Mekka Mean Time

 Nu vil muslimer have 'Mekka Mean Time'

Adrian Morgan 

En konference som fornylig (medio 2008) blev afholdt i Quatar havde titlen: "Mekka, Verdens Centrum i Teori og Praksis." Mødet blev overværet af lærde og videnskabsfolk, skønt der var bemærkelsesværdigt lidt videnskab i konferencen. De lærde foreslog at Mekka, var det ægte "Klodens Centrum."

 

Sheik  Yusuf al-Qaradawi,  det Muslimske Broderskabs åndelige leder, hævdede, at "moderne videnskab" har "beviser" for, at Mekka var verdens centrum.

En anden taler, geolog, hævdede at England havde påtvunget verden Greenwich Mean Time, og at tiden nu var inde til at forandre dette. Han hævdede ligeledes at  længdegraden Mekka ligger på  er i  fuldkommen  harmoni med den magnetiske nordpol. 

Denne geolog forstår tydeligvis ikke, hvad de gældende længdegrader egentlig indebærer. Greenwich er stedet for "Greenwich Meridianen", en linje der benyttes i kort for at angive længdegraden 0. Den repræsenterer også det geografiske punkt hvorfra alle de andre tidszoner udgår.

Meridianen der krydser ved Greenwich peger ikke mod det magnetiske Nord. Det peger på den geografiske Nord Pol, der er et fast punkt på Jordens overflade, der ligeledes er den akse jorden drjer sig om. 

Det magnetiske Nord er på den anden side ikke noget fast punkt. Det flytter sig hele tiden. I maj 2001 viste data, at den magnetiske Nord Pol flyttede sig nordvest med 25 miles om året. I 2001 befandt den Nordlige magnetiske pol sig ved breddegraden 81 grader og 3 minutter Nord, længdegraden 110 grader 8 minutter vest. 

Geologen ved Qatar konferencen, som sagde at Mekka var i fuldkommen harmoni med den magnetiske nord var enten en tåbe eller en løgner. På de nuværende koordinater (hvor Greenwich har længdegraden 0) ligger Mekka 21 grader, 29 minutter Nord, 39 grader 45 minutter Øst. Der er ingen længdegrads sammenhæng med positionen i forhold til den magnetiske Nord Pol. 

Det som er forargeligt er, at at påstandene fra disse Islamiske eksperter kræver at blive  udfordret, forkastet og tilbagevist. Der er mange muslimer rundt omkring på kloden som er villige til at acceptere påstandene som sande, og sørgeligt at sige, men de vil ikke bekymre sig om, hvad videnskaben har fastslået.

Allerede nu er der websider sider og You Tube videoer som forekommer desperate for at bevise den islamiske tradition om at Muhammed delte månen i to dele.

Længdegraderne 

Ifølge Diogenes Laertios, troede filosoffen Phytagoras (c. 580-c500 BC) at jorden rund. Hans overbevisning stammede ikke fra noget klart bevis, men udfra subjektiv ræsonnering - for ham var kugleformen den mest fuldkomne. 

Filosoffen Aristoteles (384-322 BC) argumenterede for at jorden var rund. Tidligere filosoffer såsom Thales (624-c 546 BC) formodede at jorden var flad, hvorimod Anaximander (c610-c546 BC) hævdede at jorden var en stencylinder. Aristoteles' bevis var baseret på jordens skygge på månens overflade under en måneformørkelse. Jordens skygge er altid rund og aldrig eliptisk, hvilket ville være tilfældet hvis jorden var en flad skive. Det beviste således, at jorden vitterlig er rund. 

 

 

 

I Natural History af Plinius den Ældre (døde ved Vesuv's udbrud 79 AD) beskrives jordens form i bog 2 kapitel 2 paragraf 2 således: "At den har den perfekte form af en globus kan udledes af navnet der er blevet os ensstemmigt overgivet, såvel som fra de utallige naturlige argumenter. For ikke alene, vil en genstand af denne slags vende tilbage til sig selv og opretholde sig selv i sig selv, uden behov for justeringer, ikke berørt af hverken afslutning eller begyndelse for nogen del af sig selv, og er udstyret på bedste måde til den bevægelse, med hvilken, som det synes herefter, som, den hele tiden drejer rundt; men endnu mere, fordi vi formoder det gennem synets vidnesbyrd, at være i enhver henseende konveks og central, hvilket ikke ville være muligt dersom den havde en anden udformning." 

Erastothnes af Kyrene (279-194 BC) havde målt jordens omkreds til at være 250000 stadier. Hvis man antager en stadie til at være 157 meter er resultatet overraskende korrekt. Han målte ligeledes jordens hældning og var den første til at udtænke et system til kort baseret på længde- og breddegrader. Breddegraderne var opkaldt efter bestemte steder såsom Alexandria, Syene og Meroe på den sydlige del af hans "kort" og længdegraderne ligeledes efter Herkules' søjler (Gibraltar), Karthago, Rhodos og andre steder. 

Erastosthenes arbejde blev fulgt op at Hipparchus af Nikæa (190-120 BC). Idet han benyttede cirkelens geometri placerede Hipparchus de eksisterende steder på et gradnet bestående af længde- og breddegrader. Hipparchus beregnede også afstanden til Månen fra Jorden til at være mellen 59-67 jordradii, hvor det nøjagtive er 60 jordradii). 

Strabo (c 64 BC- 24 AD) havde en lignende opfattelse af verden som har overlevet i hans Geografi. Et kort baseret på han skrifter kan findes her. Kort tid efter 43 AD skrev Pomponius Mela en kort afhandling geografi. Hans enestående medvirken var at landet "Anthichtones" som skulle findes på den sydlige halvkugle nævntes. Han formodede at det ikke ville være muligt at komme dertil på grund af heden i den ækvatoriale zone ville være for voldsom. 

Omkring 130 AD, skrev Claudius Ptolemæus Megale Syntaxas tes Astronomias, eller "Almagest", der angav nøjagtige detaljer om stjernernes posistioner og baner. Ptolemæus var geograf, matematiker, astronom og astrolog. Hans "Geoografi" benyttede et system ad længdegrader hvor meridanen med 0 grader gik gennem "De Velsignedes Øer" (De Kanariske Øer). Hans breddegrader begyndte ved Ækvator (0 grader) og gik kun 10 grader på den sydlige halvkugle. I en fortolkning fra 1482 af hans kort, kaldet "Ulm Kortet" kan ses her. Den sydligste lokation (og østligste) er Cattigara, som befinder sig ved 177 grader længde 8 grader 30' sydlige breddegrad. Dette kunne væren en henvisning til Kina.

Den ægte islamiske videnskab 

Under den mørke Middelalder i Europa gik viden og lærdom tilbage. De græske filosoffers og matematikeres arbejder blev opbevaret i dunkle klostre, men kun en lille del at teksterne fra oldtiden er bevaret. Kun ganske få af Kirkens lærde fik tilladelse til at benytte dette begrænsede bibliotek. 

Den muslimske verdens fremkomst fik kendskab til mange af disse tekster, og undersøgte dem ihærdigt og afprøvede dem. Under Abbasid Kaliffernes styre (750 - 1258) undergik Islam det som kaldes dens "Gyldne Tidsalder." Matematik, astronomi, alkymisme, geodæter og zoologi blev forfinet og udviklet. Mange af stjernernes navne som stadig benyttes af astronomer i dag er de samme som de arabiske navne de fik under denne tidsperiode. Kaliffen al-Ma'mun ibn Harum, som herskede fra 813 til 833 oprettede et institut i Bagdad som blev kaldt "Visdommens Hus" (Bayt a-Hikma) med det formål at forbedre den viden som oldtidens lærde havde opnået. Al-Mamun oprettede også observatorier. 

Berømte lærde ved "Visdommens Hus" var matematikeren Al-Khwarizmi  (c780-850 AD) og de tre Banu Musa brødre (født cirka 800). Al-Khwarizmi studerede astronomi og trigometri og algebra. Ordet algebra stammer fra en hans bøger (Kitab a-Jabr) og ordet "algoritme" kommer fra en latiniseret afledning af hans navn. 

Banu Musa brødrene gav ligeledes bidrag til matematikken og astronomien, hvor brødrene Muhammad og Ahmad udregnede årets længde til 365 dage og 6 timer. 

   

Abu Rayhan al-Biruni (973-1048) benyttede trigonometriske resultater fra Abu'l-Wafa og Mansur til at udregne længde og breddegraderne med en langt højere nøjagtighed end Ptolemæus'. Al-Biruni samarbejdede med Mansur på værker om astronomi og matematik. Han opmålte jordens radius til 6339,6 km et tal som først blev udregnet i Europa i 16. tallet. 

Længdegrader og Greenwich Mean Time 

At måle breddegrader har altid været lettere på den Nordlige halvkugle, end at måle længdegrader. Polaris, Nordstjernen kan let findes på nattehimmelen. Tegn en streg mellem de to stjerner i Karlsvognen (Merak og Dubhe). Udvid denne streg opad og den første stjerne af nogen størrelse som da kan ses nærved (ganske lidt syd for) denne streg er Nordstjernen. Firmamentets stjerner drejer omkring denne stjerne uanset årstiden. Nordstjernens vinkel svarer til observatørens breddegrad. Forskellige måleinstrumenter der benyttedes af de gamle grækere, arabere og vestlige europæere til at måle højden på denne og andre stjerner var astrolaben, kvadranten og sekstanten. 

Vikingerne, som gennem deres kendskab til navigation bragte dem fra Skandinavien til Spanien og Nordafrika og vestpå til Grønland (Vinland) og Newfoundland kaldt Nordstjernen "Veraldfar Nagle", "verdens søm." 

Abbasid Kalifatets nedgangsperiode, forårsaget af mongolerne, i 1258 betød afslutningen af Islam's "Gyldne Tidsalder" når det drejer sig om videnskab. Renæssancen, der hovedsageligt foregik i Europa, fandt sted fordi de ældgamle skrifter, som var blevet bevaret i den muslimske verden, nu vendte tilbage til deres tidligere hjem. Denne renæssance blev sat igang af f.eks. Frederik d. 2. (1194 død 1250) som oprettede Universitetet i Napoli og som beskæftigede muslimske lærde ved sit sicilianske hof. Fra 12. tallet og fremefter begyndte oversættelser af Ptolemæus Almagest at blive ført rundt i Europa.

Efter 1492 blev forestillingen om at jorden er rund accepteret over en bred kam i Europa, det selvom Columbus ikke havde haft held til at finde Orienten som forventet. Det 16. århundrede var opdagelsernes tid i Europa. Der var imidlertid stadig et problem med navigering. 

For hver 15 graders længdegrad bliver tiden sat en time tilbage. Hvis det altså ved 0 grader er middag da 15 grader Vest vil klokken være 11 og ved 15 grader øst kl. 13.00. Hvis en sømand kunne fastslå tidspunktet ved et bestemt sted - f.eks. 0 grader bredde - og sammenligne det med den lokale tid uanset, hvor han befandt sig da ville en simpel sammenligning mellem de to tidszoner kunne give en nøjagtig breddegradsposition. Til dette formål var det nødvendigt med et nøjagtigt ur, et ur der ville kunne fungere præcist uanset forholdene.

I det 17. århundrede var ure, der var nøjagtige på land - der benyttedes i overvejende grad penduler - fuldstændig ubrugelige på havet. Kong Charles d. 2. af England grundlagde Grennwich Observatory på en bakketop over Themsen i 1675. Observatoriets hensigt var at foretage nøjagtige observationer af himmelen og således fremstille kort over månens baner i forhold til stjernernes. En sømand kunne da benytte disse månekort til at afgøre den lokale tid ved Greenwich og ville være i stand til at beregne længdegraden. Denne metode, kaldet Måne Distance Metoden, var kun delvis nøjagtig, og den første "Nautiske Almanak" kom først i 1766. 

I 1714 vedtog den Britiske Regering en lov, hvor der blev givet 20000 pund som dusør. Vinderen skulle konstruere en tidsmåleenhed så nøjagtig at den kunne skulle have en fejlmargen på 2 minutter  (en halv breddegrad). Vinderen skulle samtidig bevise at måleenheden ville bevare sin nøjagtighed på en rejse til Vestindien. 

Den person der endelig kom frem til en løsning var John Harrison (1693-1776), en snedker der som hobby fremstillede ure. Historien om hans ihærdighed med at vinde prisen er beskrevet i Dava Sobel's bog, "Longitude" og i TV filmen af samme navn. Sobel beskriver også Rupert Gould bestræbelser på at bevare Harrisons tidsmaskiner. 

 

Harrison kom frem til løsningen. Astronomernes bedreviden og snobberi i bedømmelsespanelet der skulle afgøre konkurrencen forhindrede ham i lang tid i at få den hele og fulde anerkendelse som han virkelig fortjente. Selv en appel fra kongen George III blev ignoreret af bedømmelsespanelet. Harrisons kamp begyndte i 1728 og endelig i juni 1773 vedtog Parlamentet en lov som belønnede Harrison med 8750 pund og satte dermed et endeligt punktum på "Længdegradsproblemet." Harrison have konstrueret 5 tidsmåleenheder, men hans 4. (H4, fuldført i 1759) og hans 5. (H5) var skelsættende, designet som store lommeure.

Da kaptajn Cook's skib Endeavour forlod Plymouth den 12. august 1768 på vej til Det Sydlige Stillehav, havde kaptajnen en kopi af Harrisons H4 med, fremstillet af Larcum Kendall. Endeavour skulle besøge Tahiti, blandt andet for at observere, hvorledes Venus passerede solen den 3. juni 1769.

Omtrent samtidig viste en rejse af Kaptajn Phillip Carteret, foretaget i det Sydlige Stillehav de problemer der var med længdegradsudredningerne. "Bounty" havde som opgave at transportere brødfrugt fra Tahiti til de Vestindiske Øer. Den berømte mytteri fandt sted den 28. april 1789. Da mytteristerne endelig forlod Tahiti havde Fletcher Christian kendskab til eksistensen af en ø optegnet fra Carteret's kort.

At finde den ø, kaldet Pitcairn, blev besværliggjort da Carteret havde beregnet længdegraden forkert med 3 grader. Det tog mytterister 2 uger at finde øen. Fejlen på kortet betød dog samtidig at mytteristerne opnåede beskyttelse fra de som havde til hensigt at overgive dem til Britisk Lov. Mytteristerne fra Bounty's skæbne var ukendt for den øvrige verden indtil 1808 da et amerikansk skib, Topaz, ankom til Pitcairn. 

Skønt beretningen er langt og omstændelig skulle årsagerne til at Greenwich endeligt blev stedet for 0 Meridianen  dog være  åbenbare.  De lærde  fra  "Mekka, the Center og the Earth, Tehory and Practice." konferencen i Quatar  kan meget vel være velbevandrede i Koranen i skrifter og i Hadith traditionens kendsgerninger.  Men de tager ingen hensyn til, ser det ud til,  nogen af de videnskabelige årsager til, hvorfor Mekka dog skulle repræsentere Meridianen. 

At fremføre en løgn er endog meget let eller for den sag skyld at starte et falsk rygte - det kræver derimod langt mere energi og intellektuelle bestræbelser at dæmme op for sådanne falsknerier. Og sørgeligt at sige, de lærde i Quatar har kun fremholdt en løgn. 

Videnskaben til revision 

Videnskaben er gået gennem mange faser, og på et tidspunkt har Islam såvel opmuntret som været med til at foretage undersøgelser og udvikling. Nutidens Islam har opretholdt den forestilling at Islam er en helstøbt filosofi, der ikke kan forandres eller forbedres. Ud fra denne holdning, vil den stagnere. Islamisk videnskab har i mange år ikke fremkommet med noget der er værd at lægge vægt. Det har således kun været få overbeviste muslimer der har modtaget Nobels hæderspriser. Denne selvtilfredse tro der går ud på, at man følger et 'fuldkomment system' er næppe en springbræt for nye opdagelser.

Islamister er i overvejende grad mod højere uddannelser, der vælges som regel kun uddannelse i Koranen og man fravælger det verdslige. I Afghanistan brændes skoler, lærere dræbes af Taliban. Piger nægtes arbejde og uddannelse. Kvinder opmuntres af islamister til at lade sig indhylle som telte, og derpå lyve overfor verden om, at de føler sig frie og værdsatte for deres "individualisme", fremfor deres seksuelle tiltrækning. 

Disse islamister har glemt deres historie, da det at være muslim betød at man var medlem af en kultur der tænkte fremad, der strømmede over af glæde over at lære nyt. Et samfund, hvor videnskaben omformulerede grænserne for det kendte. Da astronomerne og matematikerne under Abbasid Perioden beregnede klodens og himmelens størrelse, var de samtidig optaget af benytte deres intellekt med rent praktiske og jordnære emner som, lagerførelse, om arv og arveafgifter, om afvanding og om landbrug. Idag drømmer islamisterne om at udvide herredømmet, men på en mekanisk uinspireret facon. De mangler forestillingen om at finde frem til verdens sande natur. De er slaver af deres dogmer og forventer at alle os andre skal blive slaver for deres fordomme, deres bogstavtro og deres sippethed.

Evolutionen, uanset hvad Kreationisterne siger, er baseret på videnskabelige kendsgerninger. Den Katolske Kirke erkender nu fuldt ud de første udsagn i 1. Mosebog som metaforiske fremfor bogstavelige. Kirken føler ikke at dens opfattelse som vejleder og opfattelsen af en allestedsnærværende Gud er truet af videnskaben. De som søger at "afvise" evolutionen gør det hovedsageligt med baggrund i udflugter, udvalgte citater og direkte forvanskninger af videnskabelige kendsgerninger. Sådanne tiltag har præg af desperation og jeg er overbevist om de lærde i Quatar på lignende måde udstiller deres desperation der kan beskrives som en tro på "tusindårsriget". 

Skabelsesvidenskab, stillet overfor opposition, har et andet udtryk nemlig; "Intelligent Design," der accepterer nogle sider af videnskaben, men fastholder at det kun er gennem guddommelig naturlig udvælgelse. I Islam er der for tiden en retning der kaldes "ljaz-alQuran."  Dette betyder  "den hellige teksts guddommelige natur."  Her forsøges at finde retfærdiggørelser i Koranen for at vise at moderne videnskab allerede  var  "kendt" af forfatteren til  Koranen.

Rashad Khalifa (1935-1990) var en lærd i Islam - af nogle betragtet som en frafalden - der påbegyndte denne retning. Khalifa argumenterede for, at tallet 19 (antallet af år i en hel Islamisk månecyklus) havde mirakuløs henvisning til Koranen. Den ægyptisk fødte Khalifa blev dolket ihjel ved en moske i Tucson.

De som hævder at der er revner i månens overflade forsøger på lignende måde at "retfærdiggøre" udtalelsen i Sura 54:1 der siger at "månen er revet sønder." I Imam Muslims Hadith siges det af Månen er delt i to dele under profetens levetid.

Mange videnskabsfolk (særlig i Europa) betragter Kreationisterne som intellektuelle maskinødelæggere der nedbryder menneskehedens besværligt opnåede viden. I den Islamiske verden er der en Kreationistbevægelse der forsøger at underminere ægte videnskabelige opdagelser. Hovedfortaleren for Islamisk Kreationisme er Harun Yahya. Hans rigtige navn er Adnan Oktar, 52 årig tyrker som bor i Istanbul. Han forlod en kunstskole, hans bøger og websider er påfaldende visuelt mørke og dystre.

Han anklager videnskaben og i særlig grad evolutionisteorien for de dårlige tilstande i verden. Sidste år sagde han: "Kommunismen, fascismen og frimurerbevægelsen bygger på Darwinismens læresætninger, og kapitalismens verdens magt bygger ligeldees herpå... Hitler og Mao var Darwinister...Vi vil ikke bedrage os selv ved at tro på at videnskaben har monopol på sandheden."

Harun Yahya's overdådigt illustrerede 800 siders bog  Atlas of Creation hævder at Holocaust, og endog 9/11 er forårsaget af "Darwinister." Den er blevet sneget ind i de franske skoler, hvor sekularisme er blevet forsøgt fremholdt og har afstedkommet en undersøgelse af Europarådet. Kopier er fornylig blevet fundet på biblioteker på skotske universiteter, 5 i Edenburg og 2 i Glasgow.

Verdens centrum på kort er blevet ændret efter det verdenssyn som kortlæggerne havde. På et tidspunkt blev Alexandria anset som verdens centrum, derpå Rom, og i kort fra Middelalderen, såsom Mappa Mundi fra 1290 var Jerusalem verdens centrum. På den baggrund er det ikke vanskeligt at forstå hvorfor nogle muslimske lærde kunne forestille sig at se Mekka som verdens centrum på fremtidens verdenskort. Men ønsketænkning er ikke det samme som at opfinde grunde til at påtvinge det på andre.

Yusuf al-Qaradawi, der talte ved konferencen i Quatar kunne have et andet motiv for at ville se kort og globus ændret. Han blev fornylig nægtet indrejse i Storbritannien. Er der mon et hævnmotiv i gang her, idet han forsøger at fjerne Storbritanniens betydning i den geodætiske videnskab ved at fjerne Meridianen fra Greenwich? Hvis Qaradawi har "bevis" for at Mekka er verdens centrum, da bør han fremholde det for nærmere undersøgelse. 

Qaradawi er mod videnskaben. Han er ikke en muslim som har et udtalt ønske om at udvide sin videnshorisont. Han er en ældre skolemster, der har studeret Koranen, Hadith og Islamisk lovgivning og nu blot kan udspy "fordømmelser" og "fatwas." Han er så udpræget mod udvikling at han erklærer at figurerne på Pokemon kort er Sataniske da de opmuntrer til udvikling.

De lærde i Qatar lider af den samme sygdom som andre religiøse ledere. De er grebet af en angst for 'dommedag.' Når en kultur er i krise da leder mennesker efter guddommelige tegn selvom disse betyder at man ser bort fra logik og fornuft. Da den 2. Verdenskrig bragte militærangreb til øerne i Melanesien betragtede indbyggerne kamphandlingerne. Da soldaterne forlod øerne igen, opstod der "Cargo Cults" hvor stammebefolkningen var overbevist om, at en ny leder (John Frum) ville ankomme og medbringe velstand ligesom de havde været øjenvidner til hos soldaterne.

Da den industrielle  Revolution  bragte mange landarbejdere fra landdistrikterne og brutalt ind til byerne for at udføre fabriksarbejde opstod der adskillige messianske retninger. En engelsk "profet" Joanna Southcott (1750-1814) var højt agtet. Som 64. årig hævdede hun hun var gravid med Shiloh, den "Nye Messias." Hendes graviditet varede længere end ni måneder og derpå døde hun. Hendes opsvulmning var forårsaget at vattersot. Nogle tidligere tilhængere såsom John Wroe dannede grupper som er endnu mere ekstreme.  

For prærieindianerne i tiden der førte til det endelige nederlag ved Wounded Knee, var deres kulturarvs tilbagegang fulgt op af Sioux, Paiute og Arapaho's indianernes "Drømmetydere." De iførte sig særlige skjorter og deltog i "Drømmetydningsdanse" og mente de var immune for kugler. Lignende  tro har man set hos unge soldater i Liberia under den blodige borgerkrig hvor deres kultur blev brudt op og ødelagt.

De lærde i Qatar, tror jeg, gør sig ikke til talsmand for Islams overlegenhed. De udstiller deres kultur usikkerhed på en brovtende facade baggrund. Deres krav om at ændre GMT kan måske få tilhængere hos de dårligt uddannede og intellektuelt underernærede. De argumenterer ud fra en desperat baggrund, ikke med solide argumenter, når de benytter sig af uhæderlighed. Islam og islamismens problem stammer fra mangel på fleksibilitet og en forbenet tro. Det behøver ikke være sådan.

Under Abbasid Kalifatets tid var Islam fremadrettet og skuede ikke bagud. Nogle af genierne fra den tid havde ligeledes humor. Al-Jahiz (776-868) skrev 200 bøger, og var en dygtig zoolog og forsker i dyreadfærd. Han bliver endog krediteret for en før-Darwin evolutionsteori. Han affattede også en afhandling med titlen "Hvordan man holder mund" og en anden med titlen "Mod embedsmænd."

 

Der er en princip i islamisk lovgivning der hedder "Al-hukm-u yadullu ma'a illatihi wujudan wa adaman." Oversat betyder det "Loven fortolkes i overensstemmelse med omstændighederne," hvilket betyder at islamiske love forandres med tiden og de situationer de optræder i. Den er ikke monolitisk og ufleksibel. 

Alt for ofte i Islamiske fora spørger folk om, hvad de må og om, hvad der er "haram", forbudt. Islamisterne kan ikke tilbyde nogen noget andet end deres eget tankesæt, da de er låst i et mønster af stive dogmer,  ufrugtbare og uvidenskabelige. Muslimske ledere , der virkelig ønsker at inspirere andre burde standse  med at jamre over deres tab og opgive deres offerrollementalitet og misundelse. Religion bør inspirere, opløfte og befri sindet, ikke trælbinde sindet med tabuer og strenge dogmer. Når religiøse ledere tyr til løgn for at gøre sig gældende da går de imod menneskelig anstændighed.

I 1687 skrev Isaac Newton: Jeg har set længere end nogen anden, det er fordi jeg har stået på giganters skuldre." Newton havde lånt udtalelsen fra tidligere kilder. I det 12. århundrede skrev John af Salisbury i Metalogicon: "Bernhard ad Chartres plejede at sammenligne os med dværge placeret på skuldrene af giganter.. vi kan se mere end vore forfædre ..fordi vi er blevet løftet op og står højt oppe på deres gigantiske skikkelser." Det kan godt være at Yusuf al-Qaradawi er en agtet lærd i islamisk litteratur, men når det drejer sig om realiteterne da kryber han sammen på dværges hofter.

http://www.familysecuritymatters.org/global.php?id=1387358

Artikel af Adrian Morgan, hvis du orker, for den er også lang, ved klik.