Spaniens jøde problem

Spaniens 'jøde-problem'

Anti-Semitisme er i vækst - men hvor mange spaniere har nogensinde mødt en jøde?

Soeren Kern

  

Mange spaniere mente Spanien havde løst deres "jødeproblem" i 1492, da Kong Ferdinand og Dronning Isabella med et pennestrøg beordrede udvisning af rundt regnet 800000 jøder fra landet, og således fjernede det største og mest fornemme jødiske samfund i Europa.

Nu mere end 500 år senere er den spanske anti-semitisme i vækst endnu engang. Ifølge en ny undersøgelse offentliggjort af Pew Research Center har næsten halvdelen af alle spaniere et negativt syn på jøderne, en statistik der markerer Spanien som en af de mest anti-semitiske lande i Europa. Ifølge Pew har 46% af spanierne en negativ holdning til jøder, mere end en fordobling fra de 21% hos spanierne i 2005.

Spanien er også det eneste land i Europa, hvor negative holdninger til jøder overgår de positive; kun 37% af spanierne tænker til gunst for jøderne. Til sammenligning har 36% af polakkerne negative holdninger om jøderne, mens 50% har positive; i Tyskland, 25% negative versus 64% positive; i Frankrig 20% negative versus 79% positive; og i Storbritannien, 9% negative versus 73% positive. (ifølge PEW har 77% af amerikanerne positive holdninger til jøderne mod 7% negative.)

PEW's seneste undersøgelse om den spanske anti-semitisme er i sammenfald med andre lignende undersøgelser. For eksempel en rapport om europæisk anti-semitiske offentliggjort i den i New York bosiddende Anti Defamation League, og som siger af 54% af spanierne tror at "jøderne har for megen magt på de internationale markeder." 54% af spanierne tror at "jøder er mere loyale overfor Israel end deres eget land."

Undersøgelsens data om den spanske judeofobi rejser mange spørgsmål, herunder et der åbenbart aldrig er blevet spurgt: Hvor mange nulevende spaniere har faktisk nogensinde mødt en jøde? Ikke særlig mange, ser det ud til. Faktisk har Spanien i dag et af de mindste jødiske samfund i Europa; landet har blot 12000 jøder ud af den samlede befolkning på 42 millioner, hvilket svarer til mindre end 0.05%.

Frankrig der med 500000 jøder har den tredje største jødiske befolkning i verden (efter Israel og USA), betragter altså jøderne relativt positivt i sammenligning med Spanien. (Selvfølgelig er det måske muligt, at spanierne blot er mere ærlige end andre europæere om deres inderste følelser mod jøderne, og derved fordrejes statistikkerne og maskeres problemets omfang andre steder på kontinentet. Trods alt er der gode grunde til, hvorfor mere end en fjerdedel af franske jøder har ønske om at forlade Frankrig.)

Så hvad kan forklare den dramatiske forøgelse i den spanske anti-semitisme siden 2005, især i betragtning af, at den eneste kontakt de fleste spaniere nogen sinde har haft med jøder er gennem TV?

PEW har med politisk korrekt behændighed sagt at problemet kan ligge hos "de der stiller sig nærmest højresiden i det politiske spektrum." De fleste professionelle politiske observatører af nutidens spanske politik lægger dog skylden helt og aldeles på den socialistiske premierminister Jose Luis Rodriguez Zapatero, der overtog embedet i 2004, og siden er det lykkedes ham at få de spanske-israelske forbindelser til at nå et lavpunkt, siden de diplomatiske bånd mellem de to lande blev etableret i 1986.

Zapatero som ikke skjuler sit postmoderne mishag til zionismen, er kendt i Spanien for hans anti-Israel og anti-jødiske udfald. Ved et middagsselskab i Moncloa Palace (Spaniens Hvide Hus) i 2005, for eksempel, henvendte Zapatero sig til sine gæster ved at komme med en række anti-semitiske og anti-zionistiske talemåder der sluttede med sætningen: "Det er forståeligt at der er nogen der kunne retfærdiggøre Holocaust."

Zapatero har også søgt at genskabe Spaniens traditionelt stærke bånd med den arabiske verden ved at stille sig på Israels fjender side. Under Den Anden Libanon Krig, for eksempel, deltog Zapatero i en anti-Israel demonstration hvor han havde omsvøbt sig et palæstinensisk kaffiyeh (tørklæde) og, uden begrundelse, anklagede Israel for at bruge "overdreven magt der ikke gav beskyttelse til uskyldige mennesker." For at fuldende dette sendte Zapatero derpå sin udenrigsminister til Syrien, et træk som Israels udenrigsminister sagde beviste, at den spanske regering var "tættere på Hezbollah terroristerne end på Israels regering."

Zapatero der nægter at besøge Israel (selv da de to lande fejrede 20 år med diplomatiske forbindelser i 2006) omtaler også den israelske-palæstinensiske konflikt som en "cancer" der breder sig til alle de andre konflikter i regionen. Som en discipel af den postmoderne tanke om moralsk lighed, tror Zapatero naturligvis at "canceren" er Israel, ikke islamisk terrorisme.

Som det ikke var nok får den spanske anti-semitisme også næring af den uophørlige anti-Israel retorik hos Spaniens intellektuelle på venstrefløjen og hos de elitære i medierne, hvoraf de fleste er entusiastiske Zapatero spytslikkere i hans pro-arabiske, pro-Islam verdenssyn. Selv spansk radio, TV og trykte medier, hvoraf de fleste enten direkte eller indirekte er kontrolleret af den socialistiske regering, er notorisk berygtet for sin negative holdning til Israel. Da de fleste spaniere ikke kan tale et fremmed sprog har de kun meget lidt adgang til alternative informationskilder, som kan være en årsag til den spanske holdning til jøderne, især den israelske del.

Tilføj de spanske mediers bizarre besættelse af neo-konservatismen, som i Spanien er blevet et nedsættende udtryk ved at hævde, at der er en konspiration med det formål at fremme jødisk dominans i verden. Mange almindelige spaniere som ellers kun har meget lidt interesse i udenrigspolitik, forekommer at have en dybt rodfæstet holdning om de der jøder Frum, Kristol, Pearle, Podhertz og Wolfowitz m. fl.(jødiske konservative)

Zapatero og hans ministre spiller nu neocon kortet ud for at forklare offentligheden hvorfor spanske økonomi er i frit fald. Skønt analytikere har advaret i mange år om, at den spanske husboble var ved at briste, sagde Zapatero at den frygt var overdreven. Nu er bblen bristet og nogle eksperter forventer at antallet vil fordobles inden 2010 og nå rystende 18% arbejdsløseh. Spanske vælgere skal nu finde nogen at skyde skylden på.

Zapatero med sin klassisk -hård hånd styring af økonomien - siger at årsagen til Spaniens problemer ligger hos "den neokonservative model, baseret på kapitalisme uden grænser og etik." Oversat betyder denne postmoderne Zapatero-tale "jøderne har skylden."

Samtidig med at spanierne bliver fyldt med en falsk racemæssig overherredømmeindstilling kommer der nu et nyt studium der viser at mange spanske anti-semitter faktisk har jødisk blod i åprerne. En undersøgelse af de genetiske spor i den spanske befolkning viser at 20% af de nulevende spaniere har jødisk oprindelse. Det viser sig at langt flere jøder, end hidtil antaget, ikke fulgte ordren til at forlade Spanien tilbage i 1492 og blot konverterede til Katoliscismen i stedet. 

Mange af disse conversos forsøgte at integrere sig ved at tage efternavne der indikerede at de var handelsfolk eller efter deres erhverb. Et sådant sefardisk navn er Zapatero, der betyder skomager.

Soeren Kern is Senior Analyst for Transatlantic Relations at the Madrid-based Grupo de Estudios Estratégicos / Strategic Studies Group.

Andre artikler af Soeren Kern ved klik

Tillykke med jubilæet Castro

Castro's terrorplaner for 50 år siden

Humberto Fontova

Sorte fredag, dagen efter Thanksgiving er traditionelt den travleste indkøbsdag på året. Macy's for eksempel betjener minimum 50000 kunder på denne ene dag. Da afsløringerne om et muligt terrorangreb rettet mod New York City's undergrundsbane kom frem, burde det hjælpe os til at huske på, at fridagens tumult også er en lejlighed for de der forsøger at skade mennesker i hobetal til at træde i karakter. Den tanke kunne meget vel have været i Fidel Castro's sind da han planlagde et kolossalt terrorangreb på Manhattan netop fredagen efter Thanksgiving i 1962.

Den 17. november 1962 brød J. Edgar Hoover's FBI terrorplanen (skønt udtrykket "terrorist" ikke blev benyttet dengang) udarbejdet af cubanske agenter der benyttede deres ansættelse som medlemmer af Cubas delegation i FN med det formål at ramme Macy's, Gimbel's, Bloomingdales og Manhattan's Grand Central Station med et dusin bomber og 501 kg af TNT sprængstoffer. Denne omfattende storbrand var planlagt til at blive igangsat den følgende uge, på dagen efter Thanksgiving.

For ligesom at sætte planen i perspektiv, da tænk på, at til eksplosionerne i Madrid's undergrundsbane, hvor næsten 2000 mennesker blev dræbt og lemlæstede benyttede terroristerne højst 110 kg. TNT. Fidel Castro's agenter planlagde at benytte fem gange så meget TNT i verdens tre største varehuse, der ville være stuvende fyldte og pulsere af liv på denne fridag, årets største indkøbsdag. Tusinder af New York'ere, kvinder og børn ville være blevet dræbt på Castro's ordre.

Dette var ikke Castro's første forsøg på at udslette byen. Han havde planlagt angrebet på Manhatten blot nogle uger efter Sovjetunionens premierminister Nikita Krhuschev havde spoleret hans planer om et endnu større angreb under Cuba Missil Krisen i 1962. På grund af Khruschev's klogskab måtte Castro måske have været nødt til at udskyde det. "Hvis missilerne var blevet hos os," betroede Castro's nære ven Che Guevara til London Daily Worker i 1962, idet han henviste til Cuba Missil Krisen, "da ville vi have benyttet dem direkte mod selve hjertet i USA, herunder New York." Khruschev selv indrømmede at Fidel og Che's folkedrabsplan var den væsentligste faktor til hans beslutning om at trække missilerne tilbage fra Cuba, mere end Præsident Kennedy's teatertorden og trussel om "blokade."

Manhattan plottet ville sandsynligvis have resulteret i utallige tusinder af døde, desuden har den sin egen sindssyge logik. Når man tager tidens temperament med i betragtning da vidste Castro, at et angreb ville tvinge USA til et gengældelsesangreb, og at Sovjetunionen ville blive trukket ind i konflikten. Castro ville da opnå lige præcis det han drømte om og forsøgte at fremprovokere nogle uger senere: En international atomkrig.

Castro selv ville selvfølgelig ikke komme til skade. Alexander Alexeyev, den sovjettiske ambassadør på Cuba under missilkrisen, har afsløret den spændende - om ikke overaskende - kendsgerning om forløbet i de dage. Mens Castro bønfaldt, truede og endog forsøgte af narre Khruschev til at påbegynde et atomangreb mod USA, havde han også sørget for at få pladser sammen med Alexeyev på et førsteklasses sæde i Sovjetunionens Ambassades bombesikre beskyttelsrum.

Nu kom Manhattan Plottet ikke til at finde sted, men det kan ikke hævdes, at Castro har betalt prisen for denne planlagte ødelæggelse.I November 1995 var Castro på et triumferende besøg på Manhattan. Han var æresgæst og hovedattraktionen ved FN's 50 års julilæumsgilde.

"Den mest prominente på Manhattan!" skrev en artikel i Newsweek samme uge, idet den henviste til den virak der omgav ham. Efter hans fejring, de hyldest og fodstampende ovationer i Generalforsamlingen blev Castro feteret af New York's bedste og klogeste og omgivet af dusinvis af Manhattan's megastjerner, intellektuelle og børsmæglere.

Først var der middag i Cuncil of Forreign Relations. Efter hoffet der for en henført David Rockefeller sammen med Robert McNamara, Dwayne Andreas og Random House's Harold Evans, smuttede Castro over til Mort Zuckerman på 5th Avenue, hvor en flok Beltway megastjerner, heriblandt en åndeløs betaget Mike Wallace, Peter Jennings, Tony Brown, Bernhard Shaw og Barbara Walters allesammen flokkedes om ham for at få opmærksomhed. Alle råbte højlydt om autografer og fotos. Diane Sawyer var så overvældet over massemorderens tilstedeværelse at hun styrtende hen til ham, slog armene rundt om Castro smækkyssede ham på kinden.

Denne terrorismens Godfather lever stadig blot 180 km. væk fra vore kyster i en tropisk luksus som alle burde se. En gang om året er han på Forbe's liste over verdens mest velhavende folk. Han er feteret af besøgende dignitarer, fra Kofi Annan til Steven Spielberg, fra Jimmi Carter til Charles Rangel, fra Arlen Specter til Gregory Craig, fra Barbara Walters til Jesse Jackson og fra Andrea Mitchell til nu her fornylig Kinas Præsident Hu Jintao.

Medierne beundrer ham stadig. Castro giver lejlighedsvis interviews til stjernereportere som Dan Rather og Barbara Walters. Ted Turner omtaler Castro som sin ven, som en "en helvedes karl!" Andrea Mitchell, giver denne kommentar efter sit uventede æresinterview med Castro, "han er en absolut yderst spændende person!"

Hollywood er endnu mere bjergtaget af den aldrende diktator. Han fremstilles ikke som en skurk i film - den rolle er reserveret til Hollywood hadefigurer som Joe McCarthy, Richard Nixon eller J. Edgar Hoover. Faktisk hersker Castro som et veritabelt ikon for mange af Hollywood's bedste og smarteste. Oliver Stone omtaler Castro som "en meget moralsk, en meget menneskelig mand." Jack Nicholson udtaler sig sentimentalt om sin hyppige cubanske vært "et geni!" og hans ø-gulag som "et paradis!" Francis Ford Coppola skrev et kærestebrev til ham. "Fidel jeg elsker dig" begynder det med, "vi har begge de samme forbogstaver og begge benytter vi vor magt i godhedens tjenste."

Det helt og aldeles ironiske i den vedvarende kærlighedsfest for Fidel er at han var så yderst tæt på at myrde de som nu synger sange til hans pris. Efter hans meget roste besøg på Manhattan i november 1995, hyldede Time Magazine manden som to gange forsøgte at brænde New York ned med "Manhattans skål!" I Thanksgiving ugen i 1962 planlagde så sandelig Fidel Castro og Che Guevara at "skåle" med Manhattan.

---

Humberto Fontova is the author of Exposing the Real Che Guevara and the Useful Idiots Who Idolize Him. Visit www.hfontova.com

Andre artiker af Homberto Fontova ved klik.

Vatikanets pro-gaza udtalelser

Bør Vatikanet tilgives for pro-Gaza udtalelser?

Forestil dig følgende og hvad du ville gøre:

Medlemmer af Flying Dragons, en kinesisk bande på Manhattan, er vrede på Politiet i deres distrikt, især Politiets Afdeling for Efterretninger om Asiatiske Bander, og banden beslutter at plage disse betjente ved at smide M69 håndgranter ind gennem politistationens vinduer. Granaterne er harmløse, efter nogle sekunder udsender de en sky af hvid røg og laver en forfærdende øresønderrivende høj lyd der får betjentene folk til at gøre i bukserne. Selv efter betjentene indser at granaterne ingen skade gør kan de dog aldrig være sikre på om det er en ægte der smides ind til dem næste gang.

Betjentene kan ikke klare mere og tager hen til det område, hvor afdelingen af banden opererer (der er tre Manhattan fraktioner af Flying Dragon, benævnt efter de gader de opererer i) og for at standse banden i den fortsatte terror af betjentene. Der har altid været ondt blod mellem Politiet og banden, så da politiet tager afsted for at anholde dem mødes de med geværild.

Politiet besvarer ilden og et slag udvikler sig. Efter et stykke tid er en halv snes stykker af banden døde, herunder et bandemedlems hustru og barn. Banden ringer til CNN og beklager sig over, at betjentene nu går efter deres hustruer og børn.

CNN kontakter betjentene og finder ud af, at ingen betjente er døde, at granaterne er uskadelige hjemmelavede attrapper der faktisk ikke rigtig har såret nogen og derfor beskyldes betjentene for uforholdsmæssig voldsanvendelse.

En journalist beder dig om et interview fordi du lever i området i nærheden af banden. Faktisk så lever din broder side om side med dem og de fleste bandemedlemmer kender dig og hele din familie. Du bliver nu spurgt om din mening om situationen. Et kamera har fokus på dit ansigt og du overvejer om mon ikke banden formodentligt ser dette interview på TV i samme øjeblik.

Du ville egentlig gerne sige at banden er en samling brutale, vilde, uforbederlige slyngler der terroriserer nabolaget og at det ville være rart om betjentene dræbte dem allesammen. Men du tænker samtidig på din bror og andre slægtninge der bor i nabolaget. Derfor siger du: "Jeg passede blot mig selv da Politiet kom drønende som Gestapo fra Nazityskland og skød enhver asiat." Henvisningen til nazismen passer egentlig ikke; helt sikkert var betjentenes mål ikke banden fordi denne var asiatisk, men fordi de var indblandet i kidnapning, afpresning, ulovligt spil, ildspåsættelse og allehånde slyngelstreger. Du er imidlertid nødt til at sige noget negativt om Politiet ellers vil du sætte dig selv og din familie i yderste fare.

Du ville gerne fortælle sandheden, men denne gør frygtelig ondt. Vi husker måske under Holocaust, at Pave Pius XII var tavs mens de tyske overgreb blev begået. Hvad skulle han dog gøre? At gå op imod nazisterne ville kun have ført til forfølgelse af katolikker. Jeg forstår det godt.

Derfor er det ikke nogen overraskelse at Kardinal Renato Martino, Pavens delegerede i FN, sagde om Gaza at"det ligner mere og mere en stor koncentrationslejr." Anti-semitter kalder det også en Holocaust mod Palæstinenserne. Det er selvfølgelig helt forrykt, nogle få hundrede bliver ikke til en Holocaust. Faktisk så angriber israelerne ikke nogen på Vestbredden, der også er fyldt med palæstinensere. Mon det skyldes at der ikke kommer raketangreb fra vestbredden ind over Israel?

Jødehadere over hele verden har grebet Vatikanets udtalelse som et tegn på, at endelig er nogen der vil benævne Israel som ond i den nuværende krig i Gaza. Hvad intelligente mennesker imidlertid kan se er, hvad der ligger bagved: Vatikanet kender udmærket, hvilken part der viser ondskabens ægte ansigt, men hvad kan vi realistisk set forvente at Vatikanet skal sige? Sidste gang nogen fra Vatikanet sagde sandheden om muslimerne blev kirker i palæstinensiske områder angrebet, britiske muslimer bad for at Paven skulle henrettes, kristne i muslimske lande blev forulempet, nonner blev dræbt, kristne piger blev halshugget og andre afskyelige modsvar blev givet af det muslimske samfund.

Nej, Vatikanet skal undsige Israel; der er alt for mange kristne der lever i muslimske lande. Vatikanets udtalelser er ikke tegn på, at Israel handler forkert, men snarere et tegn på, at muslimerne har terroriseret denne planet så selv Den Katolske Kirke holder sig tilbage fra at benævne det, som de virkelig er.

Vatikanet befinder sig som en lus mellem to negle når det drejer sig om muslimerne. Jeg kan forstå og tilgive Vatikanet, jeg kan også forstå at dybt nede i hjertekamrene da ønsker man at israelerne ville udslette denne plage fra jordens overflade.

I den forbindelse: At forsøge at myrde en Pave er ikke så langt ude, vi kan alle huske en tyrk ved navn Mehmet Ali Agca der skød og sårede Johannes Paul II den 13. maj 1981. Hvad mange ikke ved er, at Agca påstod at han var medlem af Folkefronten til Palæstinas Befrielse (PLO) skønt de meget klogt benægtede enhver forbindelse med ham.

http://plancksconstant.org/blog1/2009/01/the_vatican_should_be_forgiven_for_the_progaza_sta.html

Præsidenter mod afprøves før som nu

Præsidenters mod afprøves, før som nu!
Tillykke til Præsident Obama med indsættelsen. Husk at tage ved lære af historien!
Dr. Earl Tilford

Joe Biden den demokratiske vicepræsidentkandidat har forudsagt, at i løbet af de første seks måneder af Obama's regering vil den nye præsident blive afprøvet af en alvorlig international krise. Obama støtterne har hurtigt påpeget, at John Fitzgerald Kennedy's håndtering af Cuba Rakat krisen i oktober 1962 er en rollemodel for, hvordan Barack Obama ville kunne handle som modsvar. Imidlertid er den krise den sidste i en serie af kriser. Faktisk dannede den elendige måde JFK håndterede de foregående kriser baggrunden for den katastrofale atomkrigstrussel, der viste sig.

I februar 1961 stod JFK overfor sin første krise langt borte i Laos, hvor en borgerkrig med tre parter hærgede. Kennedy erfarede snart, at US tropper, der havde struktur efter konventionel krigsførelse i Europa, ville være logistisk hæmmet ved at skulle kæmpe hundreder af kilometer inde i landet, i et bjergrigt jungleområde grænsende op til Kommunistkina og Nordvietnam. I juli 1962 stillede Kennedy Administrationen sig neutral til Laos. Så besluttede Kennedy at tegne en 'streg i sandet' i nabolandet Sydvietnam, hvor US tropper ville kunne høste gavn af de store havnebyer og adskillige lufthavne. Således havde Kennedy sat vor nation på en glidebane direkte ned i det vietnamesiske kviksand.

I april 1961 blev JFK's mod igen afprøvet med Svinebugtaffæren. En ussel udrustet hær bestående af 1200 cubanske flygtningen, oplært af CIA og støttet af B-26 bombemaskiner med cubanske markeringer - fløjet fra en hemmelig base i Guatemala af medlemmer af Alabama Air National Guard - mislykkedes på den mest katastrofale måde. Fidel Castros' personligt ledede styrker besejrede de cubanske patrioter, US Navy jetflyene fløj i cirkler udenfor cubansk luftområde, tålmodigt afventende angrebsordren. JFK tøvede og afstod.

Samme sommer ved deres første topmøde i Wien truede Nikita Khruschev Kennedy med krig om Berlin. En rystet Kennedy vendte hjem og beordrede en massiv opbygning af US strategiske og konventionelle styrker. En selvtillidsfuld Khruschev  beordrede at en mur skulle bygges for at forsegle det kommunistiske Østberlin og Østtyskland. Kennedy svarede med en 'lapset' tale foran Berlinmuren.

Ligeledes samme sommer beordrede JFK planer udarbejdet for et atomangreb på sovjettiske bombemaskine- og missil baser. Planen gik ud på at 44 B-52'ere skulle smide 80 atombomber og derved udslette omtrent 90% af de sovjettiske atomstyrker. Fordi disse baser var placeret i øde isolerede egne regnede planlæggerne med mindre end en million russiske faldne og tilskadekomne, og anså et sovjettisk gengældelsesangreb for usandsynligt under forudsætning af, at de sovjettiske atomstyrker ville være drastisk reduceret medens US angrebsstyrkerne ville være fuldstædnig intakte. JFK standsede planen. Højst sandsynligt rapporterede det sovjettiske efterretningsvæsen KGB denne plan tilbage til Khruschev.

Ved således at have afprøvet JFK' mod, og efter at have fundet svagheder, igangsatte Khruschev at mellem-distance missiler med atomvåben og lette bombefly blev sendt til Cuba, og derved var truslen om atomudslettelse for alle amerikanske byer i en radius af 2000 km tilstede. Cuba Missil Krisen i oktober 1962 var den ultimative prøve. Begge nationer blev bragt på randen af Harmageddon. JFK's "hædersperiode" blev næsten verdens sidste.

Senator Obama, jeg voksede op med John F. Kennedy som, jeg beundrede, og du er ikke nogen JFK.

Under sit første år i embedet forøgede JFK forsvarsbudgettet med en tredjedel. Obama har afgivet løfter om at ville reduceres budgettet med en fjerdedel. Selvom JFK's endelige beslutning om at 'tegne en streg i sandet' i Vietnam var under indflydelse af en overoptimistisk formodning om  effektiviteten af et modangreb, da gik JFK dog ind i kampen for at stå op imod Sovjet's "krige for national befrielse." Som en kontrast til JFK's forpligtelse til at "gå linen ud og bære alle byrder," afgiver Obama løfter om tilbagetrækning indenfor 16 måneder fra en krig som US styrker er ved at vinde i Irak. Kennedy afslørede svaghed i topmødet i juli 1961 i Wien med Khruschev, som førte til Berlinmuren og endelig til Cuba Missil Krisen. Hvad vil Obama's gentagne fastslåede villighed til at forhandle uden betingelser med de iranske ledere føre til? Enhver nation der går ind i forhandlinger uden betingelser må formodes af afsløre svaghed.

Den sovjettiske udfordring i Cuba skete da USA var i besiddelse af et overvældende atomstyrke overherredømme. I tilgift opbyggede JFK fra begyndelsen af sin administration de konventionelle US styrker, herunder en udvidelse af Hæren fra 16 til 20 divisioner. Som kontrast forslår Obama kraftige nedskæringer i det amerikanske militær samtidig med at Rusland genopbygger sine væbnede styrker. Kina er dybt involveret i at modernisere sit militær; Iran bevæger sig uundgåeligt hen mod at få atombomber; og de russiske, cubanske, venezuelanske og iranske ledere bliver mere og mere opmuntrede.

Hvem skal mon rådgive den uerfarne Obama? Senator Joe Biden, der blev valgt for at give balance hos Demokraterne på baggrund af hans udenrigspolitiske erfaring? Vil Biden endnu engang pege på Franklin Delaney Roosevelt's eksempel som han påpegede da han omtalte FDR's fjernsynstale i 1929 for at indgyde mod i en nation der stod overfor en økonomisk katastrofe? Eller vil han pladre løs om, hvordan franskmændene og NATO styrker smed Hezbollah ud af det sydlige Libanon? En rådgiver, der er et hjerteslag fra Det Ovale Værelse burde vide at det var Herbert Hoover, ikke Franklin D. Roosevelt der besad embedet i 1929 - da der endnu var ti år før fjernsynet dukkede op. En rådgiver i udenrigspolitik bør vide at Hezbollah står stærkere i Sydlibanon i dag end i 2006 og af tropper under fransk overvågning på et FN mandat, (og ikke NATO) kun kan se til - ikke blande sig i og forhindre - Hezbollah operationer.

Men allervigtigst, Barack Obama er ingen JFK. 

Hvorfor må man ikke sige, du er dum!

Hvorfor må man ikke sig "du er dum!"

Friheden til af fornærme er den meget ringe pris vi betaler for at holde fast på vor demokratiske levevis. 

Frank Furedi

I den verden vi lever nu skal man virkelig passe på med, hvad man siger. Det opdagede Ben Stiller fornylig,  selv manuskriptforfattere og filminstruktører er nemlig ikke undtaget fra censorernes korstog. Blot et par dage før filmen Tropic Thunder, med Ben Stiller som instruktør og medforfatter, blev frigivet var der protester mod denne komedie, man var fortørnet over den gentagne brug af ordet "retarderet," der benyttedes til at beskrive en af rollerne.

Du behøver nu ikke at være instruktør til en mangemillions dollars komedie for at være offer for censurens opmærksomhed. Her forleden dag fik jeg en meget gavnlig guide til de ord jeg ikke bør benytte, af en redaktør der var interesseret i mit arbejde. Som forventet advarede guiden mig mod at benytte ord som "retarderet" når jeg vil henvise til retarderede mennesker. Højst overraskende så jeg, at udtrykket "mentalt syg" nu også var fordømt som værende så krænkende at jeg fik at vide at det var bedre at benytte udtrykket "forbruger af mental sundheds service."

På et tidspunkt vil jeg skrive en bog om, hvad det er for en mental tilstand og forestillingsverden der får mennesker til at sammenstrikke en sådan lang liste af 'blasfemiske' ord.

Det der slog mig var, hvordan jeg selv var kommet helt ud af trit med nutidens yderst følsomme censur. Jeg var virkelig rystet da jeg opdagede at udtrykket "knokle som en kuli" var krænkende fordi det åbenbart har rascistiske overtoner. Jeg blev dybt rystet i mit inderste da jeg fandt ud af, at et af mine favoritord "civiliseret", ikke burde benyttes af en kulturelt følsom forfatter, fordi det åbenbart har påståede rascistiske undertoner. Hvad så med "sæd"? Hvem andre en en retarderet tørvestikker ville kunne forbinde det ord med en arketypisk patriarkalsk dominans.

Censurens indtog

Censur har en lang historie. Tilbage i Romersk tid fik to magistrater - eller "censorer" - ansvaret for ikke kun at optælle befolkningen, men også at holde øje med offentlighedens moral og opførsel. Skønt censuren i det 19. og 20. århundrede ofte var drevet af en politisk nødvendighed var dens mål dog det samme, at overvåge den moralske opførsel.

Det 21. århundredes censur fortsætter denne tradition af moralsk foretagsomhed. I dag er censur ikke kun statens eller de religiøse myndigheders projekt. Grupper af rådgivere, uddannelsesfolk, medieorganisationerne og professsionelle er hele tiden i gang med deres retoriske korstog for at forbyde visse ord, og/eller fremføre deres egne favoritord. I den moderne tid har der aldrig været en periode som vores, hvor sproget er så omhyggeligt reguleret, og skal være politisk korrekt, i såvel private som offentlige institutioner.

Hovedårsagen til denne udvikling er den fremvoksende tro på, at ord kan gøre skade i langt højere grad end vi tidligere mistænkte og at mennesket skal have ret til at blive beskyttet mod krænkende ord. Det er af tidens tegn, at censurhandlinger ikke virkelig bliver opfattet som det de er - den fælles regulering af hverdagssamtalen og undertrykkelsen og stigmatiseringen af visse ideer. I stedet for bliver de ofte fremstillet som værende nødvendige tiltag for at forhindre at mennesker bliver krænket, eller som en underfundig måde at formindske konflikter.

Ord bliver ofte opfattet som våben der kan traumatisere og psykologisk skade dem de rettes imod. Som en konsekvens bliver ytringsfriheden ofte sat overfor retten til ikke at blive krænket. Set fra dette perspektiv opfattes censur ikke som en autoritær indtrængen, men som en formildende omstændighed med det formål at beskytte den 'følsomme' fra smerte.

Forestillingen om at ord kan såre er ikke ny. Men opfattelsen af, at fornærmende tale har en skadelig følgevirkning på mennesker og der er behov for at den skal reguleres nøje er ny, og således er det en fravigen fra den måde man har opfattet det i tidligere tider. En sådan indstilling har som sin forudsætning en radikal omdefinering af menneskets subjektivitet. Den forudsætter at mennesket ikke har intellektuel ressource til at tage stilling til modsatrettede ideer. 

Som en følge heraf vil den offentlighed, der mangler tankens selvstændighed eller moralsk dømmekraft have behov for at blive beskyttet mod ideernes mange forskellige valg. Under sådanne omstændigheder kan ideer være farlige og undertrykkelsen af dem kan opfattes som en service for offentligheden.

Tendensen til at beskytte individet og befolkningerne mod smertefulde ord er understøttet af stærke kulturelle kræfter. Som en konsekvens er der i nutiden kun en spinkel kulturel forsikring for retten til at ytre sig frit. Man får virkelig det indtryk, at akademikerne og offentlige personer mere er interesseret i at kritisere ytringsfriheden end i at forsvare denne ret.

Mange bidragydere i diskussionen om dette emne er ikke særligt bekymrede over den rolle staten spiller i politisk korrekt tale. Derfor er den oprindelige drivkraft bag ytringsfrihedens sag - frygt for statens magt til at udøve censur og efterstræbe mennesker på grund af deres tro og deres ord - ofte afvist som en historisk fodnote. Det bliver underforstået forkastet som en irrelevant og gammeldags besættelse.

På en pervers måde bliver udøvelsen af retten til at ytre sig frit forbundet som værende et privilegium for eliten. Den opfattes som en bekræftelse af magten og en benægtelse af de undertrykte og de sårbare. Denne radikale omfortolkning af ytringsfriheden garanteres af en fundamentalistisk omfortolkning af, hvad der har frembragt problemet. For kritikerne af ytringsfrihed er selve sagens kerne ikke det væsentlige, men de individuelle måder at tale på der måske sårer de som ikke har magt.

Sørgeligt at sige, men vi er i fare for at glemme at det er nøjagtigt på grund af ord at vi har den magt som demokratiet hviler på, nemlig ytringsfrihed. Retten til af fornærme er en meget ringe pris vi betaler for at opretholde vore demokratiske levevis. 

http://pajamasmedia.com/blog/what-ever-happened-to-sticks-and-stones/

Santa Klaus og den globale opvarmning

Julemanden påtager sig ansvaret for den globale opvarmning

Den tjekkiske præsiden angriber den "skrupelløse ideologi hos fanatikerne bag global opvarmning

James Lewis

Den gode kong Wenceslas gik barfodet 'i sne og is' for at bringe mad og brænde til de sultende bønder på anden juledag - og her - et mirakel beskyttede ham og hans trofaste tjener mod den bidende kulde. Wenceslas - Sankt Vaclav, i Tjekkiet - var en legendarisk Santa Claus figur, en hellig budbringer af håb og glæde i den mørke europæiske vinter.

Nuvel, vi har vor egen Vaclav til at bringe os glæde i denne årstid; men denne er Vaclav Klaus, præsident i den Tjekkiske Republik, og en farlig skeptiker mod troskorstoget 'Den Globale Opvarmning.' I sin nye bog, "Den blå Planet i lænker," skriver præsident Klaus at:

"Den største fare mod friheden, demokratiet, markedsøkonomien og velstanden her ved slutningen af de 20. århundrede og begyndelsen af det 21. er ikke længere socialismen. Det er i stedet, den ambitiøse, arrogante, hensynsløse ideologi hos miljøaktivisterne."

Vaclav Kalus er en ærlig mand, men det regnes ikke for noget i den kogende smeltedigel som det socialistiske Europa præsenterer sig som i dag. Her fornylig blev præsident Klaus verbalt hånet at de andre præsidenter fra Europaparlamentet, herunder "Røde Danny" - Daniel Cohn-Bendit, tidligere anarkisttisk gadekæmper under de berygtede optøjer i 68 - som nu er en stor "Grøn" 'kanon' i europæisk politik.

Således sagde Røde Danny til Vaclav Klaus:

"De kan tro hvad de vil, jeg tror ikke, jeg ved, at den globale opvarmning er en realitet."

Såldes præsenteres det, folkens, skepticismens fornuftige stemme angrebet af et militant dogme, klar til at opbrænde så mange hekse som det er nødvendigt i forsvaret for Den Eneste Sandhed. Hvis dette lyder bekendt tænk da blot på Galileo og Pave Innocent III, der ikke ønskede at folk så i Galileo's teleskop på nattehimlen, idet de havde en klippefast tro der gjorde beviser unødvendige. Røde Danny kan hilse varmt på denne Renæssance Pave. 2 alen ud af samme stykke.

Tilføj så Barack Obama's administration. Sammen med den nye 'klimaczar' Carole Browner og videnskabelig rådgiver John Holdren, overtager 'De Sande Tilbedere' nu regeringens politik. Jovist, vejret er nu velsignet med et officielt bureakratisk kontor med den opgave at forandre vejret. Det indbefatter NASA Goddard Space Center's James Hanson, der mener at CEO's (bestyrelserne) i energiselskaberne "burde sagsøges for alvorlige forbrydelser med menneskeheden og naturen," dersom de udtaler sig ukorrekt skeptisk om den globale opvarmning. Hanson's karriere i NASA blev indført af Al Gore, vor egen Danny hos de Røde, der har alle svarene uden at bekymre sig om at konsultere Moder Natur.) når det drejer sig om energi og vejret.

Problemet er, at de aktuelle beviser på en global opvarmning er blevet gennemhullet og faktisk har været vendt på hovedet i løbet af de sidste ti år. Her følger en liste med 10 forfejlede forudsigelser.

Planeten er, så vidt vi kan se, ved at blive noget koldere, måske på grund at solen ikke er så stærk. Obama administrationen kommer nu til magten lige i det øjeblik, hvor beviset for deres fikse ide er ved at falde sammen. Men Den Sande Tro, forkaster al fornuft og der er ingen indikation på at nogen Obamanista gider gøre sig blot den mindste anstrengelse for at lægge mærke til denne ubekvemme sandhed.

Hvilket burde afstedkomme en pause blandt ærlige mennesker, herunder videnskabsfolk. Rigtig mange videnskabsfolk kan afsløre et åbenlyst bedrag når de bliver præsenteret for den, men de holder dog lav profil. Freeman Dyson, en af store fysikere, fortæller os hvorfor:

"Når videnskab bliver velhavende bliver den politisk."

Ifølge Dyson er vort problem ikke underfinansieret videnskab; det er at overfinansiere videnskabsfolkene indtil de bliver politiseret. Men den slags videnskab holder auktion af sin eneste mission - at opdage og fortælle sandheden - til den som byder højest.

Dette er skræmmende nyheder. Fordi hele klimadommedagsscenariet er grundlagt på simpliciferede matematiske modeller der som udgangspunkt går fra "drivhusgasser" til Planetens Endeligt - baseret på computerspil, som SimCity, og som ikke nærmer sig de virkelige komplekse aspekter ved atmosfæren det allermindste. Simple computer modeller kan ikke benyttes da de udelukker for mange faktorer - såsom vand i atmosfæren, og så Hr. Sol, blot for at nævne to. Når de beskæftiger sig med deres egne specialområder ville de fleste videnskabsfolk se bort fra sådanne alt for enkle modeller. Men denne her vover de ikke at røre ved.

Freeman Dyson skriver:

"Jeg har studeret klimamodellerne og jeg ved hvad de kan føre til. Modellerne løser ligningerne med de løbende beretninger og de er gode til at beskrive atmosfærens og havenes tilstand og bevægelsesmønstre. De er dårlige til at beskrive skyerne, støvet, kemien og biologien på marker og i landbrug og i skove. De forsøger ikke at beskrive verden vi lever i. Den virkelige verden er mudret og uordentlig og fuld at ting vi ikke forstår fuldt ud. Det er meget lettere for en videnskabsmand at sidde i et air-konditioneret kontor og udføre computerberegninger end at tage sit vinterudstyr på og gå ud og måle, hvad der virkelig sker derude i sumpene og i skyerne. Det er derfor klimamodeleksperterne tror på deres egne beregninger."

Vi ser derfor videnskab på baggrund af en politisk autorisation - hvilket vil sige, at videnskaben har prostitueret sig overfor maghaverne. Det er en direkte efterfølger af Hitler's forkastelse af Einsteins- Relativitetsteori som værende "jødisk videnskab," og Stalin's vanvittige fantasi om, at han kunne tvinge afgrøderne i Sovjet til at vokse sig større, vildledt af sin favorit agronom "videnskabsmand" Trofim Lysinko. At beordre vejret til at ændre sig er ikke meget anderledes end disse totalitære fantasier. Barack Obama har allerede meddelt os at ved at vælge ham vil det svække den "øgede vandstand i havene."

Det er ikke engang en joke. Det er så sandelig ren Groucho Marxism:

"Politik er kunsten at lede efter problemer, at finde dem overalt, at diagnosticere dem forkert og at anvende de forkerte hjælpemidler."

Så, hvad er der egentlig at grine af?

Verdens Grønne politikere samles i Poznan, Polen for at dele byttet gennem en ny Kyoto II Aftale. De beskylder USA for fiaskoen ved den sidste Kyoto, og nu da Amerika har set lyset ved at vælge Obama, vil de ved Gud, fortsætte. Hvad med magt og rigdomme gennem en verdensomspændende handel med kvoter i udledninger? Hvad med et centraliseret internationalt kontor og bureaukrati for alle de røgforurenende industrier i verden (undtaget Kina og Indien, der meget klogt har stillet sig udenfor). Hvad med at sælge afladsbreve, som pavedømmet gjorde, for at alle de beskidte syndige der benytter kul og biler og spiser bøfkød kan få tilgivelse for deres overtrædelser mod Moder Gaia?

Udfra et politisk synspunkt er det bedre ikke at have noget bevis på den globale opvarmning. Hvis vi havde kendsgerningerne, ville vi måske finde ud at at opvarmningen, hvis den i det hele taget eksisterer, måske vil forsvinde igen. Der er ingen ide i at pålægge skat på en synd, der måske forsvinder eller opløses af sig selv. Det er langt bedre at beskatte den omsiggribende følelse af synd direkte. Overlad det til de førende medier at sprede den gratis-skyldfølelse, og til de politiske eksperter i den nye administration, som ved inderst inde, som Røde Danny, at "du kan tro hvad du vil, jeg tror ikke, jeg ved at den globale opvarmning er en realitet."

Bøj Jer ned i støvet, I syndere. Tiden er kommet til at I skal betale for jeres overtrædelser.

James Lewis is a scientist by trade, and carps as a hobby about the passing parade of human fraud and folly.

Drenge - så spidser vi skoene

Smid de snabelsko, mænner

Er mænd blevet nogle kvindagtige metroseksuelle elve?

Melissa Clouthier

Anslaget mod mænd fortsætter. Mænd undgår miljøforstyrrende hormoner der findes i alt fra blegemidler til soja produkter til shampoo. Fedt producerer østrogen så halvflomsede mænd overalt må kæmpe for deres manddom, i et hav af kvindelige hormoner.

Oveni er der de kulturelle strømninger gennem medierne - Uddannelser og undersøgelser belærer mænd om, at de virkelig er dumme og fulde af fejl. Fyre fremstilles som 'Far Ved Bedst Typer' i alt for mange TV-shows til at opremse dem. Drenge får medicin så de bliver til 'tilpasningsrobotter' så lærerne bedre kan klare dem. Undersøgelser der stiller spørgsmål ved nødvendigheden af mænd afslører den utilslørede hemmelighed: I er ikke længere nødvendige.

Alt i alt, det er godt nok hårdt at være hankøn. Så alligevel.....

Sympatien ville være nemmere at mobilisere, hvis mænd ikke deltog i deres egen nedværdigelse. Det er sørgeligt at betragte denne nye slags skræddersyede selvpineri.

Det hele begyndte med Julemanden og hans hjælpere. Julemanden plejede at have sorte arbejdsstøvler på. Han arbejdede jo. Han havde en rød pyjamas på med knapper og et sort bælte. De røde kinder var som hos engle og omgivet af en enorm bunke ansigtshår. Hjælperne var også seje at betragte. De havde jordfarvet tøj og mandige støvler. De var godt nok nogle små nogen, men de arbejdede hårdt. Kraftigt byggede fagmænd, stolte af deres værksteder og deres produkter - de var rigtige mænd.

Det har godt nok forandret sig, da de begyndte med de der snabelsko. Nu ved jeg ikke om det er fru Julemand, eller måske teknologien og en elendig filosofi, der endelig nåede til Nordpolen, nok om det. Det var ikke godt i hvert fald. Julemanden og hans hjælpere besluttede sig for at gå i elveslippers. Elveslippers er godt nok i eventyr og i den nordiske historie, men hos Julemanden?

Dårlige modetendenser forbliver ikke i Europa eller Californien eller Nordpolen. I disse tider, hvor slemme ting sker rundt omkring i verden kan det brede sig  - overalt. Det første stop i Amerika vil være New York. Derfra breder det sig overalt.

Man betragter New York som et modecentrum i universet (nå ja, bortset fra Paris). Jeg har lagt mærke til nogle tendenser i New York: Kvinder havde næsten ikke make-up på og i samme mængde flot tøj. Kan det undre nogen at de er singler? Hallo damer, hvis du er over 30, da har du altså behov for lidt hjælp. Sort fortsætter med at være farven i New York. Hvis en har pastelfarvet tøj på da betragtes vedkommende med mistænksomhed. Endelig, nogle - men ikke alle - af mændene har snabelsko på.

Sammen med brede slips, krøllet permanent og mørkeblå tuxedos, da vil, når denne beretning er skrevet, snabelsko være kommet i samme kategori som -hvad-fanden-tænker- han-dog-på? At se en voksen mand trippe ned af fortovet i hofnarresko får mig til at fnise. Disse mode eksperter i stil er altså sååå seriøse -skatterdrenge. Blot for lige at gøre noget helt tydeligt, jeg taler ikke om sko som disse. De sko er del af det arsenal som superkedelige professionelle mænd har overalt. Nej, jeg taler om dette og (Uf) disse.

Er mænd blevet til en flok kvindagtige elve? Skoene krøller opad ved spidsen. Det er flot for kvinder at have den slags sko på. Hos mænd har det taget 50 millioner år i pattedyrsevolutionen, at undertrykke det oprindelige primalinstinkt, til blot at pege og grine.

Hvis du stadig er en flot fyr, er det godt. Dog så risikerer du latterliggørelse hvis du bliver slave af moden som har patent på at være latterlig. Oveni har de fleste mænd, brede formålstjenslige fødder. (De har også ben, som ifølge Ann Althouse, burde være tildækkede. Jeg? Jeg kan godt lide velformede lægge, indtil en vis alder, da bør de være tildækkede, trods alt.) Brede fødder og snabelsko passer ligesom ikke sammen. Hvorfor dog prøve?

Svaret er, at mænd har "udviklet sig." Det vil sige, de er blevet mere kvindagtige. De har snart ligeså mange modemagasiner. De har overgivet sig til budskaberne. De har snabelsko på, uden mindste skam.

Mænd skal erkende: Hvis du ligner james Dean, så vil det at iføre sig snabelsko være himmelråbende tøsedrengsagtigt. Sæt en grænse, I mænd, og den skal ikke tegnes med en eyeliner. Giv ikke op. Bekæmp girl-power angrebet med skovmandsskjorter, flot overkrop,  jagthunde, ekstrem sport, cigarer, poker og whisky.

En stilig mand kan være yderst mandig. Nogle af mine læsere har nævnt Gary Grant. Rigtigt set. Velplejet, intelligent, ulastelige manerer, sorgløs. Mandig stil behøver ikke være rå, men den skal være ufeminin. Så kan den kaldes maskulin.

Snabelsko er feminine. Undskyld Julemand. Det gælder også dig. Hjælp os allesammen. Vi er blevet til en nation af skabagtige intetsigende piger i puberteten.

Dr. Melissa Clouthier is a chiropractor who blogs at MelissaClouthier.com and Right Wing News.

Billedet om et år med Obama

Advarsel: Billedet om et år med Obama

Ben-Peter Terpstra

"Kandidaten, Jimmy Carter sagde han stod for forandring." Associated Press, 31.11.1976.

Du godeste dog. Hold da op, hvordan et år kan gøre en forskel. Faktisk så rullede selv blandt Demokrater nogle med øjnene, blot et år efter Carter's indsættelse. Lad os gå på besøg i historien. Er I klar?

Før præsident Jimmy Carter blev indsat i embedet i januar 1977:

November 3, 1976: " Hvordan vil Carter's præsidentperiode forme sig? En AP analyse af Louise Cook minder de uvidende om at "Jimmy Carter sagde han stod for forandring. Han kom med en alenlang liste af løfter." ligesom, ja, hvad er det nu han hedder?

Et udvalg af disse. "Et strømlinet bureaukrati," netop. "Et nyt skattesystem," netop. "Et forsvarsbudget der skal reduceres," netop. "Omfattende reform af national sundhedssystem og velfærd," netop. Forandring, change, change. Helt i orden - her er dog det mest interessante sammenfald: "I sin kampagne gik Carter ikke i detaljer i de fleste af sine hovedpunkter for valgprogrammet, men talte i stedet om hovedmålene."

Meget betegnende bekræfter AP skribenten fra Georgia, "Carter skabte billedet af sig selv som folkets kandidat, en outsider der gik i kødet på Washingtons etablerede, der kun have egne interesser i spil, som havde forandret regeringen til en 'frygtelig, oppustet bureaukratisk rodebutik'" Hold da op, hvor det lyder skræmmende familiært. Derfor planlagde Carter at (a) genindføre integritet, (b) genindføre åbenhed, og (c) genindføre hensyntagen, med den samme bløde præstelige intonation han benytter når han prædiker i sin søndagskoleklasse i Baptistmenigheden."

I dag er lektionen vi lærer af historien: Tro aldrig på en mager, kvindagtig, jordnøddebonde med kommunefarvet hår og hans slæng af 'forandrings-hungrende' frivillige. Til Carter's plus skal dog nævnes at han forstod af være opmærksom på sine egne interesser. "I 1973 og 1974, benyttede Carter sin embedsførelse til at udvide sine kontakter med politikere, forretningsforbindelser og journalister."

Knap et år efter Carter's 'regime' begyndte:

11. januar 1978: Forandring er her nu. Robert De Fina's tidsskrift Center for the Study of American Business meddeler de uvidende, at "omkostningen ved reguleringerne udgør mere end 65 milliarder dollars" i 1977 og at private "virksomheder skal betale 18 milliarder for at udfylde formularer for regeringen." Under Carter, var der en hysterisk angst for global afkøling, og "flere milliarder blev brugt for at betale for nyt udstyr og ansatte der skulle imødekomme mange andre regeringsregulativer."

I denne økonomiske kontekst bliver "regningen for de 65 milliarder i regulativer lagt på forbrugeren i form af højere priser" og denne "omkostningforøgelse svarer til 307 dollars til enhver." Amerikanerne kan se, hvordan deres lomme bliver tom, og de bryder de sig ikke om.

Bortset fra pengemangel hos virksomhederne opdager borgerne også, at de ugudelige "reguleringsudgifter er mere, end forbundsregeringen bruger på sundhedsvæsenet hvert eneste år" og at "det udgør 73% af det beløb der bruges på forsvarsudgifter." Ydermere er det "mere end en tredjedel af det samlede forbrug hos private industrier der benyttes til nye fabrikker og udstyr."

Helt seriøst da indrømmer verdens største farmaceutiske gruppe helt åbent til Kongressen, at deres selskab nu "bruger fem gange så lang tid på at udfylde formularer fra regeringen" for denne præsident Jordnød, end "de benytter på forskning i cancer og hjertesygdomme."

12. januar 1978: Carter har virkelig jord i hovedet. Wilfred Burchett, en australsk kommunist får et tiltalefrafald for fjollet omdeling af materiale på Amerikas gymnasier og universiteter. "Integritet"? "Hensyntagen"? En skribent påpeger i The News Tribune at han er - jeg citerer - "den professionelle kommunistiske propagandist der arbejdede ihærdigt med vore krigsfanger i Korea og senere i Vietnam" og at han er "blevet genkendt under edsaflæggelse af Sovjet's KGB" af en eller anden ubegribelig grund. Ydermere er "hans beretning afskyvækkende." The New York Post har udgivet en afslørende opgørelse over hans gerninger."

Efterfølgende, afstedkom Carter overskrifter for (a) kun at komme i kirker for hvide, og (b) tillade hvide KGB præster frit at kunne forkynde. I mellemtiden kan Moskva glad og fro "flyve våben og forsyninger til Ætiopien" og "udfylde falske flyplaner når de stopper for at fylde brændstof på i mellemlandingsnationer," ifølge en rapport om, påskud og bortforklaringer, i luften.

Siden Carter's indsættelse har de jublende kommunister virkelig påbegyndt "flyvninger over lande der ligger mellem Sovjetunionen og Ætiopien" af en eller anden grund der kunne begynde med "C."

Selvsamme dag udfordrer William Buckley præsident Carter's tro på at - jeg citerer - "Vor opfattelse af menneskerettighederne kan ses i (Røde) Polen." Den lærde grundlægger af National Review tager til genmæle:

Hvad Polen opfatter som til menneskerettighederne er ikke vores. Hvad der opretholdes er 1) Sovjettisk kolonialisme; 2) Statens overhøjhed; 3) Krænkelse af ejendomsretten: 4) Krænkelse af intellektuel og politisk frihed; og 5) Den evigvarende usikkerhed for enhver menneskerettighed - undtagen til udøvelse af religion, som Sovjetunionen erkendte den ikke kunne kontrollere, ligesom den heller ikke kunne kontrollere det hjemlige forbrug af vodka.

Men dagens virkelige nyheder er Cambodia. Millioner af liv er ifare. Og hvad så? I John D. Lofton's "Eye on Washington" rapport stiller han de velovervejde spørgsmål:

Hvorfor i alverden skulle USA være så passive når det der er tale om er et af de mest brutale, systematiske, udbredte menneskeslagtninger i verdenshistorien?

Hvorfor har Carter administrationen og dens FN ambassadør, Andrew Young, blot været tavse og ventet på at en eller anden nation skal kræve at USA undersøger massemordene i Cambodia?

Sådan ser forandring (change) altså ud allerede efter et år. Forandring i en venstredrejet udgave, er som nødder i hovedet.

Indlagte links af synopsis

G.W.B. en værdig præsident

G. W. B.  En Præsident værdig til embedet.

Kyle-Anne Shiver

Jeg savner dig allerede G.W. I syv lange år, siden chokket 9/11, har jeg følt mig tryg ved at vide at det var dig der var lederen, som ville gøre alt i din magt for at beskytte dette land mod endnu et angreb.

Du er den 7. Præsident jeg har oplevet i aktion, og jeg må erkende, at du er den jeg er mest stolt af at have stemt ind til embedet. Peggy Noonan erklærede for flere måneder siden at du havde ødelagt Det Republikanske Parti, dertil må jeg sig ganske enkelt - sludder og vrøvl. Det er helt klart Det Demokratiske parti og deres håndlangere i "medierne," der ødelagde Det Republikanske Parti, mens alle vi andre blot forsøgte at skaffe os et udkomme mens vi udkæmpede en krig.

Selv din egen fader sagde, for noge dage siden,  at du nægtede at ville redde partiet ved at undlade at trække tropperne tilbage fra Irak. Da dette kommer fra en mand der har sprunget ud af fly blot for spændingens skyld, ja, da må jeg blot rulle med øjnene og forsøge at glemme det.

Med al respekt, da så jeg langt hellere at du frelste nationen fremfor Det Republikanske Parti, og det er jo netop det du har gjort.

Er det ikke det der kaldes rettidig omhu?

Det er lige præcis det Præsidenter skal vise. Hele tiden. Hver eneste gang.

Jo, det er rigtigt at Det Republikanske Partis varemærke forekommer skadet i uoprettelig grad, vore kandidater høj som lav, lider nederlag og man hører knap en røst til forsvar for dig noget sted fra. Men, helt sikkert G.W. så siger disse vanskelige realiteter meget mere om mangelen  på viden i din befolkning, end de siger om dig.

I forbindelse med Nytåret kom jeg i en ivrig politisk debat med nogle venner der beklagede sig over din mangel på veltalenhed, din famlen med de mest enkle ord og over din foragtede status i medierne. Da jeg nævnte dit mod (en kvalitet, som du er i besiddelse af i massevis, Hr. Præsident), stirrede de på mig i dyb forundring.

Jeg udfyldte denne forundring med den konstatering,  at vi nu har byttet en ægte mandig præsident, med en overbevisningens ægte mod, ud  til en vi næsten ikke ved noget om, udover at han besidder dette der beklages mest hos dig G.W. Den kommende præsident kan nemlig holde en god tale og selv med en teleprompter er han yderst veltalende.

Åh, ja, medierne tilbeder ham.

Dette svar vandt mine venners hjerter lige så meget som Irakkrigen har vundet dine venners hjerter.

Endnu en brav person (endnu en kvinde, selvfølgelig) sagde, "Katrina," hertil svarede jeg, "Borgmester Nagin og Guvernør Blanco." Tavshed. Jeg nævnte at ved politiseringen af denne naturkatastrofe var det første gang siden Pravdas gyldne dag at jeg havde set en sådan triumferisk overdreven propaganda. Mere tavshed.

Selvfølgelig bragte dette samtalen direkte tilbage til det liberale trumfkort, Irakkrigen. En fyr fremkom med, at han havde talt med noge soldater der var fuldstændig imod krigen. Ja, så kunne jeg ikke lade være med at minde ham om, at ifølge vort Military Times undersøgelse støttede vort militær, i overvældende grad, John McCain, den mand der sagde at han ville blive i Irak i 1oo år, hvis det var det der var nødvendigt for at sikre humane og demokratiske forhold i Mellemøsten.

Selv nejsigerne blandt min Nytårsgruppe blev tvunget til at indrømme at du, ved at overlade tøjlerne til General Petraeus og din opbakning til den øgede indsats - midt i det mest aparte nationale klageråb vi har set i dette land - frelste Amerika fra endnu en ydmygende tilbagetrækning.

I vor lille gruppe er vi alle gamle nok til at huske de fortvivlede menneskegrupper, der flokkedes om helikopterne på toppen af den amerikanske ambassade i Vietnam, alle bådflygtningene der kunne berette om rædsler så ubegribelige, blodbadet der fulgte med de vietnamesiske kommunister, og den opmuntring vor tilbagetrækning gav til hver eneste galning på planeten. Vi er alle gamle nok til at også at huske  svaghederne hos den ryggesløse Jimmy Carter og dermed hans hjælp til at Mullaherne kunne få magten der sidenhen medførte 9/11. Derfor var ingen i vor gruppe så fræk at de ville sige at som krigspræsident da fejlede du.

Faktisk, hr. præsident var der en dårligt skjul beundring over hele linjen.

Derfor, Sir, når mediernes blitzlys og alle fraserne er brugt op og almindelige mennesker derpå begynder at tænke på de sidste otte år da bliver de tvunget til at indse at Bill Cilntons lemfældige behandling af vor National Security skabte den svaghed vore fjender blev opmuntret af. Der var nogle stykker der husker Sandy Berger der stjal dokumenter der ville kunne fremstille Clinton som en forbryder  og derpå skjulte dem. Selv nejsigerne må indrømme, uanset hvor pinligt det er, at du ikke veg tilbage fra din pligt, men modigt udholdt de verbale angreb der hurtigt hobede sig op mod dig, og det på trods af sorgen der vædede vore kinder med tårer.

Heksejægerne har lagt hindringer for dit præsidentskab, samtidig med at du forsøgte at holde fokus på det hårde arbejde. Skam komme over dem der arbejder mod nationale interesser. De bringer skam over os, ikke dig hr. præsident.

Da New York Times ledelse havde tillid til en kilde de vidste var politisk farvet, og påtog sig, alene, at offentliggøre, i detaljer, et båndet program om vor sikkerhed, hoppede jeg af chock. Hvis du virkelig var den tyran som dine anklagere forestiller sig da ville disse redaktører være sat i fængsel på grund af forræderi, uden gavn af Habeas Corpus.

Helt sikkert da vidste de, at du ikke er så hårdhændet som Abraham Lincoln.

Sørgeligt nok er tiden nu kommet til at sige farvel G.W. Hvis jeg skulle få lejlighed til at møde dig, ville jeg med glæde ryste din hånd, og hvis der blev spurgt om min mening om deres præsidentskab, især Irakkrigen, da ville jeg udbryde uden tøven, "Brilliant. Helt igennem brilliant.

I gode som dårlige tider er ansvaret - eller skoen, hvis nogen foretrækker det - helt sikkert hos Præsidenten.

Du gik til Kongressen. Du medbragte den gennemarbejde detaljerede 22 punkts resolution som begrundelse for krigen. Du samlede en international koalition (Unilateralisme?). Du førte tropperne ind, væltede den onde Saddam, blev først hyldet som befrier, derpå lagdes der hindringer på vej mod målet, derpå fandt du selv en kompetent General (som Lincoln), med ihærdighed blev du ved, og har ikke alene bragt håb og værdighed til millioner af irakere, men samtidig udarbejdet den mest strålende GWOT (Global War on Terror) strategi man kan forestille sig. 

Ved at hjælpe det irakiske folk med at vælte en foragtet og frygtet diktator der havde planer om masseødelæggelsesvåben skabte du samtidig den magnet som enhver terrorfikseret person på hele jorden ville blive tiltrukket af. Fra nær og fjern kom de. Al Queda kaldte på dem; de svarede, og tog afsted. Iranerne sendte dem i hemmelighed over grænsen. Alle terrorcellerne fra Timbuktu og alle andre steder sendte rekrutter for at dø eller blive fanget i kampen i Irak.  

Krigen i Irak var den anledning de gale Mullaher benyttede i deres forsøg på at erhverve proselytter i masserne i hvert lille land og islamisk enklave fra Europa til Afrika og over hele den arabiske verden. Hvilken genistrategi. Mens du lod dem alle komme til Irak, og hvor de blev tvunget til at kæmpe mod vore soldater og marinere så kunne de ikke på samme måde gennemføre overgreb mod vor civile befolkning herhjemme. Jeg nævner det igen. Brilliant, Sir. Ganske enkelt. 

Nuvel, vil alt dette kunne stå på en bumper sticker?

Jeg takker dig til min dødsdag for din stålsatte beslutning om at indeslutte fjendens kombattanter på Cuba og ikke her på amerikansk jord. Hvor mange amerikanske børn du har frelst kommer vi aldrig til at vide, men du har helt sikker frelst mange. Jeg sætter til enhver tid sikkerheden for amerikanske skolebørn over terrorristernes, disse selvmordsgalninge. At fremsætte ubehagelige løsninger på problemer vi aldrig har stået overfor før er endnu et kendetegn for din skarpsindighed i krigstid.

Derfor G.W., siger jeg farvel og er lidt trist; jeg savner dig allerede. Du er den Præsident, Sir, der fuldt ud har fortjent embedet, og jeg tvivler på, at vi kommer til at se en i din kaliber. Mod som dit fremstår kun en eller to gange i et livsforløb.

Dette var min hyldest til dig, og hvis du skulle komme forbi Atlanta på noget tidspunkt så kom og besøg mig for en forfriskning og fortæl mig, hvordan i alverden du klarede det altsammen med en sådan værdighed og ophøjet styrke.

Kyle-Anne Shiver is a frequent contributor to American Thinker.  She welcomes your comments atkyleanneshiver@gmail.com.