onsdag den 2. marts 2022

 Ukraines dødelige pokerspil

Lee Smith

En noget anderledes (dog nødvendig) kommentar på udviklingen og USAs rolle og medansvar. (synopsis-kommentar)

 

"Ruslands præsident Vladimir Putin valgte denne krig" sagde Joe Biden i sin tale torsdag eftermiddag til Amerika om konflikten i Ukraine. Det er sandt, men U.S. eliten har også noget at gøre med Putins ækle og ødelæggende valg - en rolle som Democrats og Republicans er ivrige efter at lægge slør over med denne ædel lydende retorik om Ukraines utilstrækkelige militær.


Jo, Ukraines soldater kæmper mod Putin, de er meget tapre, men det var amerikanerne der har sat dem i en elendig, skadelig situation ved at bruge deres land som et våben. Først mod Rusland og derpå mod hinanden med yderst ringe hensyn til det ukrainske folk, der nu betaler prisen for Amerikas dårskab. 

Dette er ikke et udtryk for støtte til Putins groteske handlinger, men at forsøge at forstå, hvorfor han bedømmer det værd at risikere milliarder af dollars og livet for tusinder af russiske soldater og en mulig destabilisering af hans eget regime ved at invadere et naboland.

Trods alt har Putins ry, indtil nu været, en snu eks-KGB mand der helst ikke deltog i ‘højt spil’ men snarere holdt på det sikre bakket op af the United States.  Som at gå ind i konflikten i Syrien, og derpå forstærke med styrker der. Så hvorfor har han adopteret præcis den modsatrettede strategi her, og valgt en åbenlys vej med risiko for voldsomme konfrontationer med den amerikanske supermagt? 

Jo, Putin ønsker at hindre at NATO udvider tæt på Ruslands grænse. Men det større problem er, at han finder at U.S. regeringens relationer med Ukraine i ægte grad er truende. Det er fordi i næsten to årtier har U.S.' nationale sikkerheds etablissement, under både Demokratisk og Republikanske administrationer, benyttet Ukraine som et middel til at destabilisere Rusland og ramme især Putin.,.

Tidspunktet for Putins angreb mod Ukraine er uden tvivl forbundet med forskellige faktorer, herunder den russiske diktators tolkning af U.S. indenrigspolitik og præferencer til hans egen supermagts støtte, sponsoren i Beijing. Fornemmelsen af, at Ukraine udgør en meningsfyldt trussel mod Rusland er ikke et produkt af Putins paranoia - eller et pludseligt opstået ønske om at genskabe magten og prestigen fra Sovjetunionen uanset, hvor meget Putin kunne ønske det skulle ske. Det er snarere en geopolitisk trussel der er blevet stadig mere presserende og har været brugt med stor hensynsløshed af amerikanerne og ukrainerne i de sidste to årtier. 

At Ukraine har ladet sig bruge som et pant mod en magtfuld nabo er delvis en fejl hos Kievs korrupte politiske klasse. Men Ukraine er ikke en supermagt der selv har allierede og en ledelse der lovmæssigt kan støtte sig til klientstater - det er the United States rolle. 

Og i den rolle har the United States svigtet Ukraine. I større forstand har brugen af Ukraine som et middel mod fjender, hjemlige som udenlandske hensynsløst og ubetænksomt skadet den svage dog nødvendige europæiske sikkerhedsarkitektur som Amerika har brugt 75 år på at bygge op og fastholde. 

Hvorfor kan det amerikanske sikkerhedssystem ikke tage ansvar for sin rolle i tragedien der udfolder sig i Ukraine? 

Fordi man ved at diskutere det amerikanske ansvar da måtte man åbent udstille det nationale sikkerhedssystems rolle i to separate ødelæggende kup. Det først i 2014 rettet mod Ukraines regering, og det andet, begyndende to år tidligere mod the United States regeringen. 

I det sidste års tid har der været to forsøg på “pro-demokratiske” inter-elite kups i pro Kreml stater, Belarus og Kazaksthan. Begge de såkaldte “color revolutions” fejlede, men Ukraine repræsenterer en langt større bekymring, især med landets intense ønske om medlemskab af NATO, som Bidens Udenrigsminister Antony Blinken offentligt opmuntrede til sidste år sådan set uden intention eller mulighed for at det faktisk var muligt. Alligevel, snarere end at tvinge the United States til at genoverveje visdommen ved at plante NATO flaget ved Ruslands grænse, Putins stadig mere skingre retorik - og troppebevægelse - har Biden kun kørt holdet længere ud i problemer. 

Dette er et spil som Biden og nøglepersoner i hans administration har spillet i meget lang tid, begyndende med 2013-14 da Obama administrationen støttede kuppet der væltede en russisk venlig regering i Kiev. Dette var den såkaldte Maidan Revolution, en slags efterligning af den af George W. Bush støttede Orange Revolution i 2004-05. 

Mange fra det samme udenrigspolitiske hold fra Obamatiden Blinken, Jake Sullivan, Victoria Nuland, Susan Rice, og andre—er nu tilbage i Det Hvide Hus, og i State Department arbejder senior medarbejdere for en præsident der personligt førte Obamas Ukraine politik. 

Hvad havde alle disse personer i tanke for Ukraine? Det Hvide Hus og eksperter i U.S. udenrigspolitik fra begge partier er forenede i at hævde at Ukraine er en U.S. allieret, et demokrati og en frihedens fakkel. Det er helt klart fine ord at lytte til når man er overladt til at kæmpe mod Putin alene. Men at forstå hvad Ukraine faktisk er, så må vi begynde hvor al geopolitik begynder. Vi skal se på et kort. 

Ukraine befinder sig midt mellem to store magter, Rusland og EU. Således bliver Ukraine en bufferstat. Geopolitisk logik dikterer at bufferstater skal kultivere og fastholde hjertelige relationer med de større magter der omgiver dem, medmindre de ønsker at blive opslugt af en af disse magter. Det skyldes, at hvis man stiller sig udelukkende på den ene store magts side mod den anden da fører det til katastrofen. En stor autoritet som profeten Esajas fortalte os det. Han advarede jøderne mod at vælge side med Farao - ‘et knækket strå’ kaldte han Egypten, der gennemborer hånden på enhver der hælder mod den - i det faraoniske dynastis konflikt med Babylon havde Esajas ret. Jøderne valgte forkert side og blev ført bort i eksil. 

Israel er i dag ikke længere en bufferstat, derimod en regional magt. Men geografien er den samme, hvilket betyder at Israel stadig er et lille land omgivet af større enheder, som Tyrkiet og Iran. 

Hvordan fik Israel ændret sin status som ikke værende en bufferstat? Fordi Israel fik det som anslås til at være en stort kerne våbenarsenal med luft-, land- og søkræfter der kan benytte dem - den hædrede kernetriade - der gør landet immunt over for en fjendes første angreb, og sikrer, for nuværende, at Israel ikke længere er en lækkerbisken for imperier. Modsat Ukraine der opgav sit kerne våbenarsenal i 1994 i bytte for en løs sikkerhedsstillelse fra U.S. hvis deres naboer viser sig fjendtlige.  

Hvad er det for en strategi der dikterer at en stat overdrager sin sikkerhed vis-a-vis til lokale aktører og til et land den halve verden borte? Ingen strategi overhovedet. Ukraine var ikke i stand til at forvandle sin naturlige geografi som en bufferstat  - og værre endnu en bufferstat der har fejlet ved ikke at tage sin egen eksistens alvorligt, hvilket betød at man fortsatte med at tage katastrofale beslutninger i spillet. I 2013 tilbød EU, Kiev en handelsaftale som mange misfortolkede som en sandsynlig forløber for medlemskab af EU. Unge ukrainere ønskede inderligt at være med i EU, fordi de ønsker adgang til Europa så de kan flygte fra Ukraine, der stadig er et af de fattigste land på kontinentet. 

Handelsaftalen var et dårligt formuleret EU projekt lavet for at ramme Putin med noget som kunne se ud til at være i lavrisikogruppen. Ideen var at oversvømme markedet i Ukraine og således også det russiske marked med varer fra Europa, hvilket ville skade den russiske økonomi - førende til - sådan forestillede arkitekter bag planen sig den, til almindelig utilfredshed i den russiske offentlighed og dermed tvinge Putin ud af embedet.

Ganske forståeligt så Putin denne strategi som en trussel mod sit lands stabilitet og hans personlige sikkerhed og gav derfor Ukraines præsident  Viktor Yanukovych et ultimatum: Enten forkaste aftalen og acceptere Moskvas hjælpepakke til 15 millioner i stedet eller erfare ødelæggende økonomiske tiltag. 

Da Yanukovych pligtskyldigt afviste aftalen med EU, hjalp Obama administrationen med til at organisere gadedemonstrationer for det som blev historiens mest teknologi- og PR drevne regimeforandrings operation, og ‘markedsført’ for den globale offentlighed som henholdsvis Maidan, EuroMaidan, Værdigheds Revolutionen osv. I februar 2014 tvang protesterne Yanukovych i eksil i Moskva. Som en konsekvens arbejdede Nuland og andre embedsmænd i Obama administrationen på at samle en ny  USA venlig stemt regering i Ukraine, og dermed fjendtlig mod Moskva. 

Sent februar 2014 svarede russerne på det bløde amerikanske kup i Ukraine og invaderede og annekterede Krim og skabte kaos i Østukraine.

Obama administration nægtede at levere våben til Ukraine. Det var rigtigt at undgå konflikt med Moskva selvom man overlod Kiev forsvarsløs og det viste at Det Hvide Hus aldrig fuldt ud havde udspillet alle de mulige scenarier der kunne følge ved at lade en klientstat fortsætte på en kurs mod konflikt med en anden stormagt.

I stedet blotlagde Obama og europæerne endnu mere deres fejlslagne kalkulationer ved at pålægge sanktioner på Moskva, fordi man således drog fordel af de konditioner som Obama og europæerne selv havde skabt. 

Det Hvide Hus synes at have en pervers stolthed ved døden og ødelæggelsen man var med til at opildne i det østlige Europa. I april 2015 besøgte CIA chefen John Brennan Kiev, og synes dermed at bekræfte bureauets rolle i kuppet. Kort efter kom vicepræsident Joe Biden, der indlod sig på egen sejrsparade, og rådgav om at udrydde korruptionen. Naturligvis ansatte et energiselskab i Ukraine, ved navn Burisma så Bidens søn Hunter for at beskytte sig. 

Ved at lade sig knytte til en amerikansk administration der havde vist sig hensynsløs og farlig havde ukrainerne lavet et geopolitisk selvmål som statsledere i de kommende år vil studere. En bufferstat havde sat sin fremtid på spil ved at stole på en stat befindende sig langt borte og som blot havde benyttet den som et værktøj for at ærgre, irritere landets magtfulde nabo uden noget større strategisk koncept om at man var villig til at støtte Ukraine.

Rusland omringede derpå halvdelen af Donbass regionen og lod Ukraine føle en 8 år lang udmarvende krig, med det bagvedliggende formål at understrege Ruslands kapacitet og den ukrainske og amerikanske impotens. 

Ukraine gjorde derpå situationen endnu værre. Da de samme personer der havde overladt dem som Putins bytte bad dem vælge side i en amerikansk indenrigspolitisk konflikt valgte ukrainerne med begejstring at være med  - i stedet for at være hårdnakkede modstandere. 

I 2016, opfordrede Hillary Clinton kampagnen ukrainske embedsmænd og aktivister til at give noget Slavisk autencitet til kampagnens konspiration om Ruslands indblanding i valget med det formål at ramme Donald Trump.

Faktisk handlede essensen i Russiagate om Ukraine. Jo, Trump var formodentlig bevidst blevet kompromitteret af en sexvideo filmet i Moskva, men Putins formodede formål med at hjælpe Trump med at vinde præsidentembedet var at få ham til at lade sanktionerne indført p.g.a. Ukraine ophævet. Her var endnu en chance for Ukraine til at stikke til Putin, og opnå gunst hos det man mente ville være den vindende part i det amerikanske valg. 

Med CIA’s Brennan og en hoben senior FBI medarbejdere og embedsmænd fra Justitsministeriet der lancerede Russiagate i pressen - og udførte en ulovlig udspionering mod Trump holdet - da sluttede politikere fra Ukraine sig med glæde til. Hovedpersonerne omfattede Kiev ambassadør til Washington, der skrev en artikel om Trump-Rusland til U.S. pressen, og et medlem af parlamentet i Ukraine skulle angiveligt have bidraget. 

Det hemmelige samarbejde blev også pustet op af amerikanske operatører med ukrainske rødder, som  Alexandra Chalupa, der var tæt knyttet til NGO komplekset hos the Democratic Party. Forestillingen om at dette pokerspil kunne få konsekvenser for Ukraines relationer med dets langt mere mægtige nabo synes ikke have været faldet ind hos de hensynsløse ukrainere eller de amerikanske politikere der koldt og kynisk har udnyttet dem. 

Naturligvis var Ukraine vel næppe den eneste amerikanske klientstat (afhængig af et større land) der bliver involveret i det indenrigspolitiske maskespil. Ved at stå frem for U.S. og argumentere mod Obamas kernevåben aftale med Iran stillede premierminister Benjamin Nethanyahu sig på Republikanernes side mod en siddende amerikansk præsident - hvilket forekommer at være et endnu større potentielt  faux pas.

Forskellene mellem de to scenarier er dog endnu mere afslørende. Iran Aftalen vedrører en vigtig interesse for Israel. Som U.S. allieret udfordrede Israel visdommen i nærmest at lade Israels regionale modstander og rival selv beslutte spørgsmålet om kernevåben. Som kontrast hertil havde Ukraine ingen eksistentielle eller geopolitiske grunde til at deltage i anti-Trump tiltagene, hvilket i bedste fald tillod Israel at være i sync med den ene side af D.C. systemet, men samtidig gøre den anden side vrede, hvilket så viste sig at være den side der vandt. Russiagate var en slags ‘forfængelighedens projekt’ som en bufferstat med en faldende BNP og en hær udstyret med 40 år gamle eks-Sovjet våben i et højrisikoområde i verden næppe har råd til - især når man ikke besad et kernevåben arsenal. 

Og det var ikke kun begyndelsen. Netop som Russiagate synes at være nær sin afslutning i juli 2019 diskede embedsmænd fra the U.S. national security op med endnu en Ukraine relateret ‘fortælling’ i offentligheden for at ramme den amerikanske præsident. Dette synes at være initieret af amerikanske ukrainere, embedsmand i Det Hvide Hus Alexander Vindman og hans kollega Eric Ciaramella, en CIA analytiker der havde tjent som vicepræsident Bidens ekspert om Ukraine under præsident Obama administrationen. 

Da Vindman fortalte Ciaramella om en telefonsamtale, hvor Trump havde bedt Ukraines præsident om information vedrørende beskyldninger mod Biden familiens korrupte aktiviteter i Kiev, bad de om hjælp fra U.S. efterretningssystemet, the State Department, the Pentagon, embedsfolk i the Democratic Party og i pressen. Hurtigt, Team Ukraine skab støj, postyr, Trump stiller spørgsmål!

Med den hensigt at dække, skjule for hvad Bidens og måske andre senior Obama embedsmænd har gjort i Ukraine, blev af en Democratic Congress  rejst Rigsretssag mod Trump da han forsøgte at regne ud hvad de amerikanske politikmagere har haft gang i i Ukraine i det sidste årti. Ukrainerne satte sig igen midt i dette spil, hvor de burde være gået ‘hjem.’ud.  

Slutresultatet var at ukrainerne hjalp med til at svække en amerikansk præsident, der ulig Obama, gav dem våben så de kan forsvare sig mod russerne. Langt alvorligere gav det fornyet styrke til Putins holdning om, at Ukraine i partnerskab med the Democrats ikke forstår landets rette plads i verden som en bufferstat - og dermed tillader dem at blive benyttet som værktøj for politikmagere der i kombination af narcissisme og hensynsløshed lod dem være oplagte emner for dødsesnfarlige fejlkalkulatiuoner.

Valgsejren i 2020 til Joe Biden, en mand hvis familie er blevet betalt af ukrainerne for at beskytte dem har kun gjort meget lidt i beroligelsen af Putins opfattelse af, at Ukraine skal sættes på plads før landet, endnu engang, bliver brugt som et våben mod ham.

Set fra etablissementet hos the U.S. Nationale Sikkerhedssystem var Bidens sejr over Trump et signal om at deres handlinger i Ukraine kunne dækkes til. Så længe medierne fortsatte med at galpe op om, at den 45. præsident for the United States var Putins håndlanger så kunne ingen holdes ansvarlig for noget som helst.

Udover, som det viser sig at de politiske operatører i D.C ikke er de eneste der kan forme historien. Det kan Putin også. Og folket i Ukraine vil få det langt værre for grundet disse personers handlinger 

Lee Smith is the author of The Permanent Coup: How Enemies Foreign and Domestic Targeted the American President (2020)

 

https://www.tabletmag.com/sections/news/articles/ukraines-deadly-gamble


Ingen kommentarer:

Send en kommentar