Grønt lys for U.S. Konsulat i Grønland

Grønt lys for US konsulat på Grønland

DWAYNE RYAN MENEZES

Den globale interesse i Arktisk er øget ganske dramatisk i de seneste år. Således også interessen i de politiske kredse i USA. Grønland har vital vigtighed for USA for vor nationale og internationale sikkerhed på grund af øens strategiske geografiske beliggenhed og det amerikanske militærs tilstedeærelse og infrastruktur i løbet af de sidste 80 år.

 The U.S. anerkender og er klar over at Grønlands enorme ressourcer, især i relation til sjældne mineraler giver et potentiel langtrækkende alternativ der kunne hjælpe med til at begrænse mineraler fra Kina.

Ved den kendsgerning at en hvilken som helst gengældelseafgift Kina kunne indføre ville blive ganske alvorlig for U.S. teknologi og forsvarsvirksomheder, er det ikke overraskende at U.S. burde have en så stor interesse i Grønland, midt i handelskonflikterne med Kina.

At kinesiske virksomheder har lagt bud ind på lufthavns infrastrukturprojekter i Grønland i de seneste år - dog er de indtil nu blevet afvist - det rejser også muligheden for at en af U.S.’s hovedrivaler kan øge deres økonomiske og politiske fodaftryk i et område der ligger ganske tæt på os. Et område der meget længe har været en integreret del af amerikansk national og regional sikkerhed, og i stigende grad relevant for landets økonomiske sikkerhed.

The U.S. har tidligere i år foreslået at man vil overveje at støtte infrastruktur investeringer i Grønland, men dog er the U.S. klar over,  at man skal afbalancere sådanne ambitioner med de stadig større krav inden for landets egen (ofte glemte) arktisk beliggende stat, Alaska. En støtte investering i infrastruktur der ville være vital for de lokale samfund og interesser i Arktisk.

Det er indenfor denne kontekst at Trumps noget bombastiske interesse for at ‘købe’ Grønland bør forstås.  

Det vil være ikke korrekt og også ufuldstændigt at formode, at det var et resultat af, eller modsvar på, den diplomatiske uoverensstemmelse med Danmark at U.S. besluttede at åbne et konsulat i Nuuk. Planen om at oprette et konsulat på Grønland er ikke en PR strategi beregnet på at imødegå dårlig presseomtale eller en diplomatisk måde at redde ansigt over for en nær allieret.

Faktisk var der allerede givet meddelelse om det af the U.S. State Department og Grønlands regering i maj 2019. Den meddelelse var et forslag der blev budt velkommen, og begge parter håbede det ville styrke båndene mellem Grønland og the U.S. yderligere og sætte gang i en større U.S. investering.

Tidligere i år havde the U.S. State Department allerede udnævnt en embedsmand på vores ambassade i Danmark med fokus på grønlandske forhold, og i den større politiske   verden var man klar over at det kan være første skridt mod at oprette en permanent diplomatisk tilstedeværelse på Grønland. 

På lignende vis forventede vi i maj måned at Mike Pompeo gav en formel meddelelse om oprettelsen af U.S. konsulatet på Grønland under hans planlagte stop der på hans vej fra Arctic Council Ministerial Meeting i Finland. Pompeo måtte imidlertid haste tilbage til Washington for at tage sig af Iran udfordringen, og besøget blev annulleret.

I den forstand er denne nye historie om at U.S. planlægger at åbne et konsulat på Grønland som resultat af den diplomatiske uoverensstemmelse med Danmark ikke ny, det udelader også vigtige detaljer og repræsenterer ikke på konsekvent vis situationen ved antyde et sammenfald mellem to separate udviklinger.

Man tager ikke tidspunktet, hvor de fremstod i betragtning og dermed gives næring til den ikke korrekte formodning at Trumps seneste bemærkninger førte til planen om at genoprette en permanent U.S. diplomatisk tilstedeværelse i Grønland.

Kunne denne uoverensstemmelse mellem U.S - Danmark gøre embedsmænd i the State Department forvirrede over, hvordan de skal komme videre med deres oprindelige planer? Jovist. Kunne det foranledige embedsmænd i the State Department til at fremskynde oprettelsen af U.S. Konsulatet så stormen kan dæmpes, så at sige? Jovist. Var det den seneste overensstemmelse der gav næring til planen om at åbne et konsulat i Nuuk? Helt sikkert ikke, og at hævde noget andet er vildledende.

Dr. Dwayne Ryan Menezes is the Founder and Managing Director of Polar Research and Policy Initiative (PRPI), a London-based international think tank dedicated to Arctic, Nordic, North Atlantic, North Pacific, and Antarctic affairs. He read Imperial and Commonwealth History at the LSE and the University of Cambridge, graduating from the latter with a Ph.D. in History. He is currently an Honorary Fellow at the UCL Institute of Risk and Disaster Reduction at University College London, as well as a Fellow of the Royal Historical Society, Royal Geographical Society, and Royal Society of Arts. For more about Polar Research and Policy Initiative, see www.polarconnection.org.

https://spectator.org/a-green-light-for-a-consulate-in-greenland/

Skovbrande i Brasilien og Bolivia ingen forskel. Men kun Brasilien kritiseres

Monica Showalter

Venstrefløjen gør sit bedste for at lægge skylden fra brandene i Brasilien på landets konservative Trump-lignende præsident  Jair Bolsonaro - for at få smidt ham på porten.

Det er ikke godt for ham - brandene skader luftens kvalitet i de stater som er hans politiske base, og de stater findes ikke i regnskovsområderne, men i områder med godt udnyttet landrbrugsjord, noget Bolsonaro har givet tilskyndelser til at udnytte så disse områder kan få en slags velstand i Brasilien.

Det har givet overvældende negativ presse om ham og sat EU’ eurokyllingerne i færd med at klukke, lovende at  topmødet G-7 vil begrænse handel med Brasilien og dermed lægge skylden for brandene på Bolsonaro i stedet for på vejret. Det har Brasilien ikke fortjent, men disse mennesker er helt uden skamfølelse.

. 

Democrats, her i staterne, gør det samme. Her er en der ønsker at suspendere alle midler til Brasilien medmindre brandene (som Brasilien bekæmper) kommer under kontrol.

Kamala Harris er også med på holdet, og tweeter denne anti-Bolsonaro skingre hilsen:

Kamala Harris

@KamalaHarris

As the Amazon burns, Brazil’s Trump-like President who let loggers and miners destroy the land isn’t acting. Trump must not seek a trade deal with Brazil until Bolsonaro reverses his catastrophic policies and addresses the fires. We need American leadership to save our planet.

Lige meget at brandene sådan set ikke er værre end det der er normalt i tørre områder og under en tørkeperiode. Brasiliens brande, og der skal gøres noget, er sådan set ikke meget anderledes end de storbrande man kan opleve i Harris’ eget Californien, eller for den sags skyld Spanien eller Australien. Det er en del af stedets naturlige klima.

Alligevel har euro-venstrefløjens drømmeagtige visioner om at Brasiliens regnskove er verdens ‘lunger’ og en stor global katastrofe vil indtræffe medmindre de kan få gjort Brasilien til et naturreservat som de foretrækker det, og så lige få Bolsonaro til at makke ret.  

Se,, læs blot dette sludder der fortælles til ledere i Europa fra The Guardian:

In Rio de Janeiro, a couple of thousand people crowded the steps of the town hall. Many said the fires were a result of Bolsonaro’s plans to develop the Amazon forest and permit mining and commercial agriculture on protected indigenous reserves. The fires happen each dry Amazon winter but soared this year as farmers and loggers, emboldened by Bolsonaro’s anti-environment rhetoric, torched felled trees and cleared land for pasture.

“We need to show how much we disagree with his policy,” said Mariane Rocha, a trainee teacher. Others were angry Bolsonaro blamed NGOs for the fires without providing evidence. “His whole political game is based on false accusations and mistakes,” said Beatriz Ferreira.

Prøv at gætte? Buddet om at give Bolsonaro skylden, eller hans konservative politik, for brandene i Amazonas, falder helt sammen nu da nyheder kommer frem om at i det socialistiske Bolivia er der nøjagtig det samme problem med brande, og Nej, de gør ikke noget for at udvikle landet som Bolsonaro gør. Ifølge ScienceAlert i en artikel der begynder med følgende overskrift og indledning:

Det er ikke kun Brasiliens Amazonas - Bolivias vitale skove er også i brand og ude af kontrol.

Op til 800,000 hektar  af den unikke Chiquitano skov gik op i flammer i Bolivia mellem den 18. august til den 23. augustt. Det er langt mere skov end der sædvanligvis bliver ødelagt i landet i løbet af to år. 

Her følger en nyhedstweet fra Bolivia:

Agencia Fides (ANF)

@noticiasfides

#ANF Vea la dimensión de los incendios en #Roboré, Santa Cruz. Un sobrevuelo en la zona permitió verificar que el fuego arrasa extensiones de superficie de área boscosa.

Om noget er dynamikken langt mere menneskeskabt i Bolivia end det der foregår i Brasilien. Bolivias socialistiske præsident Evo Morales har åbent opmuntret til det som er kendt, i f.eks. Venezuela, som “conuco” landbrugsdrift, hvor man siger til ludfattige landmænd, at det er helt i orden at sætte brande i gang for at få trækul der kan sælges eller for at rydde land til beplantning, nu nægter Morales at få hjælp fra udlandet til at bekæmpe brandene.

Da jeg besøgte Venezuela i 2005, så jeg masser af dette som foregik ved sletter nær junglerne og på steppeområderne, og det var ødelæggende. Tilsyneladende foregår det også i Bolivia. At tidspunktet er rigtig dårligt er en kendsgerning nu da regionen gennemgår en tørke. 

Her følger endnu en påstand der er værd at undersøge nærmere:

Will Chamberlain

@willchamberlain

 · Aug 25, 2019

Replying to @VABVOX

1) I’m not a Breitbart alum

2) I’m relying on the New York Times

3) I’m also targeting the only cop

LatinAmericanFreedom

@LatAmFr

NYTimes nævner meget belejligt at #fires blev begyndt #EvoMorales #indigenous #Altiplano loyalister der invaderede #Chiquitania #forests grænseområderne til #Brazil , han gav dem grønt lyst til at afbrænde#Amazon for at dyrke #coca &kolonisere #indigenous #Amazonia i #Bolivias østlige lavlandsområder.

Venstrefronten siger at Bolsonaro's politik for udvikling af regnskovene er det som er årsag til brandene, med det er yderst tvivlsomt om det er sandt, når man tænker over at i Californien er det præcis det modsatte der igangsætter de enorme og dyre skovbrande - plantning af for megen skov og grønne regulativer. Det som gør sig gældende er meget mere end noget menneskeforårsaget - udfordringen er vejret og hvordan man mest rigtigt tager sig af forholdene. For megen plantning af skov, som det foregår i Californien, er ligeså så slemt som “conuco” landbrug i Bolivia. I Brasilien er der nok brug for nogle politiske justeringer, men ingen grund til panik eller sanktioner.

Det er lige nøjagtig det som Europa og the U.S. Democrats skaber, ved alene at lade Brasilien få hele skylden. Brasilien står i en vanskelig situation der kræver støtte, ikke fordømmelse. Hvorfor sker dette? Nuvel fordi de hader Bolsonaro der for dem er en ‘udvidelse’ af Trump. Det er også derfor de romantiserer regnskoven. 

Nu her med Bolivia er deres trommehvirvel argument helt væk. Det som forekommer at være en langt mere desperat og mislykket situation foregår  i Bolivia, og vi ser ingen eurokyllinger der klukker om “verdens lunger” eller vil indføre sanktioner på den socialistiske ruin.

EU og det meste af G-7 har udelukkende fokus på Brasilien og sætter tommelskruerne på Bolsonaro ved at pålægge ham skylden for et meget udbredt midlertidigt vejrfænomen. Nu begynder det at ligne storpolitik og hvor ville det være velkomment om præsident Trump står frem imod alle ‘de klukkende kyllinger,’

Bolivia får deres hykleri til at stråle. 

Image credit: Twitter screen shot

https://www.americanthinker.com/blog/2019/08/brazils_bolsonaro_gets_blamed_for_the_same_fires_also_plaguing_socialist_bolivia.html

Stalin-Hitler Pagten fylder 80. Kun få kender til den

STALIN-HITLER PAGTEN fylder 80 år og uvidenheden er stor

Lloyd Billingsley

Højesteretsdommer Ruth Bader Ginsberg blev født den 15. marts 1933, og Senator  Dianne Feinstein den 20. juni samme år. En begivenhed der indtraf seks år senere er langt mere betydningsfuld end begge aktive offentlige personer, en begivenhed der dog kendes meget lidt til, om overhovedet noget.

Den 23. august 1939, underskrev Joseph Stalin fra Sovjetunionen en pagt med Adolf Hitler Naziregimet i Tyskland. “Fascismen er en smagssag,” ytrede Sovjets chef for udenrigspolitik Vyacheslav Molotov, og bekræftede at de to totalitære regimer i bund og grund var ens.

Selvom den ofte er beskrevet som en “ikke angrebspagt” var det modsatte tilfældet.

Måneden efter Pagtens indgåelse invaderede Stalin og Hitler Polen - 2, Verdenskrig var igangsat.

Som Ben Peck bemærkede  i 2009 at Marxist.com, gav Pagten Nazisterne råmaterialer der “kunne understøtte Nazi krigsmaskine i Europa. I 1940 forsynede Stalin Hitlers Tyskland med 900,000 tons mineralsk olie, hundredvis tons skrotjern, 500,000 tons jernmalm,” og andre vigtige materialer.

Sovjet diplomater “krøb servilt foran der Führer for at vise god vilje. På sin kyniske måde udviste Stalin enhver ambassadør fra USSR territorierne da deres lande blev besat af Nazi Tyskland.”

Mens Pagten var i kraft arbejdede både Nazi og Sovjets efterretningsvæsner sammen mod Vestens demokratier, og som den lvenstreorienterede Guardian minder om. sluttede Stalin-Hitler samarbejdet ikke der.

“Stalin overdrog tilbage et betragteligt antal tyske kommunister der havde søgt tilflugt i Sovjetunionen efter Nazisterne greb magten.” Disse jødiske kommunister “blev bragt direkte fra Sovjet Gulag til en tyske koncentrationslejr.”

Som Christopher Wolf bemærker, “er det ikke mange der ved, at mange jøder også flygtede fra Stalins kontrol.”

Stalin-Hitler Pagten gjorde også at mange amerikanere, jøder og andre forlod Kommunist Partiet for aldrig at vende tilbage. Den dygtige manuskriptforfatter Dalton Trumbo sluttede sig til Kommunist Partiet under Pagten og arbejdede som Stakhanov for ‘sagen.’ I 1940 da Storbritannien stod alene mod Nazi angrebet skrev Trumbo The Remarkable Andrew, hvor General Andrew Jacksons spøgelse argumenterer mod amerikansk militær hjælp til Storbritannien, fordi “det giver ingen mening at indgå en alliance med en land der allerede er opslugt.”

I juni 1941 bedrog Hitler Stalin og invaderede Sovjetunionen. Efter Japans angreb på Pearl Harbor i december gik USA med i krigen. Filmen Mission to Moscow, som nogle omdøbte til “Underkastelse til Moskva” dukkede op i 1953. Det år forsikrede den største Sovjet jødiske delegation til USA amerikanerne om at beretningerne om anti-Semitisme i USSR blot var ondsindede rygter. Samuel Ornitz, der senere sluttede sig til Trumbo i Hollywood Ten, organiserede en reception for Sovjets skuespiller/instruktør fra Solomon Mikoels og manuskriptforfatteren Itzak Feffer.

Efter krigen besatte USSR halvdelen af Europa og erklærede USA som sin hovedfjende. Stalin førte USSR tilbage til landets traditionelle anti-semitisme, forhånede jøderne som “rodløse kosmopolitter.” I 1948 fik Stalin Mikoels myrdet, hans lemlæstede lig viste det var diktatorens personlige ønske. Tre år senere krævede en kugle fra en henrettelselsespeloton Itzak Feffers liv. Mange flere jøder skulle blive dræbt om ikke Stalin døde i 1953.

Det år fik manuskriptforfatter og instruktør Robert Rossen (All the King’s Men), tidligere et usamarbejdsvilligt vidne foran House Committee on Un-American Activities, tvivl. Rossen vidnede så om kommunisterne under Nazi-Sovjet Pagten og mordene på Mikoels og Feffer. Ofrene i den seneste skuedomstol i Tjekkoslovakiet, fortalte Rossen the Committee, blev “alle hængt, efter min tolkning, fordi de var jøder og intet andet.”

I 1956 afslørede Sovjet bossen Nikita Khrushchev Josef Stalins forbrydelser, en stærk afstandtagen fra den til alle tider værste massemorder. Hvis man kun kender til  Oliver Stone and Peter Kuznik’s Untold History of the United States, der blot oplister to overgreb af Stalin, massakren af polske officerer i Kyn Skoven og at han “lod Den Røde Hær gøre stop ved bredderne af Vistula floden, mens tyskerne nedkæmpede opstanden i Warszawa” er man totalt uvidende om historiske kendsgerninger.

I Stone’s fortælling er Stalin-Hitler Pagten i 1939 “en usmagelig aftale” og efter 2. Verdenskrig havde Stalins fredelige USSR “ingen blueprint for sovjetisereing af Østeeuropa.” Det kunne lige så vel have været den uvidende påstand ved Gerald Ford “der er ingen Sovjet dominans af Østeuropa,” i hans debat med Jimmy Carter.

På lignende vis ignorerer de som kun ved lidt om, eller intet, til realiteterne ved kommunismen eller Stalin-Hitler Pagten den nuværende alliance mellem venstreorienterede og islamister, selve kernen i hadet til jøder i vor tid. Democrat-medie aksen, uvidende om Pagten og så meget andet forsmæder og kalder de amerikanerne der nægtede at stemme på Lady Hillary Clintofn for nazister og racister.

Tilfældigvis var en af Clintons mentorer Robert Treuhaft, en Stalinist fortaler, der sluttede sig til Communist Party USA efter indgåelsen af Stalin-Hitler Pagten og tjente trofast i USSR’s værktøjskasse.

POTUS 44’s (Obama) elskede Frank Marshall Davis, en yderst ihærdig Stalinist sluttede sig også til Communist Party USA efter pagtens indgåelse. Democrat-medie aksen synes ikke at være klar over disse kendsgerninger - og så meget andet.

Nu skal vi finde os i ussel tænkning, sladder og uvidenhed, men det værste er dog uvidenhed.

Lloyd Billingsley is the author of  Barack ‘em Up: A Literary Investigation and, most recently, Sexual Terrorist, about the Golden State Killer.  Lloyd’s work has appeared in City Journal, the Wall Street Journal, Washington Times, California Globe, and many other publications. Bill of Writes: Dispatches from the Political Correctness Battlefieldis a collection of his journalism. His crime books include A Shut and Open Case, about a double murder in Davis, California.

https://www.frontpagemag.com/fpm/274643/stalin-hitler-pact-turns-80-lloyd-billingsley

En psykoanalytikers observationer om Trump

Peter Olsson, MD

Under 2016 præsidentkampagnen blev jeg stum og ofte oprørt over Donald Trumps aggressive og fornærmelige verbale opførsel og politiske taktik.

Hans kommentarer om Carly Fiorinas ansigt gjorde mig vred og jeg afskyede dem. Til tider var hans ad hominem angreb på politiske modstandere direkte ynkelige. Sådan opførsel blev af kommentatorer kaldt ‘ikke en præsident værdig.’

Som psykiater og psykoanalytiker lagde jeg mærke til Trumps åbenbare narcissistiske tendenser og enorme usikkerhed over for kritik, hans impulsive angreb og modangreb. Tweets der igen skabte det sociale fænomen - hønen og ægget.

Var det Trumps Tweets der skabte de liberale og mediernes had mod Trump og deres stadig flere fake news angreb mod Trump, eller var Trump med rette blot i færd med at forsvare sig?

I det lange løb synes såvel Trump som de førende medier at nyde og få profit af denne slagudveksling. De har skabt og skrevet manuskriptet til et moderne amerikansk politisk reality TV show og verden af P.T.Barnumske proportioner. Almindelige tilknappede, fokuserede godt forberedte politikere forekommer farveløse og uden bid i sammenligning med Trump - den gennemførte bølle.

Jeg lagde også mærke til Trumps hypomaniske opførsel og personlige stil. Mine første associationer om Trump var til Teddy Roosevelt. Som en klassisk hypomaniker synes Trump ikke have behov for megen søvn og har en ustoppelig energi og gåpåmod. 

• Den mand der aldrig begår en fejl er den mand der aldrig laver noget.
• Langt bedre er det at turde gøre store ting, at vinde glorværdige triumfer, selvom fiaskoen lurer ...end at være på niveau med de stakkels sjæle der hverken nyder eller lider meget, fordi de lever i det tusmørke, hvor sejr eller nederlag knap kan skelnes.         --Theodore Roosevelt

Efter min mening er Trumps soleklare narcissisme en fremtrædende del i det komplekse net om hans bemærkelsesværdige ego, og som type. En personlighed. Et stort ego er ikke egoistisk i den almindelige forståelse af udtrykket “et stort ego”, men indikerer præcis intuition, praktisk intelligens og dømmekraft.  Stærk nok til at modstå de bitre angreb fra bitre Democrats der aldrig troede at Trump skulle blive præsident. Stærk nok til at gå i kast med “the swamp” i Washington politik, de politisk korrekte, fjendtligt sindede universitetsprofessorer, og den massive anti-Trump liberale amerikanske presse. Endog smilende, fjendtlige trojanske heste i Det Republikanske Parti som John McCain, og Mitt Romney blev målet for Trumps sarkastiske og nederdrægtige upræsidentielle Tweets.

Som Trump sagde tidligt i hans første kampagne så ved han personligt, hvor alle de politiske lig ligger begravet i Washington, og hvordan man spiller med i “swamp gamet,” hvordan der skal forhandles og aftales indgås. 

https://www.americanthinker.com/articles/2019/05/donald_trump_a_triumphant_president_a_psychoanalysts_observations_and_opinions.html#ixzz5oXUcpLTS 

Friedrich List, Kina og økonomisk nationalisme - kontra frihandel

William R. Hawkins

"Vi spørger om ikke enhver klog person ville betragte en regering for at være på gale veje der i overvejelse af goderne, og det fornuftige i en tilstand af universel og evig fred foreslog, at man nedlagde sin hær, ophuggede sine fæstningsværker?...Men, en sådan regering ville i princippet ikke handle meget anderledes end det den populære skole kræver af regeringer, når på grund af fordelene der kunne opnås ved generel frihandel, man opfordrer til at man burde gå bort fra fordelene der opnås ved beskyttelse.”

Dette citat kommer fra Friedrich List i hans bog fra 1844 The National System of Political Economy Her fremlægges den grundlæggende forskel i formodningen om, hvordan verden arbejder og som fremholdes af Frihandels fortalere og nationalister. Mens Frihandelsfortalerne, såsom den franske økonom Jean-Baptiste Say troede at “Alle nationer er i bund og grund venner,” så betragtede deres mere konservative merkantilistiske modstandere økonomi som en vital basis for national styrke i en verden, hvor international konkurrence afgjorde ikke kun skæbnen for virksomheder men for hele samfundet. 

List udfærdigede sit lærde studium da han boede i the United States. Han kom til Amerika på opfordring af

Marquis de Lafayette, der introducerede ham for Andrew Jackson, Henry Clay, James Madison og andre nationale ledere. List fandt i Alexander Hamiltons tidligere værker især the Report on Manufactures, en stribe ræsonnementer der lignede hans egne. Efter at være blevet borger rejste han tilbage til Tyskland som diplomat for sin nye land.

De klassiske liberale, den “populære skole” i Lists udtalelse, søger en verden uden grænser, hvor enhver betragtes som levende i et fællesskab. I genkomsten af denne tankegang der fulgte i kølvandet på euforien af afslutningen på Den Kolde Krig argumenterede tilhængere ofte for at Handel og Investering ikke burde være anderledes mellem the U.S. og Kina end den er mellem Ohio og Texas. Blot at høre sådan en påstand sender kuldegysninger ned af ryggen på en realist, der stadig ser en klode stærkt opsplittet.

For en “transnational” korporation betyder det ikke noget, hvor man placerer sin fabrik eller forskningslaboratorium, men det betyder noget for nationer og samfund, hvor det vigtige arbejde udføres. Arbejdspladser kan man flytte uden for landet, men arbejderne vil ikke følge dem, arbejdet vil gå til nogle ganske andre folk.  

De strategiske goder ved videnskab og industri afgør derpå magtbalancen mellem nationer.

Den britiske historiker Corelli Barnett kritiserer i sin bog The Collapse of British Power, Adam Smith fordi “han ikke kunne forudse at nationalt forsvar ville blive afhængig af ikke blot søfolk og lagre på havnene, men på de samlede industrielle og økonomiske muligheder.” Denne ‘klage’ er ikke ganske berettiget, da Smith sådan set lod en dør stå på klem for en udvidet anvendelse af merkantilistiske doktriner, som den industrielle revolution (der dengang var i sin vorden) var med til at fremme. Han skrev, “Det kan være en fordel at pålægge en byrde på udenlandsk import for at opmuntre den hjemlige industri, især når en bestemt industri er nødvendig for landets forsvar .... Det er vigtigt at kongeriget er så lidt afhængig af naboerne i fremstillingen af de ting der er nødvendig for landets forsvar.” Smith levede i en tidsalder, hvor det stadig var muligt både at være liberal og patriot. De mere radikale klassiske liberale der fulgte efter ham kan man med rette beskylde for finurlighederne ved ideologien om åbne grænser. Det var tænkere som List der gik op imod dem og gav inspiration til Amerikas fremgang selvom de fleste amerikanere aldrig har hørt om ham.

På den internationale arena er økonomi ikke et udelukkende privat område, fordi der er så store konsekvenser. I Kina er dette tydeligt med Beijings “omfattende nationale strategi.” Det årlige Military and Security Developments Involving the People’s Republic of China 2019 udgivet af Kinas Forsvarsministerium fastslår, “Kinas lederes søger at ligestille den civile og den forsvarsrelaterede teknologiske udvikling for at opnå større effektivitet, innovation og vækst. I de seneste år har Kinas ledere sat dette initiativ først, kendt som Civil Military Integration (CMI), til en national strategi der har fokus på modernisering af hardware,uddannelse, personnel, infrastruktur og logistik.”

Dette er en opfølgning af "Made in China 2025" programmet der er en udvikling af, hvordan Beijing altid har håndteret handel. Hvis udenlandske firmaer ønsker at sælge i Kina, skal de bygge i Kina. Næste skridt er så at skabe nationale rivaler der derpå vil fortrænge dem - de har tjent deres formål  - ved overførsel af teknologi og ledelsesprincipper. 

Det var således ganske ‘underholdende’ da det statsejede People's Daily den 5. juni anklagede the U.S. for at gå bort fra den ånd Adam Smith stod for ved at hævde, Markedets “usynlige hånd” holdes nu for tiden tilbage af “Washingtons hegemoniske hånd.” Der er ingen “usynlig hånd” i Kina, kun en jernnæve,.

Der var mange formodede “eksperter” der mente at Deng Xiaoping's "kapitalistiske” reformer var det samme som at Kommunist Partiet var blevet mere ‘blød’ og meget snart ville adoptere Vestens værdier.

De lukkede deres øjne da den progressive Deng beordrede Folkets Befrielses Hær til at massakrere de studerende på Tiananmen Pladsen for 30 år siden. Håb og ideologi holdt deres øjne lukkede da Beijing benyttede overskuddet fra handel til at få sat rigtig gang i landets militær og udvide sin indflydelse i verden på måder der var imod, og fjendtlige over for amerikanske interesser og allierede. I dag ønsker præsident Xi Jinping at “dele” hans “Kina Drøm” på global skala ved at fremme hans neo-Marxistiske “Tanke” kult hjemme. Som en moderne tyran kræver Xi af kommunist partiets medlemmer, at de skal læse hans udtalelser online og derpå skal de testes om de forstod hvad han sagde.

De amerikanske firmaer der har etableret sig i Kina, håbede på profit samtidig med de har hjulpet Beijing til at Stormagtsstatus og nu lobbyer de for politik, og i offentligheden mod politik der ville placere den nationale sikkerhed over deres private interesser. 

For eksempel har the Chamber of Commerce hævdet af “afgifter” på Kina “vil ramme amerikanske forbrugere og virksomheder --- herunder producenter, landmænd og teknologi -- med større omkostninger på almindelige produkter og materialer, og som et resultat vil det sløve og hæmme the United States nylige økonomiske fremgang. Afgifterne på importerede kinesiske varer er det seneste i en række af potentiel forkrøblende handelstiltag.”

Men hvis fejl er det? Skylden ligger på de virksomheder der har outsourced produktion til Kina og er blevet afhængig af forsyningskæder kontrolleret af et regime de vidste (eller i det mindste burde vide) var en rival til deres fædreland. De tog en tåbelig risiko med baggrund i åbenlys uvidenhed om Beijings sande ambitioner. Nu kommer de til at betale for fejlen og ingen burde sørge over dem.

Verden er en dynamisk arena. Når forholdene ændrer sig således også den nationale politik for at sikre at Amerika og dets folk kan forblive sikre, forudsætningen for frihed og velstand.

Og når politik ændrer sig således må virksomhederne også for at overleve og forblive troværdige over for det amerikanske folk. At handle med fjenden har aldrig været anset som en ærværdig praksis.

The world is a dynamic arena.

William R. Hawkins is a consultant specializing in international economic and national security issues. He is a former staff member on the U.S. House Foreign Affairs Committee.

https://www.americanthinker.com/articles/2019/06/friedrich_list_china_and_economic_nationalism.html#ixzz5qnwOSEQ9