70 år efter fredsforsoningen

Bruce Walker

I marts 1939 døde de sidste rester af fredsforsoningen. Adolf Hitler havde et vægtigt diplomatisk argument til støtte for sin territoriale agression i Europa indtil han besatte Böhmen og Herrnhut. Folkeafstemningen i Saarlandet i 1935 overraskede store dele af verden. Tyskere der boede relativt sikkert, relativt i velstand, relativt frit valgte at overgive deres uafhængighed og tilslutte sig Hitler's Tredje Rige. Et år senere besatte tyske tropper, uden fransk modstand, Rheinland. I 1938 blev Østrig gjort til en del af Tyskland. Ikke længe efter blev den tyske befolkning i Sudetenland (Tjekkoslovakiet) bragt ind i das Reich.

Der er et tungtvejende argument der siger, at så længe Nazisterne herskede i Tyskland da skulle intet der tillod forøget magt til nazisterne have været tilladt. Men der er også kun lidt tivivl om at mange tyskere i Saar, Rheinland, Sudetenland, og muligvis Østrig ønskede at blive del af en tysk stat også selvom Hitler herskede over den stat. Hans gerninger fulgte blot princippet om national suverænitet som Wilson indførte. Der var nogle der flygtede fra de nye tyske territorier, men de fleste blev tilbage.

Marts 1939 markerede en meget mere alvorlig afslutning på fredsbetingelserne i verden. Böhmen og Herrnhut, der groft sagt udgør Tjekkiet i dag, var slavisk. Dens indbyggere ønskede ikke at blive en del af Det Tredje Rige. De blev de første fremmede trælle. Skabelsen af et tysk protektorat over disse landområder gjorde det klart for verden at noget mere end blot national suverænitet var involveret i Hitlers planer.

Det var for 70 år siden. Vi kan i dag se en lignende fredsforsoning som dengang med nazismen. Nazismen, ligesom radikal Islam bar ofte en fredsmaske. Hitler, ligesom Kim Jong Il fremstiller sig som værende ofre for agression. Det Tredje Rige, ligesom vore fjender rundt om på jorden i dag fattede helt tydeligt, hvor meget almindelige mennesker foragtede krig. Fred er hvad amerikanerne og israelerne ønsker, ligesom franskmændene og briterne ønskede fred i 1939. Historien viser at fred ikke kommer ved et barnligt naivt ønske, men fred stammer fra en kombination af mod, god vilje og klogskab. Det betyder at man er villig til at stå op imod ondskab uden tøven, selv når det er nemmere at lade som om at spørgsmålet om godt og ondt blot er diskuterbare synspunkter.

Præsident Bush var en fejlbefængt præsident med en ufuldkommen dømmekraft, men han forstod vigtigheden af at stå op imod ondskab før den blev for mægtig. Hitler ligesom de radikale islamister foragtede jøder, judaismen, kristne og kristendommen. Forhånelsen fra de nazistiske ledere over Bjergprædiken eller De Ti Bud var hensynsløs. Amerika var en dekadent nation ifølge Hitler, ligesom radikal islam siger i dag. Hvad mænd som Chruchill forstod og hvad mænd som Chamberlain ikke forstod er, at de som er som Hitler i verden ikke har nogen ægte interesse i at forbedre livet for deres undersåtter. De bekymrer sig ikke om de oceaner af blod som deres krige medfører. Deres hensigter er ikke vore hensigter; deres metoder er ikke vore metoder. Det hjælper ikke at prøve at forstå deres synspunkter fordi folkedrab og terror aldrig kan være midler der fører til noget nobelt. De forstår os (eller de tror de gør) og det de ser er dette: Vi vurderer vore liv og værider langt højere end noget andet. Vi kan blive bestukket og terroriseret til at overgive det som virkelig gælder. Vore politiske ledere kan blive charmeret og skræmt til at foretage skæbnesvangre valg.

Vi har ingen tidsmaskine. Hvis franskmændende havde modstået den tyske okkupation af Rheinland i 1936 da ville Hitler sandsynligvis være blevet styrtet fra magten og en verdenskrig med alle dens rædsler ville være undgået. Hvis tjekkerne var blevet opmuntret til at modstå besættelsen af Sudetenland da ville de tyske generaler måske have styrtet Hitler og en krig ville være afværget. Helt sikkert ville de britiske og franske politikere der havde foretaget sådanne beslutninger have tabt valgene og de politiske partier der støttede oprustning eller var villige til at lege med ilden med nazisterne ville måske have mistet deres sæder i parlamenterne. At stå op imod ondskab er ikke altid let, og oveni, ikke særlig populært.

At besidde magt burde medføre moralske forpligtelser. For 70 år siden, gjorde Hitler det meget klart at han ville forandre Europa og at kun de som modstod ham med magt kunne forhindre hans planer. I dag, mens Iran kommer stadig nærmere målet, at få midlerne til at føre verden ind i en ny mørk tidsalder, mens onde nationer som Kina og Rusland tager næring af vor svigtende magt, mens Hugo Chavez' planer om at vende Venezuela til et grumt fængsel som Cuba fortsætter, kan vi stadig nå at handle. Det ser dog ud som om vi mangler mavestyrken til at gøre noget, skønt vi har midlerne. 70 år med fredsforsoning, og vi har intet lært.

Andre artikler af Bruce Walker ved klik

Bruce Walker is the author of two books: Sinisterism: Secular Religion of the Lie, and his recently published book, The Swastika against the Cross: The Nazi War on Christianity.