Evig Jihad: Islam vil aldrig nogensinde holde inde
"Vesten og Islam har været dødelige fjender siden sidstnævntes fremkomst for cirka 1400 år siden,” advarer den lærde i Islam Raymond Ibrahim i hans nyeste bog Sword and Scimitar: Fourteen Centuries of War between Islam and the West. Hans omfattende analyse udmønter sig i den passende titel på hans værk, hvis dokumenterede historie er lige så desværre ikke husket, men dog vital for moderne vesterlændinge.
Ibrahim begynder med at oplyse om det foruroligende koncept som er Islam, og det 7. århundrede arabiske profet, Muhammad: “Appellen i Muhammads budskab er med baggrund i dets sammenhæng med de stammekonflikter der var i hans samfund,” bemærker Ibrahim.
For arabere i det 7. århundrede - og efterfølgende stammefolk. hovedsageligt tyrkere og tatarer, der også fandt en naturlig appel i Islam - var stammen det som svarer til humaniteten hos det moderne menneske: At være en del af den blev betragtet som humant; at være udenfor så skulle man behandles inhumant.
Som følge heraf “gjorde Islam stammetraditioner til noget guddommeligt, og dermed leve op til dets formål og sive ind i den moderne æra.” Islamiske doktriner som al-wala' wa al-bara' ("loyalitet og fjendskab") skabte et samfund af umma eller "'Super Stamme' der overskygger de racemæssige, nationale og sproglige barrierer.” Ikke overraskende er det arabiske ordumma " etymologisk tæt knyttet til ‘moder’ (umm) – ens allernærmeste slægtning
Ibrahim "fortæller om muslimer i alle udformninger igennem historien og steder, der opfører sig præcist som Islamisk Stat og med de samme begrundelser” - nemlig Islams fremme af krig mod ikke-muslimer. Islams Gud, “opildner sine tilhængere til at føre krig med løftet om krigsbytte, såvel levende som ikke levende - så meget at en hel æra, eller et kapitel i Koranen 'al-Anfal,' er opkaldt efter og dedikeret til udbyttet ved krig.” Jihadister der følger Islams kanon “benytter” således eller “låner” deres liv som del af en handel eller ‘transaktion’ - hvorved Allah tilgiver alle synder og overøser dem med hemmelske lyksaligheder.”
Ibrahim undersøger, hvordan doktriner i Islam om livet efter døden tilskynder til martyrium for troen. Islams himmelske ‘lyksaligheder’ omfatter houris eller “overnaturligt himmelske kvinder...skabt af Allah med det udtrykkelige formål at give hans favoritter nydelse i al evighed.” At de islamiske skrifter skildrer paradiset i udpræget ‘kødelige termer* afspejler “primitiviteten i Muhammads samfund.”
Som Ibrahim betoner så er det at være modtager af jihads ‘velsignelser’ knap guddommeligt.
Khalid bin al-Walid, skribenten til the "Sword of Allah" fra Islam epoke i det 7. århundrede “er meget udbredt i de arabiske historier om de tidlige muslimske erobringer og er stadig, selv i dag, betragtet som jihadi par excellence.” Dog fortæller islamiske beretninger at jihadister som han, “ikke var meget andet en massemorderiske psykopater og voldtægtsmænd.”
På lignende vis bemærker Ibrahim at den Osmanske Sultan Bayezid I (herskede 1389-1402), "som så mange andre muslimske ledere før ham og efter ham på samme tid var fromme og depraverede, uden nogen konflikt mellem de to ting.” Denne fromme depravitet omfatter de forskellige former for slavehold, der har eksisteret gennem islamiske historie, som det osmannisskedevshirme. Ibrahim citerer en moderne historiker for at “jihad ligner, ganske ubelejligt, et kæmpe slavemarked.”
Ikke-muslimer vil finde Ibrahims observation foruroligende, at Islams doktriner hævdede at den imperialistiske terror er hellig:
På arabisk og andre muslimske sprog er de historiske islamiske erobringer aldrig med henvisning til ‘erobringer’ men som futuh - ‘åbninger’ for at islams ‘lys’ kan trænge inde...Ethvert land der nogensinde er blevet invaderet og/eller overtaget af muslimer var med et ‘altrusistisk’ formål for at bringe Islam til de vildfarne vantro.
Sådan “altruisme” smadrede Kristendommen, bemærker Ibrahim. Hvad mennesker i dag kalder “Vesten” i Europa er “faktisk det tilbageværende af vesten i det som var en langt mere civiliseret blok, som Islam permanent stræbte efter og skadede.” På grund af de islamiske erobringer der udgik fra Den Arabiske Halvø efter Muhammads død i 632 og videre frem:
... alle de gamle kristne lande mellem Storsyrien mod øst og Mauretanien (Marokko) mod vest - cirka 3700 miles - blev for evigt erobret af Islam. Sagt på anden vis, to tredjedele eller 65% af Kristendommen oprindelige territorium - herunder tre af de fem vigtigst centre for Kristendommen - Jerusalem, Antiokia og Alexandria – blev permanent opslugt af Islam og fuldstændig arabiseret..
Ibrahim sætter spotlys på Middlehavregionens nedværdigelse, et område der “i århundreder havde været verdens økonomiske motorvej forenende Øst og Vest, først i den klassiske civilisation der var Rom, og derpå i Kristendommen.” Efterfølgende blev denne “Muslimsk Indsø” til “jagtmark for pirater og for indfangen af slaver.”
Især “efter erobringen af Egypten svandt importen af papyrus til Europa til nul, nærmest i løbet af natten og var årsag til udbredt anafabetisme som man ikke havde set før præ-Romersk tid.”
Modsat den “udbredte og accepterede myte om den formodede tolerance og oplysnings” på steder som det islamiske Spanien, dokumenterer Ibrahim den stedse værende kristne modstand mod Islamisk aggresion. Han fraviger den “forvrængede og dæmoniserende version af” Korstogene, der sådan set var et modsvar på den islamiske erobring af, og undertrykkelse i Det Hellige Land. “Trods de populære forvanskninger af korsfarerne som pro-typiske europæiske imperialister der kynisk benyttede troen, har historiekyndige fornylig bevist at det modsatte.” bemærker han.
“Store Godsejere og Lords med enorme ejendomme,” bemærker Ibrahim “skilte sig af med deres formue og ejendomme for at tage Korset op,” som Korsfarere. Dette offer afspejler en noget ubelejlig sandhed for politisk korrekte pietister:
Chokerende som det kan synes at være så var det - kærlighed, ikke den moderne sentimentale udgave, men en middelalderlig, muskelbetonet kærlighed karakteriseret ved krisen altruisme - agape – der var den primære motivation og styrke bag korsfarerne.
Ibrahim er ikke forbeholden for at ofre ellers ‘hellige progressive køer vedrørende Islam. Han bemærker specifikt at voldelige og umoralsk spækkede biografier om Muhammad i særlig grad har skandaliseret kristne” historisk set. “Faktisk er det sådan at mennesker der finder enhver form for kritik af Islam for ‘islamofobisk’ da er mængden og det giftige indhold i mere end et årtusinds skriverier i Vesten om Muhammad nærmest ikke til at begribe.”
Ibrahim advarer om at hans forskning sådan set ikke føjer mere til de akademiske diskussioner eller til oldtidens historie. Moderne muslimske mænd der forgriber sig på kvinder i Europa og andre steder “gør det efter en lang tradition hvor man anser ‘blege’ vantro som promiskuitetens repræsentanter.” Opsummeret:
Muslimer ærer stadig deres arv og religion - der beordrer til jihad mod vantro - hvorimod Vesten har tendens til at foragt sin arv og religion, og dermed være årsag til at man bliver en uvillig allieret med jihad.
Mod sådan påført historisk hukommelsestab udfører Ibrahim et værdifuldt arbejde. Modsat den postmoderne tendens i Vestens samfund viser muslimsk opførsel. at ikke alle tror at Gud er død, og alt er relativt.
Kristne, med deres lange historie om modstand og lidelser under Islam burde stå forrest i at tilbyde kritiske, kærlige sandheder om denne tro.
