Tilbage til Main Street- kvaliteterne ved de små byer
I min barndoms somre, da jeg var mellem 7 og 11 år gammel, blev jeg sendt afsted for at være hos min bedstemor i Sauk Centre, Minnesota i en uge - og det var hvert år.
I den lille by (cirka 3000 indbyggere dengang, nu vokset til 4300) nød jeg den prisværdige frihed at kunne gå frit omkring overalt, uden at være under opsyn, for der kunne ikke ske mig noget ondt i en så lille by i de uskyldige 1950’ere.
Udover det havde den lokale ugeavis Sauk Centre Herald en list over hvem der besøgte byen i løbet af ugen, så den lille dreng fra Minneapolis var bemærket, og alle holdt lidt øje med mig, er jeg sikker på.
Byen var ikke særlig stor, men rigeligt med plads alligevel. Der var en isenkræmmer, et apotek, en biograf, nogle cafeer, adskillige barer (der kom jeg dog ikke), to banker og så Sauk Søen, lige i midten af byen, som det er tilfældet med mange små byer i Minnesota. Over på den anden side af søen fra stranden var the Minnesota Homes School for Girls, den såkaldte pige opdragelsesskole, nu et historisk sted, som man anser som et fremragende eksempel på lillebys institutionelt design. Fra kysten, stranden stirrede jeg intenst, med sammenknebne øjne, og håbede at få øje på en pige eller to der var ude at gå, men jeg så aldrig andet end de små huse.
Det bedste af det hele var jernbanestationen, med en klaprende telegraf, og de to daglige besøg af the Great Northern Railway’s streamliner, The Red River, dagens højdepunkt. Jeg fik lov at køre med Red River de 160 kilometer til Sauk Centre, andet stop fra Minneapolis, alene i min kupe, min mor adviserede togbetjenten om at holde øje med mig, og bringe mig en Coca Cola. Jeg elskede at stirre ud af de buede vinduer i bagenden af vognen mens vi rumlede afsted gennem landskabet.
Jeg er tilbage i Sauk Centre for et kort besøg før jeg skal være med til min 50. (hvordan gik det til) high school reunion i Minneapolis. Både byen og jeg er blevet anderledes. Cirka et par kilometer ned af Main Street er en afkørsel til Interstate Freeway 494, nu med en Walmart. Resultatet er, at de fleste af butikkerne på Main Street er lukkede, de kunne ikke konkurrere med Walmarts lave priser.
Der er nogle ledige lokaler, nogle nye special forretninger (religiøs den ene) og en hel boligblok af mursten med forretningsvinduer som er blevet revet ned for at give plads til nye forretninger, a la gågade typen, dog med P-pladser foran. Den ene er en meget større udgave af First State Bank, med masser af P-pladser og den anden en cafe med kaffe og lette anretninger, ved navn Jitters. På det fancy kaffemarked er der åbenbart plads til to kaffehuse.The Starbucks fikseringen af smag har nået Main Street, USA.
Du har måske hørt om Sauk Centre via den berømte indfødte søn Sinclair Lewis, den første amerikaner der vandt Nobel Prisen i litteratur. Lewis roman Main Street fra 1920 foregik i en by ved navn Gopher Prairie, Minnesota, men ingen, mindst af alle indbyggerne i Sauk Centre lod sig narre. Gopher Prairie var netop Sauk Centre og et antal af min bedstemors venner kunne man genkende som karakterer i romanen, “Red Lewis” som han var kendt som i byen opnåede berømmelse, formue og sin Nobel Pris ved at nedgøre såbyerne i Amerika som steder med sladderagtighed og snævertsyn, og de sår var først begyndt at hele i midt 1950’erne. Men i dag kan byen gøre krav på berømmelse ved Main Street, der er kommet med i National Register of Historic Places:
Den anden større gade i byen, en der også har en rundkørsel har fået navnet Sinclair Lewis Avenue, og på den befinder sig hans barndomshjem, nu museum, og også med i the National Register of Historic Places.
Der er ikke så levende som den næste by oppe langs motorvejen (og tidligere jernbanen) Alexandria, der har en del ferieboliger og nogle nye større fabrikker, herunder en 3M
Sauk Centre har også et par succesrig fremstillingsvirksomheder i vækst, hvor man laver landbrugsredskaber. Ingen industrialisering i dette område- snarere tværtimod. Men motorvejen dræbte ikke kun butikkerne på Main Street, jernbanen der plejede at gå til byen er nu en cykelsti Lake Wobegon Trail, 80 kilometer asfalteret cykelsti gennem majsmarker og små byer. Hvis jeg havde tiden ville jeg gerne tilbage og køre ad den. Før han blev en noget kølig bitter gammel venstreorienteret indfangede Garrison Keillor, der skabte fantasistedet Lake Wobegon “byen som tiden glemte,” ganske præcist og med stor affektion atmosfæren i små byer som Sauk Centre. Han var en venligere og mere mild udgave af Lewis.
Thomas Wolfe skrev en roman der blev kendt efter hans død You Can’t Go Home Again, som en noget uvenlig omtale af Amerika og de små byer. Jeg mener han tog fejl. Man kan komme hjem igen, og finde at tingene er værd at respektere og være glad for. Trods alt, efter han blev verdensberømt og omgikkedes eliten, fik Sinclair Lewis spredt sin aske i sin barndomsby, en by der nu hylder ham.
Tilsyneladende læger tiden alle sår. Eller de fleste af dem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar