Byzans - en advarende fortælling

Lincoln Brown 

George Santayana’s citat: “Den der ikke husker fortiden er dømt til at gentage den,” har udsmykket kaffekrus, klistermærker på kofangere, websites, og en hoben andre steder. I de seneste år er citatet blevet dissekeret i småstykker for at blive erstattet med “historien gentager ikke sig selv, men ofte rimer den.” Det er da også en fremragende udlægning.

Selvom en gennemgang af historien ikke er det centrale tema i Robert Spencers nyeste bog, Empire of God: How the Byzantines Saved Civilization, spiller historien en rolle. Hvis man ignorerer parallellerne mellem Det Byzantinske Imperium og det 21. århundrede, skader man sig selv. Spencer påtager sig opgaven med at gennemgå Det Østromerske Imperiums historie. Det er en fortælling, der bedst kan beskrives - som nuvel byzantinsk. 

Empire of God går i dybden med et emne der i store og hele er blevet ignoreret i gymnasium og selv i universitets historieundervisning. For den sags skyld har den også fået overfladisk behandling af History Channel, selv før den tid da man forlod historien og lod sig fascinere at pantelånerbutikker, brugte biler og det overnaturlige. 

Mange har den holdning at Roms glorværdige tid blev bremset da Rom blev angrebet af Goterne. Det er en almindelig formodning, at da først barbarerne indtog Den Evige By, overdrog den sidste Kejser sin laurbærkrans, iførte sig sin toga og forlod i hast skuepladsen. Men befolkningen i Øst mente langtfra at tæppet var faldet. Sandheden er, at indtil 1453 da Østriget endelig faldt betragtede byzantinerne sig som Romere og fastholdere af de græsk-romerske traditioner og filosofien. Imperiet eksisterede således i rigtig lang tid. 

Spencer kortlægger også væksten af Den Kristne Kirke, og hvorledes den kæmpede for resterne af den gamle troslære, opretholdt sig selv og sin ret til at undervise i oldgammel græsk litteratur og filosofi, uden hensyn til hedenskaben. 

Empire of God beskriver splittelsen mellem den latinske og den ortodokse side af kirken. Nogle historiebøger henvises til filioque debatten. I virkeligheden var splittelsen langt dybere og langt mere kompleks end mange indser. Den omfattende kirkelige skilsmisse var undervejs gennem adskillige år. Uanset hvad så har udviklingen af Østkirken stadig eftervirkninger i dagens Kristendom, selv i kirker der ikke tilslutter sig den Nikænske trosbekendelse eller nogen af traditionerne fra deres oldgamle forgænger. Bogen viser også, hvordan imperiet omdefinerede love og uddannelsespraksis for at danne det faste grundlag for moderne uddannelse og retspraksis. 

Lad os gå tilbage til vores åbningspræmis. Ved at gå tilbage til fortællingen om Byzans som imperium introducerer Spencer os for dets kejsere, hvoraf for de fleste er glemt,  udover de mest omhyggelige historikere, og Spencer viser os forundrende paralleller mellem livet for Byzantinerne og os i dag. 

Nogle kejsere bragte sejr, fred og økonomisk stabilitet. Andre lod sig styre af ambition, velstand, vellevned eller politik der førte til militære nederlag for imperiet og underkastede undersåtterne skræmmende inflation og skatter. Undertiden til det punkt at man brugte metallet fra mønterne til at udsmykke deres skatter. En var en tåbe der ikke kunne styre selv de mest basale opgaver som statsleder og hele tiden måtte være under overvågning. 

En anden, kejser Romanos IV Diogenes, ledte en udmattet og udslidt hær bevæbnet med ikke meget andet end jagtspyd og segl for at gå imod Jihad truslen fra øst. Romanos opnåede ikke meget, om noget, udover at han følte han havde vundet ved blot at stille op. 

Så er der beretningen om patriarken Nicholas der blev bortvist fra sin stilling af Kejser Leo, fordi han efter kirkens lov  nægtede at stå for Leos fjerde ægteskab. Nicholas skrev til Pave Sergius III for at give udtryk for sine betænkeligheder og påpege at kejseren ikke burde være en tyran og var bundet af de samme love og traditioner som enhver anden borger skulle følge:

“Beordrer kejseren os til med våben at gå mod fjenden? Beslutter han at vi skal bidrage med noget i offentlighedens interesse? Hans beslutning skal således adlydes med ivrighed. Beordrer han os til at gøre, hvad det skal være for at bringe styrke og ære til hans styre og til hans undersåtter? Vi skal derpå straks gøre det efter hans bud. Disse ting er kejserens pligter. På den anden side beordrer han os til at give afkald på vor fromhed overfor Gud? Men det er ikke en kejsers pligt, således skal vi ikke adlyde, og skal ignorere hans bud som et ugudeligt edikt fra et ugudeligt menneske. Byder han os at bagvaske, at svigte nogen ved bedrag, at besudle et ægteskab, eller på forkert vis tage andres goder? Dette er imidlertid ikke et værk ved en kejserlig regering, men snarere et aftryk af en bagvasker, en ægteskabsbryder, en tyv ....det er ondt, det er den mest onde doktrin at sige, at ‘fordi han er kejser’ har han lov at synde på en måde som ingen ville tillade sine undersåtter at gøre.” 

Man kan knap læse det citat uden af genkalde sig sagaen om Hunter Biden eller det tolags lovsystem der lige nu er endemisk for  the United States.

Som nævnt før havde Imperiet mange sejre og succeser, og mange kejsere tog kloge valg. For eksempel da pestplagen kom til Konstantinopel fra Egypten i 1541. Kejser Justinian indså, at der ikke var meget han kunne gøre for at standse den eller “hæmme spredningen.” Livet i byen fortsatte uden karantæner, masker eller social afstand. Folkelivet fortsatte så godt det kunne lade sig gøre, og pesten forsvandt. 

Som tiden gik og sled, fandt Imperiet sig fanget mellem den Charybdiske malstrøm ved Islams styrker i øst, og de to Scyllas i de opdukkede stater i Vest der betragtede imperiet som moden til at blive indtaget og et latinsk pavedømme der fik meget mere magt.  Krige blev kæmpet, land blev vundet og tabt igen, aftaler blev indgået med fjender fra alle sider og Byzans begyndte at forfalde. 

Empire of God er langt mere end en genfortælling af Byzans historie, og den gæld vort samfund har til den. Den er også en advarselsberetning, og en man bør tage i betragtning for at se hvor meget truslerne der påvirkede Det Østromerske Imperium kan spejles i vor tid.

Lincoln Brown is a freelance writer at PJ Media. He has also published columns on Townhall, The Hill, The American Spectator, and National Review.

https://www.frontpagemag.com/the-byzantine-empire-a-cautionary-tale/