Nogen på højrefløjen støtter Putin - hvorfor?

 

Hvorfor nogen støtter Putin?

J.R. Dunn

Vi er gentagne gange i den seneste tid blevet forsikret om at ingen på ‘højrefløjen’ støtter Aggressoren Vlad (Putin) og hans utilstrækkelige, dårligt planlagte og mislykkede, uden håb om succes  invasion af Ukraine. Vi har beskrevet utallige udlægninger her på AT om udfordringerne i de seneste dage. Hvis det så bare var det... men det er det ikke.

Sandt er det, at der er rigtig mange, nominelt på ‘højrefløjen der roser, tilskynder til og kommer med undskyldninger for Putin i denne erobringskrig mod Ukraine. Jeg vil ikke linke til nogen af dem. Du har uden tvivl set dem og kan måske også komme med eksempler.

Det kan se ud til der er 3 større elementer man går ud fra på Putin platformen.

Putin forsvarer Vestens civilisation:

Dette argument går ud fra at Putin er en god kristen og på effektiv vis har forsvaret Kristendommen siden hans advent som Zar for Rusland.   Javel så. Jamen han smadrer byer, skyder civile fly ned i fredstid og nerve-gasser uskyldige modstandere og det passer absolut ikke på noget der står i Evangelierne. Jeg burde så måske tage et Bibelstudium kursus.  

Ideen om Putins “Kristendom” synes at komme fra hans nære relation med de øverste i Den Russisk Ortodokse Kirke. Her er problemet at efter den har fået liv igen siden 1941 for at hjælpe i krigsindsatsen dengang har Den Ortodokse Kirke fuldstændig været underlagt KGB. Disse gejstlige er så tæt på Putin - ja faktisk kolleger - medlemmer af det værste system til menneskelig undertrykkelse der nogensinde er fundet på. Det er den “Kristendom” Vlad forsvarer.

Ud over det, og medmindre alt er fuldstændig drastisk forandret så er Ukraine også en kristen nation.

 

Ukraine er anti-Trump:

Mange individer hvis viden om Ukraine er meget overfladisk er under den tro at nationen er del af Clinton og/eller Biden forbryderiske imperier, og som sådan fortjener nationen ingen støtte. Nuvel, Ukraine er korrupt på samme måde som enhver anden tidligere Sovjet republik er korrupt. Men vi skal se forskellen - det samme som vi gør i the U.S. - mellem regeringen og folket. Fordi Ukraine i store træk er blevet styret af korrupte eks-Sovjet oligarker, mange i tæt samarbejde med folk i Vesten der også ønsker at blive oligarker, er der ingen grund til at folket skal knuses under russiske tanks og artilleri. (Og så ser vi helt bort fra den kendsgerning af Ruslands korruption får den ukrainske udgave til at ligne at man med en riffel kærtegner den kassemedarbejder man er ved at plyndre)

Der er også et andet aspekt, nemlig at præsident Volodymyr Zelensky ikke er, ud fra nuværende beviser, en af disse oligarker, og faktisk kan betragtes som allieret med Donald Trump. Husk at det var en telefonsamtale mellem de to der igangsatte den første fup rigsrets indsats. Husk at Zelensky var enig med Trump og lovede at hjælpe ham med undersøgelsen af Hunter Biden (Borysma skandalen). Husk at Zelensky forsvarede Trump da det hele gik i gang. 

Hemmelige Bond-skurke dødslaboratorier:

Påstanden går ud på at Putin indledte denne lille krig som en humanitær anstrengelse for at ødelægge en række bio laboratorier af ukendt antal – QAnon siger 10, the China Daily siger mange flere -- der er i Ukraine, hvad er de der for? På samme vis som Putin opfordrede Kina til at de skulle ødelægge deres bio laboratorier. Det er blevet nedtonet i løbet af den sidste uge, i store træk på grund af der ikke er nogen håndfaste informationer om det -- de førende kilder er fra Rusland, Kina og QAnon -- og en mere troværdig trio kan næppe graves frem. (Værsgo Tucker).

Kan strække os så langt som at sige at laboratorier af en eller anden slags eksisterer, men hvor de er, hvad de laver og for hvem blæser i vinden. Men hvis de findes, er de uden tvivl efterladenskaber fra Den Kolde Krig. Hvis så, hvis Vlad vil ødelægge dem jamen så smadrer han installationerne konstrueret af hans tidligere chefer. 

Her har vi så, igen endnu en forudsætning: Hvis man er opsat på at ødelægge potentielle farlige biovåben laboratorier jamen så skal man naturligvis invadere landet med en hær på 1900000 mand udstyret med angrebshelikoptere og masser af tanks og regimenter. Man skulle, i en måned belejre irrelevante byer, ødelægge børnehospitaler, massakrere hjælpeløse ældre, og affyre missiler mod alle andre mål end disse fantom laboratorier. Ville du ikke gøre det samme?

Nej, det ville du næppe. Du ville, hvis du besad noget som f.eks. Spetznaz – hvilket jeg forstår Putin gør - sende dem ind i lignende helikopter raids som de SEAL angreb Obama benyttede mod Osamas skjulested. Du ville sikre disse steder, arrestere enhver i området, konfiskere alle dokumenter og elektronisk udstyr og derpå brænde det hele ned med termiske eksplosiver.

Noget sådant er ikke sket. Grunden? Putin er helt klart ikke interesseret.

Her er hvad jeg tror. Alt dette er så gennemført lusket, sludderagtigt, og forvrænget. Jeg tror at tyve år som effektiv diktator er steget Vlad til hovedet. Jeg tror at med alt sådant, herunder med tanke på Mussolini, Hitler, Stalin, Mao, og Castro, er han blevet overbevist om at den nationale scene er alt for lille for ham, han må bare bryde ude. Jeg mener han betragter sig som en ny Peter den Store og handler derefter. Jeg tror han nu har gabt over mere end han kan tygge, og det er han ved at indse.

Jeg tror det forklarer alt. Og jeg tror ikke der er er brug for andre undskyldninger, retfærdiggørelser, eller eventyr.

https://www.americanthinker.com/articles/2022/03/why_would_emanybodyem_back_putin.html

 

Russiske officerer dør - hvad er det tegn på?

RICK MORAN  

Hvor alvorlige er de russiske tab i Ukraine krigen? På 36 dage i kampen om Iwo Jima mistede knap 7000 marinere livet.

I de forløbne 20 dage af kampene i Ukraine vurderes US. efterretningsvæsen at russerne har mistet mindst lige så mange soldater.

7,000 russiske døde er et konservativt estimat. Hvis det blot er nogenlunde rigtigt så svarer det til, på 20 dage, antallet af amerikanske døde i de 20 års krig i Irak og Afghanistan tilsammen. 

Der har ikke været nogen større slag i Ukraine med hundreder af tanks og titusind tropper. Det er en skyggekrig med russerne der hensynsløst bomber større beboelsesområder og affyrer artilleri og raketter ind de større byer med det bevidste formål at ramme de civile og dermed ukrainernes kampvilje. Ukraines hær bruger ‘slå til og væk’ guerilla taktikken og det har betydet et frygteligt dødstal for de russisk tropper - og ikke mindst deres moral.

AP Photo/Vadim Ghirda

Det er meget vel årsagen til at mindst 15 russiske højere officerer - herunder en generalløjtnant og tre generalmajorer angiveligt er blevet dræbt allerede. Troppernes moral/kampvilje er så lav at russiske topofficerer skal tættere på frontlinjen - i visse tilfælde efter ordre af Putiin - ifølge Pentagon.

New York Times:

“Tab som disse påvirker moralen og kampviljen især da disse soldater ikke forstår hvorfor de er i krig.”! sagde Evelyn Farkas, Pentagon embedsperson for Rusland og Ukraine under Obama administrationen. “Den overordnede observans på situationen daler. Nogen skal tage føringen, nogen skal skyde.”

Men, tilføjede hun, “det er blot landstyrkerne.” med de russiske landstyrker i modgang har hr. Putin i stadig højere grad fokus på himlen for at angribe ukrainske byer, beboelseskvarterer, hospitaler og endog skoler. Luftbombardementerne har hjulpet til at camnouflere det russiske militærs ringe præstation på landjorden. Præsident Volodymyr Zelensky sagde i denne uge, at cirka 1300 ukrainske soldater er blevet dræbt i krigen.

Pentagon siger at med en tabsrate på 10% herunder sårede, i en enkelt enhed gør at denne er ubrugelig i kamp. Hvis man lægger 7000 døde til de anslåede 14-21000 sårede har det russiske militær nået smertegrænsen for at kunne kæmpe.

Dog er det det høje antal topofficerer der burde give alarm for russerne. I tilgift med de fire generaler har der være fem oberster og tre obestløjtnanter blandt de dræbte, sammen med adskillige majorer og kaptajner. I en hær som den russiske er gode dedikerede officer det som udgør forskellen på sejr og nederlag. 

To amerikanske militæreksperter sagde at mange russiske generaler taler i ikke sikrede telefoner og radioer. I mindst et tilfælde, sagde de, at ukrainerrne indkredsede en generals telefonopkald, angreb det sted han befandt sig dræbte ham og hans stab.

Hvis de russiske dødstal fortsætter med at øges, viI den type organisationer (i Rusland) der gjorde opmærksom på antal døde og sårede tropper i Sovjets invasion af Afghanistan, endnu engang måske være af betydning.

Der er ingen borgerlige protester der vil kunne lave om på Putins måde  at tænke på. Anti-krigs protesterende arresteres og får lange fængselsdomme. Putin kunne meget vel gøre hvad som helst - herunder skyde protesterende på gaderne - for at give ham frie hænder i Ukraine.

https://pjmedia.com/news-and-politics/rick-moran/2022/03/23/russian-casualties-in-ukraine-include-at-least-15-field-commanders-n1583565

Hvorfor er der en drukkultur og accept af den i Rusland? Vil den knække landet?

 

Hvorfor drikker russerne så ustyrligt meget alkohol?

Helen Rittelmeyer 

En satsning på den ‘stærke og ædru’ var det slogan Ruslands premierminister Peter Stolypin forsøgte sig med i 1906 for som et sidste seriøst forsøg at sætte gang i Zar regimets sidste skelsættende landreformer,og forhindre en revolte.

Hvis vi ser bort fra øjeblikkets alvor, er det beklageligt at historiens største bolværk mod kommunismen valgte på det tidspunkt at satse det hele på noget så oldgammelt og usikkert som en ædru russisk bonde. I landet der flyder med vodka, har sådanne personer altid været meget få i antal, og de ædru bliver betragtet med mistænksomhed af deres landsmænd. Som Boris Yeltsin udtrykte det - jovist i konteksten af selvretfærdiggørelse - “Folk vil sige, ‘Hvilken russisk mand er du dog hvis du ikke drikker?’”

Rusland ry som en druknation går tilbage til i hvert fald år 1000, da, ifølge legenden, Prins Vladimir af Kiev, var vært for delegationer fra de større monoteistiske trosretninger der skulle hjælpe ham til vælge efterfølgeren for sit folks, i stadig større grad anakronistiske hedenskab. Udsendingen fra Islam blev sendt bort efter at have afsløret Profetens forbud mod alkohol, med det berømte svar fra prinsen: “At drikke er Russerens glæde. Vi kan ikke leve uden den.”

Disse berømte ord dukker op adskillige gange i bogen Vodka Politics. I de ti århundreder bogen omhandler har prins Vladimirs frase altid været herskende når den nationale drikkevane omtales.

Den tragiske heltinde i Chernyshevskys “Hvad skal man gøre?” er et ekko af den (“Hvordan skulle vi dog ikke kunne drikke? Vi kan ikke leve uden at drikke.”).

Selv Leonid Brezhnev gentog dem som svar på Gromykos forslag om at Generalsekretæren burde tage skridt til at gøre noget ved Sovjet folkets alkoholisme, eller hvis man ikke gjorde det, i det mindste hans eget problem. “Han understregede især ordene ‘De kan ikke klare sig uden,’” erindrer Gromyko i sine erindringer. 

I tidens løb gik Vladimirs udtalelse fra at være et citat til en folkelig talemåde, og dermed blev den til noget der kendetegner den nationale karakter.

Dog tror forfatteren til Vodka Politics ikke på en national karakter. Mark Lawrence Schrad, højrefløjsmoderne som han er, anerkender ikke at der skulle være forskel på en kultur og så en mere rå stereotypi. Han benægtelse af at ville generalisere er faktisk hele grundlaget for hans tese:

Den konventionelle forklaring er at det er jo bare en del af det at være russer ..... Det er forkert: Det vi formoder i dag er væsentlige kulturelle spor kan ofte, når man går dybere, vise sig at kunne spores til politiske og økonomiske kilder. Som følge heraf mener jeg, at de meget udbredte drukvaner i dag faktisk er et produkt af politiske beslutninger tager under skabelsen af den moderne russiske stat. 

Denne bevidste lukken øjnene for de kulturelle faktorer kan måske minder læseren om Chestertons skarpe observation om Carlyle “Han forstod alt vedrørende Den Franske Revolution blot ikke at det var en fransk revolution.” På den anden side har det at man har benyttet den lette vej med en kulturel forklaring afholdt mange skribenter i Vesten fra at gå videre end blot en overfladisk holdning til hvad Ruslands alkoholproblem betyder, og hvorfra det stammer. Schrads bog er i den forstand meget nyttig.

For eksempel er der vodkaskatten, der var en af søjlerne i det kejserlige budget fra Katarina Den Store tid til Nikolaj II. I 1795 gav den en tredjedel af alle statens indtægter og den procentdel blev ved med at vokse i løbet af det følgende århundrede. I 1839 var det suverænt den statslige skattekistes største indtægt og overgik endog personskatten. Schrad konkluderer ud fra dette at Zar regeringen havde en interesse i at holde sine undersåtter så beduggede som muligt - og ikke kun en interesse, men arbejde aktivt for det. Dette kan lyde som en typisk venstreorienteret dille, hvor sociale problemer udelukkende skyldes den herskendes kalsses undertrykkelse, men kendsgerningerne understøtter ham til overmål.

I 1858, da ændringer i statens monopol på vodka gjorde at priserne steg, indledte adskillige landsbyer afholdenheds kampagner. Regimet svarede ved at sende tropper ind i de berørte områder med ordre om at knuse de afholdende. “Afholdsfolkene blev pisket til at drikke; nogle der stædigt undlod fik sprutten hældt ind i munden gennem rør...På samme tid blev kirken beordret til at prædike i deres kirker mod det nye udtryk for opstand,” fortalte en britisk journalist der var i Rusland på den tid. Det bør dog lige gøres klart at de russiske afholdsfolk, ulig deres britiske ‘kolleger’ ikke sværgede på aldrig at røre spiritus, nemlig kun til priserne blev sænket.

Tvang var så absolut også almindeligt i de højere sociale klasser. De fleste russiske herskere lagde pres på deres medarbejdere for at de skulle drikke i rigelige mængder for at få dem ud af balance og forhindre at de havde nogen hemmeligheder. En fordel ved Schrads rationelle tilgang er, at den gør ham i stand til at beskrive, hvordan dette pres kunne gå direkte over til vold. De fleste læsere ved muligvis ikke at druk var noget tvunget ved Peter Den Stores hof, i den forstand at det skulle man, men Schrad går videre.

Han relaterer til historien om, hvordan en yndling ved hoffet, der blev ‘fanget’ i at nyde en Rhinskvin i stedet for stærk ungarsk vin blev tvunget til at nedsvælge to flasker af den stærke vin fra en enorm pokal, “hvorved han kollapsede døddrukken og måtte bæres hjem mens hans hustru og søstre græd ukontrollabelt.” En hollandsk diplomat forsøgte at undskylde sig for ikke at komme til et af Peter drukselskaber ved at påstå han var syg. Zaren dukkede op ved mandens bolig og trak ham personligt udenfor, uden at tage hensyn til hans protester eller status.

Stalin benyttede lignende metoder, og Schrads kapitel om disse mareridtsagtige aftener i tyrannens Dacha er virkelig god, især i den detaljerede beskrivelse af de mange strategier hans underordnede benyttede for at redde deres liv - desværre for dem sjældent med succes. Den modbydelige Beria ydmygede tjenerstaben, men blev dog overgået af den lige så nederdrægtige Shcherbakov.

Når man ikke desto mindre ser bort fra enkelte kapitler, og ser på bogen som et hele, er fraværet af en poetisk vinkel dog en af bogens største fejl. Dette behøver ikke have omfattet vage hentydninger til ‘Slavens ‘sjæl.’ Schrad kunne med lethed have beskrevet det konkret og med forståelse. For eksempel inkluderer bogen adskillige historier om forsøg på kup, hvor kupmagerne var skidefulde, og uden at Schrad påpeger det dukker der et mønster i væremåden op.

Med-konspirator hos Valentin Pavlov, der deltog i det mislykkede kup i 1991 mod Gorbachev sagde at i løbet af de afgørende timer, “Så jeg ham to eller tre gange, og hver gang var han døddrukken. Jeg tror han gjorde det med vilje for at komme ud af komplottet.” 

90 år tidligere i det russiske protektorat Serbien, gik nattevagten ved  Kong Aleksandar Obrenovics palads ind på at være med i et hold bestående at lejemordere, og derpå fortrød han straks sit forræderi. I stedet for at advare sine overordnede om planen drak han indtil han besvimede den nat hvor kuppet skulle ske, og dermed fik lejemorderne adgang til paladset som om han havde lukket dem ind selv.

Måske borgerne i en totalitær stat er nærmest tvunget til at drikke af helt oplagte grunde for at undgå at medvirke til den generelle atmosfære af politisk depravitet: Det ville dog være interessant at se en forfatter til en bog om vodka at argumentere således.

Det var Lenin der skrev, “Proletariatet har ikke brug for drukkenskab....De eneste det har brug for er klarhed, klarhed og endnu mere klarhed.” Det er også Schrads løsning.

Schrad tror at hvis Ruslands ledere lykkes med at få fjerne myterne og de fejlagtige opfattelser om deres lands drukproblem - en bestræbelse hans bog helt klart har  til hensigt at hjælpe med til - vil de langt om længe være i stand til at gøre fremskridt i at afhjælpe drukkenskaben.

 

Vodka er muligvis det største problem med Ruslands demografiske kollaps, så en løsning vil helt klart blive budt velkommen.

Men hvis Schrad tror at denne vil komme ud af noget så simpelt som historiske og statistiske kendsgerninger så er hans bud ikke meget bedre end Stolypins.

Vodka Politics: Alcohol, Autocracy, and the Secret History of the Russian State

By Mark Lawrence Schrad

(Oxford, 512 pages, $35)

About the Author

Helen Rittelmeyer is a policy analyst at the Centre for Independent Studies in Sydney, Australia. She blogs at First Things.

http://spectator.org/articles/58102/master-slav-dialectic

https://www.youtube.com/watch?v=kTy5JaH06zI

Har Putin benyttet miljøkampen i sin krig?

 Har Putin benyttet miljøkampen i sin krig? 

Dennis Prager

I mere end 40 år har miljøbevægelsen advaret om at global opvarmning er resultatet af menneskets afbrænding af fossile energikilder, og udgør en “eksistentiel trussel” mod menneskeheden og andet biologisk liv.

Dette er en af mange grandiose løgne som Venstrefløjen benytter for at omforme, om ikke ødelægge, Vestens civilisation. Andre grandiose løgne der er benyttet for at nå målet går ud på at Amerika er gennemført racistisk, at voldelige forbrydelser er resultatet af racisme og fattigdom, mænd kan føde børn, køn og sex er ‘nonbinært’ og at tidligere præsident Trump var en russisk marionetdukke.

Nu burde det stå helt tydeligt at de “Grønne” - miljøbevægelsen - ikke global opvarmning - udgør en eksistentiel trussel for menneskeheden For første gang siden Cuba Missil Krisen i 1962 står verden med muligheden af en kernevåbenkrig. Rusland truer helt klart med at bruge kernevåben dersom Vesten  militært forsvarer Ukraine. Læg oveni at præsident Putin er uden skrupler ja så er truslen lang mere ægte end den var i 1962 da  Nikita Khrushchev var Sovjetunionens leder.

Putin mener han er Rusland (ligesom Hitler troede han var Tyskland) Khrushchev troede ikke han var Rusland.

Hvi ikke for den grønne bevægelse så ville Putin ikke have fået tro på at han kunne slippe afsted med at invadere Ukraine. Da Trump var præsident, og som følge af hans politik, blev the United States uafhængig af udenlandsk olie - for første gang. 

I løbet af få måneder efter de overtog magten har the Democratic Party, en forlænget arm for miljøbevægelsen tvunget Amerika til igen at være afhængig af udenlandsk olie, herunder russisk. For at tækkes miljøaktivisterne fremførte Biden løfte på løfte om at sætte olie- og gasproduktionen i stå. Ingen nye fracking på regerings ejet jord. Ingen boring i Alaska, og lukke ned for Keystone rørledningen fra Canada.

Putin fattede budskabet med det vuns.

Således takket være miljøbevægelsen er ikke kun Amerika, endnu engang afhængig, af udenlandsk olie, Tyskland ligeledes - afhængig af russisk. Angela Merkel, endnu en i en lang række af tåbelige tyske ledere lukkede endog Tysklands atomkraftanlæg - de grønne i Tyskland storjublede. De hyldede beslutningen - trods den kendsgerning at kerneenergi er den eneste rentable, levedygtige ikke CO2-kilde der kan opretholde et land.

Miljøbevægelsen er ikke nær så interesseret i miljøet, men vil hellere omforme samfundet. Miljøbevægelsen er lige så interesseret i at beskytte miljøet som den kommunistiske bevægelse var i at beskytte arbejderne eller den bevægelse der hævder at beskytte farvede.

 

The Democrats kom til magten i 2021. Gennemsnitsprisen på olie i 2020 var $39.68 per tønde. Mens dette skrives er det nu $138.00 per tønde. Den ekstrem høje pris på energi - et direkte resultat af miljøaktivisterne politik hos the Democratic Party og de liberale og venstreorienterede partier i Europa - er en af de to primære årsager til den stadig øgende inflationsrate. (Den anden grund er resultatet af endnu en Domocratic politik - trykningen af billioner af dollars.)

Alvorlig inflation fører til meget slemme ting. Nazisterne kom ikke til magten grundet deres antisemitisme eller på grund af Versaillestraktaten, men snarere på grund af den afsindige inflation under Weimar Republikken.

Og nu, på hvilken dag det måtte blive, vil Biden administrationen give meddelelse om en aftale med Iran der vil gøre landet i stand til at modtage milliarder af dollars for deres olie. Endnu en sejr for Biden, the Democrats og miljøaktivisterne. Denne aftale foranlediget - helt utroligt - ved russiske diplomater vil gøre det muligt for Iran at fortsætte med at støtte verdensomspændende terrorisme, genopbygge Irans økonomi og fortsætte landets indsat for at få at få kernevåben.

Men intet af dette betyder noget for Biden the Democratic Party, The New York Times eller nogen anden venstreorienteret institution - så stærk er grebet om miljøbevægelsens kult, og så indflydelsesrig er de velhavende miljøaktivister der støtter Venstrefløjen. De ville hellere se Ukraine ødelagt, potentialet for en kernevåbenkrig og nedturen i verdensøkonomien end tillade boringner eller blot en olierørledning mellem Canada og the United States.

Bekymring over miljøet er meget fint, men miljøbevægelsen er ikke.

Enviromentalister benytter miljøet til at skabe en social revolution som kommunisterne benyttede arbejderne til at skabe en social revolution.

Aktivisterne er fanatikere.

Konsekvensen er nihilisme.

Miljøaktivisterne er bevidst eller ubevidst i samarbejde med Putin for at underminere Amerika og Vesten.

https://www.frontpagemag.com/fpm/2022/03/invasion-brought-you-western-environmentalists-dennis-prager/

 

Had Putin! Had Rusland! Had ... Katte?

At boykotte russiske fødevarer, kunst, menneskene og dyr er ikke alene skrupforkert. Det er umoralsk.

JACOB SIEGEL

Der er øjeblikke i ethvert samfund, hvor almindelige mennesker kaster vrag på deres menneskelighed, viser ‘tænder’ og giver efter for deres laveste instinkter.

Krig bringer dette frem hos soldater i krig, men det sker også i fredstid hos almindelige mennesker. I dag, mens Ruslands hær hamrer løs på og forsøger at underlægge sig den uafhængige nation Ukraine er vi i Vestens demokratier vidner til et mindre orgie af anti-russisk hykleri, der ikke gør noget som helst for at hjælpe ukrainerne, men derimod straffer den gennemsnitlige almindelige russer - og deres kæledyr - for Putin systemets handlinger.  

I denne sag mener jeg absolut ikke det som ukrainerne gør - de er midt i en krig, hvor der gælder andre regler. Tilbage i the United States har den kollektive afstraffelse, det at man gør russere til syndebukke ikke meget med krigen at gøre. Der er opgejlet et anti-russisk hysteri. Frøet blev sået med myterne om en hemmelig Trump-Putin akse.

De personer der fører an i denne kampagne kan meget vel synge hyldestsange til Volodymyr Zelensky og hævde at handle på menneskerettighedernes vegne, men de behandler ukrainerne som propaganda brikker i deres eget lands politiske drama.

Der udstilles et farligt niveau af hjernevask, når liberale skuespillere som Edward Norton træder frem - mennesker der er opfostret med at se McCarthyism og Den Røde Svøbe som de definerende lignelser i amerikansk politik - begyndende med opfordringer til FBI og CIA om at jagte, indfange “kollaboratører og skyldige” og fjerne ‘russisk underkastelse’ i the United States “ved roden.” Efter dem!

Trist så hurtigt al denne ’superoplyste’  lære om farerne ved at dæmonisere den “Anden” forsvinder når de ‘anstændige, dydige’ mennesker finder et passende offer. Norton var næppe den værste.

Kort efter krigens udbrud erklærede tidligere ambassadør til Rusland Michael McFaul “Der er  ikke længere nogen ‘uskyldige,’ ‘neutrale’ ‘russere.’ Alle må tage stilling - støt eller vær imod denne krig.”

I de sidste fem år er vi blevet advaret om populismens dystre fare i Vesten. Populisterne skulle angiveligt være xenofobiske og glødende nationalister der truer immigranterne, og udlændinge på livet. Dog er den nuværende bølge af utilsløret anti-.russiske fordomme ikke under ledelse af en uregerlig pøbel, men af skuespillere, politikere og bestyrelserne i magtfulde institutioner, herunder operahuse og ballethuse som er selve symbolet på Vestens civilisation og kulturelle formåen. 

I Washington, D.C., har det amerikansk ejede Russia House Restaurant fået smadret sine vinduer og hoveddøren i to episoder siden krigen begyndte.

 

I New York, krævede the Metropolitan Opera først at den russiske sopran Anna Netrebko tog afstand fra Vladimir Putin og fyrede hende derpå da hun nægtede denne loyalitetsprøve, og erstattede hende med en ukrainsk sanger.

Næsten det samme skete i Münchens Filharmoniske Orkester med dirigenten Valery Gergiev, efter han også nægtede at tage afstand fra den russiske leder og blev afskediget. Gergiev er ellers blevet kaldt “den største nulevende dirigent og et ekstraordinært menneske med en udpræget anstændighedssans” i en udtalelse der forklarer, hvorfor man har truffet valget at fjerne ham grundet hans støtte til Putin.

I Storbritannien blev en planlagt tour med Ruslands Stats Ballet annulleret. således skrev journalisten Brendan O’Neill, “som om pirouetter var propaganda, som om sublim dans af russere kunne foruren hjerter og sind hos det britiske publikum.”

I racerløbsverden har Amerikas, Haas Formula 1 hold, meddelt at man har ‘revet’ sin kontrakt med den russiske kører Nikita Mazepin  i stykker. I dette tilfælde var der ikke brug for noget teatralsk ultimatum. “Vi kan ikke samarbejde om alt det. Vore andre sponsorer kan ikke være med til alt det,” forklarede Haas the Associated Press.

Og minsandten om ikke det internationale katteforbund eller  Fédération Internationale Féline, kunne meddele at man forbyder russiske katte i sine konkurrencer. I en udtalelse erklærede bestyrelsen for FIF at, “man ikke kan være vidner til disse overgreb og intet gøre,” Minsandten findes der ingen uskyldige russere. End ikke katte.

Holdningen om at individer skulle være underlagt, stå til ansvar for en fremmed regerings handlinger, eller deres villighed til at tage afstand fra disse handlinger er i bund og grund brutal og autoritær - den slags jeg blev opdraget til at tro kun skete i Rusland ikke i The United States.

I atmosfæren af disse intense anti-russiske følelser er det bleve suspekt blot at stille spørgsmål ved disse afskedigelser - og slet ikke den yderst ødelæggende virkning på større finansielle institutioner som PayPal, Mastercard, og Visa der har besluttet ikke længer at lave forretning med russiske brugere. Den beslutning påvirker enhver russer der har et kreditkort i deres hjemland, herunder også de som hader Putin, som har protesteret mod krigen, eller nu lever i udlandet. Kan denne kollektive afstraffelse være med til at retfærdiggøre afslutningen på Ruslands overgreb på Ukraine? Måske hvis det faktisk har en effekt. Men det betyder også at almindelige ikke-politiske mennesker kommer til at lide på grund af regeringens forbrydelser. Det forsøg er uværdigt og kujonagtigt.

Mon ikke pointen i alt dette er, kunne man mistænke, at gøre det lettere for de som er tilskuere til krigen, uden at risikere liv og lemmer, at bilde sig ind man “gør noget” og “bidrager til sagen.” Opslugt af deres to minutters had føler disse mennesker sig selvretfærdige samtidig med de handler som  bittesmå, ensporede magtliderlige chauvinister. De får den der dejlige fornemmelse der følger med at hakke på uskyldige udlændinge.  Måske hjælper det at fordømme tilfældige russere dem til at føle sig bedre tilpas med den måde som U.S. politik har forværret konflikten samtidig med man har givet Moskva større mulighed for at være en strategisk forhandlingspartner i en ny Iran aftale om kernevåben.

De sociale medier er med til at give den illusion at brugerne gennem tweet og videoklip er forbundne med begivenheder langt bort. Det bliver enhvers ansvar at “gøre noget,” der kan være med til at globalisere lokale konflikter og forøge risikoen for en katastrofal eskalering.

Men hvis du virkelig ønsker at gøre noget - så hold ind med at gøre uskyldige mennesker til syndebukke for en krig de ikke var med til at indlede. 

https://www.tabletmag.com/sections/news/articles/hate-putin-hate-russia-hate-cats

 

Sandheden om Ukraine - et andet perspektiv

Dan Truitt

For det første - og vigtigst - så er der i realiteten ingen i the U.S. der helt korrekt har  begrebet - herunder borgerlige medier, kommentatorer og ‘kloge åger,’- Ukraine komplekset.

Putin er en bølle, men en fremragende politiker og stærk leder. Og han er ikke så tosset som nogen synes at formode. Han er en iskold, beregnende strategisk tænker der har disciplineret sig selv, såvel fysisk som psykisk i årtier. Han er Ruslands ‘Førstemand.’ Tænk Donald Trump - minus den varme luft og Big Macs han lukkede ud, - og føj dertil villigheden til at affeje sine fjender.

Vi lovede Rusland vi ikke ville udvide NATO da Sovjetunionen faldt. Det løfte har vi svigtet og indlemmede næsten hele Østblokken i NATO.

Derpå, efter 9/11 annullerede Bush II ensidigt ‘72 ABM Aftalen (om ballistiske våben), der til det tidspunkt havde fastfrosset kernevåbenudviklingen i Sovjetunionen og i the U.S. og på effektiv vis fik afsluttet våbenkapløbet. Bush’ begrundelse var at vi havde brug for at udvikle ny kernevåbenteknologi for at afværge terrorismen. Som om vi skulle i færd med at atombombe Osama bin Laden.

Bush's rationale for NATO udvidelsen  var da også terrorismen. Således igangsatte Bush et frisk, nyt våbenkapløb. Bush var en ordentlig person, men som tiden går, ja da ligner han i mine øjne et gennemført fjols.

Ukraine har været knyttet til, tilhørt Rusland i århundreder. De to lande har næsten identisk kultur og sprog. Kyiv var Ruslands hovedstad. Putins krig er en forsvarskrig.

Rusland føler sig (i min optik) med rette truet af NATO udvidelsen. Rusland er i store træk en landbaseret nation, en kontinental magt der ønsker en buffer til Vesten. Det formål har Ukraine opfyldt til perfektion. 

The U.S. foranstaltede i 2014 et coup d'état i Ukraine, fik styrtet den demokratisk valgte præsident der var Rusland-venlig, og fik indsat en pro-Vesten, pro-NATO leder. Putin har haft sit fokus på Ukraine lige siden, men turde ikke gøre noget da Trump var præsident fordi han frygtede og respekterede Trump.

I mellemtiden hjalp Putin med til at sætte gang i en Grøn Revolution i Tyskland og andre steder i Europa efterladende Europa med vindmølleparker og solcelleparker, begærlige efter mere energi, som man købte fra Rusland i form af naturgas. 

Trump har ret. Putin er et geni. Desværre kan det se ud til vi er i en sjælden historisk periode, hvor ledelsen for 1,5 milliarder mennesker - det vil sige i Vesten - ligger hos en hjælpeløs, langsomt opfattende, senil person eller en kombination af disse ting.

Nu da vi har en Tomhjernet præsident, har Putin handlet. Forresten så er historien jo at russerne annekterede Krim for nogle år siden. Putins version er at befolkningen på Krim havde en folkeafstemning og at over 90% stemte for at forlade Ukraine og slutte sig til Rusland. Det alene burde give os en forestilling om hvor dysfunktionelt et land Ukraine er.

Putin har ikke til hensigt at “genskabe Sovjetunionen.” Det er en kæmpeløgn. Denne krig skyldes Vestens fejl, ikke Putins. Vi kunne havde samtalet, diskuteret med ham om disse udfordringer til enhver tid. I stedet for at bedre og få tættere relationer med Rusland, som Trump forsøgte - han talte endog om at opløse NATO, da Rusland ikke længere var en territorial trussel mod Europa) fjendtliggjorde vi konstant Rusland, provokerede Rusland med vor NATO udvidelse.

Det vi burde have gjort er at forsikre Rusland om at vi ikke er en trussel, vi burde indgå aftaler med Rusland for at bringe os nærmere på hinanden (det er trods alt en europæisk Ortodoks kristen nation), og derpå vende vor fulde forenede opmærksomhed mod den ægte trussel: Kina. Et klasse eksempel på en forfejlet, dum, politik. 

I kontrast til den populære holdning, så handler ukrainerne ikke heroisk mod Russkierne. De får bøllebank. De skjuler sig i befolkede området, og Rusland, der forsøger at komme frem slår en masse civile ihjel som følge deraf.

De udkæmper en relativ ‘ren krig’ (hvis der findes en sådan). Det eneste Zelensky skal gøre er at mødes med Putin, nå til enighed om fire punkter. 1) Ukraine kan ikke være med i NATO. 2) NATO våben ud af Østeuropa (dermed opfylde vort løfte til Ruslands leder dengang, Gorbachev), 3) et forbud mod NATO missiler med lang rækkevidde 4) autonomi for de to overvejende russiske provinser i Østukraine.

Nummer 2 og 3 er voldsomme spørgsmål, men her ser vi hvordan Putin har læst The Art of the Deal: Bed altid om mere end du faktisk ønsker.

Zelensky kunne afslutte det hele på to timer, hvis han ønskede det. I stedet synes han at have udviklet et Churchill kompleks. Han tigger om penge og våben, der ville forlænge blodtabet. Ingen omtaler de, for milliarder,  mængder af medicin, fødevarer og anden hjælp russerne sender ind i Ukraine. 

Disse indsigter får jeg gennem den græske presse (jeg bor i Grækenland), der er meget mere nuanceret; fra mennesker i Rusland og fra de ukrainere jeg kender. Jeg har også set det fire timer lange interview ved Oliver Stone, med Putin der trods sin venstreorienterede drejning gav et fascinerende indblik i Putin som et menneske. Jeg gentager: Han er ikke tosset. Han har en overraskende god humoristisk sans. Og så lige for at slå fast - Jeg er ikke fan af ham.

The U.S. kan bare ikke komme ud af sin indgroede vane fra Den Kolde Krig med at betragte Rusland som Fjenden. Den ægte trussel, den ægte Fjende er Kina, ikke et land med ca. 145 millioner mennesker, med en BNP mindre end Canada med 16 millioner.

Jeg spekulerer på hvad Præsident Tomhjerne vil gøre når Kina invaderer Taiwan. Se det er den ægte trussel mod verdensfreden. Vi får næsten alle vore microchips fra Taiwan. Hvordan vil vi kunne overleve de næste tre år med denne Idiot i Det Hvide Hus. Svaret er som altid - bønner - og rigtig mange af dem.

https://www.americanthinker.com/blog/2022/03/heres_the_truth_on_ukraine_as_far_as_i_can_tell.html