Da Teddy Roosevelt forbød muslimer at komme til Amerika
For 100 år siden blev muslimer rasende over en immigrationslov, hvis begrundelse blev advokeret af en højrøstet og stålsat Republikaner i Det Hvide Hus.
Denne anti-immigrationslov krænkede Det Osmanniske Imperium, det plumrådne Kalifat af Islam der meget snart ville blive besejret ved Amerika og Vesten ved at forbyde adgang for “alle polygamister, eller personer der erkender deres tro på praksis med polygami.”
Dette ville, som det blev påpeget dengang forbyde adgang for “hele den muhamedanske verden” til United States.
Og sådan var det.
Kampen var blevet indledt tidligere da præsident Teddy Roosevelt i sin State of the Union tale tilbage i 1906 havde erklæret, at Kongressen burde have magt til “at handle med beslutsomhed og radikalt vedrørende polygami.” The Immigration Act of 1907, underskrevet til lov af præsident Theodore Roosevelt havde forbudt “polygamister, eller personer der erkender deres tros praksis med polygami.”
Det var sidste del der var vigtigst, fordi den helt tydeligt gjorde klart det som førhen kun havde været antydet..
The Immigration Act of 1891 havde forbudt polygamister. Den nyeste lov forbød enhver der troede på praksis med polygami. Den gruppe omfattende enhver trofast troende muslim.
Det Osmanniske Imperiums repræsentanter argumenterede for at deres immigranter troede på praksis med polygami, men at de faktisk ikke ville have mere en een hustru. Dette argument var et ekko af den daværende holdning om at muslimske immigranter meget vel kunne tro på Jihad mod ikke-muslimer, men faktisk ikke var beskæftiget med terrorisme. Den form for argumentation var absolut ikke mere overbevisende for amerikanerne end den er i dag.
Disse forbløffende kendsgerninger fundet af @rushetteny åbenbarer en del af den lange kontroversielle historie om kampe over islamisk immigration til Amerika.
Muslimsk immigration var stadig sparsom på den tid, og forbudet mod polygami var ikke rettet bevidst mod dem, men den muslimske praksis der for de fleste amerikanere var frastødende selv dengang overskyggede deres råb om diskrimination og at være ofre for nationens værdier. The Immigration Act of 1907 var udelukkende beregnet på at udvælge de immigranter der ville blive gode amerikanere.
Og det ville muslimer ikke.
I sin 1905 State of the Union tale, nævnte præsident Theodore Roosevelt behovet for “at holde alle immigranter ude, der ikke ville være gode amerikanske borgere.”
Ulig moderne præsidenter betragtede Roosevelt ikke Islam som en godhedens kraft. I stedet havde han beskrevet muslimer som “fjender af civilisationen”, ved at skrive at “Civilisationen i Europa, Amerika og Australien eksisterer i dag kun på grund af sejrene ved civiliserede mænd over fjenderne af civilisationen,” og han hyldede Karl den Store, og Jan Sobieski for at have tilbagevist de “moslemske erobrere” hvis hærgninger havde forårsaget at Kristendommen i realiteten var udslettet fra to kontinenter.”
Skønt blot det at nævne “Radikal Islam” i dag giver anledning til hysteriske protester fra medierne talte og skrev Theodore Roosevelt af og til om “de morderiske udbrud af muslimsk brutalitet,” og med en del forudseenhed tilbød han en beskrivelse af reform bevægelserne i Egypten der næsten ligeså godt kunne anvendes om Det Arabiske Forår ved at beskrive “mængder af fuldstændig hæmningsløse hykleriske muslimer for hvem bevægelsen betød uddrivelse af udlændinge, plyndringer og at lokale kristne slagtes.”
I skarp kontrast til Obamas berygtede tale i Cairo, havde Roosevelts egen tale i Cairo fordømt mordet på en kristen koptisk politiske leder ved en muslim og advarede mod sådan voldelig hykleri.
Muslimer havde protesteret udenfor hans hotel, men Teddy var ligeglad.
Den endelige implementering af den seneste udgave af forbuddet måtte imidlertid vente et år på Roosevelt efterfølger, præsident Taft. Tidligt under hans første periode protesterede Det Osmanniske Imperium allerede, fordi deres muslimer var forbudt adgang til landet. En beretning påstod at 200 muslimer var blevet nægtet adgang til United States. 
Trods disse protester fortsatte deportationer af muslimer der udøvede polygami under præsident Woodrow Wilson. Og polygami, dog ikke tro på det, forbliver et grundlag for deportation. Skønt loven meget sjældent anvendes i dag.
Amerikansk bekymring over sammenblandingen af muslimsk immigration og polygami havde fandtes lang tid før Roosevelt, Taft og Wilson. Problemet gik tilbage til forrige århundrede. En udgave af the Los Angeles Herald fra 1897 havde spekuleret på om polygami fandtes i Los Angeles. “Helt sikkert er der ingen mangel på muhamedanere, hvis religion giver dem den fulde sanktion.”
Den bemærkede at “immigrations embedsmænd alvorligt overvejer om troende på polygami skal have lovlig adgang,” og citerede de sager med et antal muslimer, hvor det selvsamme problem var dukket op.
En artikel i New York Times fra 1897 fortæller at, “de første polygamister der blev udvist under de eksisterende immigrationslove var seks muhamedanere der ankom med dampskibet California.”
Til deres uheld mødte muhamedanerne ikke præsident Obama, men præsident Herman Stump fra undersøgelsesrådet for immigration. Stump, en excentrisk, temperamentsfuld person havde kendt Lincoln morderen John Wilkes Booths skyldig og havde været en eftersøgt Confederate sympatisør under the Civil War.
Med denne baggrund havde Stump megen lidt tålmodighed og forståelse for både Islam og polygami.
The Times artiklen genfortæller den lakoniske udveksling mellem Stump og de muslimske indvandrere.
“Du tror på Koranen?" spurgte præsident Stump.
"Tak til Allah, Ja," svarede mændene i kor.
“Koranen lærer om polygami?" fortsatte inspektøren gennem en tolk.
"Allah være velsignet, det gør den!"
"Så tror I på polygami?" spurgte kaptajn George Ellis.
"Det gør vi. Det gør vi! Velsignet være Allah, det gør vi,” sagde araberne i kor. salaaming mod den nedgående sol.
"Det afgør det," sagde præsident Stump. “I får ikke adgang.”
Præsident Stump’s udgave af sund fornuft er i udpræget grad manglende i Amerika i dag.
Ingen af de omtalte love afgjorde permanent problemet. Med stigningen i islamisk infiltration bragte med sig ‘klogere’ Taquiya. Den forestilling at muslimer kunne tro på noget og gøre noget andet var på den ene side uærlig og fordømmende for den anden. Det var helt bevidst bedrag, hvor muslimer lader som om de ikke tager deres religion alvorlig og amerikanerne tror dem, fordi de trospunkter der er på spil forekommer så absurde og uciviliserede at man da kun kan mene at ingen virkelig tror dem.
Theodore Roosevelt gennemskuede dette langt bedre. Men på det tidspunkt besad han ikke embedet.
Ulig dagens tale om forbud mod muslimsk immigration fra terrorstater, blev love ikke skabt for at ramme muslimer. Dog var det muslimer der var den mest sandsynlige gruppe der ville blive berørt af dem. Selv for 100 år siden viste Islam sig at være fundamentalt i konflikt med amerikanske værdier. Dengang, som nu, er der to muligheder. Den første er at lade som om der ikke er en konflikt. Den anden er at undgå det ved et forbud.
For 100 år siden havde nationen ledere der ikke var villig til at lade sig dulme og falde i søvn ved illusionernes bedrag, men som tog fat om problemerne når de opdagede dem. De betragtede civilisationen som skrøbelig og sårbar. De forstod at fiaskoen med at gøre noget ved en konflikt ville betyde at man tabte til “civilisationens fjender.”
Debatter om polygami kan synes antikverede i dag, men emnet var ganske afslørende. Islamisk polygami var et eksempel på slaveri der er så allestedsnærværende i Islam. Slaveholdelse af mennesker er selve Islams hjerte. Som vi har set det med ISIS er islamisk vold drevet af grundbehovet for at slaveholde og undertrykke.
Polygami, som æresdrab og kønslig kvindelig lemlæstelse er et udtryk for fundamental indtrængen i hjemmets sociale kontekst, men som Theodore Rossevelt og andre forstod ville det ikke kun lade sig begrænse dertil. Hvis vi forstår det, så kan vi forstå hvorfor disse debatter ikke er antikverede.
Amerikanske ledere for 100 år siden, kunne ikke forlige sig med islamisk polygami. Dog har vore moderne ledere forliget som med Islamiske massemord på amerikanere.
Sådan vil det altid blive. Når man lukker øjnene for den ene onde gerning, accepterer man dem alle.
Daniel Greenfield, a Shillman Journalism Fellow at the Freedom Center, is a New York writer focusing on radical Islam.
http://www.frontpagemag.com/fpm/263879/when-teddy-roosevelt-banned-muslims-america-daniel-greenfield
Ingen kommentarer:
Send en kommentar