torsdag den 7. juli 2016

Beklager, men jeg må af venlighed skyde dig ned



Skudt ned af venlig ild

United States Air Force piloten kaptajn Lou Curdes, fløj
P-51 Mustang, et kampfly, der benyttedes under
2. Verdenskrig.

Curdes var flyveres - en uformel titel man gav en kampflypilot,
der havde skudt op til fem eller flere fjendtlige fly ned.
På den tid var det almindeligt,at piloterne så udsmykkede
deres fly med “sejrstrofæer” - de små symboler eller flag som fjenden
benyttede - for at angive antallet af sejre i luften.
Se War HistoryFans.com.
Det gjaldt også Curdes. Hvis du ser på billedet kan du se
10 symboler i en firkant,som viser hvilke fly havde havde skudt ned.


Curdes var en af en håndfuld esser der med succes pillede mindst et fly ned fra
de tre Aksemagter; Hagekorset, naturligvis for Nazityskland. De tre vingede streger
var mærket for Italiens luftvåben og den opstigende sol for Japan.
Men der er så lige en fjerde der kan undre - et amerikansk flag.

Nu burde piloter kun få kredit for nedskydninger af fjendens fly.
Nedskydning ved et uheld af egne fly er der ingen grund til at fejre, og gøre det
helt bevidst .. se det er endnu værre. Hvad foregår der så her?

Lad os først se på et kort over de to filippinske øer: Luzon and Bataan.





Luzon kender du muligvis - det er den største af de filippinske øer, hvor hovedstaden Milan befinder sig. Bataan er meget mindre - så lille at hvis det ikke var det røde flag ville du ikke kunne se det. Men i 2. Verdenskrig var Bataan meget vigtig - da japanerne begyndte invasionen af Filippinerne i december 1941 var Bataan første mål. De brugte Bataan som springbræt og udgangspunkt for flyangreb og flådefartøjer i resten af krigen.

Den 10. februar 1945 var Bataan stadig under japansk kontrol. De Allierede havde indtaget Luzon og havde placeret en base der, og den dag Curdes og tre andre blev sendt ud på rekognoscering var det for at finde japanske holdepunkter på Bataan. De fire fandt en landingsbane og åbnede ild, men mistede et fly. (Piloten overlevede ved faldskærm) Det så ud til at missionen ville være en stor succes - udover det ene tabte fly. Men så gik der noget helt galt. General George C. Kenney, Curdes øverstkommanderende genfortalte historien i januar 1977 i en udgave af  The American Legion Magazine ( her som pdf):

Ud af det begyndende tusmørke dukkede et fly op sydfra.... det var et C-47 tomotorers transportfly. Da det nærmede sig kunne Curdes se de amerikanske symboler på skroget. Han var glad for det var en af deres egne. Men hvad lavede et C-47 over japansk kontrolleret område, 400 kilometer fra det nærmeste holdepunkt i Filippinerne? Mens han fløj på siden af C-47’eren gjorde flyet en højrevending og begyndte at nærme sig landingsbanen. Curdes forsøgte at kontakte det over radioen og advare det. Der blev ikke svaret på nogen VHF kanal.

Tranportflyet ville helt sikkert gå tabt, og værre endnu besætningen direkte i fjendens hænder. Curdes vidste af, hvis C-47 landede på Bataan ville alle være krigsfanger. Curdes havde selv været krigsfange i nogle måneder i 1943, og vidste udmærket at det var en skæbne det var bedst at undgå.
Han forsøgte af få C-47 at vende om, men piloten reagerede ikke. Derfor gjorde Curdes det eneste han kunne - han åbnede ild mod det ubevæbnede transportfly- først blev højre motor skudt sønder, og så venstre. Det nu skadede fly faldt i havet og sank.

Men besætningen ombord? De var i live og blev reddet. Alle 12 kom i gummibådene, og næste morgen blev de reddet af flyvebåde og bragt til Allieret kontrolleret land.

Det viste sig at C47’eren var ved at løbe tør for brændstof. og troede det var en ‘venligsindet’ landingsbane, og man forsøgte derfor at lande. Da de ikke  kendte sandheden var besætningen i begyndelsen rasende på Curdes, der efter deres mening næsten slog dem ihjel. Men efter at have erfaret hans motiver - hyldede de flyveresset. General Kenney var enig, han tildelte Curdes  the Distinguished Flying Cross -- for at have nedskudt et amerikansk ubevæbnet fly.

Bonus fakta: The “Distinghuished Flying Cross” gives til medlemmer af militæret for “heroisme eller ekstraordinær indsats under deltagelse i lufkamp, efter 11. november 1918.” Da astronauter ofte kommer fra militæret har mange af disse fortjene udmærkelse. For eksempel Buzz Aldrin og Michael Collins, to af de tre medlemmer på Apollo 11 missionen (første succesrige månelanding). Men ikke Neil Armstrong. Det skyldes ikke, at den første månevandring ikke var “heroisk.” Aldrin modtog sin for sin indsats i Koreakrigen, og Collins for sin i Vietnamkrigen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar