Tankevækkende observationer

Venstreorienterede: Ja, man undrer sig!
 

Burt Prelutsky

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg langt bedre kan forstå islamiske terroriser end jeg kan forstå amerikanske venstreorienterede. Jeg vil helt åbent indrømme at jeg forstår, at når man indser, at unge muslimer bliver oplært af deres religiøse ledere i at når vor nation militært såvel som teknologisk er overlegen så skyldes det, at vi har indgået en aftale med Satan, da forstår man også bedre, at de bliver vrede på os.

Men hvad drejer det sig egentlig om med de venstreorienterede? Hvordan kan man forklare deres sentimentale vrøvlerier? Var det noget mærkeligt i deres føde som babyer? Blev de sat på potten da de var for små, eller, mere sandsynligt, for gamle? Eller er det noget med deres DNA? Er deres kromosomer lidt i uorden?

Jeg mener det alvorligt. Hvordan kan det ellers være at nogle amerikanere er så fortørnede over at USA har langt mere indflydelse på verden end f.eks. Luxembourg eller Liechenstein? Hvordan kan det være det ser ud som om, de ikke er grundlæggende interesseret i at kapitalismen vinder over alle andre ismer? Mener de virkelig, at grunden til, at de har et bedre liv end den typiske russer eller tyrker, kun skyldes at vi intellektuelt er overlegne? Det er langt ude.

Hvordan kan det være at venstreorienterede ser ud til at tro på, at det at indsamle dåser er langt mere vigtigt, end at bekæmpe terrorisme? Hvorfor lægger de så megen vægt på pladre løs om Al Gore og Michael Moore? Hvordan kan det være, at de anser røgen fra rygere som en større plage end Mahmoud Ahmadenijad? Hvad er der dog galt med disse mennesker?

Hvordan kan de samme mennesker, som ikke tøver med at ringe til politiet, hvis nogen træder ind i deres forhave, være så fuldstændig ubekymrede over 20 millioner illegale indvandrere som slår lejr i deres land? Og, hvorfor vil de samme tåber, som kommer ud af flippen, hvis en lille by stiller et juletræ op på byens torv forsvare en kirkes ret til at at være et tilholdssted for udlændinge, der ikke har noget at gøre i vores land?

Venstreorienterede ser helst at vi pakker sammen og forlader Irak. Det er fordi de nyder at se Amerika tabe militært. For dem, var udfaldet af Vietnam nemlig noget meget glædeligt. Deres hellige treenighed består af Jane Fonda, John Kerry og Walter Cronkite.

De vedbliver med at insistere på, at Saddam Hussien absolut intet havde at gøre med 9/11. De nægter at anerkende, at vi er i krig med Islamisk fundamentalisme. Det kan godt være, at Hussein muligvis ikke havde noget at gøre med USS Cole eller de første bombeanslag mod Twin Towers eller angrebene på vore ambassader og vores flådestation at gøre. Og hvad så? Tyskland og Italien havde intet med Pearl Harbor af gøre. Det er opgaven det drejer sig om, ikke begivenheden. Og vores opgave er at ødelægge Hamas og al-Queda sammen med alle de andre islamiske samfundsfjender. Hvis de ønsker at slås med os i Irak, så kom bare an. Det er langt bedre at slås med dem der, end i Chicago eller New York, Houston eller Seattle.

Jeg er klar over, at venstreorienterede vil sige at Islamisterne hader os fordi vi er derovre, og derved vanhelliger deres hellige jord. Men, hvis det er det det drejer sig om, hvorfor dræber de så civile i Holland, Bali, Indonesien, Filippinerne, Rusland og Spanien?

Hvis vi ikke er i krig mod muslimsk terrorisme, hvorfor skal jeg så tage mine sko af før jeg får lov til at gå ombord i et fly? Og, hvis vi er i krig, hvorfor kan sikkerhedskontrollen i lufthavnen da ikke blot koncentrere sig om arabere af en bestemt alder og holde op med at opføre sig som en flok politisk korrekte dumrianer.

Vi kan ikke komme uden om den kendsgerning, at på nær de venstreorienterede i Senatet, hos akademikerne og i redaktionskontorerne på CNN, MSNBC og på New York Times, så findes de største koncentrationer at venstreorienterede i Hollywood. Denne 'landsby' er overbefolket med en flok tåber som, når de ikke har travlt med at være fulde eller skæve og opføre sig forkælede som møgunger, så kan de ses jamrende over den globale opvarmning og fattigdom i Amerika.

Bemærkelsesværdigt er det, at det er de to problemer de virkelig kan gøre noget ved. Hvis vi nu virkelig formoder, at kuldioxidudledningen virkelig har en virkning på jordens temperatur, ville det så ikke være gavnligt, hvis disse fjog holdt op med tøffe rundt i Hummers og limousiner, holdt op med at opvarme og afkøle huse som er en anelse større end Versailles, og lod deres private jetfly blive på jorden i al fremtid.

Når det drejer sig om fattigdom, så er kendsgerningen den, at de eneste fattige disse filmfolk faktisk møder, er stuepiger, gartnere, barneplejersker og tjenere. Så hvis disse overbeskyttede 'mæhæer' virkelig var dybt interesserede i at eliminere fattigdommen i Amerika, så var det eneste de skulle gøre at betale mere i lønninger og give større drikkepenge!


http://www.americanthinker.com/2007/10/liberals_a_puzzlement.html

Civilisation og våben

Bevæbnede mænd
Mike Austin

Endnu en sofistikeret har udtalt sig, og det endda meget 'modigt'.

"Nu vil jeg ikke lyde som en annonce, en reklame på TV, men kendsgerningerne er, at hvis du kan læse da kan du få et arbejde senere hen. Hvis du ikke kan læse, da må du melde dig til Hæren i Irak. Sådan noget lignende. Det er jo ikke ligeså kløgtigt."

Sådan sagde Stephen King. Han er gyserbogsforfatter har jeg ladet mig fortælle, skønt jeg aldrig har læst hans bøger. Jeg håber inderligt, at hans prosa er mere litteratur, end det der kommer til udtryk i hans tale.

Kings ligefremme ord er næsten ikke blevet bemærket, de er nærmest usynlige. (Kun Noel Sheppard fra Newbuster offentliggjorde uhyrligheden.) Grunden er, at de slet ikke er bemærkelsesværdige. Sådanne 'modige' tanker spyes regelmæssigt ud fra de der rider, med støvler og sporer, over denne skrøbelige konstruktion vi kalder "Vestlig Civilisation." Der er vel næppe nogen blandt de der sætter dagsordenen i læreanstalternes elfenbenstårne af litterater som ikke deler det samme synspunkt som Hr. King.

Fra deres udtalelser, fra deres enorme udbud af bøger og artikler, fra deres stadige fremtoninger i medierne, fra deres endeløse selvpromovering, fra deres grænseløse had som formidles så spyttet står dem om munden, og for deres foragt for den 'almindelige mand' kunne man få det indtryk at disse typer er de eneste der opretholder alt det som er dejligt og ærefuldt i vores kultur.

Man kan ikke være mere forkert. Disse personer er civilisationens ødelæggere. Som dygtige parasitter drager de fordele af ethvert fremskridt som samfundet skaber og vedligeholder. De suger så megen livskraft ud som de kan, erstatter det med rå solipsisme (troen på at jeg'et er det eneste eksisterende)og arbejder på at knuse avnerne der er tilbage. Deres tilværelse er beskyttet og priviligeret. På trods af alle deres uddannelser og doktorgrader og deres retorik og de millioner af ord de har lært, er der ikke meget de har kundskab om. I alle henseender og med alle midler er de som barbarer.

Civilisationen hviler ikke på deres skuldre, den hviler på skuldrene af bevæbnede mænd.

"Vi sover fredeligt i vores senge om natten kun fordi barske mænd er beredt til at benytte magt på vores vegne." (George Orwell)

Sådan har det altid været. Civilisationen og evnen og viljen til at benytte magt hører sammen, er uadskillelige. Vores forkælede elitære kan ikke forstå dette og ejer ikke evnen til at forstå det. De betragter bevæbnede mænd som aber der måber over Den Sidste Nadver.

Vore ærværdige historiebøger fortæller, at den Vestlige Civilisation begyndte med Grækerne omkring 700 fvt. Nej, sådan var det ikke. Det begyndte med Hebræerne, der trængte ind i det 'Forjættede Land' 500 år tidligere. Vi glemmer ofte, at den mest indflydelsesrige bog i Vestlig Civilisation havde sin oprindelse fra den magt den Israelske kommandant Joshua og hans efterfølgere udbredte. Salomons visdom og poesi, Salmernes skønhed, det hele hviler på skuldrene af Israelere med sværd.

Grækernes bidrag fik vi gennem magtanvendelse, af grækerne mod perserne og af græker mod græker. Aeschylus kæmpede ved Marathon og Salamis, Socrates ved Delium, Demosthenes ved Chaeronea. Aristoteles oplærte den senere erobrer af verden, Alexander, der spredte Græsk Kultur så langt borte som Indiens floder. Det er spild af tid at prøve at skelne mellem de der grundlagde Vestlig Civilisation fra de som benyttede magt til at udbrede den. Det var ofte de samme.

På samme måde med Romerne. Cicero var i hæren. Cæsar var en fremragende latinsk skribent. Horacius tjente sammen med Brutus ved Filippi (42 fvt). Virgil ærede den romerske magt og såvel han som Maecnas var sammen med Augustus. Svetonius og Plinius den Yngre tjente under Kejser Trajan. Kejserne Hadrian og Aurelius skrev digte. Kejser Konstantin tillod at Kristendommen blev udbredt og grundlagde således en anden del af udbredelsen af Vestlig Civilisation.

Middelalderen hvilede ligeledes på mænd med magt, og bogens mænd. Boethius arbejde for Theodoric d. Store (520 evt). Justinian (ca. 527-565) reviderede den Romerske lovkodeks. Karl Den Store byggede skoler, påbegyndte den første europæiske Renæssance og talte personligt flere sprog. En hel genre af trabadour digtekunst og episk litteratur, herunder Rolands Sang flød frem fra krigene mellem kristne mod muslimer i Spanien.

Renæssancen var en periode med magtanvendelser og samtidig høj kultur. Leonardo designede militærkampmaskiner. Micheangelo tjente under den mest militaristiske pave, Julius d. 2. De hensynsløse Medici'er var store kunstmæcener. Dante kæmpede i slaget ved Campaldino (1289). Machiavelli var deltager i såvel diplomatiske som militære missioner. Cervantes var med den Kristne flåde ved Lepanto (1571). Cortez var forfatter, og en af hans soldater var Bernal Diaz de Castillo, der blev historieberetter om Erobringen.

Mange af de store kristne mænd fra dengang var ikke lige præcis skrøbelige violer. Jesuitterne, grundlagt af Ignatius Loyola, var soldat. Den blide Frans af Assisi var en trobadour, digter og lejesoldat. Aquinas udformede det kristne koncept af 'Retfærdig Krig.' Las Casas var historiker om Indien. Martin Luther havde tiltro til de protestantiske kongers spyd når hans nye tro skulle udbredes.

Jeg kunne fortsætte, men det må være nok til at fatte budskabet, Vestlig Civilisation har altid været afhængig af bajonetter. Fjern bajonetterne og kulturen de understøttede ville bryde sammen og det meget hurtigt.

Lad os formulere det på en anden måde. De gamle grækere og romere skrev om 'Menneskehedens Tidsaldre', først Guld, så Sølv, så Bronze og tilsidst Jern. Den sidste Tidsalder er virkelig bedrøvelig. Mennesket er "krigerisk, grådigt og ugudeligt. Sandhed, beskedenhed og trofasthed kan ikke findes nogen steder." Hesiod (ca. 700 fvt) var endnu mere dyster.

" I denne tidsalder lever mennesker en eksistens i fattigdom og strid. Børn har ingen respekt for deres forældre, broder kæmper mod broder og den sociale forbindelse mellem gæst og vært er gået i glemmebogen. I denne tidsalder er magt lig ret, og onde mænd benytter løgnen for at at blive betragtet som gode. Midt i denne tidsalder føler mennesker ingen skam eller indignation ved at fejle, babyer vil blive født med gråt hår og guderne vil fuldstændigt forkaste menneskeheden: 'der vil ikke være nogen hjælp mod ondskab.'"

I ovenstående paragraf er vor fremtid beskrevet. Vor egen nations Gyldne Tidsalder er næsten blevet ignoreret i historiebøgerne, vor Sølvalder er blot en fjern erindring. Vor nuværende Bronzealder ser ud til at falde fra hinanden og således er vor nation snart på vej ind i Jernalderen.

Når den kommer, hvem vil da forsvare det der er tilbage af Vestlig Civilisation? Vil det blive typer som Stephen King, der vil træde frem? Vil Pinch Sulzberger og Ward Churchill og Ted Kennedy iføre sig kampudstyret og udstøde krigsråbet? Vil Bill Clinton og hans sympatisører lede hærene og have kommandoen over tropperne? Vil professorerne på Yale og Harvard holde storslåede taler om den ædle krigskunst?

Du kender allerede svaret. Værdiløse mænd som dem vil blive fejet bort. Alt deres arbejde og deres ord, der forekommer så betydningsfuldt lige nu, vil blive til støv.

Den kommende Jernalder vil blive imødegået, som det altid er sket, af mænd med våben. Når det er overstået, når barbarernes styrker endegyldigt er besejret vil den nye civilisation blive svoret i ed af disse mænd, mændene fra Yorktown, fra New Orleans, fra Chapultepec, fra Gettysburg, fra San Juan Hill, fra Saint Mihiel, fra Guadacanal, fra Ardennerne, fra Chosin floden, fra Tet, fra Desert Storm, fra Falujah.

Rough riders of San Juan Hill

For det er disse mænd og deres rifler der har opretholdt vor amerikanske nation på deres skuldre. Det er deres forfædre i tidernes fylde der har skabt og understøttet den Vestlige Civilisation, som vi er en del af.

Om 1000 år, når støvet har lagt sig, når de første tegn på en ny Tidsalder af Guld kommer til syne da vil mænd som Leonidas stadig blive husket. Mænd som Stephen King vil være glemt som gårsdagens avis, kun husket af orm.

http://www.americanthinker.com/2008/05/men_with_guns.html

Borgerlighed i Hollywood

Borgerlige har det meget svært i Hollywood

Hollywood er er farligt sted at opholde sig, hvis du er højreorienteret. For nogle venstreorienterede er det helt i orden at tænke anderledes - bare det ikke betyder du er af borgerlig observans.

Burt Prelutsky

Fordi Californien og Hollywood især har været arnestedet for så utrolig mange jokes i årens løb, da er jeg sikker på, at mennesker som ikke bor her, formoder at vi kan ikke være så skrupskøre. 

De skulle bare vide bedre. 

For at du bedre skal kunne forstå hvad de borgerlige i denne del af junglen har at kæmpe imod vil jeg henvise til typiske hændelser. Den første fandt sted for ti år siden. Min hustru og jeg var inviteret til et middagsselskab hos enken til en manuskriptforfatter, som havde være min tennispartner i mange år. Vi var det ene af seks par, hvilket jo således betyder, at når man tæller værtinden med, da var vi 13 til bords. Mon det er derfor at overtro altid vil være sikret mod udryddelse? 

Alle herrerne i selskabet arbejdede i show business. Da vi alle var enten forfattere, instruktører eller producenter var det på det nærmeste uundgåeligt at Charton Heston blev nævnt, og det på en negativ måde. For lige netop omkring dette tidspunkt var Charlton Heston blevet præsident og talsmand for NRA (National Rifle Association), og havde samlet en hel del national opmærksomhed omkring sin person. 

Endskønt jeg aldrig har mødt Mr. Heston så havde vi udvekslet breve, hvor vore fælles sympatier var tilstede. Så da en af herrerne i selskabet kom med en fornærmende bemærkning om ham, følte jeg mig krænket på hans vegne. Jeg ved min hustru altid er nervøs over min evne til at vende selv den mindste uoverensstemmelse til en uindskrænket krig så tog jeg hensyn og sagde ganske enkelt til forsvar for Heston, "Nuvel, uanset om du er enig med ham eller ej, så må du da indrømme at han er modig."

 

Den facon de andre gæster reagerede på, ja, man skulle tro jeg havde sagt noget lignende som, "Til trods for alle sine fejl, da må du da indrømme at Hitler altid var velklædt og havde gode bordmanerer." For de var ganske enkelt lamslåede og vrede. 

For at være sikker på, at jeg var blevet misforstået føjede jeg til, "Jeg siger hermed ikke, at man behøver at være enige i Hestons synspunkter. Det jeg siger er ganske enkelt, at som udøvende skuespiller, da kræver det en hel del mod, at vedkende sig sin konservatisme i en by, hvor de som har indflydelse på jobs, så ganske åbenbart er venstreorienterede."

 

For at gøre det kort, da kunne jeg ikke formå en eneste i selskabet, undtagen min hustru, at anerkende, at uanset om man er enig med manden i hans politik eller ej, da må man give ham at han var trofast og stålsat overfor sin overbevisning.

Den aften modtog jeg en af mine mere opkvikkende åbenbaringer. Jeg har i lang tid været klar over at de venstreorienterede var helt forkert på den i enhver sag, som betød noget for mig, men i selskab med disse 11 væseler blev jeg bekræftet i, at de mangler selv den mindste hæderlighed for at give en ærlig mand den kredit han fortjener. 

Den næste hændelse fandt sted fornylig. WGA holdt en genforeningsfrokost for alle manuskripforfatterne på TV-serien "MASH." To enorme borde var besat med os gamle fænomener. Ved kaffen bekendtgjorde en af de andre gutter ved mit bord, at han fornylig havde opsagt sit abbonnement på Los Angeles Times. Det fangede min opmærksomhed, og jeg sagde, "Er det virkelig rigtigt, Gene? Jeg har altid betragtet dig som venstreorienteret."

 

"Hvad får dig til at formode, at jeg ikke er?"

 

"Jo, ser du jeg er borgerlig, så jeg burde ophøre med at abonnere på den møgavis. Men hvorfor gør du det?"

 

"Fordi the Times er blevet alt for forbandet borgerligt!"

 

Så skete der to interessante ting. Den første var da min kæbe ramte bordkanten. Det næste da manuskriptforfatteren, der havde siddet ved siden af mig under hele frokosten, vendte sig mod mig og stirrede ondt og derpå sagde, "Du er virkelig borgerlig?"

 

Lige så snart jeg indrømmede det rejste han sig og gik bort så hurtigt, at man skulle tro jeg havde sagt jeg led at spedalskhed. Men hans ondskabsfulde stirren var ingenting i sammenligned med den snerren der kom fra Gene. "Hvordan kan du dog være borgerlig?"

 

Nu er jeg ikke sikker på, hvad der var mest forvirrende for ham om, hvordan i alverden jeg kunne være borgerlig, hvis jeg var jøde eller humorist eller en tidligere manuskriptforfatter til "MASH", eller fordi jeg endog vovede at være i nærheden af ham? Nå, men alt jeg sagde var, "Det er da meget let. Jeg er overbevist om, at de borgerlige har ret og at de venstreorienterede er forkert på den."

 

"Forkert på den, med hvad?"

 

"Ja, f.eks. med Irak, jeg mener det var korrekt at invadere for at vippe Saddam Hussein af pinden, og at det er korrekt at blive i området for at sikre os at de onde kræfter ikke vinder. Jeg er sikker på, at selv du ikke ønsker at al-Queda kommer til at benytte Iraks oliereserver til at finansiere den verdensomspændende terror."

 

"Og, hvor længe mener du så vi skal bliver dernede?"

"Lige så længe det er nødvendigt. Tag dig nu sammen, vi har stadig tropper i Korea, 55 år efter. Hør her, det er over 60 år siden 2. Verdenskrig sluttede og vi er stadig tilstede med militær i Tyskland og Japan. Hvorfor have så travlt med at komme ud af Irak?"

 

"I tilfælde af, du ikke har benmærket det, så har vi altså mister 4000 soldater dernede!"

 

"Der en ingen der beklager det mere end jeg gør, men lad mig minde dig om, at førhen da mistede vi ligeså mange i et enkelt slag. Forskellen fra dengang og nu er , at der ikke var en hel masse mennesker som dig som insisterer på, at vore soldater døde uden grund. Kendsgerningen er at de mænd og kvinder vi borgerlige kalder helte, det er de samme mennesker som du og John Kerry kalder fjolser."

 

Ovenpå dette, rettede han sin finger mod mit ansigt og erklærede med øjne der lynede og med spyt flyvende i min retning, "Du, du er ligesom George Bush!" 

"Og du, Gene, er en idiot."

 

"Hvor vover du at kalde mig en idiot! Jeg kom ikke med øgenavne om dig."

"Det gjorde du da helt klart. Da du kaldte mig George Bush da er vi begge klar over at det er den største uartighed i dine øjne. Sammenlignet med det, var det at jeg kaldte dig en idiot på det nærmeste en kompliment."

 

Det der var så morsomt ved Gene's vrede over min mangel på etikette var, at jeg vidste noget han ikke ved jeg vidste. Tilbage i 2001, ganske kort tid efter indsættelsehøjtideligheden, blev en af mine venner og hans hustru inviteret til et cocktail selskab i Hollywood. Da de ankom, var de fleste af gæsterne forsamlet i dagligstuen. Da mine to venner kom ind erklærede en af gæsterne med stolthed, "Er I klar over, at jeg ikke kender et eneste r..hul som stemte på George Bush." Her svarede min ven, "Jamen, så gør du det nu."

 

Den person som følte han havde ret til offentligt at komme med erklæringen i et selskab, hvor der også var damer tilstede, og måske endda nogle få borgerlige var ingen andre end, Gene.

http://pajamasmedia.com/blog/conservatives-have-it-rough-in-hollywood/ 

En upåagtet historisk tale

Bush i Knesset: Endnu en historisk upåagtet tale

Paul Kengor

I sidste uge holdt Præsident George W. Bush en fremragende tale i Knesset, det Israelske Parlament. Den placerer sig i top fem eller højere blandt de bedste taler af Bush i løbet af hans to perioder, og muligvis den vigtigste af de top to taler der omhandler hans langsigtede vision for Mellemøsten og hele verden. Den anden var hans tale i november 2003 foran National Endowment for Democracy. Hvis nogen professor der underviser i Bush's præsidentskab ser bort fra denne tale er vedkommende uduelig til sit hverv.
Anledningen til talen var 60 årsdagen for staten Israels grundlæggelse, der, ifølge Bush, i en af de mange udtryksfulde passager, nation. Det var en indfrielse af "var mere end oprettelsen af en ny nation det var indfrielsen af et gammelt løfte givet til Abraham, Moses og David." Præsidenten huskede på, hvorledes Amerika 11 minutter oprettelsen, efter ordre af Præsident Harry Truman, var den første nation der anerkendte Israel's uafhængighed.
Hvad Bush ikke sagde var at ikke alene stod Amerika alene dengang, men også Amerikas præsident der anerkendte Israel i modsætning til hans embedsmænd, fra udenrigsminister George Marshall, til forsvarsminister James Forrestal stod alene - og at Amerika ikke støttede et desperat Israel i den øjeblikkelige Arabiske invasion der fulgte.
Den 15. maj 1948, gjorde Sovjetunionens Josef Stalin mere for Israel end USA. Kun årtier senere kunne en amerikansk præsident med fuld ret sige, som Bush gjorde sidste uge, at "Amerika er stolt over, at være Israel's nærmeste allierede og bedste ven i verden."

Ligesom Truman i 1948, er Bush i maj 2008 oppe imod strømmen med sin vision, ikke alene for Israel, men for hele Mellemøsten. Denne vision var til skue i talen.

Bush understregede i denne tale, for mindst hundredegang i sin præsidenperiode, hans utilslørede tro, nogle siger overdrevne tro, på styrken ved demokratiet. Han bemærkede at Israel vedbliver med at være et bolværk for demokrati i Mellemøsten, og således er det en "skam at De Fornede nationer vedtager flere menneskerettighedsresolutioner mod det mest veludviklede demokrati i Mellemøsten, end mod nogen anden nation i verden." Amen.
Yderligere argumenterede han for, at de samfund der er frie er fredelige samfund. Dette var, endnu engang, Bush's vedholdende bekræftelse på hans tro på "demokratisk fred." "At frihed medfører fred", fastholdt Bush "er den vigtigste lære af det 20. århundrede." Og nu, insisterede hans er det, "vores opgave at videreføre dette i det 21. århundrede."

Det er i en nøddeskal, Bush's vision for Mellemøsten: en længerevarende demokratisk revolution for at forandre verdens mest skrøbelige region til et (forhåbentligt) frit, fredfyldt område - begyndende nu i Irak.

I denne tale gik han videre end han har gjort før, idet han forestillede sig regionen 60 år ude i fremtiden, idealistisk forestillende sig den mulige fremtid for demokratierne fra Libanon til Syrien til Ægypten, mens han dog indrømmede at en sådan "tranformation" og "modig vision" er noget som mange bedømmer som "det kan aldrig opnåes." Tvivlerne bad han om at huske, hvad de selv havde været vidner til i deres levetid: et folkedrabs krigshærget Europa, der nu er frit og lever i fred; et Kamikaze Japan der er en demokratisk "krumtap for sikkerhed" i Asien: og et Israel med ørkener og flygtninge der nu er et af de mest frie og succesfyldte nationer på kloden - ikke blot et forjættet land, men et "lys for nationerne."

Bush foretog ligeledes et underforstået meget velfortjent svirp til Jimmy Carter (dog ikke med navns nævnelse) og den moralske styrke den 39. præsident fortsætter med at stå for længe efter udløbet af hans præsidentperiode. Bush gjorde det helt klart, at Hamas, en terrororganisation, hvis hovedformål er at "udslette" Israel ikke er en gruppe der skal føres dialog med ligesom det gælder med Hezbollah og Osama bin Laden. Ejheller med Iran, som Bush præcist fastslog: "At tillade verdens største støtte til terror at eje verdens mest dødbringende våben vil være et utilgiveligt svigt for fremtidige generationer."

Det 21. århundredes kamp, sagde præsidenten, "vedbliver med at være som det altid har været den ældgamle kamp mellem godt og ondt.""Krigen mod terror", sagde Bush "er den afgørende udfordring i vor tid. Det er mere en kamp mellem hærstyrker. Det er en kamp mellem visioner, en mægtig ideoligisk strid."
Bush talte ligeså meget om sig selv som sit land da han sagde til Israels regering: "Medens vi ser fremad, vil vor alliance være ledet af klare principper, af de samme overbevisninger med rod i moralsk klarsyn og upåvirket af meningsmålinger i popularitet eller de skiftende holdninger hos de internationale eliter." Og han sagde til israelerne at når de møder "terror og ondskab," vil deres befolkning på 7 millioner faktisk bestå af 307 millioner, fordi Amerika vil stå op omkring dem.

Dette var hovedtrækkene i den flotte tale. De spørgsmål der står tilbage er ikke blot om Bush vil blive retfærdiggjort med tiden, men endnu engang, hvorledes og hvorfor endnu en fremragende, ægte historisk tale har fået så lidt opmærksomhed. Selvfølgelig nåede den de sædvanlige nyhedsmedier, men det var en skelsættende tale på et skelsættende sted i de sidste måneder af Bush's præsidentskab.
Tankerne der udtryktes af Bush i Knesset sidste uge - og det på en meget velartikuleret og kraftfuld måde - gav mindelser om Kennedy i Berlin, om Reagan ved Brandenburger Tor, ja, om nogle af de bedste præsidenttaler i moderne tid. Læs og hør talen her : http://www.whitehouse.gov/news/releases/2008/05/20080515-1.html

Mangelen på genklang er ligeså forundrende som den er forvirrende. Det er betegnede for, hvorledes og hvorfor denne præsident hele tiden fremstår som en af de mindst populære i mange generationer - lige så lidt agtet som hans allerbedste taler. George W. Bush's eftermæle er beslægtet med den 60 års vision han fremlagde i sin tale. Den afventer tidens fylde, og han vil ikke komme til at opleve det.

http://www.americanthinker.com/2008/05/bush_at_the_knesset_another_hi.html

Blødt dansk wienerbrød

Dansk wienerbrød

Leslie Sacks

Danmark, der længe har været et åbent liberalt samfund, der hilste immigranter velkommen, har nu foretaget en kovending. Efter at have været universalisternes, socialisternes, det kulturelle frisinds foretrukne forbillede, har Danmark i dag den strammeste immigrations politik i Europa.

Den muslimske del af befolkningen i Danmark, der består af cirka 4%, nægter at lade sig integrere, men står for 40% af velfærdsudgifterne, og for størstedelen af landets dømte voldtægter. Danskerne anerkender nu, at deres kerneværdier, såsom personlig frihed, ytringsfrihed, kvinders ligestilling og tolerance for andre etniske gruppe er uforeneligt med den Islam de præsenteres for.

Muslimske ledere gør sig, uden blusel, til talsmænd for Islamisk lov i Danmark. Danskerne, der står i spidsen for at fremme ytringsfriheden og vestlige værdier er under fatwas og øget voldelige angreb fra den muslimske del af befolkningen.

Dette tilflugtssted for tolerance og åbenhed har valgt at kæmpe for overlevelse og fornuft. For at opnå borgerskab, forlanger landet nu af de nye immigranter:

- 3 års undervisning på sprogskole

- prøver i Danmarks historie, kultur og sprog

- 7 års ophold før der kan ansøges

- erhvervskvalifikationer og villighed til at arbejde

Tilladelse til byggeri af nye moskeer vil ikke blive givet i København. Krav om assimilering vil blive stadig forstærket. Det land der så beundringsværdigt modigt reddede deres 7000 jøder fra de nazistiske dødslejre bliver nu beskyldt for racisme.

Amerika er også bekendt med anklager om profilering, politisk ukorrekthed og racisme. Alligevel står muslimer fra hele verden klar ved vor dør for at opnå status som immigranter til USA - meget betegnende sker det samme ikke for hovedparten af landene i FN som vanen tro anklager USA for racisme. Hvornår har Cuba eller Rusland, Syrien eller endog Saudiarabien, disse frihedens og tolerancens bastioner, sidst modtaget en bølge af ansøgninger fra immigranter?

Således bruger vi i USA vor tid på at blive anklaget af angrebsivrige imamer, der lægger retssager an mod forsigtige luftfartsselskaber. Åben krig er der erklæret fra krævende islamiske organisationer, der således håber at kunne tvinge regeringen og vore myndigheder til at ligge på maven i passiv opgivende underkastelse. Nu er der ingen tvivl om, at vi skal have 'fodbad' i ethvert universitets hvilerum. Vi skal også have to taxiselskaber ved hver lufthavn -en for dem med korte nederdele, hunde og alkoholiske drikke, og en for amerikanere der går ind for Sharia.

Dog viser lille tapre Danmark os, og alle andre, den vej der bør gås. De åbnede deres grænser, og op for deres midler, for at byde muslimer velkommen som et udtryk for bemærkelsesværdig gavmildhed og god vilje. Nu, med skrammer og forslået af et utaknemmeligt stadig mere fundamentalistisk, og sørgeligt at sige, meget lidt kompromissøgende muslimsk samfund, lukkes dørene og der gøres op med problemet.

Det er kun et spørgsmål om tid før Amerika med den samme gavmildhed og friheder bliver presset til at gøre det samme. Det vil ikke vare længe før vor håbløse naivitet, vor udsøgt forfinede politiske korrekthed bliver erstattet af realistisk pragmatisme og en forstærket vilje til at kæmpe for vor egen kulturs overlevelse, for en kompromisløs holdning til grundlæggende frihedsrettigheder og for vor sikkerhed og frihed som ikke kan være til forhandling.

Måske en ny smag for dansk wienerbrød?

http://www.familysecuritymatters.org/publications/id.116/pub_detail.asp

Fremmede på besøg

Besøgende fra en mærkelig planet

Burt Prelutsky

Når jeg siger til venstreorienterede, at jeg simpelthen ikke forstår dem, da lader de til at formode at det må skyldes min manglende intellektuelle formåen. De er overbevist om, at deres meninger er så rodfæstede rigtige, så simple lille jeg umuligt kan finde ud af det. Nå, lad dem blive i, og nyde deres overbevisning. Sandheden er, jeg kan ikke begribe deres læresætninger fordi de er så langt fra virkeligheden, at hvis vi i morgen opdagede, ligesom med frøbælgene i filmen "Invasion of the Body Snatchers", at venstreorienterede blot ligner mennesker, men i virkeligheden stammer de fra rummet, da vil jeg være den der siger, "Aha, se nu begynder det at give mening."

Tilbage i 60'erne gik Demokraterne i gang med en socialreform i stor stil. Den var især rettet mod sorte amerikanere. Noget af det første de gjorde var at give mere til velfærd, men kun til de hjem der ikke havde nogen mandlig forsørger. Det betød ikke blot at sorte kvinder og børn blev afhængige af støtte, men, uundgåeligt førte det også til at unge sorte voksede op uden en mandlig autoritet til at vejlede dem.

Resultatet var heller ikke opmuntrende for de voksne. Enlige sorte mødre, som oftest uuddannede teenagere, stod overfor udfordringen, at forsøge at opdrage og retlede de uregerlige unger, samtidig med at alt for mange sorte mænd blev lige så rodløse og uansvarlige som deres afkom.

Ingen bør være overrasket over, at sorte, hvis familier, i hovedtrækkene, plejede at være mere stabile end de hvides i 30'erne og 40'erne nu ligger i ruiner. Halvdelen af teenagerne forlader high school før de har afsluttet uddannelsen, og 70% af sorte babyer er født af ugifte kvinder.

Men tager de venstreorienterede nogensinde ansvar for denne tragiske situation? Selvfølgelig ikke. Det eneste de påpeger er at vi skal betale mere i skat så flere penge kan forbruges på at videreføre denne endeløse cirkel af ofre i racemæssig henseende.

Venstreorienterede smiler altid overbærende når borgerlige foreslår, at i stedet for at have unge piger beskæftiget med at lære, hvordan kondomer påsættes bananer, i såkaldt sexuddannelses klasser, da i stedet lade dem lære afholdenhed. Venstreorienterede ler altid højlydt af sådanne som de betragter som bondeknolde. Det er fordi de venstreorienterede lægger langt mere vægt på at være sofistikerede end på karakter, anstændighed og ægte værdier. Jeg er nødt til at spørge, stadig med risiko for at være til grin, hvad er det der er så morsomt ved de millioner af aborter som foretages i Amerika, og hvad er det der er så pokkers morsomt ved de 25% af de amerikanske piger, ifølge en nylig offentliggjort undersøgelse, der lider at en seksuelt overført sygdom?

Et andet område der er med til at bevise at venstreorienterede er fra en anden galakse er 2. amendment. I godt og vel 30 år har senator Ted Kennedy, for blot at nævne en af de mere kendte venstrefløjspolitikere, haft det som sit mål at afvæbne lovlydige amerikanere. Han vil kæmpe for at alle våben skal konfiskeres, men enhver fornuftig person ved, at de kriminelle altid vil have adgang til kontrabande, det være sig stoffer eller våben. I betragtning af Kennedy's egen personlige historie vil du så ikke mene, at han skulle vie sin tid og energi på at gøre noget ved automobiler og lig der flyder i vandet?

Der er nogle, inklusive et antal Republikanere, der undrer sig over hvorfor jeg støtter John McCain, og på trods af hans fejl, også vil stemme på ham til november. Det er fordi, skønt han ikke er så borgerlig som jeg kunne ønske, da er jeg overbevist om, at han er her fra jorden og ikke kommer fra en frøbælg. Når det drejer sig om præsidentvalg er jeg realist ikke idealist. Fra mit udgangspunkt så drejer det sig om, at ville nøjes med et halvt brød fremfor at lade sig spise af med nogle krummer.

http://www.exilestreet.com/Columns/Prelutsky/20080428PrelutskyPlanet.html

60 år under svære forhold. Tillykke.

Tillykke med de 60 år. - Godt klaret forudsætningerne taget i betragtning

Melanie Philipps

Hvad ville Israels første premierminister Ben Gurion have sagt, hvis han havde vidst, at på den samme dag han erklærede Staten Israels oprettelse i 1948, seks årtier senere ville Israel være omringet af fjender, være befolkningsmæssigt i mindretal, og konstant måtte kæmpe for sin eksistens? Højst sandsynligt ville han have svaret: Hvad nyt er der i det?

Truman, Gurion, Eban

Israel fejrer sin 60 års fødselsdag nu for tiden. Med hvert tiår som rinder ud, stiller folk det samme spørgsmål: Vil Israel stadig eksistere i det næste årti?

Det er i høj grad forbavsende, at ikke alene har landet overlevet, men har tillige fået en stor velstand og udvikling. Landets status som værende i belejringstilstand er enestående. Samme dag Ben Gurion erklærede landets oprettelse invaderede seks arabiske hære landet og forsøgte at udrydde det. Men de nuværende undtagelser af Jordan og Ægypten har araberne og den muslimske verden forsøgt lige siden.

Israel er det eneste land hvis grundlæggelse var godkendt af FN; alligevel er det det eneste land, hvis legitimitet der stilles spørgsmål ved. Det er det eneste land som verden kræver skal indgå kompromisser med landets palæstinensiske arabiske agressorer og som det kræves af skal føje sig under deres forlangender, det selvom modstanderne affyrer raketter mod landets skoler og beboelser og sprænger dets borgere i luften.

Det er det eneste land, der fortsætter med at forsyne elektricitet og andre basis serviceydelser til sin angribere og rutinemæssigt behandler tusinder af palæstinensere på landets hospitaler, selv de der har Israelsk blod på deres hænder. Alligevel er det det eneste land, der i folkedomstolens uendelige visdom bliver beskyldt for at opføre sig forkasteligt, når det benytter sine militære midler for at forsvare sig, og som bliver anklager for 'Nazi' eller 'apartheid' overtrædelser, som det jo selv er offer for.

For tiden ser situationen særlig truende ud. Israel bliver generet fra adskillige fronter af Iran der, i lyset af dets kapløb om at udvikle et atomvåben, truer med et nyt folkedrab på Jøderne samtidig med at de benægter, at det første fandt sted. I Libanon siger Hassan Nasrallah, lederen af den Iransk støttede Hezbollah hær, der forsynes med tusinder af raketter, at det næste angreb på Israel ikke er et spørgsmål og 'hvis' men om 'hvornår'.

Siden Israel trak sig ud af Gaza i 2005 har det Iransk understøttede Hamas, som er besluttet på at udrydde staten Israel og enhver jøde, opbygget en godt trænet stående hær på mindst 20000 mand, og et enormt arsenal af våben smuglet ind fra Ægypten, og angriber uophørligt Israel med raketter og bomber. Det er en udbredt forventing at, når uafhængigshedsdagen er overstået og præsident Bush er rejst hjem fra sit besøg, da vil Israel igangsætte en stor indsats i Gaza for at gøre op med Hamas. Hvis det sker, vil stemningen i Vesten, der i udstrakt grad ignorerer Israels offerstilling med garanti blive udråbt som en 'overtrædelse' endnu engang. Ligesom tidligere vil Hamas med vilje placere kvinder og børn i skudlinjen for at maksimere antallet af civile ofre for yderligere at puste energi til denne stemning.

Israel befinder sig som en lus imellem to negle af såvel militære som psykologiske angreb ikke kun fra araberne og den muslimske verden, men også fra Vesten. Storbritannien, hvis intellektuelle har slugt, med hud og hår, de arabiske og muslimske løgne, er Vestens førende i forlangendet af Israels hoved på et fad. Takket været giften spredt af de britiske medier, universiteterne, NGO'erne og kirkerne er Israel systematisk blevet dæmoniseret og kriminaliseret.

Få er klar over, f.eks. hvorledes såvel Hamas som Hezbollah med overlagt vilje har anbragt både terrorister som våbenarsenaler i tæt bebyggede civile områder, og benytter kvinder og børn som menneskelige skjolde. Mens de britiske overskrifter anklager Israel for at forårsage humanitære ulykker og kriser i Gaza er kun få klar over, at Hamas har stjålet olieforsyninger fra Gaza's befolkning og har sprængt overgangssteder i luften for at få Israel til at lukke dem, altsammen kun for at få konflikten til at eskalere og gøre verden vred.

Endnu færre er klar over, at mange af de mest hadefyldte beretninger fra regionen er opdigtede, da både Hamas og Hezbollah, rutinemæssigt opstiller 'overtrædelser' eller kunstigt skabte episoder ved at benytte manipulerede billeder - velvilligt stillet til rådighed af Britiske journalister, der trues med mord og bortførelse dersom de ikke indvilliger.

Langt mere grundlæggende er den besættende dæmonisering af Israel grundlagt på falske forudsætninger direkte kopieret fra arabisk propaganda - f.eks denne at som et resultat af Holocaust skylden blev Israel skabt da en stor del af Europas jøder , der ikke havde krav på landet, med vilje blev sat i land i Palæstina og derved fordrev landets retmæssige arabisk muslimske indbyggere.

Ben Gurion ville være overrasket over, f.eks., at Israel betragtes som en illegal besættelsesmagt på Vestbredden (og indtil 2005, Gaza). Sammen med det moderne Israel, var dette en del at territoriet Palæstina som Folkeforbundet i 1922 overdrog Storbritannien den opgave at reetablere et jødisk national hjem med baggrund i det unikke krav fra Jøderne - det eneste folk, for, hvem det altid havde været deres nationalstat, hundredevis af år før araberne invaderede det.

Med andre ord, langt fra at være noget Palæstinensisk land, er Jøderne i deres gode ret til at gøre krav på det som deres, ifølge international lov, og derved har det også ret til at holde på landet i selvforsvar. Alligevel, fornægter den 'progressive opnion' ikke alene loven og historien (ligesom Palæstinenserne) men kræver også en etnisk udrensning af hver eneste jødiske bosættelse fra den formodede Palæstinensiske stat (ligesom halvdelen af Israels befolkning blev dannet af fordrevne jøder fra deres oprindelige hjemsteder i arabiske lande) Så meget for anti-racisme.

Benægtelsen og forvanskningen af sådanne kendsgerninger har udsat Israel for bagvaskelse som intet andet land er blevet det. Udpeget som syndebuk for forbrydelser som det i virkeligheden selv er offer for er Israel blevet den Vestlige verdens jøde.

Dette er arabernes sejr, i den nye slags krig de er involveret i. Asymmetrisk krigsførelse, hvis hoved slagmark er sindet, benyttende tilsyneladende magtesløse mennesker (Palæstinenserne), der i virkeligheden bliver bakket op at magtfulde aktører (Iran). En sådan sammenblanding af styrke og svaghed og den systematiske brug af bedrag er livsvigtig i den asymmetriske krigsførelse hovedformål: At forvirre og demoralisere ofrene og i at vende verdensopinionen for sin sag.

Selv Israel er blevet svækket på grund af dette. Landet har en intelligensia der ikke længere er trofaste overfor landets ret til at eje sin jødiske identitet. Dette har betydet at et vacuum er opstået. På Israelske universiteter har revisionistiske historikere fortalt ætsende løgne om deres lands historie, og fremstillet det som var det undfanget i synd. I skolerne er børn ikke blevet undervist i Jødernes historie, men i stedet blevet misinformeret af arabisk papegøjesnak.

Landets følelse af national enhed er yderligere blevet svækket af krigen i Libanon i 2006, der punterede offentlighedens opfattelse af Israels militær som værende uovervindeligt, og af de stedse kriser i dfet politiske lederskab forsårsaget af et politiske system der er sygeligt korrupt og udelukker de mest intelligente og de bedste fra at besidde offentlige hverv.

Resultatet af alle disse ting er, at såvel dens israelske venstrefløj som højrefløj er indviklet i en dødelig konflikt. Venstrefløjen mener Israel er dømt til at føre krig i evighed fordi der ikke er nogen udsigt til en Palæstinensisk stat - som den stadig mener er forudsætningen for fred, selvom historien har vist det modsatte i logik og eksempler. Højrefløjen, på den anden side, mener at Premierminister Ehud Olmert er Israels Chamberlain, som er ved at erklære 'fred i vor tid' ved at opgive det halve af Jerusalem og Golan Højderne og således overgiver Israel til det arabiske opslugnings ulvekobbel. Begge fløje har mistet overblikket.

Først og fremmest, trods det går ind i sit syvende årti under konstant belejring er Israel stadig under gunstig økonomisk udvikling. Økonomien vokser, er verdenførende i hig-tech, og ejendomspriserne i Tel Aviv modsvarer Londons. For det andet ved at have erkendt at have stået på kanten af kulturens afgrund er man begyndt at indse faren. Undervisningen bliver ændret, en erkendelse er fremvokset hos læreanstalternes ledere om at det er nødvendig at undervise i jødisk historie, identitet og værdier.

Og skønt uhørt mange hovedsagelig verdslige Israeler nu har valgt at bo i udlandet er der et hastigt voksende antal af de religiøse ortodokse der er fuldstændig klar over, hvad de kæmper for og er villige til at ofre livet for det - nøjagtig som flertallet af middelklasse Israelske indbyggere. Det samme kan imidlertid ikke siges om de Palæstinensiske arabere, der er i opløsning. Hamas' fremkomst den progressive islamisering og terroriseringen af det palæstinensiske samfund og den fortsatte korruption og indbyrdes stridigheder indenfor Fatah har krævet sin pris.

Flere og flere palæstinensere pakker sammen og flytter. Det er snarere dem end Israelerne der er skuffede. Deres følelse af national identitet - altid kunstigt - ligger nu endelig smadret af dødskulten der handler i deres navn. Overvej dette, med det selv formodede verdslige Fatah som bliver stadig mere islamiseret, hvorfor i al verden skulle nogen palæstinenser med et sundt sind foretrække at bo i en undertrykkende Islamisk republik - som Palæstina uden tvivl vil udvikle sig til - hvor dissidenter bliver smidt ud fra høje bygninger?

Og heri består paradokset der tilbyder det bedste håb for Israels fremtid. Selve islamiseringen, der gør så meget ondt, kan måske endeligt åbne den dør der fører til fred. Det er fordi både islamiseringen og Iran truer ikke kun Israel, men også den 'moderate Arabiske verden.

Som følge heraf er det sidste disse arabere ønsker en Iransk støttet islamiseret Palæstinensisk stat. Ægypten og Jorden har simpelthen ikke råd til at have Iran eller Det Muslimske Broderskab på tærsklen til deres grænser i et Hamas domineret Gaza eller Vestbredden. Nu for tiden stoler de på, at Israel kan forhindre det. Men efterhånden er talen om en Jordansk-Ægyptisk-Palæstinensisk konføderation til drøftelse.

Som analytikeren Jonathan Spyer har bemærket er Jordan's seneste beslutning om at forbinde Jeriko til det Jordanske elektricitetsnet et eksempel på den stadig større interesse i Vestbredden. Og i baglandet har de mere realistisk indstillede palæstinensere fattet at deres største chance for at have en fremtid er baseret på en sådan konføderation.

Et sådant udfald vil have historien på sin side. Nogle læsere kan måske have behov for at ligge ned efter at have læst resten af denne sætning, men Jordan er historisk set den Arabiske Stat Palæstina. Dette var den oprindelige to-stats 'løsning' tilbage i 1921 da Winston Chruchill på egen hånd forærede tre fjerdedele af det oprindelige Palæstinensiske territorium til det Hashemitiske kongedømme og derved skabte det der nu er Jordan, men med den underforståelse at resten skulle overgå til Jøderne.

1921 planen

Denne mulighed for at afslutte konflikten er for tiden undermineret af den selviske indblanding af Amerika, der ligesom Europa, helt forkert forestiller sig at den Arabiske krig mod Israel er om grænserne mellem Israel og palæstinenserne og som forsøger at tvinge en forhandlingsløsning om en Palæstinensisk stat igennem inden præsident Bush forlader embedet.

Man forsøger endog at presse Israel til at acceptere Hamas's 'våbenhvile' - hermed mener Hamas en periode hvor Israel ikke angriber dem, så de kan få udstyr til at fortsætte krigen uden hindring - således er det under hans besøg i Israel næste uge at Bush kan foregøgle at fred i Mellemøsten er nært forestående. Men det er en en fredsudvikling der er uvirkelig da selv den 'moderate ' Fatah leder Mahmoud Abbas har ytret sig entydigt om, at han aldrig vil anerkende Israel som en jødisk stat. Så hvad er der egentlig at forhandle om?

Trods sin forlorne natur har denne fredsformidlingsproces haft to truende konsekvenser. Den ene har forårsaget at Olmert, under pres fra amerikanerne, de israelske medier og magtfulde israelske oligarker, der for enhver pris ønsker de økonomiske fordele ved fred, har ødelagt checkpoints, frigivet fanger og givet udtryk for muligheden af terrirotriale indrømmelser - hvilket altsammen har tilskyndet og givet mere arabisk vold. Det har også forårsaget at Jordan, har lagt sin konføderationstanke på is. Ved således at blande sig har Amerika ødelagt den bedste mulighed for at Mellemøsten kan løse kerneproblemet - nemlig selv at komme frem til en løsning.

Man må erkende at ansvaret for disse seks årtiers konflikt hviler på den Vestlige verden, der fra 1921 og fremefter har valgt at føje sig efter arabisk vold mens man har udgydt krokodilletårer over de jødiske ofre. Men Israels femtid er den samme som Vestens. Hvis bastionen Israel bryder sammen bliver Vesten den næste.

Taget i betragtning med den nuværende interne formildelse overfor islamiseringen vil Vesten måske alligevel forsvinde. I det mindste ved Israel at det må slås for at overleve. Som et resultat at denne indstilling vil det stadig eksistere om 60 år.

Kan det samme siges om Storbritannien og Europa?

http://www.melaniephillips.com/articles-new/?p=582

60-70% i franske fængsler er muslimer

I Frankrig er fængsler fyldt med muslimer

Samia El Alaoui Talibi, der sammen med sin mand er sjælesørger for muslimer i et fængsel i det nordlige Frankrig. Her taler hun med en indsat. Aktivister anklager Frankrigs socialpolitik for at være årsagen til det uforholdsmæssig høje antal muslimer i fængselssystemet.

Molly Moore

SEQUEDIN, Frankrig --Samia El Alaoui Talibi foretager sin runde iført flødefarvet tørklæde og en blæksort kjole med orangefarvede kanter, et udstyr hun har erhvervet sig på et marked.

Efter at have gået forbi et skudsikkert vindue, trasker El Alaoui Talibi gennem et halvt dusin tunge låste døre for at komme hen til de muslimske rettroende som hun er sjælesørger for i kvindernes fængselsafsnit ved Lille-Sequedin Fængsel Center i det nordlige Frankrig.

Det har taget hende år at få lov at virke i til dette erhverv, sagde Talabi en af kun fire muslimske hellige kvinder, der har adgang til at arbejde i franske fængsler. "Alle har de samme fordomme og negative forestillinger om muslimer og Islam" sagde den marokkansk fødte Talibi, 47, mor til syv børn. "Når vagterne ser dig, ser de en araber; de betragter dig på samme måde som de betragter de indsatte."

Fængslet er hovedsageligt muslimsk -- ligesom næsten ethvert fængsel i Frankrig. Omkring 60 - 70 procent af de indsatte i landets fængsler er muslimer ifølge de muslimske ledere, sociologer og analytikere, skønt muslimer blot udgør omkring 12 procent af landets befolkning.

På et kontinent, hvor immigranter og børn af immigranter er uforholdsmæssigt højt repræsenteret i næsten ethvert fængselssystem er de franske tal dog de mest markante, ifølge undersøgere, kriminologer og muslimske ledere.

"Denne høje procentdel af muslimske fængslede er en direkte konsekvens af fiaskoen i integrationen af mindretal i Frankrig", sagde Moussa Khedimallah, en sociolog der har brugt adskillige år på at forske i muslimerne og det franske straffesystem.

I Storbritannien er 11 procent af de fængslede muslimer ud af et befolkningstal der udgør 3 procent, i følge Justitsministeriet. En undersøgelse af Open Society Institute, en rådgivende organisation, afslører at i Nederlandene er 20 procent af de voksne indsatte og 26 procent af de unge lovbrydere muslimer; ud af en befolkning hvor muslimer udgør 5,5 procent. I Belgien udgør muslimer fra Marokko og Tyrkiet op til 16 provent af de indsatte sammenlignet med de 2 procent de udgør af befolkningstallet fastslår instituttet.

Sociologer og muslimske ledere siger at det franske fængselssystem afspejler de dybe sociale og etniske forskelle der hersker i Frankrig og dets europæiske nabolande, idet immigranter og den nye generation af deres børn forandrer den demografiske og kulturelle sammensætning på kontinentet.

Franske fængselsmyndigheder angiver årsagen til at være den udprægede fattigdom hos de mennesker der flytter dertil fra Nordafrika og andre islamiske lande i løbet af de seneste årtier. "Mange immigranter ankommer til Frankrig i vanskelige økonomiske forhold, hvilket gør kriminalitet langt mere almindeligt," sagde Jeanne Sautiere chefen for integration og for de religiøse grupper i det franske fængselssystem. "Det vigtigste der kan siger, er at der ikke er nogen sammenhæng mellem Islam og kriminalitet."

Fra optøjerne i Paris

Men de muslimske ledere, sociologer og menneskerettighedsaktivister hævder, at i langt højere grad end i andre europæiske lande, har den franske regerings socialpolitik tjent til at isolere muslimerne i fattige forstæder med høj arbejdsløshed, ringe skoler og dårlige boligforhold. Det har været med til at skabe en generation af franskfødte børn med kun lidt håb om at kunne frem på den sociale rangstige, og med deraf følgende ringe respekt for franske myndigheder.

"Spørgsmålet om diskrimination og retfærdighed er et af de vigtigste politiske problemer i vort samfund, og alligevel bliver der ikke ofret meget opmærksomhed på det," sagde Sebastian Roche, der har studeret rets diskrimination som førende undersøger fra det Franske Nationale Center for Videnskabelige Studier. "Vi kan ikke give staten skylden hvis erhvervsvirksomhederne begår kriminalitet; derimod kan vi give staten skylden dersom det juridiske system og dens politik er diskriminerende."

Som en del af politikken indsamler den franske regering ikke data om race, religion eller etnisk oprindelse om borgerne og således er det vanskeligt at komme frem til nøjagtige tal om sammensætningen af de fængsledes oprindelse. Men demografer, sociologer og muslimske ledere har dog som et hele accepteret de anslåede tal der viser, at muslimske indsatte udgør mellem 60-70 procent.

I fængslerne kæmper Talibi og hendes mand Hassan - et sjældent mand-hustru gejstligt par - for at muslimske indsatte skal opnå samme rettigheder som deres kristne mindretals modparter. Hassan er imam. Samia har modtaget religiøs træning og kan give råd til de troende, men efter islamisk praksis kan hun ikke være imam. Fængselssystemet har kun 100 gejstlige muslimer til landets 200 fængsler sammenlignet med omkring 480 katolikker 250 protestanter og 50 jødiske præster, det selvom antallet af muslimske indsatte til overmål overgår indsatte fra alle andre religoner. "Det er sandt, at vi ikke har opnået fuldt ligestilling blandt religionerne i fængslerne," sagde Sautiere, den nationale fængsels embedsmand. "Det er kun et sprøgsmål om tid."

I de senere år har den franske regerings hovedbekymring angående landets muslimske indsatte været politiske. Den franske nationale sikkerhedstjenste advarede fængelsmyndighederne i 2005 om, at de skulle arbejde på at forhindre radikale muslimer i at hverve proselytter i fængslerne. Et år senere godkendte det franske Senat en lov der gav landets efterretningstjenste udbredt autoritet til at overvåge muslimske indsatte som en del af antiterror bestræbelserne. Fængselsmyndighederne gav tilladelse til at forhåndsgodkendte moderate imamer kunne arbejde i fængslerne i håbet om, at opnå "en afbalancering af de radikale elementer," sagde Aurelie Leclercq, 33, chef for Lille-Sequedin Fængsels Center.

Hassan El Alaoui Talibi, 52 der flyttede til Frankrig fra Marokko som student, er den nationale leder for fængselsimamerne og typisk for den type moderate muslimer den franske regering gerne vil benytte i fængselssystemet.

El Alaoui Talibi holder sine fredagsbønnemøder med ord der er valgt med omhu, siger han. Han undgår politiske emner og andre emner der kan virke det mindste ophidsende. Han holder sig til at rådgive narkohandlere, mordere og illegale immigranter i sprøgsmål om tro og respekt.

Men ikke alle muslimer ved Lille-Sequedin deler disse moderate synspunkter. Sidste år holdt en misfornøjet indsat en skinger båndet religiøs prædiken i fængslets gård. Fængselsmyndighederne fordømte budskabet som ophidsende og dømte den indsatte til isolation.

El Alaoui Talibi beskriver års kamp for at opnå selv de mest beskedne indrømmelser fra fængselslederne. Han erinder det første fængsel han besøgte for ti år siden: Han skulle vente halvanden time på at mødes med de indsatte. "Dersom jeg ikke havde haft tålmodighed, ville jeg være gået", sagde han med sørgmodig stemme. Han er tidligere skolerektor, der blev fængselsimam efter at have betragtet så mange af hans elever få problemer med loven for småforseelser og derpå slutte som hårdkogte kriminelle efter deres fængselsophold.

I dag arbejder de i Frankrig nyeste fængsel - det tre år gamle Lille-Sequedin Center - og Talibis siger de nu er mere accepterede end andre muslimske kolleger ved andre fængsler. Fængselsmyndighederne afviste at lade Washington Post besøge noge af de gamle fængsler i systemet, der har langt alvorligere problemer.

Lille-Sequedin Center (fængsel)

På en fredag gik Talibi, med en journalist, gennem mændenes fløj og indsamlede breve fra de indsattes brevkasser sammen med de katolske og protestantiske præster. Her bad adskillige nye indsatte, der netop var vendt tilbage fra sportstræning og som omringede ham om at få et personligt besøg. Han skrev deres navne og cellenumre ned på et stykke papir.

Mange af muslimerne i dette fængsel udenfor Lille er børn eller børnebørn af immigranter der kom til denne nordlige del af Frankrig for årtier siden for at arbejde i kulminerne.

En af Talibis vigtigste emner i prædikener er spørgsmålet om mad. "Han siger til os, at vi ikke skal smide maden ud blot fordi den ikke er halal" eller i overensstemmelse med de islamiske madforskrifter sagde en 33 årig tidligere embedsmand af algerisk oprindelse, der overværer bønnemøderne to gange om måneden. De franske fængselsregler forbyder journalister at identificere de indsatte med navn eller oplyse om deres kriminelle fortid.

Myndighedernes afvisning af, at servere halal mad, i særlig grad kødprodukter, er en af de største klagepunkter fra de muslimske indsatte over hele Frankrig og har i visse tilfælde ført til samlede protester fra fængselsafsnit.

I mange år har fængslerne tilladt muslimer at undgå svinekødsprodukter - og statistikken for de der afviser svinekød er et meget sikker barometer for den muslimske andel i et fængsel, i følge undersøgerne. Men blot at undgå svinekød er langt fra at følge hele halal reglementet. Først fornylig holdt man op med at benytte svinefedt til at stege grønsager og til andre retter.

"Dersom du ønsker at følge din religion, da har du ikke et valg - du må blive vegetar," sagde den dømte tidligere embedsmand, en kraftig mand der arbejder i fængselsbiblioteket. "Vi har adgang til en fængselsbutik med to halal produkter: halal pølse og en dåse ravioli."

Fængselsmyndighederne siger det er for dyrt med halal måltider. "Vi ville gerne købe friskt kød, men det kan vi ikke," sagde Leclerq, hvis kontor er prydet med teddybjørne.

De muslimske indsatte siger de oplever andre religiøse begrænsninger. Kristne er tilladt at modtage pakker der indeholder gaver fra deres familier til Jul, men muslimerne har ikke de samme rettigheder under Ramadan. "Vi er forsigtige med at kalde dem julepakker fordi muslimerne da ville bede om Ramadanpakker," sagde Leclerq. "Vi kalder den afslutning på året pakker. Vi kan ikke benytte religiøst sprogbrug ellers vil nogle mennesker blive stødt."

Talibi sagde det franske fængsdelssystem har gjort fremskridt siden han påbegyndte sin præstegerning for et årti siden. Sidste år udstak regeringen retningslinjer til alle fængsler om at følge de religiøse praksiser snarere end at opretholde reger der er i modsætning til deres egne regler.

Fængselsimamerne mødtes med justistsminister Rachida Dati i sidste måned med en liste af fortsatte krav, herunder flere imamer og træning af fængselsbetjente for at de bedre kan forstå de religiøse forskelle.

En 31 årig kvinde af algerisk oprindelse med et ungdommeligt ansigt og kulsort bølgende hår bundet omhyggeligt i en hestehale hilste Samia Talibi velkommen med kindkys.

"At komme hertil var et mareridt," sagde kvinden en ud af 150 kvindelige indsatte. "Jeg græd, jeg kunne simpelthen ikke tro jeg var her. Da så jeg denne kvinde med tørklæde" sagde hun og smilede til Samia, " kunne jeg straks se, at hun var der for at hjælpe mig. Jeg kalder hende min engel. "

http://www.washingtonpost.com/wp-dyn/content/article/2008/04/28/AR2008042802560.html

Kvinder i Islam

Kvinderne i Islam: En barbarisk ideologi giver store lidelser

Frank Salvato

Nyheden om at den anti-islamofascitiske aktivist Dr. Wafa Sultan sammen med sin familie, har måttet gå i skjul er hurtigt blevet spredt. De er gået i skjul på grund af hendes deltagelse fornylig i en debat på Al-Jazeera i hvilken hun udfordrede den ægyptiske islamist Talat Rheim over de danske muhammedtegninger og selve Islams idelologi. På grund af hendes oprigtige kritik af Islam har Dr. Sultan fået udstedt en fatwa, en "religiøs betinget" fordømmende dødsstraf, af en Islamisk lærd. Det at hun kritiserer Islam er, i de radikale islamisters øjne, grund nok til at dræbe hende. At hun tillige er kvinde tilføjer fatwaen en uhæmmet ondskabsfuldhed og et behov for en hurtig eksekvering

I et Al-Jazeera interview erkærede Dr. Sultan:

Kan ses her: http://www.youtube.com/watch?v=VkvNujdkOew

"... enhver tro, hvor hovedet hugges af dens kritikere er dømt til at ende som tyranni og terrorisme. Dette har været Islams betingelse, lige fra dens grundlæggelse til i dag. Islam har dømt sine kritikere til at komme i fængsel, og enhver som træder over tærsklen til dette fængsel bliver dræbt...Hvis man vil ændre begivenhedernes forløb må man revurdere de lærdomme som fremmer terror, man må anerkende og respektere andres ret til at leve som de vil, man må lære sine børn kærlighed, fred, sameksistens og værdifuldt gavnligt arbejde. Når de ting sker, da vil verden respektere dig..."

Ikke længe efter Dr. Sultan's bemærkninger præsenterede Sheik Yusuf al-Qaradawi, en af Islams mest respekterede lærde, sin religiøse forordning og fordømte Dr. Sultan og sanktionerede at hun skulle dø. Qaradawi, det skal bemærkes, har ligeledes erklæret at drab på amerikanske soldater i Irak og selvmordbomber mod Israel for en religiøs pligt for muslimer. Frank Gaffney, præsident for Center for Security Policy, beskriver Qaradawi som, "en af verdens førende Islamofascister."

Til denne dato har Dr. Sultan og hendes familie boet i skjul, med dertil hørende ængstelse og ubelejlighed. Hun kan ikke arbejde; hendes familie kan ikke have kontakt med deres venner; og konstant må de se sig over skulderen på grund af jihad truslen. Om vi dog kunne vise den samme offervilje som denne modige kvinde gør.

Hvor utroligt det end lyder, men på grund af hendes velkendthed, er de farer og den behandling som Dr. Sultan udsættes for ikke usædvanlig i fundamentalistisk Islamisk kultur.

Ifølge Islamisk tradition er, "En kvindes plads under hendes ægtemands fødder." I den islamiske kultur betyder det at vise nogen sine skosåler det samme som at placere dem under sine fødder, det er en fornærmelse af alvorligste grad.

Sagens kerne er at kvinder i fundamentalistisk Islam er henvist til samme status som en ejendom eller genstand. De er underlagt en utrolig barsk og nedværdigende kulturel forordning hvor forsyndelser bliver straffet - retfærdiggjort under Sharia Lov - med pisk, slag, stening og død.

Offentlig afstraffelse af kvinder i Afghanistan

Dødsstraffen er ofte eksekveret over kvinder i den fundamentalistiske islamiske kultur. Forsyndelser som afstedkommer en dødsdom under Sharia Lov strækker sig fra u-islamisk påklædning til at være i nærheden af en mand som ikke er slægtning.

Den anerkendte Islamiske lærde, Abu Hamed Mohammad al-Ghazzali, som er blevet udnævnt som "den største Muslin efter Muhammad" skriver at den muslimske kvindes rolle er:

"... at blive hjemme og fortsætte med sit syarbejde. Hun bør ikke gå ud ofte, hun bør ikke være godt informeret, hun må heller ikke være snakkesalig med sine naboer. Hun bør kun besøge dem når det er absolut nødvendigt; hun skal passe sin husbond...og søge at tilfredstille ham på alle måder...Hendes eneste bekymring er hendes dyd...Huns skal være ren og klar til at tilfredstille sin ægtemands seksuelle behov ved enhver lejlighed."

Denne totalitære tirade, skal vi snart erfare, ville være det mindste en kvinde skulle bekymre sig om når det drejer sig om at leve i den fundamentalistiske islamiske kultur. Faktisk er listen af religiøse fordømmelser over kvindens værd som menneske uden grænser i den fundamentalistisk islam forståelse.

* Vidneforklaring af en kvinde i retssager, hvor Sharia Lov benyttes, anerkender kun vidneforklaringen som halvt så betydningsfuld som vidneforklaring fra en mand. Her fremkommer en umulig situation for lighed og retfærdighed i sager om ægteskabets ophør. Kendsgerningen er, at i lande som praktiserer streng Sharia Lov - såsom Saudiarabien, Iran og Ægypten - så er det eneste en mand skal gøre er at recitere verset "Jeg skiller mig fra dig" tre gange og han er så skilt under Sharia.

* En ægtemand har ret til at slå sin hustru for formodet ulydighed og dårlig opførsel. Ifølge Islamisk lov, kan en ægtemand slå, ja han må tæske sin hustru på baggrund af en fire følgende årsager:

- Hvis hun ikke forsøger at gøre sig smuk overfor ham

- Hvis hun ikke indfrier hans seksuelle krav og lyster

- Hvis hun forlader hjemmet/huset uden hans tilladelse eller af en "lovlig grund"

- Eller hvis hun undlader at opfylde sine religøse pligter

Hvilken som helst af disse årsager er tilstrækkelig grund til skilsmisse.

Rektoren for Cairo's Al-Azhar Universitet beskriver forordningen med at måtte tugte hustruer således i et TV-.interview: "Det kan ikke sammenlignes med tæv", forklarer Sheik Ahmad Al-Tayyeb, "Det er mere ligesom slag."

* Piger så unge som ni år, bliver regelmæssigt solgt til ægteskab, ofte til mænd som er årtier over deres ungdom. Faderen til pigen får en medgift. Disse unge piger, som endnu ikke er i puberteten, behandles som slaver i løbet af dagen og som uvillige sexerobringer om natten.

* Kvinder bliver regelmæsssigt underlagt den del af den islamiske kulturs svøbe, der hedder æresdrab, hvor en kvinde kan blive dræbt af en mandlig slægtning for at kaste skam over familien. Disse æresdrab finder sted, som oftest uden konsekvens for morderen og således heller ikke til retfærdiggørelse af den myrdede.

* En mangel på respekt - eller måske snarere en uheldig - hustru blive isoleret i det som er kendt som "hustruernes opholdsrum." Dette er værelser i familiens hjem hvor kvinder opholder sig uden mad eller vand i en nærmere bestemt tid, besluttet suverænt på baggrund af hendes fangevogters, hendes ægtemands forgodtbefindende og tyranniske lune. I mange tilfælde er disse "rædelskabinetter" blot dødsceller, hvor kvinder venter på at dø, samtidig med at de regelmæssigt gennemtæves af deres fangevogter, ægtemanden.

Det er jo egentlig meget interessant at konstatere, hvor forargeligt og forkasteligt lidt interesse kvindegrupper over hele kloden, især den progressive kvindegruppe National Organization for Women, giver dette emne, udover blot en smule omtale, et emne som burde frembringe et uhæmmet vredesudbrud.

Hvad demonstrerer de mon imod?

Skribenten Jeff Jacoby opremsede i en artikel i december 2007 i Boston Globe med titlen, "Den islamiske krig mod kvinder" en liste med overgreb rettet mod kvinder fra fundamentalistisk Islam:

I Pakistan, besluttede et stammeråd, at en kvinde skulle gruppevoldtages som straf for hendes broders formodede forbindelse med en kvinde fra en anden stamme.

I San Francisco blev en ung muslimsk kvinde skudt efter hun havde taget sit tærklæde af og sminket sig for at kunne være en brudepige ved en vens bryllup.

I Teheran huggede en fader hovedet af sin 7 årige datter fordi han mente at hun var blevet voldtaget; han sagde han gjorde det for at forsvare sin ære, sit ry og sin værdighed.

I Saudiarabien forhindrede det Islamiske Politi skolepiger i at forlade en brændende bygning fordi de ikke bar hovedtørklæder og abayas; 15 af pigerne døde i flammeinfernoet.

Maj 2006, i Punjab provinsen i Pakistan, forlod Aaysha en 18 årig pige, beskyldt for utroskab af sin ægtemand efter blot havlanden måneds ægteskab, deres hjem for at opholde sig hos sin broder idet hun frygtede for sit liv. Ægtemanden, ledsaget af sine brødre, og under påskud af at ville forsone sig med hende, mødtes med hen og overtalte Ayesha til at vende tilbage til ægtehjemmet. Hun indvilligede. Ayesha genfortalte fra sin hospitalsseng hvordan ægtemanden og hans broder, mens de rejste tilbage til ægtehjemmet, havde standset bilen i et øde område og var begyndt at slå og torturere hende. De skar hendes læber og næse af. Derpå forlod de hende på en mark, ligeglade med om hun døde eller overlevede.

En konsekvens af Sharia Lov

Også i maj 2006, fik en anden pakistansk kvinde Shamin Mai, som havde "begået" den forbrydelse at gifte sig med en mand efter hendes eget valg, fremfor at indvillige i at gifte sig med den mand som var udvalgt af hendes familie, hugget benene af; denne afskyelige gerning blev udført af hendes broder og en onkel.

Vansiringer, den barbariske islamiske tradition, som ledsager muslimske æresdrab foregår ved at kvinden skamferes for livstid som straf for en overtrædelse mod manden - det være sig faderen eller ægtemanden - og det uanset om overtrædelsen faktisk har fundet sted eller blot er formodet. Denne handlemåde er en accepteret opførsel i fundamentalistisk Islam.

Det er blevet fastslået, at da Taliban kom til magten i Afghanistan i 1996, blev et dekret udstedt der forbød kvinder at forlade deres hjem,.Før Talibans magtovertagelse havde kvinder jobs på hospitaler, i skolerne og i den offentlige service sektor. Kvinder var læger og lærere. De var professionelle og uddannede. Med Taliban's dekret var det med et slut med beskæftigelse og uddannelse for kvinder. Det betød at mange var tvunget til at tigge.

Denne tyranniske læresætning blev udvidet til også at gælde mænd som forsøgte at hjælpe kvinder. I 2006, år efter "frigørelsen" af Afghanistan, blev en 46 årig Afghansk skolelærer trukket ud af sit hjem, fra sin familie og myrdet på modbydelig vis - hans indvolde taget ud og liget derpå lemlæstet - for at ikke at overholde forbudet mod at undervise piger.

I Iran blev to piger indentificeret som Zohrer og Azar, -søstre, dømt til døden ved stening, dømt for utroskab. Under Sharia Lov er det straffen for kvinder som begår utroskab.

"Forbrydelsen" som disse kvinder blev dømt til døden for var blevet optaget på video. Denne "utroskab" bestod i, at de to kvinder havde været i nærheden af andre mænd mens deres egne ægtemand ikke var tilstede. Lad mig gentage det og understrege; deres "forbrydelse" - optaget op video - var at være i nærheden af andre mænd mens deres egne ægtemænd ikke var tilstede. Der var ikke foregået noget seksuelt, ingen berøring. Det er svært at se ud fra videoen om de overhovedet havde samtalet. Men under Sharia Lov havde de begået "utroskab" og blev dømt til døden ved stening. Oveni fik de 99 piskeslag for "ulovlige forbindelser."

Døden ved stening foregår ved at kvindens hænder bliver bundet på ryggen og kroppen iføres en sækkelignende dragt. Når hun således er sikkert "indpakket" anbringes hun i et gravet hul i midten af en cirkel hvis størrelse er nærmere fastsat og derpå begraves hun op til skuldrene. Efter hun således er fastgjort i hullet begynder publikum af råbe "Allah hu Akbar" - eller Gud er stor - og derpå påbegyndes kastning af knytnævestore sten mod hendes hoved fra en bestemt afstand. Stenene kastes til hun dør eller indtil det lykkes hende at komme op af hullet og ud af cirklen.

Der gøres klar til stening

Disse rædselsgerninger foregår faktisk rundt omkring på kloden og nogle af dem finder endog sted her i USA foretaget af radikale islamister, fundamentalistiske islamister.

Det skal benmærkes at i den Wahhabistiske ideologi - den radikale islamiske ideologi - er det forbudt for muslimer at efterligne, være venner med eller hjælpe de som ikke udviser tro på Islam. Ifølge den wahhabistiske forordning er det forbudt for fundamentalistiske islamister at lade sig assimilere i en anden kultur. Ydermere indpoder fundamentalistisk islam et bogstaveligt had til USA fordi vor nation ledes efter lovbefæstede forfatningsmæssige regler fremfor en tyrannisk Sharia Lov. Af disse grunde vil de islamiske radikale nægte af lade sig opsluge i samfundet og deres foragt for denne form for regering kommer til udtryk i begivenheder, som mordet på Amina og Sarah har kunnet finde sted på amerikansk jord.

I Dallas, Texas formodes det at Yaser Said har dræbt sine to døtre, Sarah 17 og Amina 18, fordi han følte at den vestlige kultur ødelagde dyden hos hans døtre. Han er for tiden på fri fod. Lovens håndhævere er overbevist om at han skjules blandt islamiske fundamentalistiske samfund i den nordlige del af Texas.

Lignende beretninger er blevet rapporteret i områder med store islamiske befolkningsgrupper rundt omkring i landet, in Dearborn, Michigan og i Herndon i Virginia området.

Sammen med de fysiske overgreb kvinder udsættes for i fundamentalistiske islamiske samfund repræsenterer de familiemæssige og sociale troslærer et lignende undertrykkende og uligt livssyn.

I islamisk lov - Sharia Lov - bliver de som begår utroskab dømt til døden, oftest ved hængning, halshugning eller stening. I tilfælde om utroskab blandt voksne er der grov uretfærdighed i behandlingen i tilfælde af seksuel forulempelse og voldtægt.

I fundamentalistisk islam ligger bevisbyrden i sager om ikke-ægteskabelige møder, af hvilken som helst art, hos kvinden alene. Under Sharia Lov er seksuelt overgreb eller voldtægt kun bevist, hvis voldtægtsmanden tilstår, eller med mindre 4 mandlige vidner træder frem for at bevidne at voldtægten har fundet sted. Fordi kvinder i fundamentalistisk islam er mindre troværdige er det sjældent, om overhovedet nogensinde, at der er 4 mænd som er villige til at vidne imod en anden mand til støtte for en kvinde.

Kvinder som påstår de er blevet seksuelt forulempet af en mand, der ikke er hendes ægtemand, kvinder som påstår de er blevet voldtaget, vedkender sig således også, at de har haft sex udenfor ægteskabet. Uden de 4 mandlige vidners assistance - husk, 4 mænd som er villige til at afgive vidneudsagn om at de har været øjenvidner til handlingen - da er selve handlingen at betragte som utroskab og, som det er blevet bekræftet, kan den straffes med døden.

Da kvinder i fundamentalistisk Islam har hele bevisbyrden, uretfærdigt og ulige som det er, da er det i realiteten kun kvinder som dømmes for utroskab, selvom de er ofre for det vi i Vesten ville betragte som et seksuelt overgreb.

Der er tusinder, om ikke millioner, af beretninger som Zohreh & Azar's, Sarah & Amina's og Ayesha & Shamin's og de kommer fra næsten hvert hjørne af kloden, nogle direkte her i USA. Alligevel foretager kvindeorganisationerne sig intet. De progressive Venstreorienterede humantiære organisationer gør intet. FN gør intet.

Og kvinder - piger - døtre, mødre og børnebørn af pigekøn dør.

At være født som kvinde i en verden af fundamentalistisk Islam er det samme som at være underlagt Koranens forordning. At være født som kvinde i en verden af fundamentalistisk Islam, forekommer det, at være det samme som levende død.

I mit fortsatte studium af Islam, af dets radikale læresætninger og den trussel som Islam udgør mod Vestlig civilisation da bliver jeg mere og mere overbevist om, hver eneste dag, at det bliver kvinderne i vores samfund som skal være den motiverende faktor i vores afgørende beslutning. Jeg beder blot om, at det sker snart, hellere i dag end i morgen, for ellers taber vi kampen.

http://www.familysecuritymatters.org/challenges.php?id=1387143