Begyndelsen til enden for hvide i Sydafrika
Katie Hopkins
“Det har været en barsk måned” siger Jess.
Ordene kommer fra en høj, muskuløs kæmpe af en mand med flere ar og skrammer end de fleste, og så må tingene godt nok se dystre ud i Sydafrika.
Og det er værre end nogen af os forestiller os. 84 angreb på farmere siden nedlukningen begyndte. 12 hvide farmere slagtet på deres jord. Billeder efter et af angrebene cirkulerer på Telegram og sendt til mig - alt for voldsomt, brutalt til at skulle deles. Kun uhyrer kunne gøre det mod de ældre i deres eget hjem.
Mange af os fejrede 4. juli. Der var tre mord den weekend, et af dem så ubegribeligt råt, at selv de som er hærdet af nyhederne om tortur af farmere ved de sorte bander måtte knytte hænderne så hårdt at knoerne bliver hvide.
Når ‘massive’ mænd som Jess har det sådan, så skal vi altså stoppe op og lytte. Typer som han var den første jeg ville løbe hen til, hvis jeg havde brug for beskyttelse, stærk, udholdende, svær at ryste. Disse stærke sydafrikanere er del af landet, de har landet i deres blod ligesom solskinnet, og vandet der får træer og afgrøder til at vokse på deres jord.
Når jeg hører disse frygtelige nyheder får jeg et ønske om at gribe min rejsetaske - sidde klar med mit pas og opladere - tage støvlerne på og rejse. Jeg er nærmest desperat efter at komme tilbage til deres land, træde ind i kampen og hjælpe de myrdede så de får en stemme. Nu deler jeg så deres billeder med dig i et fortvivlet forsøg på at gengive dem som individer, i stedet for lig i bunker.
Dette er Wynand Breedt. Han var en meget elsket Afrikaans sanger.
Han faldt i baghold og blev skudt uden for sin farm fredag. Intet blev stjålet, intet motiv for angrebet udover hans hudfarve. Han blev 46.
Denne smilende gentleman er Julian Stobbs. Han var brite, en Royal Navy mand og veteran fra Falklandskrigen. En bande sorte plyndrede hans hjem mens han sov sammen med sin partner den 3. juli. De stjal alt i huset og flygtede, kun for at vende tilbage for at skyde ham. Julian blev 59.
I Kwa-Zuklu Natal, blev Zakiyya Ahmedjan Ismail brutalt myrdet i sit hjem. Hun var gravid i fjerde måned og mor til to. Tre bevæbnede mænd brød ind gennem køkkendøren og krævede penge. Faren forsøgte at beskytte sin familie, men blev slået i gulvet. De kvalte hans datter på 8 år, og sparkede den 4 årige. Angriberne trak den gravide mor ind i badeværelse og skar halsen over på hende. Hun blev 26 år.
Hadet til “andre” i Sydafrika betyder at også indiske familier er et mål.
Ian Cameron er chef for Afriforum’s Community Safety team, konstant på færde i sit køretøj, hans fysiske tilstedeværelse giver ro, mellem de som søger volden og de hvide farmere der bare forsvarer deres land og ejendom. Vi tilbragte tid sammen da jeg var i Sydafrika for at lave min dokumentar Plaasmoorde, the Killing Fields.
Han er endnu en af de stærke mænd der i årevis har bevæget sig i blod til anklerne fra dette slagteri, men han kan fornemme en forandring undervejs - en følelse af at tingene får langt mere fart på, og udslettelsen er hurtigere end tidligere. Ian sendte mig hans tweet i håbet om jeg kunne dele information, i den rene desperation over at i sandhed fornemme at ingen lytter, ingen ser hvad der sker med de hvide i Sydafrika, nu nede på 4% af befolkningen og nær udslettelse. Det er næsten helt ubegribeligt at ingen synes at bekymre sig.
Selv føjelige medier er blevet tvunget til at komme med offentlige udtalelser om slagteriet. Chris Pappas, landbrugstalsmand for Democratic Alliance i KZN, kunne ikke ignorere mordets brutalitet af den gravide mor, og siger han bønfalder Cyril Ramaphosa om at “bryde hans tavshed” om mord på landet, og få dem klassificeret som “hadforbrydelser.”
“Vi er chokerede og føler voldsom afsky over mordet i Weenen, KZN - især grundet tabet af et ufødt barn. Der er nu to grundlæggende ting sydafrikanerne kan tage stilling til: Hvorfor er præsidenten tavs om disse hændelser? Og hvorfor bliver mord på landet ikke klassificeret som hadforbrydelser?”
Selvfølgelig er det blot tomme ord.
Politikerne kender allerede svaret på præsidentens tavshed. At indføre Land Expropriation loven uden kompensation har været ANCs plan. Cyril Ramoposa har skabt en kultur, hvor alt er tilladt, lovligt når det gælder overgreb, angreb, på hvide. Det brutale hold— the Economic Freedom Fighters — findes der som hyæner der gnaver løs på de hvides ankler, sultne efter endnu mere kød. Deres pøbel iført røde baretter der skriger "Kill the Boer, kill the whites" er et kampråb for deres støtter for hvem drab på hvide er en godkendt og ganske profitabel sport.
Apartheid forsvandt aldrig. Den har blot ændret farve.
Det store spørgsmål jeg ser bliver spurgt af mennesker som dig er, “Hvorfor bliver de hvide farmere dog der? Hvorfor rejser de ikke bare?” Og det var også mit spørgsmål før jeg besøgte disse farme, og sad med mændene og kvinderne og så ud over deres jord.
Svaret på spørgsmålet er lige foran dig. Svaret ER jorden.
Mange så deres bedsteforældre forvandle det barske vildnis til frugtbar agerjord, hvor de de med dygtighed fik bananer, macadamiaer og avocadoer til at gro. Selv på de landbrug hvor der virkelig knokles arbejder mange hvide farmere sammen med de samme familier af sorte arbejdere som deres bedsteforældre ansatte for to generationer tidligere.
Jorden er det eneste de har. Mange er meget, meget fattige, ingen opsparing, ingen værdier som de ville kunne begynde et nyt liv med. Alt de ejer og tjener er lige foran dem, dybt nede i mulden som de skulle forlade sammen med deres hjerteblod.
Og hvor skulle de drage hen? De voksende slumkvarterer er fyldt med skadedyr og fluer - ikke kun reserveret fattige sorte; 30000 hvide lever i disse desperate steder uden vand, elektricitet eller håb.
Australien havde debatter om at give dem amnesti indtil de liberale erklærede det forslag racistisk. Resten af verden afviser disse mord som en yderste højrefløjs konspiration eller myte.
Uden midler til at rejse, eller et sted at drage hen, hvad skal de så gøre? Mange forbereder sig på slutkampen, og taler med beslutsomhed om “sidste skanse.” De fleste sover med et ladt våben under puden, kæmpe til døden om det gælder. De vil ikke dø uden at have kæmpet.
Det er grunden til religion er så stærk her, hvorfor kors stadig kan ses på bygninger og bakker, fordi når der ikke er andet der giver mening, og åbenbart ingen der er villig til at forsvare de hvide sydafrikanere - så er Gud tilbage....Gud og jorden.
Jeg sad med et offer for et angreb på en farmer, Bernard på hans veranda, vi så ud over jorden og han nægter at rejse. Han siger:
“Jeg vil dø med mine støvler på af kærlighed til mit land. Jeg stoler på Gud.”
Det er ikke nederlag der får dem til at tale således, men den skinbarlige modstandsvilje. De vil være udholdende til det sidste. Det de beklager er den hastighed, hvormed enden nærmer sig. * * *
Ingen kommentarer:
Send en kommentar