Hvad amerikanerne kan lære af De Klerks store svigt af Sydafrika
I det som burde være en lektion for amerikanerne i dag, husk at for 30 år siden den 2. februar 1990, satte F. W. de Klerk, Sydafrikas sidste hvide præsident tommelskruerne på sine vælgere, han forrådte den tillid vi havde vist ham.
Jeg siger “vi” fordi før han blev præsident i 1989 var De Klerk min repræsentant i Vereeniging Region of Southern Transvaal, hvor jeg boede (Vor familie flyttede efterfølgende til Cape Town.)
En konstellation af omstændigheder havde gjort, at De Klerk kunne springe frem til en stilling som en stor magtfaktor. Et alvorligt slagtilfælde tvang “The Crocodile,” Præsident P. W. Botha, fra magten i 1989. Intet i hans efterfølgers tidligere handlinger og baggrund indikerede den revolutionære politik han ville gå efter.
Som svar på et folkeafstemning i 1992, hvor man spurgte de hvide vælgere om de gik ind for De Klerks foreslåede reformer og blev besvaret med et rungende “Ja.” 86% svarede sagde “Ja” til de foreslåede reformer fra en mand der solgte sine vælgere for chancen for at brillere på verdensscenen med Nelson Mandela.
For det var for at overgive, overdrage Sydafrika til the African National Congress at De Klerk delte Nobel Fredsprisen med Mandela.
Hvorfor fik De Klerk lov til at forhandle på vegne af en sårbar racemæssig minoritet? Af den gode grund: Han havde gjort sine synspunkter krystalklare for vælgerne. “Forhandlinger ville kun dreje sig om deling af magten,” lovede han.
På tidspunktet for folkeafstemningen stolede i store træk vælgerne på De Klerk, der især havde fordømt barsk flertalsstyre. Sådanne valg, i Afrika, havde traditionelt været “en mand, en stemme, een gang.” Typisk har sådanne valg over hele Afrika fulgt et velkendt mønster. Radikale sorte nationalistiske bevægelser tager magten overalt, så ikke flere valg. Eller hvis valg finder sted er de fup.
Som med så meget andet var De Klerks trofaste vælgere enige om hans ophævelse af forbuddet af det kommunistsympatiserende ANC. At løslade Nelson Mandela fra hans fængsel blev også betragtet som noget der burde være sket for lang tid siden, ligesom at anerkende Namibias selvstændighed, og sige fra overfor kernevåben. Botha, før De Klerk, havde i store træk allerede ophævet de fleste af de afskyelige aspekter ved apartheid.
Hvad De Klerks vælgere ikke var forberedt på var gennem loven at skulle træde ind i en stilling med politisk underkastelse. Præsident De Klerk, manden der havde fået betroet at stå op for livsvigtige strukturelle friheder gik i følgeskab med de store centralister. Han bøjede sig for ANCs krav, ofrede alle kontrolmekanismer og modvægte der kunne beskytte Sydafrikas boere, briter og Zulu minoriteter.
På det tidspunkt “Ja” vælgeren skimtede den kendsgerning at De Klerk ikke havde til hensigt at holde fast i denne opposition da det virkelig gjaldt var det for sent.
Således med De Klerks kollaboration, og under vingerne af den amerikanske ørn - især forhandlerne fra U.S. Herman Cohen, som viceminister for Afrika - blev Afrikaner, Anglo og Zulu minoriteterne beordret til som minoriteter ikke at nedlægge veto, se bort fra meningsfyldt deling af magten, og kontroller af magten i form af lovgivning i andetkammeret. Betragtelig overdragelse af myndighed til regioner i Sydafrika blev også nægtet
Dog, forunderligt nok ærer en ny generation af sydafrikanere, Afrikaaner og engelske F. W. de Klerk, og krediterer endog den tidligere sydafrikanske præsident for at være en “reformist” der førte “landet ud af det politiske dødvande man havde bragt sig i.”
“I dag,” erklærer De Klerk beundreren Pieter du Toit: “Sydafrika er et demokrati, med rettighedsbaserede garantier.” Skribenten, redaktør for et større internet news site, mener det ganske seriøst når han fremhæver Sydafrika som et land der giver sine borgere “rettighedsbaserede garantier.” Af denne grund, burde Du Toit ikke tages seriøst.
Universal valgret skal ikke forveksles med frihed. Som irakerne erfarede efter deres “befrielse” så er blodplettede fingre ikke vaccine mod andet blod eller endog floder af blod.
Som det demokratiske Sydafrika til overmål demonstrerer, så er politiske rettigheder og en papir forfatning ikke noget der sikrer den naturlige ret til liv, frihed ejendom og stræben efter lykke.
Et civiliseret samfund er i sidste instans et, hvor individet uhindret og ugeneret kan passe sig selv. Hvis han ikke kan gøre dette simple, hvilken værdi har en stemme eller en forfatning da?
Sikre sociale strukturer der sikrer liv og ejendom kan altid forbedres. Men når først disse bolværker mod pøbelvælde og kaos falder fra hinanden, som det sker i Sydafrika bliver de sjældent genindført.
Så langt den værste og mest forstyrrende paragraf i Du Toits ode til De Klerk er hans historiske retfærdiggørelse for at De Klerk’s gav ‘butikken’ til ANC.
“Da Berlinmuren faldt i 1989,” skriver Du Toit, “sammen med en række regeringer i Østblokken, vidste De Klerk det var et spørgsmål om tid for Sovjetunionen faldt, og dermed ANC’s største støtte. De Klerk anerkendte at det var på tide at komme videre.”
Om jeg begriber logikken ved at overgive sig uden at have lidt nederlag.
ANC’s største støtte, USSR, var på nippet til et kollaps. Derfor, er forfatterens logik at det på tide tide at overdrage Sydafrika til Sovjetunionens satellit ANC en gang værre nonsens.
På det tidspunkt gav De Klerk kraftigt opfordret dertil af amerikanske forhandlere butikken videre til en flok ANC ‘helte’ et kludetæppe af kommunister i eksil, spredt over hele Afrika og Europa, hvis største beundrere var deres svenske groupier.
Som kontrast var der en som havde ægte magt, Constand Viljoen, en militærhelt og tidligere chef for South African Defense Force. General Viljoen repræsenterede hardliner Afrikaaners og sikkerhedsstyrkerne. Viljoen mente, helt korrekt, at De Klerk havde indskrænket hans ansvarsområder op til valget. Han havde planer om at føre an i en koalition der ville have afsat den egenrådige De Klerk, og forhandlet om en Afrikaner etnisk stat.
Ditto med Mangosuthu Buthelezi, øverste minister for the KwaZulu homeland og leder af Zulu folket og deres Inkatha Freedom Party (IFP). Han indsats for selvbestemmelse var blevet nægtet.
.
Buthelezi havde fået helt og aldeles nok, at være sat ud på et sidespor.. Han og hans Zulu impis (krigere) var lige så opsat som Viljoen for at slås for deres retmæssige hjørne af det afrikanske paradis.
På grund af hans synspunkter om decentraliseret suverænitet i Zululand, blev Zulu kongen og hans følgere (tæt på 20% af Sydafrikas befolkning) fordømt som reaktionære af Vesten, De Klerk var nu den store vinder.
Ak og Ve, den afrikanske gentleman Buthelezi og Afrikaner generalen Viljoen var ingen match for de snu kommunister i ANC og deres svigefulde samarbejdspartner F. W. de Klerk.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar