Nu skal der gås i rette med Kina og de medvirkende fra Vesten
Wuhan virus har gjort en ende på det spil Kina har spillet i de sidste tre årtier for at rejse sig fra Marxistisk fattigdom til at blive verdens største producent, af ja - hvad som helst.
Nu indser alle avancerede økonomier og såmænd også mange af de mindre udviklede lande at Kina ikke er en troværdig partner. Donald Trump er vel nok den første verdensleder der har afsløret kineserne, men han har nu masser af selskab:
Nu indser alle avancerede økonomier og såmænd også mange af de mindre udviklede lande at Kina ikke er en troværdig partner. Donald Trump er vel nok den første verdensleder der har afsløret kineserne, men han har nu masser af selskab:
Med en række topmøder - kulminerende med et besøg i Tyskland i efteråret af præsident Xi Jinping, skulle dette være året med Europa-Kina diplomati. I stedet er europæerne blevet advaret om en farlig og ødelæggende kløft.
Diplomater taler om stadig større fortørnelse over Kinas opførsel under coronavirus pandemien herunder påstande om oppustede priser hos leverandører i Kina af medicinsk udstyr og en lukken øjnene for, hvordan deres handlinger opfattes. Beijings håndtering af krisen har eroderet tilliden, da man havde chancen for at vise globalt lederskab.
"I løbet af disse måneder har Kina tabt Europa,” sagde Reinhard Buetikofer, en politiker fra Tysklands Grønne Parti, der er formand for Europaparlamentets delegation for relationer med Kina. Han nævnte bekymringer over Kinas “håndtering af sandheden” i de første stadier af virus til en “ekstrem aggressiv” holdning hos Udenrigsministeriet i Beijing med “hårdkogt-propaganda” der cementerer og hylder Kommunistpartiets kontrol over demokrati.
Kinas ledere benyttede taktikker de har lært på den hårde måde for mere end tre årtier siden, da man gik bort fra den årtusind lange status som “kongedømmet i midten,” dog uden sammenligning mere magtfuld end nogen andre rivaler, og til et hjælpeløst offer for mere mægtige udenlandske magter, der var i stand til at påtvinge deres vilje og udvinde enorm velstand af landet.
Faktisk er alle kinesere ‘marineret’ med historien om landets nedtur og fattiggørelse ved Vesten. De to Opiums Krige førte til at Kina blev åbnet for en uhæmmet handel, herunder masseimport af opium, der allerede havde fundet et marked i landet. Storbritannien var meget belejligt i stand til at producere opium i sin indiske koloni, og sælge det til kineserne der søgte at undslippe deres elendighed.
Faktisk er alle kinesere ‘marineret’ med historien om landets nedtur og fattiggørelse ved Vesten. De to Opiums Krige førte til at Kina blev åbnet for en uhæmmet handel, herunder masseimport af opium, der allerede havde fundet et marked i landet. Storbritannien var meget belejligt i stand til at producere opium i sin indiske koloni, og sælge det til kineserne der søgte at undslippe deres elendighed.
En af ‘nøglerne til Vestens dominans over Kina var skabelsen af, og væksten hos, en klasse af kinesiske købmænd der arbejdede med udlændinge, tjente enorme formuer samtidig med at deres nation faldt dybere ned i fattigdom og undertrykkelse. De blev kaldt "compradors" ("Mǎibàn" på kinesisk) — et oprindeligt portugisisk udtryk der betyder ‘Køberne” - og i kinesisk kultur afskyes de som forrædere der solgte deres eget land.
Nogle blev så velstående at de endog hjalp med til at finansiere jernbanebyggeri i the United States. Jeg husker stadig, hvordan John K. Fairbank for et halvt århundrede siden belærte os om Chicago, Burlington & Quincy Railroad ("The Burlington Route"), et system jeg rejste rigtig meget på som barn, delvist blev bygget med kapital der kom fra en stor Comprador i Canton (Guangzhou i dagens Kina).
Det burde derfor ikke komme som en overraskelse, at da Kina planlagde at ville være stor ved at gå tilbage til handel med verden og medlemskab af the World Trade Organization, var man særdeles opmærksom på at ‘kultivere’ ‘Compradors’ i Vesten. Man er lykkedes så godt med denne opgave, at det krævede en pandemisk sundhedskatastrofe før man begyndte at stille spørgsmål ved det gavnlige, det lovlige ved disse moderne Compradors.
Lee Smith har gjort os alle en tjeneste ved at dokumentere ‘kultiveringen’ af Kinas mest værdifulde Compradors i the USA, Senator Dianne Feinstein og hendes mand. Et uddrag fra en artikel der bare skal læses af Smith skrevet for Tablet Magazine:
Ingen repræsenterer ægteskabet med amerikansk politik og Kina og forretninger med Folkerepublikken bedre end Feinstein. Hendes promotion af handel med Kina for at fremme hendes vælgeres interesse er blevet til undskyldninger for Kinas Kommunistparti, samtidig med det hjalp hende politisk, og forøgede hendes mands portfolio. I oktober i, USA Today kom Feinstein på listen som det sjetterigeste medlem af Congress med et nettoværdi på $58.5 millioner — Hendes mand Richard Blum, er mindst 1 milliard dollars værd.
Da Feinstein første gang blev valgt til Congress i 1992 gik Bluhms interesser i Kina op til ikke mindre end $500,000. Hun blev udnævnt til the Senate Foreign Relations Committee i 1995 og i 1997, ifølge the Los Angeles Times, "Var Bluhms interesser vokset til mellem $500,001 og $1 million."
I 1994, indgik Blum's, Blum Capital, en joint venture aftale for at skaffe midler til Newbridge Capital, der specialiserer sig i vækst markeder, herunder i Asien. Bluhm sagde i 1997, at mindre end 2% af de næsten $1.5 milliarder som hans firma stod for var beregnet til Kina. Han ejede for $300 millioner aktier i Northwest Airlines da det stod for den eneste nonstop service fra the United States til byer i Kina. I 2002, forhandlede Newbridge sig til at opnå 20% af Shenzhen Development Bank. Efter nogle barske perioder betalte den $145 millioner for en 18% andel blot to år senere, hvilket var første gang en kinesisk bank kom under kontrol af en udenlandsk enhed.
Feinstein siger at Blum's forretning i Kina ikke har haft nogen påvirkning på hendes udenrigspolitik eller handelsrelationer med landet. "Vi har bygget en firewall," sagde hun om hendes forhold til sin mand. "Den firewall tjent os godt.”
Optegnelser viser dog at ægteskabet mellem Blums forretning og Feinsteins politiske karrierer er endog meget tæt. Journalister fra Feinsteins hjemstats to største medier markeder, Los Angeles og San Francisco, har skrevet udførligt om det forhold og ofte været skeptiske i 1990- og tidligt 2000-erne. Den kendsgerning at relationen, der burde have været kommet under seriøs efterforskning, sjældent er blevet skildret andet end som noget godt —the New Yorker kunne helt utroligt rapportere i 2015 at Kinas tidligere præsident Jiang Zemin havde været gæst til Thanksgiving i Blum-Feinstein hjemme i San Francisco - og således åbenbares omfanget af, hvordan den amerikanske elite har gødet grundlaget for den ikke beviste teori om at forretning med Kommunist Partiet i Kina var godt for Amerika.
Feinstein er kun en blandt mange:
Ideen om at der var noget nedarvet dydigt ved at hjælpe kinesiske virksomheder til at tjene penge på bekostning af amerikanske rivaler blev så fremherskende i Washington, at man knap løftede et øjenbryn da tidligere Democratic vicepræsident kandidat Joe Lieberman, hvis politiske mærke var hans formodede retskaffenhed, sluttede sig til tidligere kollega i Senate, Norm Coleman, en Republican, for at lobby for ZTE, et kinesisk telecom selskab med rapporterede bånd til Kinas efterretningstjenester og militæret.
Kina har også benyttet sig af den barske metode med at bruge gæld som en løftestang til indflydelse i hjælpeløse lande. Det er strategien bag landets billiondollar store Belt and Road initiativ. Den fortælling må vente til en anden god gang.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar