Den virus der hedder Videnskab

En virus ved navn Videnskab

Anthony J. DeBlasi

Fra korrespondance jeg havde med John Silber i 1989.

Opfattelsen at videnskab er en “objektiv og verificerbar” tilgang til viden, fri for partiskhed, og frigjort fra filosofi er fejlagtigt. At videnskabsforskere har et fast greb om den fysiske verden kan ikke diskuteres. Men hvad er det er de har greb om forbliver ukendt, når man tager i betragtning, at det er nødvendigr at reducere alt til kvantificerbare data der skal passe på den givne referenceramme.

At skræddersy data så de passer til et givent mål er en noget ‘fræk’ måde at give ikke videnskabelige agendas en falsk “autenticitet.” Således gik det til at evolutions teorien blev til fakta, hvordan miljøaktivismen blev til “krav om klimaforandring,” hvordan teologi blev et værktøj for politikere ....listen over misbrug af videnskab, med det formål at opnå fordele og kontrol er alenlang. 

Det er ikke sådan at videnskab skal placeres i skammekrogen, men at videnskab ikke skal ophøjes til noget guddommeligt eller velsignes med en autoritet den ikke kan holde til, en for almindelig tro blandt teknokrater og akademikere nu om stunder.

Videnskabelig aktivitet der forbedrer menneskets forhold vil altid blive hilst velkommen, og må med den forudsætning gerne anses som “autoritær.” Men videnskabelig aktivitet der er med til at ‘fodre’ viljen til at ville dominere os alle er en korruption af videnskabens rolle, og det skal siges kraftigt - Det er uærligt spil.

Misbrug af videnskab til ikke videnskabelige resultater er den hurtige definition på scientismen. The Merriam-Webster giver definitionen på scientism: “en overdreven tillid til effektiviteten af metoder i naturvidenskab anvendt på alle forskningsfelter (som i filosofi, de sociale videnskaber og i menneskelige forhold).”

(Synopsis kommentar herunder. Her følger så hvad en artikel på Wikipedia på dansk nævner:

---- Begrebet scientisme dækker over en stærk tro på naturvidenskaben eller på bestemte videnskabelige forklaringer, eventuelt ud over disse forklaringers bæreevne.

Ligesom andre trosretninger kan scientisme række fra passioneret idealisme til fastfrossen dogmatik, der ikke tåler forandring og afviser al ny erkendelse. Dette kan komme til udtryk som et karaktertræk hos den enkelte person, eller være indbygget i en kultur via de bøger, der bruges i undervisningssystemet.

Scientisme kan opstå som modtræk til religion eller overtro, eller som modtræk til radikalt nye former for videnskab (se også paradigmeskift). På grund af scientisme tog det mange år at anerkende, at lyset har en hastighed, og at masse er energi.-----

Vi skal lade videnskab være videnskab - en metode til at indhøste kundskab, viden til gavn for menneskets krop og sind. Det operative ord “mennesket, eller human, i denne kontekst skal overbevise ledere og herskere der benytter “videnskab” om at være Herrer over folket.

At videnskab skal være et vidensværktøj er en floskel der gik tabt under Oplysningstiden, og er ved at blive et værktøj for magten. Medmindre vi bliver bortført som Troldmandens Lærling, skal det forstås at ægte intelligent handling frem mod menneskelige fremskridt er med grundlag i - hvad det betyder at være menneske - hvilket ikke er inden for videnskabs område.

 

Skønt kun få indser det er videnskabsforskere blevet de kollektive Heksedoktorer i nutidens samfund. De har ‘fortryllet’ offentligheden med en blændende præsentation af forbløffende bedrifter der indikerer en ubegrænset magt til at ‘spille’ med verden og ændre vore liv. Dette tager ikke hensyn til eller overser helt og aldeles den kendsgerning at verden også er blevet grundigt ændret ved ikke videnskabsforskere som Confucius, Platon, Kristus, Michelangelo, Gandhi, Hitler, Marx, og masser af andre.

Det er ikke let for en stolt art, som vor, at indrømme, og da slet ikke acceptere, den kendsgerning at verden inklusive Homo sapiens, ikke kan forklares til fulde i fuldkommen logiske sætninger. At putte hele verden ind i en enkelt ‘kasse’ kan give give logiske modeller, endog brugbare. Men en tvungen projektion af verden, den ægte verden? Vigtigere må være en verden der egner sig til at mennesket er her?

I min barndom udforskede jeg the American Museum of Natural History. Jeg var som fortryllet af en lille figur i elfenben i the Drummond Collection, en abe der holder en unge af sin egen art i den ene hånd, og stirrer på den gennem en lup i den anden hånd. Det slog mig straks at den morsomhed var beregnet på os. Jeg så det som en metafor for sindet der sonderer over undere, der ikke kan begribes af virkeligheden. 

 

Det sind der begynder sin tilgang til virkeligheden ved at formode at kun videnskab gælder har samtidig sat en forhindring op for sig selv. Et verdensbillede der kun består af, hvad videnskaben kan se har frataget evnen til at tænke selv, og det selvom videnskabens værktøjer bliver bedre og mere forfinede. Det er ikke således at videnskaben løfter mere og mere af sløret for kendsgerninger om universet, men at videnskaben konstant laver om på, genskaber det man undersøger, forsker i, så det passer på den forståelse der lige for tiden er herskende, og hvordan man lige for tiden forsker. Den metode til at lære om verden er ekstrem nyttig - det kan ikke betvivles. Men at det skulle være den eneste eller den bedste måde ignorerer det storslåede ved menneskelig erfaring.

Tro på at videnskab er problemknuseren for alt og værktøjet for alt det bedste er netop et karaktertræk ved scientismen der er uforenelig med ægte videnskab. Afdøde John Silber, tidligere præsident for Boston University, advarede: “Videnskabelige programmer der effektivt og kraftfuldt i forståelsen og kontrollen over i store træk isolerede data på felter som fysik, er blevet anvendt lemfældigt, i forenklet form og med katastrofale følger for menneskeheden og de sociale videnskaber. Disciplin efter disciplin har underkastet sig dogmet at kun det ‘målbare’ er sandt.” [i]

Der er spørgsmål der bare skal stilles. Kender offentligheden til at verdens ægte natur, sammensætning, af videnskabsforskere er blevet anset  for meningsløs i over hundred år? Ved offentligheden at forestillingen om at videnskab kan være “afgjort” er det rene nonsens? Ved vi at den holdning at videnskab er - “det afgørende ord i alt” er uvidenskabelig?

Det er denne overdreven tillid til effektiviteten i den videnskabelige metodologi der tilskynder samfunds forandrere til at komme med programmer for en urealistisk fremtid for Jorden beboere. Er de virkelig så KLOGE? - eller er de helt ved siden af og aner det ikke selv?

Søgen efter ægte kundskab er ikke forenelig med scientismen, denne fører til dannelsen af kults der lader som om de er “videnskab.” Når skepsis, undren og forskning, - værdierne i ægte videnskab - giver efter for politisk pres da ophører videnskab med at tjene menneskeheden.

https://www.americanthinker.com/articles/2020/05/the_scientism_virus.html#ixzz6MUYiFM9G