive Lenzner som Clintons de facto “hemmelige politi.”
Nederdrægtig taktik
Man kunne næsten få det indtryk at der ikke er tilstrækkeligt med ord i ordbogen til at beskrive den underliggende, juridisk tvivlsomme, lavpandede metodologi der benyttedes for at genere typer som Willey på vegne af Clintons.
Husk på at vi kun har fokus på et af mange af ofrene for Clintons - alle fordi Hillarys ambition har været at få enhver ned med nakken som kunne true hendes årelange politiske mål om at hun selv vil sidde i Det Hvide Hus. Bills præsidentskab, og Hillarys egen rolle som Førstedame, Senator og Udenrigsminister var blot genveje til succes.
Igen og igen er mediernes opfattelse, godt hjulpet på vej af Bill selv, at hans “succesrige præsidentskab” på trods af skandaler, der endda omfattede rigsretssag ville give hendes adgang til Det Hvide Hus.
Hillary forsøgte at vikle sig ud af Hsu’s væv ved at tilbyde at returnere $850,000 af donationerne han havde indsamlet, og så lige samtidig fortælle de involverede bidragydere, at de naturligvis var velkommen til at yde nye donationer.
Ikke så hurtigt
Det er imidlertid blot en af de lidt pænere sider af den kriminalitet der omklamrer alt Clintons har haft fingre i når man ignorerer sådanne ubelejlige faktorer som Loven.
At bryde loven og intimidere for eksempel er helt i orden - dagens dont - hos denne flok der ny ønsker du og jeg skal følge dem i en “tredje periode.”
Foster=Willey?
I en tidligere klumme har vi nævnt Vincent Fosters noget besynderlige død. Foster var en gammel ven af Bill og Hillary der døde på mystisk vis i I Ft. Marcy Park i Washington under Bills første periode i Det Hvide Hus. Den sag, som vi påpegede blev efterforsket af vore venner der mener Foster blev myrdet og at den officielle rapport om “selvmord” var intet andet end en dækhistoire - lige til idag. Gennem frygt og intimidering, medie mytologi har den ligget ‘død’ til nu. En dag vil sandheden komme frem, selvom den må vente en generation eller to.
I "Target," påviser Kathleen at hun er blevet ofret gennem en lang række kriminelle handlinger, og der peges helt åbenlyst på mennesker i Clintons stab der følte det var noget betændt at nogle mennesker der vidste for meget kunne man ikke stole på ville forholde sig tavse.
INGEN taktik gik for langt, uanset om det omfattede Jennifer Flowers, der efter råd fra hendes advokat optog på bånd sine telefonsamtaler med Bill. Da Hillary fandt ud af det, er hun citeret for at sige: “Vi må ødelægge hende.” Og det gjorde de.
Heller ikke Præsident Clinton selv var rystet da det så ud til at hans administrations kriminelle handlinger kunne komme frem i lyset. Han erklærede at han ønskede alle i the Independent Counsel's office afhørt, han blev dog rådet af adskillige i hans inderkreds om ikke at benytte den taktik.
Til det knaldede præsident sin knytnæve i bordet og trodnede, “Jan kan gøre hvad fanden jeg vil. Jeg er præsident for United States. Jeg passer på mine venner, og jeg giver fanden i mine fjender.”
Frygt dominerer
På det tidspunkt Hsu blev pågrebet i Amtrak toget, var der indbrud hos Kathleen Willey, helt tydeligt af erfarne personer. Hendes kreditkort og smykker rørte man ikke, lige så hendes laptop. Men manuskriptet til hendes bog var borte, det hele med dens afsløringer af Hillarys taktik, herunder “spørgsmål om Eds (Kathleens afdøde mands) indblanding i kampagnefinansieringen og spørgsmål om Eds selvmord,” ifølge Kathleen.
Manuskriptet var brugbart ud over den kendsgerning at andre, herunder Willeys advokat havde deres deres egne kopier. Det overlevede og mere af indholdet kan dukke frem under dette efterårs valgkampagne. Måske vil de spørgsmål omfatte, hvorvidt Ed faktiske begik “selvmord.” Måske “vidste han for meget,” og agenterne i det beskidte arbejde vil muligvis få mere at lave. Som Willey konkluderer; “Denne gang er jeg klar.”
En dyster slyngelside af Clinton kampagnen holder uden tvivl øje med genudgivelsen af bogen Target: Caught in the Crosshairs of Bill and Hillary Clinton.
Skrevet af Kathleen Willey, og vi har historien, fortalt med troværdighed af en kvinde med et førstehånds kendskab til den person der i dag, lige nu, forsøger at få vælgernes godkendelse til – "A Third Clinton Term?"
Den miskrediterede historie
Det formodes at regelmæssige læsere af denne klumme for længe siden har kunnet se bort fra den intelligensfornærmende propaganda der siger at ‘stakkels’ Hillary - denne lidende, belejrede kvinde - har måttet finde sig i en kvindebedårer af en ægtemand og hun stod ved hans side da han var præsident, og nu er det hendes tur, og hun vil gøre kvinder stolte.
Gennemgang af den oprindelige historie
De som kender lidt til navnet Kathleen Willey ved hun har været en trofast Demokrat i lang tid, og som frivilligt hjalp Clinton med arbejde i Det Hvide Hus og som så i sidste ende med bitterhed erfarede meget mere end hun fortjente.
Hun og hendes ægtemand Ed gennemgik svære tider. Derfor ville Mrs. Willey gerne have en aftale med præsident Bill Clinton for at høre om der var mulighed for at få et betalt job i hans administration.
Da hun og præsidenten var bag de lukkede døre i Det Ovale Værelse, gik “lederen af den frie verden”, trods Willeys protester i færd med at angribe hende. Ikke overraskende blev mediernes genfortælling af episoden et ekko af Hillarys påstand og modangreb om at Willeys negative oplevelse i Det Ovale Værelse blot var endnu et anslag fra den onde “kæmpestore højrefløjs konspirationsblok.”
Og forresten, netop som Kathleens skæbnesvangere besøg hos præsidenten fandt sted var hendes mand Ed døende - under “tvivlsomme” omstændigheder (mere følger).
Det er baggrunden der blev sat i fokus i 2007 versionen af denne bog. Hermed den opdaterede publikation af Hillarys fortælling.
Den “Tredje Periode”
I hendes nye version af Target, henviser forfatteren til Hillarys medvirken i næsten enhver “hemmelig politisk” bestræbelse på at smæde kvinder der er blevet misbrugt af hendes mand, ligesom alle andre kritikere der har forsøgt at afsløre ham.
Medierne er helt klart overstadige over udsigten til en “Obamas Tredje Periode,” ved personificeringen af Hillarys “uundgåelige” bud som præsidentkandidat.
Det vil så bane vejen for otte fuld år - hvis landet holder så længe - med kriminalitet som ingen grænser kender, især hvis det betyder (ved bogstaveligt alle midler) selv den mindste trussel mod hendes “uundgåelige” plads i Det Hvide Hus for fulde 2 perioder.
Åh ja, og også medføre at Obamas “arv” med at køre denne nation mod ødelæggelsen kan fortsætte.
Blot at “vinde” er ikke nok
Ifølge Willey's fortælling citeres medslynglen Bernie Nussbaum for at dele det synspunkt “man skal skade sine fjender.” Endnu en stemme i den “tredje periode” må være “Sid Vicious” Blumenthal en fra de onde gamle dage, dog ikke med i bøgerne. (Selv Obama kunne ikke få sig selv til sige OK til da Hillary blev udnævnt som Udenrigsminister).
Det mener det alvorligt
Blumenthal er citeret for at sige at politik udelukkende handler om at ydmyge sit bytte, ikke blot besejre sine fjender.
Som Kathleen Willey nævner, vedrørende Bills seksuelle skandaler, så var “Hillarys modus operandi altid at korsfæste, ødelægge og gøre det helt af med de kvinder (som Mr. Clinton misbrugte) og aldrig konfrontere (Bills synder).”
Toppen af isbjerget?
I hende sopdaterede version føjer Mrs. Willey noget mere substans til en historie der kun delvist blev offentliggjort dengang.
Norman Hsu, en person med gode forbindelser for at “skaffe gode donationer til Demokratiske politikere” tiltrak sig efterforskende journalisters opmærksomhed, på grund at “stråmands donationer” - det vil sige mennesker med beskedne midler der overførte kampagnedonationer der blev givet dem af velstående personer, hvis sande identiteter således er skjulte i de krævede finansopgørelser.
Det er naturligvis et brud på lovgivning, hvis Mr. Hsu gav 200000 dollars til Hillary Clinton kampagnen. Igen og tilmed har the Los Angeles Times fortalt at Mr. Hsu var flygtning. Han blev sat i varetægt af myndigheder efter han blev syg ombord til et Amtrak tog, The California Zephyr, der kørte gennem Colorado. Han endte derpå i fængsel.
Genfærd=banditter?
Kathleen Willey's bog genfortæller igen og igen, hvordan formodede - på overfladen - “respektable (offentlige og private) blev ansat til at smæde, ødelægge, latterliggøre og pulverise navn og rygte hos enhver der endog ubevidst kom i vejen for det som hele tiden har været Hillarys plan om at nå magtens top over United States.
Under overskriften Nest of Spooks, er Willey's fokus på især to fordækte enheder: Prudential Associates, og the Investigative Group International (IGI) der i lang tid har været ejet af Hillarys gode ven Terry Lenzner. En observatør er citeret for at beskrive Lenzner som Clintons de facto “hemmelige politi.”
Nederdrægtig taktik
Man kunne næsten få det indtryk at der ikke er tilstrækkeligt med ord i ordbogen til at beskrive den underliggende, juridisk tvivlsomme, lavpandede metodologi der benyttedes for at genere typer som Willey på vegne af Clintons.
Husk på at vi kun har fokus på et af mange af ofrene for Clintons - alle fordi Hillarys ambition har været at få enhver ned med nakken som kunne true hendes årelange politiske mål om at hun selv vil sidde i Det Hvide Hus. Bills præsidentskab, og Hillarys egen rolle som Førstedame, Senator og Udenrigsminister var blot genveje til succes.
Igen og igen er mediernes opfattelse, godt hjulpet på vej af Bill selv, at hans “succesrige præsidentskab” på trods af skandaler, der endda omfattede rigsretssag ville give hendes adgang til Det Hvide Hus.
Hillary forsøgte at vikle sig ud af Hsu’s væv ved at tilbyde at returnere $850,000 af donationerne han havde indsamlet, og så lige samtidig fortælle de involverede bidragydere, at de naturligvis var velkommen til at yde nye donationer.
Ikke så hurtigt
Det er imidlertid blot en af de lidt pænere sider af den kriminalitet der omklamrer alt Clintons har haft fingre i når man ignorerer sådanne ubelejlige faktorer som Loven.
At bryde loven og intimidere for eksempel er helt i orden - dagens dont - hos denne flok der ny ønsker du og jeg skal følge dem i en “tredje periode.”
Foster=Willey?
I en tidligere klumme har vi nævnt Vincent Fosters noget besynderlige død. Foster var en gammel ven af Bill og Hillary der døde på mystisk vis i I Ft. Marcy Park i Washington under Bills første periode i Det Hvide Hus. Den sag, som vi påpegede blev efterforsket af vore venner der mener Foster blev myrdet og at den officielle rapport om “selvmord” var intet andet end en dækhistoire - lige til idag. Gennem frygt og intimidering, medie mytologi har den ligget ‘død’ til nu. En dag vil sandheden komme frem, selvom den må vente en generation eller to.
I "Target," påviser Kathleen at hun er blevet ofret gennem en lang række kriminelle handlinger, og der peges helt åbenlyst på mennesker i Clintons stab der følte det var noget betændt at nogle mennesker der vidste for meget kunne man ikke stole på ville forholde sig tavse.
INGEN taktik gik for langt, uanset om det omfattede Jennifer Flowers, der efter råd fra hendes advokat optog på bånd sine telefonsamtaler med Bill. Da Hillary fandt ud af det, er hun citeret for at sige: “Vi må ødelægge hende.” Og det gjorde de.
Heller ikke Præsident Clinton selv var rystet da det så ud til at hans administrations kriminelle handlinger kunne komme frem i lyset. Han erklærede at han ønskede alle i the Independent Counsel's office afhørt, han blev dog rådet af adskillige i hans inderkreds om ikke at benytte den taktik.
Til det knaldede præsident sin knytnæve i bordet og trodnede, “Jan kan gøre hvad fanden jeg vil. Jeg er præsident for United States. Jeg passer på mine venner, og jeg giver fanden i mine fjender.”
Frygt dominerer
På det tidspunkt Hsu blev pågrebet i Amtrak toget, var der indbrud hos Kathleen Willey, helt tydeligt af erfarne personer. Hendes kreditkort og smykker rørte man ikke, lige så hendes laptop. Men manuskriptet til hendes bog var borte, det hele med dens afsløringer af Hillarys taktik, herunder “spørgsmål om Eds (Kathleens afdøde mands) indblanding i kampagnefinansieringen og spørgsmål om Eds selvmord,” ifølge Kathleen.
Manuskriptet var brugbart ud over den kendsgerning at andre, herunder Willeys advokat havde deres deres egne kopier. Det overlevede og mere af indholdet kan dukke frem under dette efterårs valgkampagne. Måske vil de spørgsmål omfatte, hvorvidt Ed faktiske begik “selvmord.” Måske “vidste han for meget,” og agenterne i det beskidte arbejde vil muligvis få mere at lave. Som Willey konkluderer; “Denne gang er jeg klar.”
Beklager tekststørrelsen. Kan umiddelbart ikke lave den om.
SvarSlet