Hitlers hemmelige våben: At få jøderne til at udslette sig selv
Nu om stunder har det været følelsesmæssigt udfordrende. I de sidste par uger, som forberedelse til et planlagt anti-folkedrabscenter, har jeg rejst med min familie på en uddannelsesmæssig rejse gennem dødsfelterne i Tyskland og Østeuropa. Det var meningen jeg skulle fordybe mig intenst i Holocausts dystre aspekter for bedre at forstå ‘folkedrab’, dens psykologi og årsagerne til den. Udover det er der erindringen, de mistede martyrer i mit folk vi aldrig nogensinde må glemme.
Vi begyndte i Berlin, hvor vi besøgte Wannsee bygningen, hvor Nazilederne sammen over kaviar og cigarer gik i detaljer for at finde Endlösung, og derpå i værk med udslettelsen af de europæiske jøder.
Derpå drog til til Prag, hvor vi så de sørgelige rester af et fordums stort jødisk samfund smadret af Reinhard Heidrich da han var Reich protektor i Bôhmen. Vi fortsatte så til Polen, hvor vi besøgte Auschwitz, Treblinka, og Majdanek, hvor 43000 jøder blev slået ihjel på det som blev Holocausts ‘største’ dag, den 15. november 1944.
Vi besøgte Bialystok, hvor vi så skelettet af byens engang så legendarisk synagoge, hvor 2000 jøder blev brændt levende. Vi besøgte Tykocin, hvor landsbyens jøder ejede en 400 år gammel synagoge, de blev tvunget ind i skovene og slagtet. Vi besøgte Warszawas ghettoer, og i Lodz og Krakow, byer der stadig emmer af sjælene af de mange døde derfra.
Derfra drog vi til Kosice, hvorfra min hustrus familie stammer, og det sidste sted hendes onkel blev set før også han blev myrdet af nazisterne på et ukendt sted i Polen. Vi rejste til Østrig, hvor vi i Linz så Hitlers barndomshjem, hans forældres begravelsessted, og ikke langt derfra Mauthausen koncentrationslejren.
Jeg vidste denne rejse ikke ville blive nem, men jeg kunne aldrig have forestillet mig hvor bevægende og knugende den ville blive. Den ægte fornemmelse af håbløshed der hænger i luften over disse steder kan kun føles, hvis man er der.
Holocaust forbliver en forbrydelse der ikke kan begribes, en tragedie der er lige så fyldt med mystik som den er rædselsvækkende. Jeg har læst dusinvis af bøger om emnet, her for nylig Lawrence Rees fremragende værk, The Holocaust. Samlet viser disse studier med kort, tal, metoder og virkemidler nazisternes slagterier. Men det som jeg ikke har formået at begribe, efter jeg nu har læst så meget om det, var en dybdegående forståelse af, hvordan nazisterne troede de faktisk kunne lykkes med at slagte en hel nation på et kontinent - samtidig med de førte krig mod så at sige hele verden. Hvordan kunne de dog fostre en mordplan så omfattende at det er mod al logik? Hvordan kunne de tro at de de endog havde midlerne til at gennemføre det?
Skønt det har været plagsomt i ekstrem grad, mener jeg, at denne rejse har givet mig et spor. Nazisterne, som jeg har forstået, ville udslette den jødiske nation ved altid at være klar over den mulighed, at nogle kunne overleve. Jøderne skulle forledes til at tro, at hvis de blot samarbejdede, ville deres børn få lov at leve. De kunne ikke tro at Hitler kunne være så fyldt med had at han ville udslette en hel nation der kunne benyttes til tvangsarbejde i krigstid. Et had i den ekstreme grad og så gennemført selvødelæggende har man ikke set før i historien. Kognitiv disharmoni spillede yderligere en rolle, og jøderne kunne bare ikke acceptere at nazisterne havde til hensigt fuldstændig at udslette dem.
På næsten hvert skridt på vejen blev jøderne tvunget til at samarbejde med de selvsamme planer der var skitseret til deres udslettelse. Jøderne, mente tyskerne, kunne give den arbejdskraft nazisterne manglede, hvis blot de kunne overtales til at tro at dersom de var med i programmet så ville de blive sat til produktivt arbejde.
Idet nazisterne var klar over at jøderne blot forsøgte at overleve ville nazisterne foregøgle dem ved enhver lejlighed den mulighede at det kunne de. Således skulle de jødiske samfund i Polen og Østeuropa tvinges til at adlyde nazi ordrerne om at samle sig i ghettoer, selvstyre deres afskærmede ghettoer og lade ders familier entre kvægvogne under trusler fra geværkolber og kugler. Nazisterne ville bringe disse jøder til deres død ved at udnytte deres mest grundlæggende ønske hos dem og for deres familier - overlevelse.
Nazisterne tvang jøderne til at skabe deres egne selvstyrende råd, Judenrats, i ghettoerne. Da jeg besøgte Lodz ghettoen stod jeg på nøjagtig samme sted som Chain Rumkowski da han gav sin berømte “Giv mig dine børn” tale i september 1942. Som formand for Lodz Judenrat, havde Rumkowski besluttet at gøre ghettoen til en fabrik, idet han troede at hvis den var brugbar for nazisterne så kunne indbyggerne blive sparet. Imidlertid begyndte nazisterne at kræve kvoter af jøder der skulle deporteres til deres dødslejre - kvoter Rumkowski blev tvunget til at indfri. I september 1942 bønfaldt han mødrene i ghettoerne til at give deres børn, som han forventede ville blive dræbt under alle omstændigheder da de blev anset som uproduktive. Selvom mødrene nægtede indfangede Rumkowski og hans jødiske agenter 24000 jøder under 10 år og over 65 år, der var tvunget til døden for at udføre nazisternes arbejdsbetingelser. Selvmord i et ukendt antal blev en følge af hans tale.
Selvfølgelig var det hele et bedrag. Hele Lodz ghettoen ville blive likvideret i august 1944 og af de 223000 jøder der havde boet der var der kun 877 tilbage da Den Røde Hør ankom i januar 1945. Resten var sendt til døden i gaskamrene i Chelmno og Auschwitz. Rumkowski blev deporteret til Birkenau. Han kom imidlertid ikke i gaskamrene. Han var da han ankom blevet banket ihjel af sine medfanger, sådan skulle det være sket ifølge øjenvidneberetninger.
I selve lejrene blev jøderne tvunget til at være i Sonderkommando grupper, hvor de jødiske indsatte blev sat til at fjerne de millioner af lig der lå i gaskamrene. De blev også truet med konstant eksekvering, dog blev de lokket med chancen for at overleve hvis de føjede sig naziprogrammet. Det var også en løgn. Nazisternes politik i deres dødslejre var hver tredje måned at gasse grupper af Sonderkommando. De nye Sonderkommando anede intet om at de første ofre de skulle bortskaffe ville være nogle der havde haft det samme arbejde før dem.
På det nye og enestående Jødiske Museum i Warszawa er der opsat en plakette. Dens budskab gjorde dybt indtryk på mig. På plaketten muret ind i væggen kan man læse nogle af de mest gribende ord jeg nogensinde har læst. Det var et ekstremt sjældent vidneudsagn fra en Sonderkommando, fundet skjult i Auschwitz, der beskrev ansigtsudtrykkene hos jøder mens de blev ført ind i gaskamrene. Her følger ordene:
Frygten gennemtrængte alle helt ind til marven .....de mennesker der blev låst inde...de rev håret ud af deres hoveder idet de indså at de havde været så naive at tillade sig at de blev ført ind bag de låste døre. Deres stemmer steg til himlen og gav luft til deres ånd på den eneste måde de kunne; deres sidste store skrig af protest mod den største af alle uretfærdigheder mod de fuldstændig uskyldige.
Det han så var ikke kun en frygten og terrorens, men også en forbløffende erkendelse af nazisterne der tvang jøderne til at være med til deres egen død. Jøderne var blevet myrdet sammen med håbet om at nogle kunne overleve, at en skæbne så grusom som et gaskammer bare var en umulighed. Men det hele var et grotesk påfund. Tyskernes hensigt var den fuldstændige ødelæggelse af Europas jøder, selv i dag kan vi knap tro det.
