fredag den 29. november 2019
mandag den 25. november 2019
Prins Andrew dømt ude - hvad med Bill Clinton?
Prins Andrew dømt ude - hvad med Bill Clinton?
Pressen går gevaldigt op i at Storbritanniens Prins Andrew helt har trukket sig fra offentligt liv med baggrund i hans ynkelige forbindelser med den pædofile Jeffrey Epstein. Prins Andrew havde armen omkring livet på et 17 årig på et foto. Han mødtes med Epstein efter denne havde fået en gevaldig advarsel og dom i Florida, og det er der også fotos af. Optegnelser fra fly log viser han rejste med Lolita Extress. Og utroligt nok hævder han at han intet kendte til hvad der foregik.
U.K.'s Daily Mail har denne uddybende rapport, naturligvis udarbejdet fra et U.K. perspektiv. Men the U.S. pressen har også været med. Her er CNN, Washington Post, Vanity Fair, CNBC, Time, Fox News...
For den amerikanske presse er det letkøbt humor når man tager i betragtning at den britiske royale familie hos os ikke er vigtig, som til gengæld i U.K. hviler på et pletfrit offentligt image der er ganske lidt kompatibelt med det at flyve rundt med Epstein, men også rejser spørgsmål hvorfor den anden berømte ven af Epstein, Bill Clinton, der adskillige gange rejste med Lolita Expressen ikke får samme paria behandling. Faktum er at pressen så at sige ikke har fremført den ækle sag, selv nu her hvor Clintons hustru (og datter) flintrer landet tynd i en slet skjult kampagne for Hillary som præsident.
Joe Biden får alle mulige spørgsmål om hans søn Hunters luskede forretningsaftaler. Men Hillary Clinton er immun - og ikke et ord er blevet sagt i medier om lurvede Bill, der stadig er i det offentlige liv som han plejer. Det kan synes som om han er ude af billedet, og alle disse benægtelser han indtil nu er kommet med er åbenbart sande .....næsten lige så sande som Prins Andrews benægtelser.
Virginia Giuffre
Der er rigtig mange flere ting der indikerer at Clinton slet ikke var uvidende, eller naiv om Epstein. Skønt han er blevet anklaget af Epsteins troværdige anklager Virginia Giuffre er Clinton gentagne gange tidligere blevet anklaget for at være et ‘seksuelt rovdyr.,’ af adskillige andre kvinder. Når en person som Clinton er sammen med Epstein er det ganske åbenbart i offentlighedens interesse, især med fru Hillarys præsidentielle ambitioner. Her for nylig gav en af Clintons anklagere Juanita Broaddrick etinterview til Australia's Sky News, hvor hun fremførte problemerne med den skrydende Democratic eks-præsident, og hendes mangel på retfærdighed. Den har hun indtil nu ikke fået.
Hvilket bringer spørgsmålet op om hvorfor Clinton ikke får samme, om nogen, opmærksomhed, og da slet ikke afstandtagen fra hans velkendt venskab med Epstein. Hvorfor ikke? Den britiske presse er interesseret i den britiske vinkel, den amerikanske presse burde på lignende vis være interesseret i den amerikanske vinkel. Men kun Prins Andrew får pressende fulde opmærksomhed. Måske det er fordi han ikke er en Democrat der skal beskyttes?
Det udstiller blot pressens troværdighedsproblem når man forsøger at beskytte en anden Democrat for ubelejlige, ubehagelige spørgsmål.
søndag den 24. november 2019
Kina: Supermagt ved et tilfælde og hjælp fra USA
Kina: Supermagt ved et tilfælde
Gordon Chang, en amerikansk ekspert om Kina, har skrevet at tre gange siden afslutningen på 2. Verdenskrig har Amerika reddet Kinas kommunister.
Lige så overraskende det kan lyde så har Chang dog en ganske sikker sag.
Det begyndte med Richard Nixon, der i 1967 skrev en skelsættende artikel i Foreign Affairs om rationalet for samarbejde og endog forsoning og argumenter for at Kina ikke burde isoleres, hvor det så ville “nære sine fantasier, opildne til had og true sine naboer.” I de senere stadier af Mao morderiske Kultur Revolution, blødte Kinas Kommunist Parti. Chang skriver: "Årevis med interne kampe og kaos - i bund og grund en borgerkrig - havde svækket Kinas ledende organisation, men Nixons besøg det år signalerede støtte til Maos vaklende regime.” Mao og hans kommunistparti blev reddet. Dette kan have været en god ‘handel’ da det var med til at splitte Kina og USSR, men det ændrer ikke det mindste ved den kendsgerning at U.S. indsatsen hjalp Kinas kommunister.
Anden redning kom fra præsident George H.W. Bush. Dette var Amerikas modsvar på nedslagtningen på Tiananmen Square (1989). "Bush sendte embedsmanden Brent Scowcroft på en ikke officiel tur til den kinesiske hovedstad i juli måned for at forsikre førende leder Deng Xiaoping, at Washington ville stå med Partiet og hjælpe det med at dæmpe den voldsomme kritik fra udlandet. Bush gjorde det så klart at sanktionerne fra Amerika ved Tianmen, som han var tvunget til at acceptere, ikke havde virkning og snart ville blive hævet.” Det var så den kamp for menneskerettigheder og demokrati.
Men for amerikanske interesser kom den mest skadelige redning af kommunist regimet i Kina ved hjælp af præsident Bill Clinton. I 1999 tillod Clinton at Kina kom med i the World Trade Organization (WTO) og åbnede døren på vid gab til U.S. markedet. Dette var i håbet om at med Vestens goodwill og generøsitet da ville Kinas kommunister udvikle sig og acceptere efterkrigstidens liberale værdier. Det var en balanceakt der gik helt galt. Men selv før dette så Nixon skriften på væggen. Før hans død i 1994 sagde den tidligere præsident der havde indledt åbningen til Kina; “”Vi kan have skabt en Frankenstein.”
De tre eksempler Chang skriver om var bevidst politik skabt af de ‘kloge mænd’ i vore udenrigstjenester. Der er endnu en sag der er værd at bemærke, hvor the U.S. hjalp Kina selvom det ikke var meningen. Det var en efterdønning af 2. Verdenskrig i Stillehavet. Før krigen var Kina let bytte for både Japan og de europæiske kolonimagter. Japan blev besejret og Stillehavet blev renset for alle andre landes flåder - kun US Navy var tilbage. Denne flåde blev så benyttet til at sikre en Pax-Americana der holdt de tidligere imperialister fra at udnytte Kina. Uden dette skjold ville kommunist Kina aldrig være blevet til.
Det var så historisk. Hvad med i dag? Økonomisk set er Kina et land der er afhængigt af andre. Man skal eksportere for at skabe jobs hjemme, hvilket er en absolut nødvendighed for social stabilitet. Handelsoverskuddet ved eksport er også det som har igangsat væksten i Røde Kinas militær. På den anden side er Kina afhængig af import for at få dækket basis behovene for energi, fødevarer, ramaterialer og avanceret teknologi.
I de nuværende handels forhandlinger beder Kina - nej nærmest tigger - U.S. om at respektere landets ret til at udvikle sig. Det lyder ganske fornuftigt, indtil man forstod hvad det betyder. At udvikle som man ønsker og Kina har brug for fortsat at stjæle U.S. teknologi og andre intellektuelle ejendomme sammen med uhindret adgang til det amerikanske marked. Uden det vil ikke kun Kinas drømme om regional dominans falme, men også landets økonomi, der allerede halter. Og stagnation er noget formand Xi frygter da det kunne føre til ukontrollabel social uro, der igen ville underminere det ikke valgt kommunist parti der hersker i Kina.
Kinas Kommunist Parti har brug for Amerika til endnu engang, den fjerde, at kautionere ved en handelsaftale. Gordon Chang skriver at det nævnes i mange kredse i Kina nu om stunder, “kun Trump kan redde Kina.” Men en handelsaftale er dubiøs for U.S. interesser i langt perspektiv. For det første har kineserne løjet og snydt med hver eneste handelsaftale de har underskrevet med Washington. De vil ikke, og kan ikke leve op til en ny. Dette er ikke for at hævde at kineserne er gennemført uærlige, men de kinesiske kommunister er. Er du overrasket?
For det andet. Kina har intention om at genoplive deres kejserlige fortid. Denne gang ønsker de ikke kun at dominere deres region, men også, hvor absurd det end lyder - hele verden. Igen fra Chang: “Mens Mao ofte talte om kommunistisk revolution der skulle feje over planet i en fjern fremtid ser Xi nostalgisk tilbage på Kinas imperiale fortid, hvor Kejseren fastholdt, at han eller hun - en kvinde sad engang på tronen- beherskede tianxia, eller "Alt under Himlen.”
Det er ikke i Amerikas interesse at være med til at hjælpe og være medskyldig i dette forehavende. En handelsaftale vil nok blive underskrevet på et tidspunkt som en fredsaftale. I det lange løb er Amerika og Kina for forskellige. En skilsmisse skal der til. The U.S. burde forberede sig på skille sig af med kommunist Kina som man gjorde med USSR. Jeg mener det vil komme til at ske.
fredag den 22. november 2019
Undskyld mit franske - hvorfra stammer det udtryk?
Undskyld mit franske - hvorfra stammer det udtryk?
I 1972, havde den nu afdøde store komiker George Carlin debut med monologen "Syv ord du aldrig må sige på TV.” De syv ord er også de som du ikke kan nævne i dette nyhedsbrev, så jeg skal ikke nævne dem. Carlins titel på monologen var ikke særlig præcis - for de syv ord blev faktisk ikke forbudt på TV - men i store træk er det korrekt. I høfligt selskab benytter man ikke disse syv ord eller en strøm af lignende i samtaler.
Men hvis man nu gør? Du vil måske gerne sige undskyld. Hvis du gør er der en god chance for at du kunne sige “pardon mit franske.” Se på grafen herunder, den viser det sprog der benyttedes i bøger fra sidste århundrede sådan cirka. (Det er fra Google's Ngram Viewer, som du kan lege med her.) Begyndende i 1970’erne og frem er “pardon mit franske” blevet mere og mere populær når man gerne vil beklage sit barske sprogbrug. (OK det er dog faldet noget til ro, men alligevel).
Men af de 7 ord - og jeg vil stadig ikke nævne dem - så er ingen af dem franske. Heller ingen at de mere harmløse bandeord som “BS.” Så hvor stammer frasen fra?
Det viser sig at det er fordi mennesker skammede sig over at blive opfattet som storsnudede.
Den første moderne brug af “pardon mit franske” - der jo faktisk betyder “undskyld mit franske” kommer fra en bog fra 1831 med titlen “Den Tolvte Nat” af Baron Karl von Milte. Trods forfatterens tyskklingende navn er den skrevet på engelsk (næsten) Undtagelsen - nuvel er ordet "embonpoint" -- et fransk ord der betyder “fedladen” eller “overvægtig.” En af personerne i bogen siger følgende:
Jamen da dog, hvor du er blevet fed! - som en bold - du vil snart være som embonpoint (undskyld mit franske) som din kære far, majoren.
Det er en besynderlig sætning, ikke sandt? Den talende siger “undskyld mit franske” men “embonpoint” er ikke et bandeord, blot et regulært gammelt fransk ord. Ydermere undskylder den talende ikke for at kalde den anden for fed. Han undskylder for at bruge et fransk ord for at udglatte fornærmelse. Lidt mærkeligt at undskylde for det - til man ser nærmere på historien bag.
Som Reader's Digest noterer, da indsatte William the Conqueror, da han indtog England et antal fransktalende normanner i ledende roller, og i generationer fremover var det meste af den engelske adel tosprogede - engelsk og fransk. Det var sproget der skilte eliten fra folket. Eliten benyttede franske vendinger i deres tale, og ‘folket’ kunne sjældent forstå de ikke engelske ord. Det gav en opdeling af samfundet.
Som Mental Floss forklarer, "Engelsk talende benyttede franske ord og fraser i samtaler - for at vise sig og deres kultur frem, at de var sofistikerede eller deres sociale klasse, eller fordi var det kun en fransk frase der har det der je ne sais quoi—og derpå undskylde for det, hvis lytteren ikke kendte ordet eller ikke talte sproget.” Således kom den talende med en tom undskyldning for at bruge et ikke høfligt sprogbrug.
Med tiden blev brugen til - “undskyld for at bruge upassende sprog,dog er jeg ikke virkelig undskyldende” og så kom det også til at gælde med bandeord. Og da det er blevet mere almindeligt at bruge fremmede fraser i hverdagsproget, er den oprindelige grund til at undskylde for at bruge franske ord blevet udvandet.
Bonus fakta: Da Carlin første gang udførte sin monolog “Syv ord,” var der intet lovgrundlag der specifikt ‘forbød’ brugen af ordene, men TV kanalerne udøvede selvcensur, og sender sjældent, om nogensinde profaniteter (det gælder vidst ikke længere).
onsdag den 20. november 2019
Slutspillet om Kashmir?
Slutspillet om Kashmir
Indiens parlament annullerede Article 370 i landets forfatning den 5.august. Dermed bragtes Jammu og Kashmir fuldt tilbage til den indiske union.
Pakistans reaktion var hurtig og man var vred. Pakistans diplomatiske bestræbelser på at skildre Indien som en aggressor i sit eget territorium har ikke fået medhold i det internationale samfund, hvilket yderligere har frustreret Pakistan. Oveni, med en økonomi der er i knæ, har Pakistans muligheder for at få opbygget støtte til sine fortællinger vedrørende Jammu og Kashmir. så sat gang i modstanden på Kashmirs gader og fremmer terrorisme der, var ved at tørre helt ud.
Pakistans reaktion var hurtig og man var vred. Pakistans diplomatiske bestræbelser på at skildre Indien som en aggressor i sit eget territorium har ikke fået medhold i det internationale samfund, hvilket yderligere har frustreret Pakistan. Oveni, med en økonomi der er i knæ, har Pakistans muligheder for at få opbygget støtte til sine fortællinger vedrørende Jammu og Kashmir. så sat gang i modstanden på Kashmirs gader og fremmer terrorisme der, var ved at tørre helt ud.
Problematikken med J & K er kompleks og forstås ikke særlig godt rundt om i verden.
Indien har oprigtigt været tilhænger af, og stræbt efter bilaterale aftaler som midlet til at opnå fred mellem de to lande, Indien og Pakistan. Den storsindethed Indien udviser efter landets overvældende militære sejr over Pakistan i decmeber 1971 - der gjorde at den uafhængige nation Bangladesh blev oprettet, og hvorunder Indien tog 93000 krigsfanger - er kun lidt kendt i det internationale samfund.
Endnu mindre kendt er at Indien sendte alle 93000 krigsfanger tilbage efter underskrivelsen af Shimla Aftalen i juli 1972. Indien kunne med lethed have udnyttet dette øjeblik til at tvinge Pakistan til at acceptere mange andre konditioner for at lette tilbagesendelsen af de tilfangetagne soldater.
Indien har oprigtigt været tilhænger af, og stræbt efter bilaterale aftaler som midlet til at opnå fred mellem de to lande, Indien og Pakistan. Den storsindethed Indien udviser efter landets overvældende militære sejr over Pakistan i decmeber 1971 - der gjorde at den uafhængige nation Bangladesh blev oprettet, og hvorunder Indien tog 93000 krigsfanger - er kun lidt kendt i det internationale samfund.
Endnu mindre kendt er at Indien sendte alle 93000 krigsfanger tilbage efter underskrivelsen af Shimla Aftalen i juli 1972. Indien kunne med lethed have udnyttet dette øjeblik til at tvinge Pakistan til at acceptere mange andre konditioner for at lette tilbagesendelsen af de tilfangetagne soldater.
En af de konditioner kunne have været bosættelser i de territoriale områder der omhandler J & K. Ifølge Shimla Aftalen accepterede Indien en forsikring fra Pakistan om at de to lande ville stræbe efter bilaterale overenskomster for at løse problematikken med J & K.
Det var underforstået at en intervention ved en tredjepart var passé og selv FN resolutionerne holdt ikke længere, skønt der ikke blev indgået nogen formelle handlinger for at ophæve resolutionerne.
Ifølge FN Skkerhedsråds Resolution Nummer 47, af 21. april 1948 skulle Pakistan sikre en tilbagetrækning fra staterne Jammu og Kashmir af stammefolk og pakistanske nationalister der ikke plejede at være bosat der. Disse var kommet dertil for at kæmpe i krigen. Man bad også Indien om at reducere sine styrkers antal til et minimum, hvorefter omstændighederne for at holde en folkeafstemning ville være til stede og skulle finde sted.
Det var underforstået at en intervention ved en tredjepart var passé og selv FN resolutionerne holdt ikke længere, skønt der ikke blev indgået nogen formelle handlinger for at ophæve resolutionerne.
Ifølge FN Skkerhedsråds Resolution Nummer 47, af 21. april 1948 skulle Pakistan sikre en tilbagetrækning fra staterne Jammu og Kashmir af stammefolk og pakistanske nationalister der ikke plejede at være bosat der. Disse var kommet dertil for at kæmpe i krigen. Man bad også Indien om at reducere sine styrkers antal til et minimum, hvorefter omstændighederne for at holde en folkeafstemning ville være til stede og skulle finde sted.
Da Pakistan ikke trak sine styrker tilbage var udgangspunktet for at udføre en folkeafstemning aldrig til stede. Pakistans forsøg på at bruge magt til at ændre status for J & K i løbet af de sidste 30 år har forseglet skæbnen for UNSC resolutionen. Indien overholder ikke længere sin del af aftalen og følger i stedet en politik med bilaterale aftaler for løsninger på alle uoverensstemmelser med Pakistan. Basis for Pakistans hævd over områderne J & K (herunder de som ikke de ikke besidder) er the Instrument of Accession (tiltrædelse) underskrevet af den tidligere hersker af den fyrstelige stat J & K den 26. oktober 1947, og Joint Resolution af 22. februar 1949 underskrevet af begge Huse i Indiens Parlament. s
Det internationale samfund er også meget lidt klar over at Indien underskrev the Indus Waters Treaty i 1960 med Pakistan, således at en retmæssig andel af vandet i Indus Floden kan flyde til det området som en vandløbsnær stat. Trods Pakistan 30 år med en proxy krig i J & K, har Indien intet gjort for at ophæve eller sløjfe den traktat/aftale. Indien kunne udmærket bruge vandet fra Indus som politisk våben, men som en større og mere ansvarsbevidst nation fortsætter Indien med at udvise storsind.
Ved begyndelsen af problemet i 1950’erne, da FN gik ind i J & K problemet, gik Indien ind på en særlig forfatningsmæssig status for J % K indtil der var en endelig løsning på den hævdede uoverensstemmelse. Under Article 370 i den indiske forfatning gav man J & K sin egen forfatning og indførte ikke adskillige indiske love. Article 35A gav myndighed til de dømmende myndigheder i J & K til at fremsætte regler og konditioner således at borgerne kunne få borgerrettigheder. I løbet af de sidste 70 år kan Articles 370 og 35A kan have hjulpet til at fastholde J & K’s demografiske sammensætning, men de har også skabt forhåbninger om secession blandt nogle folk i Kahsmirs mindre regioner.
I 1989, da Pakistans grænse mod Afghanistan blev et mindre fremherskende sikkerhedsproblem og Indiens strategiske effektivitet var på et lavpunkt, igangsatte Pakistan en proxy, skyggekrig i staten J & K. Den proxykrig fortsætter. I begyndelsen omfattede den transnationale “mujaheeden” der efter krigen mod Sovjetunionen var til rådighed. Pakistan gik over til et system med at infiltrere terrorgrupper i Pakistan som Lashkar e Taiyaba (LeT) og Jaish e Mohammed (JeM). Disse grupper er internationalt forbudt og Pakistan har intet gjort andet end at lade som om man gør noget ved deres ulovlige aktiviteter, selv under internationalt pres.
Lige for tiden står Pakistan overfor efterforskning af den internationale Financial Action Task Force (FATF) med formålet at indlede metoder til at afvikle landets finansielle støtte til transnationale terrorgrupper. Hvis Pakistan ikke er i stand til at bevise at man har gjort noget tilstrækkeligt kommer landet på FATF’s sorte liste. Dette vil gøre det yderst vanskeligt for Pakistan interne finansielle problemer. Fremtidige hjælpepakker vil være komme i spil hvis man vil undgå at være på den sorte liste.
Desværre, i stedet for at tage afstand fra voldelig ekstremistisk aktivitet og indgå i forhandlinger med Indien er Pakistan fortsat med at tro at man kan bruge separatismen i Kashmir som et politisk virkemiddel. Indien er aldrig veget tilbage fra samtaler, men forudsætningen har altid være tilbagetræking af terrorstøtten og af separatistik aktivitet hører op.
Dog tror Pakistans regering og deep state at man kan fortsætte med begge metoder til at få J & K brudt ud af Indien og lade det opsluge af Pakistan. Relevansen for ‘deep state’ omfatter ledelsen i Pakistans militær og fløje i Inter-Services Intelligence (ISI), og Inter Services Public Relations (ISPR) som er med på et vist niveau af vold og fremme af anti-indiske holdninger i J & K.
Dog bør Pakistan indse at de forfatningsmæssige forholdsregler i Indien, der hjalp med til at fremme den eksklusive status i J & K, nu er ophævet.
Krigstrusler, herunder Pakistans premierminister Imran Khans trussel om at benytte kernevåben har til hensigt at aflede opmærksomheden i det internationale samfund på farerne på dette kontinent. Det er aldeles uansvarlige udtalelser. Pakistan har dårligt råd til tale om krig med Indien, når man tager landets økonomi i betragtning, og Indiens overlegne kapacitet og den position Indien indtager i det internationale samfund.
Krigstrusler, herunder Pakistans premierminister Imran Khans trussel om at benytte kernevåben har til hensigt at aflede opmærksomheden i det internationale samfund på farerne på dette kontinent. Det er aldeles uansvarlige udtalelser. Pakistan har dårligt råd til tale om krig med Indien, når man tager landets økonomi i betragtning, og Indiens overlegne kapacitet og den position Indien indtager i det internationale samfund.
Premierminister Modis besøg i USA lige før hans tale i FN Generalforsamlingen og præsident Trump der stod med ham på scenen ved et stormøde med indiske-amerikanere i Houston burde være det passende budskab til Pakistan.
Pakistans bestræbelser på at stille Indien i et dårligt lys i forskellige fora i det internationales samfund er forfejlet. Indiens handlinger er fuldt lovlige og premierminister Modi har fået adskillige tilkendegivler om det fra vigtige nationer i verden, heraf nogle islamiske.
Pakistans bestræbelser på at stille Indien i et dårligt lys i forskellige fora i det internationales samfund er forfejlet. Indiens handlinger er fuldt lovlige og premierminister Modi har fået adskillige tilkendegivler om det fra vigtige nationer i verden, heraf nogle islamiske.
Lieutenant General Syed Ata Hasnain is a retired General of the Indian Army. His last assignment in service was as the Military Secretary of the Indian Army. In 2018, Hasnain was appointed Chancellor of Central University of Kashmir.
mandag den 18. november 2019
Slaveriet i Afrika undersøgt af muslimsk senegalesisk forsker
Slaveri i Afrika undersøgt at senegalesisk akademiker
Vesten skal stå til ansvar for slavehold af sorte! Medier fortæller vidt og bredt om denne - ikke politisk korrekte påstand, også muslimer er med i det kor.
Madame Taubira, den sorte justitisminister i Frankrig føjede endog egen personlige mening til da hun sagde: “Det er ikke nødvendigt for meget at nævne den arabisk-muslimske slavehandel for at unge arabere ikke skal føle hele vægten af de forbrydelser der er begået af araberne.”
Men nu har arbejdet af Mr Tidiane N'Diaye, en sort muslimsk antropolog og specialist i civilisationer i Afrika ganske seriøst udfordret dette dogme. For få år siden udgav han "The Veiled Genocide", en refleksion over den helt bevidste dækken over det arabisk-muslimske slaveri, fra Muhammad, til vor tid, og den bør man absolut læse.
(Den er ikke oversat til engelsk endnu. Den franske udgiver præsenterer bogen som et studium der kaster lys over en tragedie der næsten ikke er blevet bemærket. Handlen med sorte fra Afrika gennem den arabisk-muslimske verden. Denne menneskehandel omfattede 17 millioner ofre, der blev dræbt, kastreret eller holdt som slaver i mere end fjorten hundrede år uden afbrydelse. Fangerne blev tvunget til at krydse ørkenen til fods for at komme til Magrehb, Egypten eller Den Arabiske Halvø via Zanzibar med båd....Dog blev denne slavehandel nedtonet, ulig Vestens slavehandel til Amerika. Hvorfor? Fordi kun konversion til Islam gjorde det muligt at undslippe slaveriet, men ikke for sorte. Imidlertid, nu til dags er Afrika blevet muslimsk, således er der en slags religiøst broderskab mellem den “hvide” og den “sorte” side af kontinentet, og et fælles ønske om at “tilsløre” dette folkedrab. En polemisk og modig bog)
Handlen med slaver udøvet af vesterlændinge for 250 år siden har været genstand for voldsom fordømmelse ved dets overgreb på menneskets værdighed, og man holder hele tiden mindet i live. Dog er det nyttigt at vise den historisk beviste islamiske oprindelse til slavehandlen. Og lad os ikke miste fokus på at slaveri af sorte går så langt tilbage til da erobrere, i Allahs navn, kom til Afrika for tusind år siden.
Således gennemtvang den indfødte krigsherre Abdullah ben Said i 652 en aftale med Sudan om en vedholdende leverance af slaver, der kun voksede i løbet af århundrederne.
Som resultat mener Mr. N'Diaye gennem sin grundigt dokumenterede forskning at hele slavehandlen udført af araberne i Afrika (ca. 20 millioner ofre) med den aktive medvirken af lokale høvdinge har udgjort en menneskelig ‘hæmoride’ langt mere ødelæggende end den slavehandel som Vesten stod for i en begrænset tidsperiode.
Blandt så mange andre ting sætter han fokus på den kendsgerning, at arabiske-muslimer systematisk emaskulerede deres slaver for at hindre en mulig erindring om dette lukrative folkedrab der holdt ved i mere end et millennium. Antallet af efterkommere af sorte deporteret af Vesten i 250 år gennem trekantshandlen til Amerika er nu cirka 70 millioner.
Denne bog er et vigtigt bidrag i kampen med den sædvanlige benægtelse af at jihad og slaveri hænger sammen, og dette omfattende studium ved en muslimsk forsker giver den ekstra information der er brug for til at udfordre den fordømmelse der stadig udelukkende har fokus på Vestens slavehandel, der igen benyttes som argument for anti-hvid-racisme i visse kredse.
Det er ikke desto mindre interessant at huske i denne henseende, at det var Vesten der gjorde op med slaveriet i Afrika i det 19. århundrede, gennem deres tilstedeværelse og deres henvisning til humanismen fra de jødisk-kristne skrifter.
PUBLISHED BY ABBÉ ALAIN ARBEZ ON OCTOBER 20, 2019
Reproduction authorized with the following mention: © Abbé Alain René Arbez, Catholic priest, Jewish-Catholic commission of the Swiss Bishops' Conference and the Swiss Federation of Jewish Communities, for Dreuz.info.Translated with the help of www.DeepL.com/Translator
lørdag den 16. november 2019
Rigsrets kuppet mod Trump - lidt fakta
Schiff Kuppet: Lidt fakta
Disse kendsgerninger kan ikke betvivles:
1. Tidligere vicepræsident Joe Biden indrømmede og pralede på TV med at han truede med at tilbageholde en milliard dollars i amerikansk hjælp til Ukraine, dersom Ukraine ikke afskedigede den anklager der efterforskede Burisma. Det var Burisma der betalte Hunter Biden, søn af Joe Biden og med over $50,000 om måneden som bestyrelsesmedlem af Burisma. Der er noget snavs der skal frem i lyset. Joe Biden indrømmede at der er snavs.
2. The Obama-Biden administrationen gav ikke militær hjælp til Ukraine da landet havde brug for hjælp mod Ruslands aggression. Dette blev indrømmet af fungerende ambassadør til Ukraine, William Taylor, i hans vidneudsagn. Trump meddelte i december 2017, at the United States, ville sende militærhjælp til Ukraine som daværende præsident i landet Poroshenko bad om fra the USA. Obama og Biden havde nægtet at sælge for $47 millioner Javelin antitank missiles.
I maj 2018 efter at Ukraine havde afprøvet de nye Javelin missiler takkede Poroshenko Trump for støtten til Ukraine og for at have leveret Javelin antitank missile systemer.
3. Den 25. juli 2019 bad præsident Trump Ukraines præsident Zelensky om at undersøge Ukraines indblanden i 2016 valget. Der er bevis på at Ukraine hjalp Hilley i 2016 valget, og forsøgte at sabotere at Trump kunne vælges.
4. Udskrift af telefonsamtalen blev frigivet af præsident Trump. Udskriften taler for sig selv. Der er ingen omtale af forbindelse mellem amerikansk hjælp og nogen efterforskning af Biden.
5. Der var ingen efterforskning af Ukraines i 2016 valget eller nogen efterforskning af Joe Biden.
6. Ukraine modtog den amerikanske militærhjælp der er hele humlen i “rigsretssagen høringen” den 11. september 2019, seks uger efter telefonsamtalen den 25. juli mellem præsident Trump og præsident Zelensky.
7. The Democrats har nægtet at bede de såkaldte "whistleblower" vidne.
The Democrats, anført af Adam Schiff, AKA Shifty Schiff, mener at disse kendsgerninger er nok til at være “bestikkelse, forræderi, eller andre alvorlige for forbrydelser og forseelser” til at indlede en rigsretssag og fjerne præsident Trump.
Shifty Schiff indkalder som “vidner” ansatte i State Department der fremfører deres holdninger om betydningen af udskriften og deres mening om hændelserne. De er ikke enige i præsident Trumps udenrigspolitik. Vi har udskriften, og enhver, herunder Congress, kan afgøre med sig selv hvad den betyder. Den betyder så lige præcist de ord som udskriften indeholder: Ingen quid pro quo, ikke noget ulovligt.
De to første vidner, George Kent en embedsmand i State Department official, og William Taylor, fungerende ambassadør til Ukraine viser ganske klart ved deres forseelse og holdninger at de ikke støtter præsident Trump. Jeg vil gerne vædde på de stemte for Hillary Clinton. De begge er ærgerlige over at Trump er præsident og at Trump benyttede sin personlige advokat Rudy Guiliani til at undersøge korruptionen i Ukraine. Rudy efterforskede som del af sit forsvar Trump i Robert Mueller undersøgelsen.
Det ser ud til at Shifty Schiff lader disse vidner fremstå som “ekspert vidner” om hvordan Ukraine skal håndteres. I en retssag skal ekspertvidner kunne kvalificeres som eksperter på det område de skal vidne om, at bruge kun når der er brug for en ekspert for at forklare for retten og juryen noget som en lægmand har svært ved at forstå. For eksempel kræves anklager mod læger at en læge forklarer hvad den anklagede doktor gjorde forkert.
Kent og Taylor, og resten af de ansatte skal udføre udenrigspolitik udformet af præsidenten. Deres holdninger om præsident Trumps udenrigspolitik er irrelevant for om kendsgerningerne udgør “bestikkelse, forræderi eller andre alvorlige forbrydelser og forseelser.” I bedste fald kvalificerer deres holdninger dem til et job hos CNN eller MSNBC, ved siden af John Brennan og James Clapper, til at angribe Trump. Men deres vidneudsagn er ikke relevant og ikke materiale der kan knyttes til problemet om telefonsamtalen strækker sig til angår “bestikkelse, forræderi eller andre alvorlige forbrydelser og forseelser.”
Kent og Taylor er fortørnede over at præsident Trump benyttede Rudy Guiliani, han private advokat, til at efterforske Ukraines indblanding i vor politik. Efter at have set Taylor og Kent, de to første vidner indkaldt af Shifty Schiff, var det klogt af præsident Trump at bruge Rudy og ikke stole på disse to.
Men deres “bekymring” om Ukraine lyder hul. De vidste begge at Obama nægtede at give Javelin anti-tank missiler til Ukraine, da Ukraine havde brug for dem under kampene med Rusland. Alligevel er de nu “bekymrede” for Ukraines sikkerhed. De følger Shifty Schiff narrativet om at Trump tilbageholdt hjælp i cirka seks uger fra 25. juli til 11. september. De sagde begge at det at forsvare Ukraine er at forsvare USA. Hvis de og the Democrats og medierne, der pludselig har opdaget at Ukraine er livsvigtig for USA’s forsvar troede det, da burde de have indledt rigsretssag mod Obama for ikke at give Javelin missiler til Ukraine.
Opsummeret: Præsident Trump leverede the Javelin missilerne til Ukraine. Obama nægtede at gøre det. Joe Biden truede Ukraine med at landet ville miste en milliard dollars i hjælp dersom Ukraine ikke afskedigede anklageren der efterforsker Burisma. Det var Burisma der betalte Joe Bidens søn Hunter over $50,000 om måneden for et job uden arbejde, blot fordi han var vicepræsidentens søn. Men det er forkert, ifølge the Democrats og medierne, at stille spørgsmål til Biden om dette, og Trump burde fjernes fra embedet fordi de fortolker hans telefonsamtale som at bede Ukraine se nærmere på Biden.
Forbrydelsen er, at der ikke er nogen efterforskning af Joe Biden der brugte sin stilling som vicepræsident for at skaffe de $50,000 om måneden til hans søn, og få anklageren afskediget. Der er heller ingen efterforskning af Ukraine der blandede sig i 2016 valget for at hjælpe Hillary Clinton og Trump.
Præsident Trump og the Republicans gør helt ret i at bekæmpe dette luskede forsøg på et kup. Han burde ignorere “rådet” fra tidligere U.S. attorney Andrew McCarthy, der plejer at være korrekt i sin juridiske analyser, og Fox reporter Chris Wallace, der plejer at tage fejl i sine politiske analyser, fordi han er en NeverTrump. Begge foreslår at Trump bør indrømme, efter høringen den 13. november, at telefonsamtalen var upassende eller forkert og argumenterer for at rigsretssag er for alvorlig p.g.a. en telefonsamtale. Dette er at gå med på Schiffs præmis for en anklage. Det er det samme som at erklære sig skyldig så man kan få en mildere dom.
The Democrats og medierne har intet.
tirsdag den 12. november 2019
Seksuelt rovdyr versus pæderast
Seksuelt rovdyr versus pæderast
Som Jeffrey Epstein, holdt også LGBTQ helten Harvey Milk af meget unge
Lloyd Billingsley
Efter hans mystiske bortgang lykkes det stadig for den berømte/berygtede seksuelle rovdyr/pæderast Jeffrey Epstein at dominere nyhederne. Det kræver et tilbageblik på en anden herre, der også holdt af ‘de meget unge,’ men som er blevet en helt for borgerrettigheds bevægelsen med masser af flammende ros til følge.
Som NBC News fortæller, er the Harvey Milk Terminal ved San Francisco International Airport “den første i landet til at blive opkaldt efter en LGBTQ leder.” Den nye terminal til $2.4 milliard åbnede med en udstilling med titlen “Harvey Milk: Messenger of Hope,” der ærer “det første åbenlyst homoseksuelle individ der blev valgt til et offentligt embede i Californien.”
I 2016 døbte Ray Maybus, Navy Secretary for POTUS 44, (Obama) et Military Sealift Command olietankskib med navnet USNS Harvey Milk. Født i 1931 i Woodnere, New York hævdede Milk at the Navy smed ham ud for at være homoseksuel. Faktisk er det som biografiskribenten Randy Shilts bemærkede i The Mayor of Castro Street, at efter at have tjent i næsten fire år blev Milk hjemsendt med ære i 1955 som løjtnant. Milk fremstillede sig selv om et offer således at mennesker “skal vise mig medfølelse, og så stemme på mig.”
Milk arbejdede som produktionsassistent på Jesus Christ Superstar og blev inviteret til at arbejde på produktionen af Hair i San Francisco. Efter små jobs i New York og Los Angeles flyttede Milk og hans partner Scott Smith til San Francisco. Som Daniel Flynn forklarer i Cult City: Jim Jones, Harvey Milk and 10 Days That Shook San Francisco, betalte de for deres livsstil med arbejdsløshedsydelser, og Milk’s “politiske udvikling fra Goldwater konservativ til skat og forbrug liberal svarede til hans personlige udvikling fra skatteyder til skattemodtager. Milks kamerabutik var insolvent, men blev en slags mødested.
Som Flynn bemærker gik “Milks smag i mænd mod drenge,” Milk var næsten 17 år ældre end teenageren Joe Cambell, og Jack Galen var blot 16 år mod Milks 33. Tidligere Mariner Oliver “Bill” Sipple sov med mænd og “vidste af Harvey Milk sov med drenge.” I et brev til Sipple nævnte Milk at havde travlt den dag, såsom at “lave mad, kneppe Jack, tage et bad, kneppe Jack igen, lytte til musik, kneppe Jack og vaske op, kneppe Jack” og så videre.
I september of 1975, lykkedes det Sipple at standse den venstreorienterede radikale Sara Jane Moore i at myrde Præsident Gerald Ford. Efter denne heroiske indsats gik Milk i færd med at udnytte Sipple uden hans samtykke.ved at omtale ham som homoseksuel. Bill Sipple omtalte aldrig Harvey Milk som pæderast.”
Harvey Milk var også tiltrukket af Jim Jones der som Flynn minder om, “benyttede prædikestolen til at prise homoseksualitet.” Således blev Milk en af Jones mest ivrige fortalere ved at skrive, “Hvilken storhed jeg har fundet ved Jim Jones’ People’s Temple.” Jones svarede med støtte til Milks kampagner men det er der ikke en tøddel omtale i den Oscar vindende Milk, 2008 feature film med stjernen Sean Penn.
Arbejderdemocrat Dan White, tidligere politibetjent og brandmand, og byrådsmedlem stemte sammen med Milk for at støtte bøsseudfordringer. White er blevet fremstillet som en højre-fløj anti-bøsse hykler, men som Flynn forklarer er det altså “ikke sandt.” Og det var ikke sandt at White slog Milk ihjel for han var bøsse.
Flynn citerer byrådsmedlem Dianne Feinstein, der sagde, “dette har intet at gøre med nogens seksuelle orientering. Det handlede om at støtte hans position.”
Harvey Milk var således ikke et offer for anti-bøsse vold og han blev ikke smidt ud af U.S. Navy fordi han var homoseksuel. Som Flynn beklager, “myter viser sig sværere at slå ihjel end mennesker.”
Udover feature filmen var Milk emnet i den Oscar vindende dokumentar film fra 1984 The Times of Harvey Milk.
I august 2009 belønnede POTUS 44 (Obama) Harvey Milk med the Presidential Medal of Freedom. Den posthume vinder “dedikerede sit liv til at ryste grænserne og udfordre formodningerne. Som en af de første åbenlyst homoseksuelle valgt til et offentligt embede i dette land, ændrede han landskabet og muligheden for nationens bøsse samfund. Gennem sit liv, bekæmpede han diskrimination med visionært mod og overbevisning.” For at ære Milks eftermæle “vil Det Hvide Hus anerkende en gruppe af åbenlyst lesbiske, bøsser, biseksuelle og transkønnede (LGBT) stats- og lokale valgte og udnævnte embedsfolk, som ‘Harvey Milk Champions of Change.’”
I 2016, døbte Navy Secretary Mabus et skib USNS Harvey Milk. I 2019, åbnede San Francisco den 2,4 milliarder dollars dyre Harvey Milk Terminal, med udstillingen “Harvey Milk: Messenger of Hope.” Alt dette for en mand hvis grundlæggende fortælling er fup, ligesom myterne om mordet på ham i 1978. Alt dette for en pæderast der defineres som “analt samleje mellem en mand og en mindreårig.”
Som Flynn bemærker så var Milk blevet seksuelt offergjort af ældre mænd og arbejdsgivere ved the Metropolitan Opera, men fastholdt altid at sådan aktivitet var de enige om, og det derfor ikke var misbrug. De som forhåner Jeffrey Epstein rovdyrsagtige udnyttelse af teenagere mener nok noget andet. .
De kunne også spekulere på om ikke afdøde Bill Sipple, den tidligere U.S. Marine der reddede præsident Gerald Fords liv ikke ville være en langt bedre kandidat til en Presidential Medal of Freedom. På lignende vis burde alle tilgives for at mene af USNS Harvey Milk hellere skulle opkaldes efter en anden.
Lloyd Billingsley is the author of Barack ‘em Up: A Literary Investigation and, most recently, Sexual Terrorist, about the Golden State Killer. Lloyd’s work has appeared in City Journal, the Wall Street Journal, Washington Times, California Globe, and many other publications. Bill of Writes: Dispatches from the Political Correctness Battlefieldis a collection of his journalism. His crime books include A Shut and Open Case, about a double murder in Davis, California.