Rusland er ikke en aggressor, og Ukraine er ikke et offer
Det er udbredt accepteret at den ukrainske krise fremkom ved en militær konflikt den 24. februar 2022 med den russiske invasion af Ukraine.
Modsat konventionel visdom blev frøene til fjendtlighederne sået ca. 30 år tidligere af præsident Clinton, og senere George W. Bush, der begge ganske hensynsløst skubbede på for udvidelse af NATO mod øst.
I årenes løb advarede Gorbachev, Yeltsin, og Putin, gentagne gange om at Moskva ikke ville tolerere den fortsættende “Drang nach Osten” (“drive to the East”) af NATO, i særlig grad Ukraines medlemskab og den efterfølgende etablering af militærbaser langs Ruslands grænse.
Den 25. februar 2024 udgav The New York Times en artikel der bekræfter Moskvas frygt. Artiklen afslørede at US efterretningsvæsen ikke kun spillede en særdeles vigtig rolle i Ukraines besutning om krig men også etablerede og betalte for avancerede Command-and-Control spioncentre længe før Ruslands invasion den 24. februar
Avisen udstillede, hvordan CIA i det sidste årti havde opereret på tolv baser i Ukraine. Disse baser, der gjorde det muligt at opfange russisk militær kommunikation og overvåge spionsatellitter der benyttes til at affyre og styre droner og missiller til angreb på russisk jord. Med amerikanske biologiske våben faciliteter spredt over Ukraine er det forståeligt at Moskva opfattede dette som en tydelig trussel for Ruslands nationale sikkerhed.
Image: Vladimir Putin by AI.
Ville the United States acceptere tilstedeværelsen af russiske militærbaser ved sine grænser? Kendsgerningen er at man ikke accepterede det selvom det var ca. 2000 kilometer fra grænsen. I 1983 beordrede præsident Reagan invasionen af Grenada grundet bekymringer over konstruktionen af en lufthavn af cubanere der potentielt kunne benyttes af Sovjet styrker.
Det er af betydning at bemærke, at Putins sag var langt mere overbevisende end Reagans. Ikke som Ukraine delte Grenada grænse med the United States, og der var ingen russisk militær tilstedeværelse på Grenada, hvilket gjorde Reagans bekymringer yderst hypotetiske. Det er værd at bemærke at trods den tvivlsomme retfærdiggørelse for den amerikanske invasion, blev the United States ikke kaldt en agressor,og Reagan blev heller ikke omtalt som krigsforbryder.
Faktisk forsøgte Putin at undgå den nuværende konflikt. Den 7. september 2023 som NATO Generalsekretær Jens Stoltenberg fortalte ved et møde i EU parlamentets komite:
Præsident Putin erklærede i efteråret 2021, og sendte faktisk en forhandlingsaftale som man ønskede NATO underskrev, med løfte om ikke mere udvidelse af NATO. Det var hvad han sendte til os. Og det var en forudsætning for ikke at invadere Ukraine. Naturligvis underskrev vi den ikke.
Ruslands geografiske sårbarhed har været en bekymring for de russiske ledere siden tiden med Peter den Store, Stoltenberg burde have været opmærksom på de russiske følelser, dersom han ønskede at undgå en konflikt.
Stoltenberg kom ikke nærmere ind på, hvorfor han ikke accepterede forhandlingsaftalen, hvorfor man ikke indledte forhandlinger, eller hvorfor alle alternativer til en konflikt ikke var blevet udforsket. I sidste ende gjorde hans manglende villighed til at tale om tingene, at det ikke var muligt længere at komme til en diplomatisk forståelse..
Diplomati fik ikke en chance fordi NATO havde brug for at genskabe sit image og gøre sin fortsatte eksistens validt efter 30 år med fiasko. Stræben efter "nation-building" - erstatte autoritær stabilitet med demokratiet i lande der ikke passer til Bill of Rights - er heller ikke lykkedes. I stedet har det resulteret i tabet af millioner af liv og ødelæggelser i mange lande.
Ydermere efter en katastrofal tilbagetrækning i 2021 fra Afghanistan har alliancen mistet den modstander der så længe var begrundelsen for formålet. Da en militær alliance ikke kan eksistere uden en rival, var NATOs behov for en troværdig fjende en livsnødvendighed. Ruslands indgriben i Ukraine kunne skabe den opfattelse og portrættere NATO som en uundværlig søjle i global sikkerhed, især hvis NATO fremstod sejrrig.
Når dette er tilfældet manglede de europæiske ledere kapaciteten til at søge hævn, hver især efter århundreder med militære nederlag og ydmygelser ved Det Russiske Imperium. Efter imperiets fald, øjnedes en mulighed for gengældelse uden direkte militær konfrontation.
Ydermere ville for præsident Biden, der var desperat efter flugten fra Afghanistan, en sejrrig konflikt være det ‘skønne’ øjeblik i hans præsidentskab. Oveni gjorde han aldrig det hemmeligt at han var opsat på et skifte i lederskabet i Moskva.
Og så var der selvfølgelig Ukraine. Aldrig før i de internationale relationer var der en stat der handlede så stædigt mod sine nationale interesser. Landet satte sig selv i alvorlig fare da det gav meddelelse om sin intention om at slutte sig til NATO i 2004,og dermed krænke 1997 Venskabstraktaten mellem Ukraine og Den Russiske Føderation. Denne traktat omhandler specifikt ukrainsk neutralitet, og fastslår i sektion 6 side 148:
Hver høj kontraherende part skal afholde sig fra at deltage i eller støtte enhver handling rettet mod den anden høj kontraherende part og skal ikke indgå traktater med tredjelande mod den anden part. Ingen af parterne må tillade, at deres territorium bruges til skade for den anden parts sikkerhed.
Ukraine ledere fattede aldrig at Moskva så denne traktat som særdeles vigtig for Ruslands sikkerhed og ville ikke tillade at Ukraine krænkede aftalerne uden at blive straffet. Zelensky kunne have undgået krigen ved at frasige sig anmodningen om medlemskab af NATO og således redde landet fra ødelæggelse. Imidlertid var de korrupte ledere i Kiev drevet af finansiel og militær hjælp og søgte konflikt for personlig vinding.
Sandhed i politik involverer forskellige synspunkter og analyser, der ofte er influeret af ens egen ideologiske baggrund. Imidlertid er det kendsgerningerne der gælder.
De foreliggende kendsgerninger illustrerer en fælles overvældende interesse blandt NATO lederskabet, dets medlemsstater og Ukraine i anstiftelsen af invasionen, dog med varierende grunde, Rusland var den eneste der forsøgte at hindre konflikten.
Alexander G. Markovsky is a senior fellow at the London Center for Policy Research, a conservative think tank that examines national security, energy, risk analysis, and other public policy issues. He is the author of “Anatomy of a Bolshevik” and “Liberal Bolshevism: America Did Not Defeat Communism, She Adopted It.” Mr. Markovsky is the owner and CEO of Litwin Management Services, LLC. He can be reached at alex.g.markovsky@gmail.com
Ingen kommentarer:
Send en kommentar