Jøderne var blevet tvunget til at følge alle ordrer fra nazisterne i det håb, at de fik lov at leve. De var blevet tvunget til at overgive deres hjem, opgive deres virksomheder, bosætte sig i ghettoens elendighed, arbejde under umenneskelige forhold som slaver, se deres venner og familier sulte til døde, gå ombord på kvægvogne til koncentrationslejre, se deres familie og venner blive nakkeskudt og blive udsat for opdelinger i hvem der kunne leve og hvem der skulle dø. De var blevet tvunget til at overgive sig helt og aldeles til Nazi programmet for folkemord samtidig med de fik at vide at deres børn måske stadig kunne bevare livet.
Men det hele var et kæmpebedrag. Nazisterne var ikke kun de største mordere til alle tider. De var også de største løgnere der nogensinde har levet.
Lige så smerteligt det er at stå konfronteret med sådanne rædsler så mener jeg dog at dette tema giver os en livsvigtig lektion.
Hvis vi håber på at forhindre en genopståen af folkedrab i vor verden så skal vi bare lære af vore martrede, ofrende brødre, de heroiske jøder i Europa der gjorde alt i deres magt for at holde deres børn i live. Først og fremmest betyder det at vi skal kæmpe imod truende folkedrab - lang tid før slagteriet indledes. Når det drejer sig om ondskab skal vi være særdeles årvågne, hyperforsigtige og ikke have tolerance når det drejer sig om en risiko. For selv blot en brøkdel af naivitet over for onde menneskers planer - der ligger den største fare. Trods alt kan vi ikke forhindre det hvis man ikke kan forestille sig vil ske.
I Treblinka, så vi skiltene som tyskerne benyttede til at vise at lejren blot var et stop på vejen mod Øst, hvor jøderne skulle benyttes til produktivt arbejde. Selv her, hvor togene standsede ved jordens Helvede mente nazisterne stadig de kunne benytte jødernes livsvilje ved at overbevise dem om at de var på vej mod et produktivt liv.
Denne lære er især yderst vigtig for Staten Israel, en nation grundlagt på præmissen om at der endelig gives det jødiske folk en bastion med sikkerhed. Israel bliver konstant kritiseret for at reagere for hurtigt og uforholdsmæssigt kraftigt på de trusler om folkedrab landet står over for. Men i lyset af, hvad vi har været vidner til med Europas killing fields, dødsmarker er en sådan intolerance over for risici helt ret retfærdiggjort.
Med Iran der opfordrer til endnu et Holocaust mod staten Israel - konstant truende som de gør med at ville udplanere israelske byer og fjerne Israel fra landkortet - da må Israel reagere på truslerne før disse kan realiseres.
Folkedrabs retorik i vor tid skal være noget der modstås helt og aldeles. Også i Rwanda opfordrede Hutuer til folkedrab mod Tutsierne som de kaldte “kakerlakker,” et godt stykke tid før de gik i færd med deres folkedrabs kampagne.
Det samme gælder sådan set også Hamas og endog Det Palæstinensiske Selvstyre. Vi kan ikke opgive land til en palæstinensisk stat i håbet om demografisk overlevelse for ved at gøre det kunne vi befinde os i en krig på tre fronter - fra Gaza, Judæa og Samaria på Vestbredden, og Libanon der som mål har Israels udslettelse.
Israel har bare ikke råd til selv den mindste risiko ved at blive forført til at gå hen imod sin egen undergang med alle de løfter om fred fra de som åbenlyst taler om et nyt folkedrab på jøder. Freden vil kun komme når al retorik om folkedrab og hensigt er fuldstændig udrenset.
Vi skal stå fast og være stærke og vise verden at vi har lært af rædslerne i vor historie. Denne gang vil vi bare ikke stole på andre til at beskytte vore liv eller forhindre vor død.
Rabbi Shmuley Boteach is the founder of The World Values Network and the author of 31 books. Follow him on Twitter @RabbiShmuley.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar