Charles Aznavour: Meget mere end en fransk Sinatra
Han kunne om nogen synge en sang så regnen hørte op, bare ved at bevæge sin finger.
Den 5. oktober 2018 blev en statsbegravelse holdt på Les Invalides i Paris for den 94 årige Charles Aznavour. Han var død fire dage tidligere lige efter at være vendt tilbage fra en koncertturne i Japan.
Ceremonien blev overværet af tre franske præsidenter, Armeniens premierminister og mange kendt personligheder fra musik- og filmverdenen, såsom den 85 årige Jean Paul Belmondo, Mireille Mathieu, og Enrico Mathias. På symbolsk vis illustrerede det den kendsgerning at en søn af armenske indvandrere var blevet et symbol på fransk kultur.
Kisten blev båret til Les Invalides til musikken af en traditionel armensk fløjte og nationalmelodierne for begge lande. Kisten blev båret ud til tonerne af en af Aznavours velkendte sange fra 1967 "Emmenez-moi," "Bring mig over hele verden.” Symbolismen fortsatte. Eiffeltårnet blev oplyst til hans ære, mens en stearinlysceremoni blev holdt i Yerevan, Armeniens hovedstad.
Det var så anden gang på et år at Frankrig har mistet en berømthed i showbiz, da Johnny Hallyday døde i december 2017. Frankrig har haft en lang række af populære sangskrivere, ofte de rene poeter, såsom
Jacques Brel, Charles Trenet, Edith Piaf, Jean Sablon, Serge Gainsbourg, Leo Ferre. Aznavour var den blandt dem der havde den længste karriere i fransk kulturliv, fra lige efter 2. Verdenskrig til 2018, og han var den mest indlfydelsesrige. Han fremholdt over 1400 sange, hvoraf de 1300 var hans egne, og var med i 60 film, herunder hovedrollen i musicalen fra 1960 af Francois Truffaut's, Shoot the Piano Player. Aznavour ønskede som han drillende sagde at blive anset som en skuespiller der synger, mere end omvendt.
Aznavour repræsenterede det allerbedste i fransk chanson tradition: Levende historiefortælling med god lyrik, direkte udtryk for følelser, ord der udtales fremføres så de også kan dække over flere andre ord.
Aznavour blev ofte kaldt den franske Sinatra,” og de havde da også visse træk fælles. Som Sinatra, solgte han millioner af plader, - hele 180 millioner. Som Sinatra holdt hans karriere adskillige årtier, og de havde begge succes ved koncerter og på film. Begge blev hyldet hjemme og i udlandet. De optrådte sammen en gang i 1993 i duetten, "You Make Me Feel so Young."
Men Aznavour, ulig Sinatra, skrev næsten alle sine sange, på et antal sprog, med temaer som tolerance, åbenhed, fortvivlelse, anger, opgør med tabuer på områder som ægteskab, homoseksualitet, feminisme dybe følelser. De begge kunne vise følelser i deres fortolkning af sangene, men Aznavour var langt mere dybfølt ægte. I 1972 komponerede han “Comme ils disent,” (Som de siger), en sympatisk beretning om en bøsses liv: “ingen har ret til at bedømme hvad der er rigtigt for mig.”
Aznavour blev hyldet nationalt og internationalt og fik æren ved Commander of the French Legion of Honor, og 24. august 2017 med en stjerne på Hollywood Walk of Fame. Han var loyal overfor begge sine lande. I 1998 skrev han “Pour toi Armenie,” og han grundlagde Aznavour for Armenien, en velgørende organisation efter jordskælvet der ramte Sovjet Armenien det år. Han deltog i en film i 2002 Ararat om massakren på 1,5 million armeniere ved Osmannerne, og han fremhævede det var et folkedrab. Armenien udnævnte ham til folkehelt i 2004, og senere ambassadør til UNESCO, og Armeniens ambassadør til Schweiz i 2009. Man må sige at Aznavour er den mest berømte armenier i hans tid.
Aznanour stammede fra to kulturer - han var fransk komponist og en armensk lyriker. Ved begravelsesceremonien hyldede præsident Emmanuel Macron sangeren, som værende gennemført fransk, “knyttet yderst tæt til sine armenske rødder og præget af arret af folkedrabet på hans folk i sit hjerte.” Hans lyrik appellerede til “vor hemmelige skrøbelighed” og var for millioner en lise, et trøstende budskab - Macron sammenlignede Aznavour med digteren Guillaume Apollinaire, og føjede til at i Frankrig dør poeter aldrig. Præsidenten hyldede Aznavour som en af de vigtigste figurer i Frankrig, der havde gjort livet mere tåleligt, og mindre bittert, ved hans stemme og unikke stråleglans.
Aznavour spændende liv er en fremragende kommentar til det 20. århundredes franske samfund. Han blev født i Paris, af armeniere der var flygtet fra massakren og kom til Frankrig, hvor de drev en restaurant i et stykke tid. Aznavour fik navnet “Charles” af en barneplejerske der ikke kunne udtale hans rigtige navn
"Shahnourh." Han gik tidligt ud af skole men var allerede da berørt af Maurice Chevalier's sang, “Donnez moi la main mam'zelle,” og besluttede at blive sanger.
At han skulle få succes forekom usandsynligt. Aznavoru var en lille mand, 5 fod, tre tommer, ikke godt uddannet, ikke den mand kvinder synes er smuk, med en ‘skrøbelig’ stemme som han sagde havde en orientalsk kvalitet.
Jean Cocteau nævnte at han mere sang fra hjertet end med hans stemme. Han var heldig som 21 årig at blive venner med Edith Piaf, lillesøsteren fra Paris’ gader, der blev hans mentor i otte år, skønt de aldrig blev elskere, sang nogle af hans sange og tog ham med på en turne i USA.
Aznavour var en storartet troubadour der blev værdsat af og øvede indflydelse på kolleger i musikkens verden herunder Bob Dylan og Liza Minnelli. Udover at være chanson’ens mester var han også en ærværdig og i sandhed oprigtig borger, hans forældre hjalp modstandsbevægelsen under 2. Verdenskrig, og skjulte jøder og kommunister i deres hjem.
Den 26. oktober 2017, på vegne af hans familie, fik han en pris i Jerusalem Raoul Wallenberg Prisen for at beskytte jøder i Frankrig under krigen. Raoul Wallenberg Foundation har base i New York, men Aznavour valgte at modtage prisen fra Israels præsident Reuven Rivlin i Israel, hvor han holdt koncert. Han talte også om de tinge der er fælles mellem jøder og armeniere: Ulykkelige skæbner, lykke, kærlighed til musik og kunst. aom de kunne fremme i de lande der modtog dem.
Hans musik lever videre. For amerikanere er måske den bedste erindring om ham og hans liv slutscenen i filmen Notting Hill hvor hans sang “She” synges af Elvis Costello. Teksten handler om at hun “er meningen med livet, hun hun hun” men den sande mening med hans liv er mere vigtig, historien om en mand der elskede sin armenske oprindelse, men som blev et fransk ikon.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar