Congo og moderne teknologi - en tragedie

Janet Levy

“Rædsel, Rædsel!” Det kolossale omfang af de rædsler kolonimagter påførte congoleserne er sammenfattet med Kurtz’ afsluttende ord, den depraverede, magtgale, elfenbens indsamler i Jospeh Conrads bog Heart of Darkness. (Mørkets Hjerte). 

Dengang var det elfenben, i dag er det kobolt. Men udnyttelsen og slaveriet fortsætter i dag,  og i den formørkede Republic of Congo (DRC) længe efter de fleste tidligere kolonier har fået mere velstand gennem deres frihed. 

DRC er verdens største producent af kobolt, der er absolut nødvendig i  lithium-ion batterier til mobiltelefoner, computere, elektriske køretøjer og en hoben andre ting. Det sølvagtige metal er plettet med blod af congolesiske slaver, mange af dem børn. Siddharth Kara, ekspert i menneskehandel og slaveri håber at kunne ryste verden med denne 21. århundredes bog Cobalt Red: How the Blood of the Congo Powers Our Lives, udgivet i januar i år. 

Kara har rejst rigtig meget gennem de af militæret kontrollerede mineområder for at få materiale til sin bog. Han har udholdt mange trængsler, trusler, miljøfarer og adskillige forsøg på at hindre ham i sin forskning. Han har skaffet ikke særlig velkomment lys på den afskyelige manglende hensyn til menneskelig lidelse i dette land med 60 millioner mennesker, et af de fem fattigste lande i verden. Hans forskning og feltarbejde er hjerteskærende trist læsning. I stedet for velstand, har de enorme ressourcer i den centralafrikanske nation medført voldsom udnyttelse i de sidste 50 år.  

Slavehandel begyndte i Congo, som i hele Afrika, midt 15. århundrede. I det 16. århundrede under Kong Alfonso af Portugal blev indsamling af slaver og andre netværker systematiseret og disse opererede til godt ind i det 19. århundrede. Ved Berlin Konferencen i 1884, hvor man drøftede hvorledes Afrikas skulle opddeles bemyndigedes og fik  Kongng Leopold II af Belgien personligt ejerskab af, og suverænitet over Den Frie Stat Congo. I løbet af få år, trængte den opdagelsesrejsene Henry Morgan Stanley gennem det enorme land for kongen for at sikre adskillige hundrede traktater med de ikke udddannede, godtroende og anafabetiske indfødte stammer. 

De indfødte stammer blev tvunget til trældom, først indsamling af elfenben, og derpå da man var ved at løbe tør for det, kautsjuk (gummisaft) så behovet for bildæk til Karl Benzs køretøjer kunne dækkes. Leopold blev afsat i 1908, men den belgiske regering fortsatte med tvangsarbejde. Da priserne på gummi kollapsede på ganske kort tid, blev slaverne udnyttet i kobberminer og andre metaller, hvis enorme forekomster var blevet opdaget. Belgierne solgte en regnskov i nord der har fyldt med oliepalmer til en britisk sæbefabrikant, - det blev til det multinationale Unilever. Det britiske firma afholdt sig ikke fra at benytte tvangsarbejdere og indførte produktionskvoter for slaverne. 

Patrice Lumumba bragte uafhængighed til Congo i 1960, men Belgien organiserede et kup mod den spæde regering og med hjælp fra the U.S. og the U.N. Kennedy administrationen gjorde det muligt at Lumumba blev tortureret og og dræbt af oprørere under ledelse af Mobutu Sese Seko, der efterfølgende styrede landet i 27 år som sit trællerige, næsten som kong Leopold. Efter ham kom to diktatorer. Alle fik hjælp af supermagter eller multinationale virksomheder, for at udvide udnyttelsen og fattiggørelse af Congos folk. 

Tidligt i 2000 overtog Joseph Kabila embedet efter sin far præsident Laurent-Désiré Kabila, der blev myrdet i den Anden Congo Krig, 5 millioner congolesere døde da ni afikanske nationer og 30 militser ødelagde landet og hærgede løs. Som sin far indgik Kabila junior adskillige handler med mineselskabs giganterne. I 2009 kom en ny ‘spiller’ - Kina på banen. Kina havde nu spredt sine fangarme til Congo gennem adskillige CCP-knyttede selskaber. Han trådte tilbage i 2018. I valget samme år deltog Kabila ikke, men den U.S. venlige Felix Tshisekedi der blev præsident lovede at afslutte Kinas greb om Congo. Kabila arbejder samtidig med sine kinesiske støtter for at opnå endnu mere kontrol og måske deltager han i valget i år.

Udnyttelse af congoleserne er en enorm tragedie. Multinationale virksomheder tjener utallige milliarder ved at sælge kobolt, mens congoleserne lever i ekstrem fattigdom, mishandling, slaveri, børnearbejde, gældsbyrderm menneskehandel og forgiftning af deres jord og vand. Minearbejder tjener $1-2 om dagen. Flere end 75% lever i dyb fattigdom, 33% lider af mangel på mad kun 26% har adgang til rent vand, 9% til elektricitet. Livslængden er 60,7 år. Børnedødeligheden ligger som nummer 11 fra bunden.

Det forventes at efterspørgslen for kobolt vil stige med 500% i 2050, og med verden fikseret på elektronik vil den skrækkelige uretfærdighed i Congo fortsætte. Minearbejderne, herunder børn arbejder uden beskyttelsesudstyr, kravler under jorden i timevis og indånder giftig luft. Lægehjælp er ikke tilstrækkelig. Gange kollapser og oversvømmelser er almindelige, der er ingen opgørelse over antal døde.

Mindre mineselskaber forhindres i at operere og give bedre priser og derfor ender de ofte i gæld. Illegal minedrift er udbredt. Noget særligt Kara påpeger er håndudgravet minedrift som udgør ca. 30% af al koboltudvinding i Congo. Arbejdernes eneste værktøjer er hakker og skovle og dermed store risici. Man gør det fordi de giver 10-15 gange bedre kobolt per ton end industriel minedrift. Sådanne primitive miner opererer over hele Kobber Bæltet, strækkende sig fra langs grænsen til det nordlige Zambia og det sydlige Congo. Man graver heterogenite frem, en åre med kobber, nikkel, kobolt og uranium og sælger det til “forhandlere” eller til depoter, en rest af Conrads “udposter,” og næsten udelukkende drevet ved kinesere. 

De sælger det så til industrielle fremstillere - fællesskaber mellem Congos statsejede virksomheder og CCP knyttede og betalte kinesiske virksomheder. Disse har opnået fordele gennem lave bud, billig arbejdskraft og sikrer enhederne med militærmagt, og opererer uden hensyn til menneskerettigheder. Det halvraffinerede kobolt sendes så til raffinaderier i Kina for færdiggørelse da Congo ikke har nok elektricitet. Det var således at i 2021 producerede Kia 75% af verdens raffinerede kobolt. 

Ved i praksis at have solgt landet til kineserne har Congos ledere givet dem lov til at gå amok som de tidligere kolonisatorer der erobrede med våbenmagt. Denne gang er udnyttelsen af landet og dets folk værre. Med så at sige ingen miljøhensyn på minedrift har man slået landbruget ihjel, man er årsag 

til alvorlig luft og vandforurening, og øget radioaktivitet. Bevæbnede vagter patruljerer i det kraterfyldte landskab og benytter vold og seksuelle overgreb mod befolkningen. Congolesiske soldater er sammen med dem og står også for børnearbejdet, hvor de inddrager lønningerne og sælger dele af det udvundne..

Mange børn der arbejder i minerne tager over efter deres forældre der døde i ulykker eller at smitsomme sygdomme. Nogle ender med at sælge sig for sex. Ligesom deres forældre kommer børnene til skade eller dør i fald og når tunneller kollapser. Masseuheld er almindelige men der skrives ikke noget ned om dem. Karas åbningskapitel beskriver opdagelsen af et barnelig og han forestiller sig at blodet har givet Congos jord sin unikke rødlige glød. 

På intet tidspunkt i Congos historie har almindelige mennesker haft gavn af pengestrømmen der kommer fra naturrigdommene og som støtter den globale økonomi - elfenbenm gummi, palmeolie, kobber, tin, zink, sølv, nikkel, diamanter, guld, uranium, tantalum, tungsten og kobolt. I stedet er der drevet rovdrift på menneskene af kolonisatorer, virksomheder fra kolonitiden, supermagterne, multinationale selskaber, soldater og militser, menneskehandlere og nu ved deres egne ledere, at kinesiske mineselskaber og high-tech virksomheder. 

Enhver mulighed for en kraftig ændring af tingenes tilstand kvæles ved omfattende korruption der er så udbredt over hele Afrika og af snyd og bedrag. En direktør for en mine fortæller Kara, at udenlandske selskaber ikke betaler skat og snyder staten som er partner i mineselskabet. Regnskabstal bliver forfalsket, og bureaukrater og ansatte i virksomheder fylder deres egne lommer.  

Ødelæggelsen af Congo er en skamplet for verden og for de som hylder frihed, og værdighed. Forhåbentlig vil Karas gribende bog åbne verdens øjne for “Rædslen! Rædseln!” over den Congo skal gennemgå - og det i det 21. århundrede. Det kan vi så tænke på hver gang vi ser på vore mobiltelefoner. 

https://www.americanthinker.com/articles/2023/03/the_persistent_horror_of_congos_exploitation.html