Kina forvandler Afrika til deres koloni
Det er ret tydeligt at Kina nu er den nye store kolonimagt. Dog næsten udelukkende via økonomisk kolonialisme, fremfor den Victorianske model. Uanset om det er Kinas virtuelle kapitalistiske opslugen af adskillige europæiske virksomheder under den Store Recession, eller den mere forfinede metode med at få indflydelse ved køb af fast ejendom eller investeringer i virksomheder i lande som Australien, Canada og måske i mindre udstrækning the USA eller landets stadig større indflydelse på Hollywoods filmbranche, så er Kina gået over til en position med dominans over hele verden. Nu her er det Kinas voksende indflydelse i Afrika der bekymrer os. Igen, ulig den tidligere europæiske udgave af kolonialisme har Kina snedigt, indtil nu benyttet økonomien som hovedredskabet, men det kan måske snart ændre sig.
I godt over et årti er Kina blevet den dominerende ikke-afrikanske spiller i mange nationer på kontinentet. Ladende som om det er godgørenhed tilbyder man hjælp i form af kreditter til virksomheder i knibe ja til hele industrigrene. Efter kort tid befinder de afrikanske modtagere sig, med denne formodede hjælp, i svære finansielle problemer. Når de først indser de ikke kan klare forpligtelserne der følger med træder den kinesiske regering til (enten direkte eller ved en eller anden regeringsejet eller regeringskontrolleret virksomhed) som ‘ridderen’ på den hvide hest’ og tilbyder at klare udfordringen ved at eftergive de eksisterende lån i bytte for den fulde kontrol over pågældende industrigren, hvor kinesere træder ind i stedet for den afrikanske virksomhed eller regering.
Med tiden begynder så udskiftningen af ledelse og man sætter egne folk ind, og i stadig større grad også andet personale - for at forbedre effektiviteten og overskuddet. Sørgeligt, om man kan lide det eller ej, så er kompetenceniveauet og arbejdsetikken hos alt for mange af disse afrikanske nationer et godt stykke under hvad deres nu kinesiske herrer præsterer.
Som nævnt bliver udfordringen med mangel på kompetencer og arbejdsetik en dominerende bekymring for den nye kinesiske koloniledelse, og det til et punkt at de bliver stærkt utilfredse med deres afrikanske ‘undersåtter.’
Dette blev konstateret i dokumentaren Empire of Dust, hvor især den kinesiske chef er så frustreret at han går ind og overtager hele ledelsen og til det slående øjeblik, hvor han bidende surt kritiserer at det koloniale Afrika ikke længere findes og sammenligner det med den status kontinentet havde under de europæiske nationer og Kinas inferiøre position i den periode.
Med de kroniske vanskeligheder der er kendetegnende for så mange afrikanske nationer i ledelsen af deres industrier der igen resulterer i konkurser og efterfølgende overtagelse af kineserne ser vi en ny økonomisk æra der vil resultere i større kontrol over ressourcerne til fordel for denne stadig mægtigere supermagt.
Dette antyder en anden fase af koloniseringebestræbelserne der kan synes endnu mere omfattende (eller endog overgå) det som skete under æraen med de europæiske nationers udnyttelse af Afrika, og det i langt større grad, idet kineserne indser de ikke kan stole på den afrikanske arbejdsmoral og arbejdsstyrke eller kompetencer, så de vil importere deres egne i ledelserne og endog som almindelige arbejder.
Dette vil uundgåeligt medføre det som tegner sig for fremtiden: Fuld kolonisering via immigration. Hvis dette er det næste stadie i Kina kolonisering og indflydelse vil det sandsynligvis forvandle Afrikas status som tilbagestående kontinent til et potentiel kraftcenter, dog et der primært gavner kontinentets kinesiske Masters.
I sidste ende vil denne koloniale transformation næsten med sikkerhed have positive økonomiske afledninger for de oprindelige folk i de berørte afrikanske nationer som en hjælp (blot ved en mere ‘tvungen’ politik) og forbedring af deres arbejdsetik og den sociale orden. Inkluderet i dette er en interessant ‘fra at være koloniseret til at være kolonimagt’ påvirkning af den kristne tro. Skønt Kristendommen er i øgning i betragtelig grad i Kina, er det langt mere sandsynligt, at de kinesiske kolonisatorer ikke vil være kristne, hvorimod Kristendommen er mere fremherskende i mange af de selvsamme afrikanske lande, der måske kan opleve at se mange af kolonisatorerne konvertere (men også mange af den lokale befolkning der er blevet forfulgt på grund af deres tro, en position som Islam måske også vil opleve i større grad).
Den helt store ironi ved al denne koloniseringsaktivitet er, hvis noget at det nævnte var blevet gjort (og meget af det skete i tidligere kolonimagttider) af mennesker af europæisk herkomst ville der allerede i store kredse være forhånelse ved en kakofoni af vrede over dødssynder mod menneskeheden, et tegn på racistisk hykleri og undertrykkelse. I stedet så forvent dyb tavshed fra den liberale intelligentsia, de førende medier og de fleste medlemmer af den så opblæste Progressive pøbel, da sådan foragtelig opførsel i de venstreorienteredes opfattelse ikke er så problematisk når blot den udføres af formodede marxister der ikke er hvide.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar