Polen og kommunisternes første nederlag
Kommunismen havde fremgang i en tid med pandemi og krig. I 1918 fik V.I. Lenins Bolsjevik Parti kontrol over Rusland midt i en verden lammet af slagterierne i en verdenskrig og spredningen af en influenza der ikke lod sig stoppe. Med løfter om et utopia med lighed, viste det kommunistiske budskab sig som et forførelsesmiddel for mange i Europa og Amerika. I sommeren 1920 havde Lenin besejret sine mest indædte interne fjender, og han besluttede at det var på tide at indlede en fuld-skala invasion af Europa for at sprede kommunismen over hele kontinentet.
Sovjet kommunismen viste sig blot kun at være et utopisk “arbejder paradis.” Bolsjevikker udslettede på brutal vis deres politiske modstandere til højre og til venstre, og indledte en fire år lang borgerkrig der slog adskillige millioner ihjel I Rusland og nabolandene.
Zarens autokrati havde et reelt retmæssigt ry for grusomhed og i det foregående halve århundrede op til Revolutionen havde styret henrettet næsten 6000 personer og sendt titusinder i eksil i Sibirien.
Dog på fire år udførte Lenins kommunistregime mindst tredive så mange henrettelser, dødsdomme og læg dertil hundredtusinder af mord udført uden dom. Trods dette øgedes Vestens støtte til Sovjet da venstrefløjs grupperinger mobiliserede for at hjælpe bolsjevikkerne og efterligne deres succes hjemme.
Tidligt 1920 var De Hvides hære i opløsning og Vestens beslutning om at modstå kommunismen falmede. Mod Vest tillod Tysklands nederlag og Østrig-Ungarns opløsning at nye uafhængige nationer oprettedes - Finland til Ungarn. Så længe De Hvides hære havde udgjort en trussel mod bolsjevikregimet havde Lenin været tilfreds med blot at lade disse lande være i fred.
Nu med en omrganiseret og sejrrig Rød Hær, hvis antal udgjorde over 5 millioner, vendte hans blik sig mod Vest. Hans hovedmål var Tyskland. Karl Marx’ fødeland var grundet revolter og uro i opløsning og havde en af Europas stærkeste kommunistiske bevægelser. Tyskland forekom at være ‘moden’ til høst og kunne let nås med hjælp af Den Røde Hær. I foråret 1920 udstedte Sovjet ordrer om en omfattende offensiv mod Vest.
For at nå Centraleuropa skulle Den Røde Hær dog første gennem det nye uafhængige Polen, der fik sin selvstændighed i 1918 efter 123 år med fremmed underkastelse. Med landets økonomi og infrastruktur smadret af fire års krig og besættelse var Polen i rigtig dårlig tilstand og situationen blev endnu værre ved udbredt hunger og influenza- og tyfusepidemier.
Polens leder socialisten Józef Piłsudski, anså Rusland under Lenin som sit lands største trussel og forsøgte uden held at skabe en konføderation med De Baltiske Stater og Ukraine for stå op imod kommunismens udbredelse. Trods dette var polakkerne fast besluttet på at kæmpe mod en Sovjet invasion.
Da Den Røde Hær begyndte at overføre styrker mod Vest for at gøre klar til sit indtog i Europa besluttede Pilsudski sig for et forebyggende angreb og sendte Den Polske Hær ind i Ukraine. Hans plan var at drive Den Røde Hær ud, og skabe et uafhængigt Ukraine under Symon Petliura der kunne være et bolværk mod De Røde der forlod Kiev tidligt maj. Men det lykkedes ikke polakkerne at udslette en tilstrækkelig stor del af Den Røde Hær der blot trak sig tilbage mod øst. Flertallet af ukrainerne, udmattede og terroriseret af årevis med krig viste sig at være lige så apatiske over for den polsk støttede Petliura regering som de havde været overfor De Røde eller De Hvide. Sovjet gjorde sagen til en propagandasejr, og hævdede at være ofre for polsk aggression.
I sommeren 1920 iværksatte Lenins sin offensiv med to enorme hærenheder. Gen. Mikhail Tukhachevsky, en brutal nihilist, men også Den Røde Hærs bedste general førte den Nordlige Front og gik fremad gennem Belarus. Den Sydlige Front under ledelse af Alexander Yegorov, brugte et korps på 16000 Rødkosakker som spydspids, disse blev ledet af Semyon Budyonny og hans politiske kommissær Josef Stalin.
Den polske hær, trods det den var i undertal og havde dårligt udstyr havde nogle fordele. Hæren var ofte langt bedre disciplineret, og havde et bedre luftvåben. Polske flyvere fik tilslutning af amerikanske firvillige, under ledelse af Cedric Fauntelroy og Merian Cooper. Samtidig havde polske kryptologer brudt Den Røde Hærs radiokoder.
Juli brød Tukhachevsky’s hær gennem de polske kæder og begyndte sin march mod Vest. I syd tvang Budyonny’s kosakker polakkerne tilbage. Ikke som krigsførelse i 1. Verdenskrig skulle krigen mellem Polen og Sovjet være en hurtig manøvre, hvor man ofte benytter kavalleri men også armerede tog, og små enheder af motoriserede køretøjer.
I begyndelsen af august 1920 nærmede hundredtusinder af Røde Hær soldater sig Warszawa mens kosakkerne sværmede rundt om byen Lwow. Fremgangen hos Sovjet var samtidig forbundet med voldtægter, mord og ødelæggelse. Kommunisterne slog jordejere, gejstlige, krigsfanger, forretningsfolk og enhver anden der var mistænkt for at være kapitalist ihjel. Byer og landsbyer blev systematisk smadret. Ifølge forfatteren Adam Zamoyski “var kendetegnet for et besøg af soldater fra De Røde - lort - på møbler, på malerier, på senge, på tæpper i bøger, i skuffer på tallerkener.”
Polen synes at være fortabt, og med et fald af hovedstaden var porten til Europa åben. I Vest, blokerede kommunist sympatisører for såvel militær- som humanitær hjælp til Polen, de stoppede tog, og nægtede at losse skibe. Franskmændene sendte en lille gruppe militærrådgivere der ikke kunne være til megen nytte. Hjemlig uro og udmattelse og kommunisternes agitation lammede de fleste ledere i Europa.
Dog var ikke alt tabt. I Warszawa og over hele landet meldte titusinder af civile sig til deltagelse i kampen. Grupper af arbejdere og ortodokse jøder mobiliserede sig for at skabe en ring af forsvarslinjer rundt om byen. I syd generede, og hæmmede polske og amerikanske flyvere i mission efter mission de fremadgående enheder i Den Røde Hær.
Amerikanerne blev fremhævet for deres mod. En polsk rapport slår fast: “De amerikanske flyvere, skønt udmattede kæmpede som galninge.” Sovjet fremhævede dem også ved at sætte en pris på deres hoveder og en dødsdom for deres officerer hvis de blev taget levende til fange.
Merian Cooper
Samtidig udarbejdede Pilsudski en dristig plan for at redde sit land. Mens De Røde gik frem mod Warszawa placerede han en styrke der skulle hæmme deres fremmarch mens han i al hemmelighed lod en angrebsenhed, med de bedste divisioner, gå mod byens sydlige del og møde den blottede flanke af Tukhachevsky’s hær.
Den 12. august indledte Den Røde Hær sit angreb. Tukhachevsky erklærede, “over lig af Det Hvide Polen ligger vejen til verdensrevolutionen!” Masser af bolsjevikker brød gennem den første linje i Warszawas forsvar. Enheder af frivillige, arbejdere, bønder, drengespejdere og kvinder sluttede sig til forsvaret. Præster ‘bevæbnet’ kun med kors førte an i modangrebene. Byen Radzymin, blot 20 kilometer fra Warszawa skiftede hænder fem gange i mand til mand kampe. I tre dage holdt forsvarslinjerne knap og nap stand, og ryddede godt op i Tukhachevsky’s mænd.
Den 16. august, hvor Den Røde Hær stod blot få kilometer fra Warszawa gav Pilsudski ordre til sin sydlige angrebsstyrke om at gå i aktion, og den ramte den svagt forsvarede venstre fløj hos Sovjet. Overraskelsen var fuldstændig. De polske styrker gik frem næsten 50 kilometer den første dag, og afskar bolsjevikkernes spydspidser. Det tog Tukhachevsky næsten to dage at indse, hvad der var sket da hans hær kollapsede. Nogle enheder overgav sig i hobetal, andre flygtede over grænsen til Preussen, andre igen blev til en panikslagen pøbel. Mod syd gik polakkerne til modangreb på Budyonny og Stalins Røde Kosakker og udslettede dem næsten. (Stalin skulle aldrig glemme dette tab til polakkerne og hans hævn var senere massedrab på hundredtusind polakker).
I oktober var ethvert håb om en kommunistisk fremgang ind i Centraleuropa forduftet og Lenin gik med til en våbenhvile.
Under kamphandlingerne blev den amerikanske pilot Merian Cooper skudt ned og fanget af Rødkosakker. Trods den pris der var sat på hans hoved lykkedes det ham at skjule sin identitet og han overlevede en pøbelhenrettelse. Med to polske kammerater undslap han en krigsfangelejr og gik flere hundred kilometer gennem fjendeland til det frie Litauen. Belønnet med Polens højeste militære udmærkelse vendte Cooper tilbage til the United States, hvor han blev berømt en filminstruktør mest kendt for filmen King Kong. Han krigserfaringer gjorde ham til en af Hollywoods mest ihærdige anti-kommunister.
Resultatet af Slaget om Warszawa var, at det kommunistiske ‘“utopia” blev lukket inde i Rusland i næsten to årtier. Lederne blev mere og mere ekstreme, paranoide og voldelige. En kort usikker fredsperiode sænkede sig over Europa og holdt ved til Nazismen stod frem i Tyskland, og endnu engang skulle verden sættes i brand og tillade Sovjet at genoplive drømmene om en verdensrevolution.
Polens sejr for 100 år siden beviste at kommunismens fremmarch ikke er uundgåelig, og at med beslutsomhed og mod kan frie mennesker besejre den selvom det ser håbløst ud.
The author is professor of history at the University of Alaska.
https://www.frontpagemag.com/fpm/2020/08/communisms-first-defeat-john-radzilowski/
Ingen kommentarer:
Send en kommentar