Spøgelser fra 2. Verdenskrig plager stadig Europa

2. Verdenskrigs spøgelser plager stadig Europa

65 år senere er de følelsesmæsige ar der stadig.

Carol Gould

Mens briter indgår væddemål om hvor længe Gordon Brown kan holde fast i embedet og reflekterer over de neo-fascistiske partier succes ved EU-valget vil nogle af os her i Storbritannien, Amerika og resten af den frie verden standse op, og overvje hvad denne måned har betydet for Europa og verden for 65 år siden.

Jeg er netop kommet tilbage fra en'pilgrimsrejse' til Portsmouth, England, hvor jeg mødtes med det hastigt svindende kontingent af britiske D-dagsveteraner, der mødes hvert år den 6. juni for at huske deres tusinder af faldne våbenfæller.

Hvad der ikke er særlig kendt er, at i ugerne efter D-dag var der omfattende slagterier i det af nazisterne okkuperede Frankrig og at dagene efter D-dag, 1944 var ligeså vigtige i verdenshistorien som begivenhederne i 1066. Faktisk er Overlord Broderiet, der pryder væggene på D-Dag Museum i Portsmouth lavet efter Bayeux Tapetet og repræsenterer den frie verdens udfrielse fra Hitlers rædselsregime.

De allieredes invasion var den største igangsættelse af en ekspeditionstyrke i menneskehedens historie, og betød at menneskehedens fremtid kom i balance. Dwight Eisenhower havde forberedt en dyster tale ifald den var blevet en fiasko.

Havde han og Bernhard Montgomery ikke vundet ville vi ikke kunne begejstres over Susan Boyles fremtid eller skumle over det britiske parlamentsmedlem der bad skatteyderne betale for hans bidrag til en kirke. Havde mændene i Normandiet i 1944 svigtet, ville vi måske være midt i et Tusindsårs Rige. Man vil gerne tro at typer som Roosevelt, Stalin, Chruchill ikke ville have tilladt at det skulle ske.

Den 6. juni i Portsmouth, en by hvorfra tusinder af amerikanere drog ud for at give deres ultimative offer mødtes jeg med en britisk D-Dag veteran, der stadig var rasende på USA selv efter 65 år. Han forsikrede mig, afsløret af min amerikanske accent, at han var fortørnet over at Roosevelt ikke var gået ind i krigen i tide og havde pålagt en enorm gældsbyrde på Storbritannien som først er blevet betalt færdig i 2008. Det jeg synes var interessant var hans observation af, at Amerikas ikke spildte tiden med krigen i Afghansistan, men at i 1940 lod de Storbritannien stå alene mod Hitler i to rædseslfulde år. Han ville ikke sige det til mit videokamera, men han sagde han havde behov for at få luft her 65 år efter, og med vrede. Det at 9000 unge amerikanere ligger i grave ved Omaha Beach berørte ham ikke. Jeg forsøgte at ræsonner med ham om at USA invaderede Afghanistan, fordi det have været under angreb 9/11,2001, gjorde ikke indtryk. Han var fast besluttet på at betegne Amerika som næsten kriminel i sin afvisning af at komme Storbritannien til hjælp, straks krigen blev erklæret i 1939.

Dette er en anklage jeg har hørt på i de 39 år jeg har boet i Storbritannien. Når man har set filmen The Gathering Storm bliver man virkelig klar over den totale mangel på forberedelse i Storbrtiannien og Europa mens Hitler marcherede hen over kontinentet og Kanaløerne. (da jeg foretog undersøgelser til min bog Spitfire Girls, fandt jeg ud af at Tyskland trænede fremtidige Luftwaffe flyveres' i flyverklubber i mange år får 2. Verdenskrig udbrød på grund af Versailles Traktaten der havde forbud mod tysk militarisering) De eneste individer udover Winston Churchill der havde en klar forståelse af det Helvede der Führer skulle til at igangsætte mod menneskeheden var Jehovas Vidner. Ingen lyttede.

Jeg overværede gudstjenesten i Portsmouth Katedralen for at mindes 65. årsdagen for D-Dag. Præsten i den britiske hær holdt talen og genfortalte en tur han havde været på med sit barn til Sachsenhausenkoncentrationslejren. Han sagde han i de seneste år var blevet spurgt om, de enorme tab af menneskeliv ved D-Dag havde nogen som helst mening. Han sagde at de ubegribelige overgreb i lejren, hvor Jehovas Vidner og andre politiske dissidenter var blevet ombragt ville have været en del af vor dagligdag om ikke de Allierede havde triumferet på D-Dag og i de efterfølgende kampe.

En anden veteran var så berørt at han græd mens jeg forsøgte at filme hans beretning. Han begyndte at græde da han talte om sin kommandants død, og jeg endte med at holde ham i hånden mens jeg filmede med det anden. Alle de over 80 årige veteraner jeg mødte genoplever Normandiet-invasionen som var det i går. Deres sorg er ægte og bevægende.

De mænd jeg mødte i den første uge i juni 2009 var blandt det svindende antal der overlevede. De grumme tal af døde var overvældende: 435000 døde, sårede, savnede på begge side i blot Slaget om Normandiet alene. Mens vi sidder og sludrer om Britains Got Talent, hvor synes blodbadet i 1944 dog langt borte.

Men mens jeg gik rundt i Portsmouth kunne jeg fornemme tilstedeværelsen af titusinder af unge mænd, der aldrig kom tilbage til denne by. Et forbipasserende RAF-fly havde smidt en million valmuer og kom igen i dagevis - på min vindueskarm i mit logi, på stranden, på hjelmen af bilen og jernbanesporene på Southsea Stationen - ganske enkelt overalt lå disse valmuer. Mens jeg betragtede dem flyve rundt i vinden indså jeg, at hver af dem repræsenterede en død soldat eller død kvinde. Jeg bukkede mig for at samle en op, men den havde sit eget liv og blæste væk fra mig. Jeg forsøgte da med endnu en, igen forsvandt den som ville den sige, "Jeg vil ikke skilles fra mine kammerater." I 2004 tog jeg til Omaha Beach og så hen over de endeløse rækker og marker med kors. De valmuer gav på en måde et stærkere indtryk.

Sjælene af de tapre og lidende unge mænd fra Juni måneder svæver over Storbritannien, Europa og den frie verden mens vi lever vort nemme liv. I skyggen af det fatale skyderi ved Holocaust Museum i Washington den 1o. juni, mindes vi om, at ekstremismen stadig er iblandt os og at tyranniet igen kan lande på vor kyst.

Må vi aldrig glemme de ofre de mænd på D-Dag og i Slaget om Normandiet gav. Må vil altid være stolte af vort dynamiske og frie samfund og være parate til at forsvare det.

Denne artikel vil måske kunne interessere. Og denne.

Bøsser kan være morsomme

Hvorfor 'bøsseri kan være morsomt

Steven Crowder

Jeg er sikker på jeg får på hattepulden på grund af det der følger, men jeg føler jeg skal sige det....Folkens det er altså helt i orden at finde de der flamboyante homoseksuelle morsomme. Et eller andet sted på den der "fornuftens sti" er mennesker begyndt at sammenholde evnen til at se det morsomme i livet med det at ytre hadefyldt tale. Har hele ideen (bemærk jeg ikke siger indholdet) i en film som "Bruno"(fiktiv østrigsk modejournalist der er bøsse) virket krænkende på dig? Føler du at hele ideen om at nogen klukler over en overbøsset fyr så frastødende, at det er på grænsen til hadefyldt opførsel? Jeg siger "Næ, nej"! Læs videre og find ud af hvorfor.

Lad mig være den første til at nævne det. Mit navn er Steven Crowder og jeg synes overdreven bøsseri er virkeligt morsomt. Sådan rigtigt morsomt. Jeg kan huske mit "første møde med bøsser" fra min barndom. Jeg sad og så på Macy's parade på Thanksgiving Day. Al Roker interviewede Richard Simmons. Jeg var knap fire år gammel og fuldstændig forvirret. Her var en mand på fjernsynsskærmen, med masser af hår på brystet og store muskler. Der var et eller andet ved ham fornemmede jeg. Jeg kunne ikke præcis sætte fingeren på det, indtil jeg fik det indfald i mit underudviklede sind, der ligesom sagde. "Hej farmand" spurgte jeg. "Hvorfor opfører den mand sig som en kvinde?"

Min far brød ud i latter. Han kunne ikke lade være. Msåke det var den barnlige uskyldighed der forårsagede den, eller måske var det en nervøs latter, der kom af den kendsgerning, at han nu skulle igang med en lang besynderlig forklaring.

Som fireårig havde jeg ingen negative følelser overfor Richard Simmons. Jeg synes faktisk stadig væk godt om ham, og synes han er kær, men at benægte det morsomme i den karikatur han er ville være uærligt. For en heteromand er følelsen af at gå rundt som en parfumeret, vokset, læspende fyr så oprørende absurd. Som mennesker synes vi absurditeter er morsomme. Ellers kan vi ikke finde hoved og hale ved dem.

For eksempel: Hvis en and skulle komme ind i dit værelse iført pyjamas, ja, da ville du sandsynligvis more dig....Fordi i din tankegang er er der ingen plads i naturens verden til at ænder skal have pyjamas på. Det samme gælder de overdrevne bøssede mænd med deres tanktoppe med rhinsten og iført hotpants. Intet steds i heteromændenes naturlige rige sker det, og så er en sådan absurditet altså morsom.

Nuvel, jeg er fuldstændig klar over at ikke alle bøsser er "flamboyante" men der trods alt nogen der er. Ligesom Ned Flanders (Simpsons kristne nabo) er en morsom sterotype som ikke repræsenterer alle kristne, således kan det samme siges om "Bruno."

Tror i folkens virkeligt at en "bøssevittighed" automatisk registrerer fortælleren under "homofob" kategorien? I stedet for at beskæftige sig med vore forskelle på grund af frygt (ved f.eks. at gå rundt om emnet som katten om den varme grød), burde vi tillade os selv at se humoren i alle og enhvers personlighed. "Humor er ikke had" det er hvad jeg altid siger.

Nu her før du finder de høje moralnormer frem og behøver at blive fornærmet så tag venligst i betragtning .....selv Sean Penn (hovedrolle i filmen Milk, om en bøsseaktivist) har højst sandsynligt fortalt nogle 'ikke homo' vittigheder i sin levetid. Så tag den og tyg på den.

Andre artikler af Steven Crowder ved klik

Journalister der ikke slikker r..

De som ikke kysser Obamas fødder

James Lewis

London, Flet Streets, nyhedsgribbe har ingen respekt -- for særlig meget, herunder Dronningen, Gordon Brown eller - chokerende -- Hans Velhøjbårenhed Barack Hussein Obama. Ham der ikke må grines ad. Denne ikke 'majestætetiske' indstilling vil uden tvivl chokere de førende hos de amerikanske medier, som har anstrengt sig udi i den fine kunst at kysse bagdele til en nærmest hysterisk eufori når Den Udvalgte nærmer sig.

Det Hvide Hus's Pressekorps er nu gennemført pinlig i sin fuldstændige skamløse krybende kujoneri. Stalin selv ville ikke have kunnet ønsket en mere slibrig presse . Snarere end at sende dem pæne små Lipton tebreve, da burde millioner af sunde amerikanere overveje at sende brækposer til vore styrende medier.

Sådan, Gud ske tak, er det ikke tilfældet over på den anden side af Atlanten. Der er ytringsfrihed og ret til satire stadig levende hos de velskrivende skribenter fra Fleet Street. De britiske journalister viser kun lidt respekt for amerikanske præsidenter uanset race, tro eller hudfarve. De griner helt hysterisk over dem alle. Det er nu heller ikke fordi det kræver så megen opfindsomhed.

The Telegrah har gjort det beundringsværdige, og kaldt Michelle's garderobe for "sjusket."

Gerald Warner slår følge ved at meddele "Barack Obama: "Alle de slemme drenge giver præsident Tøsedreng fingeren" hvilket faktisk siger det hele.

Og om "Barack Obama og CIA: "Hvorfor hader præsident Tøsedreng Amerika så inderligt?"

Og hvad med den her: "Barack Obama prædiker abortevangeliet i Notre Skam."

Nuvel, indrømmet, dette er Telegraph bloggens indledninger, altså den moderne udgave af værtshussamtaler over en øl. Men trods alt viser den en sund skepsis, og Washington Post og New York Times vil hellere gøre deres underbukser beskidte, fremfor at få Det Hvide Hus's Pressekorps gjort vrede på dem. Robert Gibbs advarede pressen om "at være forsigtige" i, hvorledes de talte om den seneste udnævnelse til Højesteret. Oversat: Vi vil lynche Jer som racister hvis I vover at kritisere. Hva'behar' for en gang usminket stalinisme.

Christopher Brooker , the Telegraph, den sidste fornuftige mand på kloden fører en indædt kampagne mod det globale bedrag og alle dets mindre søskende udi bedrag. Daniel Hannan holder heltmodigt fingeren i hullet i diget mod EU's voksende indflydelse, som vil drukne Storbritannien årtier før den globale opvarmning har dræbt blot een FN varmebureaukrat.

George W. Bush blev ensstemmigt forhånet af de gale mediehunde i verden under førerskab af New York Times, men også fulgt af Der Spiegel, Al Jazeera og the Guardian. Der var ingen smædeord for barske mod Busk der kunne tilfredsstille venstrefløjen og dets islamofacistiske allierede.

New York Times torturerede rutinemæssigt de borgerlige med deres daglige onskabsfuldheder. Al Jazeera, som fødes af Qatars oliemilliarder, indrømmede at de var chokerede over videoerne med al Queda dræbere der blev tvunget af dumme kvindelige vagter til at optræde nøgne i Abu Ghraib, eller at man underlagde de tre største halssnittere waterboarding - med en læge og en sagfører som overværede det for at kunne beskytte deres rettigheder.

For nogle uger side i Abu Dhabi, demonstrerede en sheik fra Det Kongelige Hus, hvordan ørkenaraberne udfører tortur, ved at flå huden af en afghansk bekendt, der havde vakt hans mishag og derpå, gentagne gange, køre henover hans udstrakte krop. Uheldigvis blev det optaget på video og denne kom ud på nettet, se det var jo lidt flovt for hans brødre i stammen. Efter at have set videoen lovede regeringen i Abu Dhabi en officiel undersøgelse. Vi venter fortsat på resultatet med tilbageholdt åndredræt.

De amerikanske medier var frastødte, såmænd, lige netop frastødt af Bush's og CIA's barbarisme - undtagen Nancy Pelosi, som ikke var det, jeg gentager ikke vidste noget som helst om waterboarding fra 2002 og fremover, syv år da Demokraterne skamløst talte nedsættende om Krigen mod Terror. Fru Pelosi flygtede blot til Kina for at undgå at blive spurgt om waterboarding. Medierne har efterfølgende bøjet retten, på deres sædvanlige facon, ved at undlade st stille flere spørgsmål til Nancy. Man kan jo ikke spørge om waterboarding når hun er på rejse i Kina vel? Det ville ikke være høfligt. Og vi alle ved jo, hvor optaget de er af gode manerer.

For Medieklassen er sådanne ting som tortur kun tilladt ved sadomasochistiske sexlege, som de praktiseres hver nat i Nancy Pelosis San Francisco -- den slags der medførte at en WABC TV nyhedsreproter i New York blev dræbt af en teenage sexpartner. Åbenbart kender vore førende medier til en masse af den slags ting, men kun når det udføres hos voksne der er enige. I det mindste har Storbritanniens Telegraph og Sunday Times fastholdt et jerngreb om deres sunde fornuft. Selv efter salvelsen af Den Udvalgte.

Med den amerikanske avisverden i hastig tilbagegang er det måske på tide at overdrage nyhederne til et frit land?

Andre artikler af James Lewis ved klik

Mega-egoers drivkraft

Mega-egoer

En interessant gennemgang af fænomenet mega-egoer.

Paul Shlichta

Lad os betragte mega-egoen en underart af menneskeheden der altid har været iblandt os, og som nu for tiden blomstrer i Amerika, Vi kender dem fra medierne og fra vore nærmeste omgivelser.

Hvert værtshus i landbyen har sin gamle drukkenbolt der mellem snapsene vil kværne løs i timevis og løse alverdens problemer med en kraftig selvtillidsfuld stemme. Men undertiden, får en sådan person indflydelse, eller bliver måske endda kendt , og hans skråsikre udtalelser bliver lyttet til med alvor. Han nyder at indtage, og bade sig i den beundring hans overernærede ego bliver endnu større.

Historien er fyldt med eksempeler på mega-egoer, alt for ofte som diktatorer og erobrere. At dømme ud fra hans skriverier og hans medarbejderes erindringer var Hitler et klassisk tilfælde. Roosevelt var muligvis endnu en. Jeg har haft lejlighed til at være blandt publikum med et par stykker af mere nutidige eksempler:

• Engang sent i 1950'erne besøgte feltmarskal Bernard Law Montgomery, sejrherren fra El Alamein Californiens Tekniske Institut. Da der ikke var et auditorium der var stort nok til den forventede tilhørerskare blev foredraget holdt på et atletikstadium. Generalen kom skridende ind, og efter bifaldet meddelte han, at i stedet for at tale om El Alamein og 2. Verdenskrig da ville han tale om verdens anliggender, han ville gå igennem, og rette de legender der var om ham. Han talte derpå direkte ud af posen om, at det han havde sagt til taxachaufføren om Rommel var sandt, hvad han skulle have sagt til Chruchille ikke var sandt og så videre, legende efter legende. 2 timer senere vaklede publikum bort derfra med endnu mere Montgomerymani, end de kunne fordøje. Var de indstillet på mere ville han med glæde have givet dem det.
• 
  
• Lige før 1972 valget besøgte jeg nogle venstreorienterede venner i nærheden af Boston der meget snedigt fik mig med til et McGovern møde, hvor den annoncerede taler skulle være John Kenneth Galbraith, som George nu her fornylig krediterede for at have gjort liberalismen til "en nedladenhedsdoktrin." Mine værter vidste udmærket godt, at jeg væmmedes ved Galbraith. Det kunne dog være, at jeg måske ville kunne lide manden når jeg nu hørte og så ham personligt. Det var ikke tilfældet. Han kom og talte ned til sit publikum og forklarede overfor dem, med så enkle ord så de kunne forstå det, hvorfor enhver fornuftig mand ville vælge McGovern fremfor Nixon. Jeg gik derfra, lettet over at han havde vist sig endnnu mere afskyelig end jeg jeg kunne have håbet.

• En lørdag morgen lyttede jeg til LA's Kulturelle radiostation, jeg havnede midt i et interview. I en halv time forklarede den anonyme berømthed nedladende, hvad Eisenhower burde have gjort, hvilke fejl Johnson havde foretaget og hvad landet burde gøre nu. Jeg vidste jeg lyttede til en ægte vidunderlig mega-ego'er, og gennemså derpå listen over programmet. Det kunne ikke være Galbraith, eller da der ikke var accent, Kissinger. Jeg måtte tilsidst konstatere at det måtte være Gore Vidal.

Disse eksempler demonstrerer den overraskende kendsgerning at mega-egoerne ikke nødvendigvis er dumme. Undertiden er de det. Da de er eksperter på et område, så mener de de også er eksperter på alt andet, og det kan de også være. De har sædvanligvis, i det mindste en durkdrevenhed der, hvis man ikke er opmærksom kan få dem til at virke triumferende over deres intellektuelle samtalepartnere. Deres hovedkaraktertræk, uanset om de er tåber eller genier, er en opsvulmet selvbevidsthed og en uafrystelig tro på deres egen alviden.

Indrømmet, narcissister har de samme karaktertræk. For at miscitere Dryden:

"Mega-ego er helt sikker narcissisternes nærmeste allierede. Kun små forskelle adskiller dem fra hinanden."

Man kan imidlertid meget let se forskel på dem ved deres reaktion på kritik. Narcissister bliver fornærmede og går i forsvarsposition mens mega-egoerne taler alfaderligt ned til dig og gør opmærksom på din tåbelige mangel af værdsættelse af deres visdom.

Mega-egoerne er ikke nødvendigvis de værste egoister. Deres begærlighed efter beundring og ros fra andre - et forkvaklet ønske som teologer benævner som "menneskelig respekt" -- skildrer egentlig en rørende sårbarhed, de er bekymrede for, hvad andre mener om dem. Det er sandt at de kan gøre uoprettelig skade, men andre typer er endnu mere farlige.

Et underudviklet ego, som Nixons, kan forårsage alvorlig skade på grund at den indre plagende usikkerhed. Yderst på fløjen langt udover det som de 'almindelige' mega-egoer kan præstere, alt for intelligente og altfor selvbevidste og hungrende efter pøblens hyldest, har vi giga-egoerne. Rolig, ikke anmassende og yderst sikker på sig selv kan han gøre uopretteligt mere skade end en flok mega-egoer.

Jeg mener jeg mødte en giga-ego engang. I 1956 ved et frokostmøde, hørte jeg en tale af dommer William O. Douglas. Han var absolut ingen Montgomery. Han talte stille og beskedent, ikke om sig selv, men om juridiske problemer, med lidenskabelig kompetence og myndighed. I spørgetiden spurgte jeg. "Nu da alle rettigheder har deres grænser, såsom det at ofre livet for religionsfriheden, har De så nogen standard eller regel for, hvad der bestemmer hvad disse grænser er?" Han så intenst på mig et øjeblik og sagde så empatisk, "Nej!" Jeg følte vi fuldstændigt havde misforstået hinanden. Han fornemmede (korrekt) at jeg havde antydet "hvordan kan De dog vove at være dommer i sådanne sager, har de nogen standard udover deres egen mening?" og han havde faktisk svaret, "jeg er standarden. Det er mig der sætter grænserne, som jeg selv synes de skal sætte!"

Jeg havde fornemmelsen af, trods hans belevne opførsel, at han var i stand til at begå stor ondskab. Min intuition blev bekræftet år senere, da jeg erfarede hvordan han, som arkitekten bag Roe versus Wade beslutningen havde konkluderet at "landet nu var klar til abort" og han havde dygtigt manipuleret sine kolleger udi i juraen til at antage hans holdning. (Hvis du mener jeg overdriver så læs sider 165-189 i bogen The Brethren af Woodward og Armstrong.)

Herefter, ligesom en astronom, der tålmodigt holder øje med universet for at finde en supernova, har jeg søgt efter endnu nogle giga-egoer at Douglas størrelsen. Tør jeg nævne George Soros?

For at komme tilbage til blot mega-egoerne: Berømthederne er blot toppen af isbjerger. Ethvert universitet har sin andel, som man let kan genkende hos forelæsningernes skuespiller med den teatralske empatiske stemme, dog med en rockstjernes selvbevidsthed. Der er mega-egoer i forretningsverdenen, hos advokater og hos ingeniører. Et førende ingeniørfirma i den sydlige del af Californien, berømte for deres omhyggelige arbejde og gennemført ordnede forhold, og skriveborde, kræver at hver ingeniør skal have et eksemplar af Grundlæggerens bog om 'sådan skal det gøres' - og de stakkels djævle bliver udspurgt regelmæssigt for at sikre sig at de kunne huske de hellige tekster.

Den højeste koncentration af mega-egoer findes i litteraturens verden, især indenfor journalistik. Klummeskrivere bliver trods alt betalt for at være alvidende, eller i det mindste forekomme at være det. Mega-egoerne blandt dem tror virkelig på deres ufejlbarlighed og udsteder deres mest tilfældige meninger som om de netop havde modtaget dem af Gud på Sinai. Se blot på Michael Moore, hvis omfattende selvbevidsthed om hans sags retfærdighed gør ham i samme omfang glemsom overfor kendsgerninger der kunne sige ham imod. Endnu en er Maureen Dowd. Når hun er bedst kan hun skrive godt og være skarpsindig og indsigtsfuld. Oftest synker hun dog ned i førnævnte landsbys fordrukne sludder og sladder, af begrænset klogskab, men med ubegrænset selvtillid, hun kender "sandheden" om alt og alle i byen og erklærer denne med en triumferende brægen.

Man skulle nu tro at mega-egoerne kunne findes i overmål i politik, de står dog sjældent i frontrækkerne. Jeg tror det skyldes, Gud ske tak, at offentligheden kan gennemskue de fleste mega-egoer, så disse kun holder sig til en begrænset kult af tilbedere. Derfor er mega-egoisme ofte et tredjeparts fænomen. Ralp Nader og Ross Perot er pragtfulde eksempler og ups, jeg næsten glemt Lyndon LaRouche. Dog som Roosevelt beviste er der et glasloft for præsidenter med mega-egoer.

Kongressen er faktisk skueplads for mega-egoer, eller snarere en udrugningsanstalt for dem. Trods alt, når du skal gennemgå en bedømmelse i omfattende grad af lovgivningsmæssige emner og gentagne gange posere foran dit vælgerkorps som en ekspert på alle områderne er det tilgivet, hvis du begynder at tro på din egen alvidenhed. Jeg taler ikke her om Nancy, der forekommer at være på kanten af et sammenbrud, men snarere om elskelige fjolser som Joe Biden.

Endelig hvad så med Joe's nye chef præsidenten? Hans overpumpede billede af sig selv har fået mig til, og andre, at benævne ham som narcissicist. Men er han mon i stedet en Rooseveltisk mega-ego?

Jeg tror ikke det betyder noget. I hvert tilfælde fører den selvidoliserende selvbevidsthed til en hensynsløs uansvarlighed der kan sammenlignes med et blebarn der styrer en bulldozer- (Tænk blot på Roosevelts tro på, at han kunne "klare" Stalin.) Hungeren efter ros og hæder indebærer i sig selv en sårbarhed for manipulation af medarbejdere eller endog af modstandere. De to patologier adskiller sig kun ved de knapper en manipulator vil benytte sig af.

Under alle omstændigheder, så skal du nu spænde sikkerhedsselen. Det bliver en hård køretur.

Den ægte Lincoln

Der er kun en Lincoln

Yervand Kochar

Det forunderlige ved Abraham Lincoln var hans evne til samle fraktioner i samfundet der var imod hinanden, samtidig med at de opretholdt deres forskelligartethed. Denne evne til at gennemskue modsætninger gjorde ham brugbar for diamentralt modsatte synspunkter og overbevisninger.

Lincoln blev en inspirator for såvel Republikanerne som Demokraterne, evangeliske konservative og de liberal-progressive. Selv de altid forstokkede kommunister og de altid vrede radikale socialister kan finde en inspirationsglød i Lincolns personlighed.Dog efter at hver gruppe har skabt sig sin egen forestilling om Lincoln udfra deres egen manual, så har vi også mistet overblikket over den ægte Lincoln. Lincoln er blevet til et koncept, og ethvert koncept kan der manipuleres med så det passer til ideologierne og usikkerhederne ved socio-politikken.

Som med alt andet under solen er det de mest usikre og de mest ubegrundede ideologier der manipulerede grundigst med Lincoln, og påstod, at de var ham nærmest. I virkeligheden er der og var kun en Lincoln. Mange politikere har sammenlignet og fortsætter med at sammenligne sig med Lincoln uden forståelse for at det der forvandlede den fattige tårnhøje fyr fra Midtvesten til Abrham Lincoln ikke var hans ydre fremtræden eller det miljø han omgikkes.

Idag tror mange 'Lincoln efterlignere' i politik, at det at være ung og karsimatisk, altså komme fra pjalter og laser til rigdom, være talsmand for de undertrykte, at komme fra 'Springfield,' Illinois, eller måske endda foretage samme togrejse ved sin indsættelse er det der gør en til en ægte Abraham Lincoln.

Det er den letkøbte version af Lincoln.

Faktisk er det at blive skudt i baghoveder for kompromisløst at udkæmpe en upopulær krig det der gør den ægte Abraham Lincoln.

Det er egenligt sørgeligt at 150 år efter Civil War har hele tankesættet som Lincoln bekæmpede hele sit liv, og som han blev myrdet for, nu endeligt afsluttet kidnapningen af hans eftermæle.

Gennem den igangværende "tøseficering" og kastration af samfundet er vi kommet frem til et billede af Lincoln, som gennemført pacifist, en venlig og kærlig far der forenede nationen. Vi får et halvdårligt billede af manden, og bliver oplært til at ignorere den kendsgerning, at før han forenede landet, da splittede han det. Han forenede det ikke gennem sin godhed, men ved en "forfærdelig brug af sværdet." Han forenede det ved at smadre og nedbrænde byer, ved at ofre hundretusindvis af mænd og ved at ødelægge en hel civilisation.

Vi får solgt billedet af Lincoln som sagførereren, men før han blev sagfører kløvede han træstammer, han var en lidenskabelig bryder, der når han kom til en ny by udfordrede den stærkeste mand i området, og slog ham bevidstløs foran et forundret publikum.

Vi skal ikke glemme denne mands barskhed og hårdførhed.

Han var hverken pacifist i sit personlige liv som i det politiske; han var en der kæmpede, en kriger. Det er kun med baggrund i denne Midtvestlige styrke, at vi kan finde frem til og værdsætte hans venlighed og godhed. Det er også vigtigt at huske, at det ikke kun var han udprægede venlighed der gjorde ham stor, men også hans udprægede fornemmelse for retfærdighed.

Retfærdighed er en balance mellem nåde og alvorlighed. I dette perspektiv er der ingen tvivl om at Lincoln besad den gode vilje. Da Robert E. Lee overgav sig ved Appomattox hævdede han, at han overgav sig lige så meget til Lincolns godhed som til Grants hær. Lincolns personlige overvejelser om den tragiske krig er legendariske og hans kærlighed til alle sine medamerikanere, både i Nord som Syden, kan ikke diskuteres. Men for at få et ægte billede af manden da må vi anerkende den anden side af hans personlighed. Den side der gik ind for at dræbe og indføre retfærdighed gennem en afstraffende krig, den gennemførte overbevisning der ikke lod sig standse, evnen til at ofre andre og ultimativt sig eget liv for et ideal.

Dette er billedet der er blevet slettet af de Skriftkloge og Farisæerne hos de lærde i Amerika, der har forvandlet Lincoln til en anti-krigs marxist så han passer ind i deres eget frygtsomme verdenssyn.

Gennem medierne tegner de et billede af Lincolm i 'akvarel' og hænger det op i deres plastic udstillingshaller. Samtidig med at de ville glorificere dette nye ikon ville de slet ikke kunne forestille sig, at hvis de nu selv havde levet på Lincolns tid, så ville de være de første der ville forbyde at han blev vist som ikon.

De som glorificerer Lincoln i dag er de samme som korsfæstede ham i går, og vil fornægte ham og rette anklage mod ham hver gang han dukker op.

Et eller andet sted på det glemte loftsrum af vor nationale hukommelse hænger der et andet billede af Lincoln. Det er et billede skabt med et søm på rusten jern, et billede der kan virke skræmmende i en voldsom kamp. Det er det billede som hans ven kunne betragte da han sammenlignede Lincolns udseende med en indianerhøvdings der kommer ind i fjendens lejr. Det er et billede der er så dybt rodfæstet i psyken fra Syden at mange stadig ikke kan tilgive eller glemme det på grund af den ødelæggelse han bragte over dem og deres familier. Kort sagt det er et billede som vi må affinde os med, ellers tvinges vi til at skulle se på det gennem personers øjne, de personer der aldrig rigtig forstod manden, og aldrig værdsatte hvad han gjorde.

Yervand Kochar

En verdensberømt pædofil død, 50 år gammel

Michael Jackson, den verdensberømte pædofil, død som 50 årig

Rick Moran

Nu ikke tale dårligt om de døde siger du?

Man må godt tale dårligt om de døde, hvis de har gjort noget "dårligt" mens de var i live. Der er vist ikke noget mere "dårligt" end at foulempe et barn.

Til de som siger Michael Jackson ikke blev dømt for seksuel misbrug af mindreårige, vil jeg blot stille det enkle spørgsmål: Ville du lade din teenager eller dit før-teenager barn tilbringe en nat i Jackson hjem uden opsyn?

Ja, ikke sandt.

Måske, hvis man er ivrig efter udgyde en sådan ære over ens søn, så ønsker du også, at benytte dit barn for at opnå en gigantisk betaling, som nogle forældre tilsyneladende i årenes løb gjorde med deres børn ved, at tillade dem at blive med Jackson, og derefter få betaling for at holde mund om misbruget.

Når det drejer sig om Jacksons indflydelse på verden så siger det noget ganske forfærdeligt om os alle, at så mange kunne blive hengivne fans af denne mand med så lidt talent. Som barn med "The Jackson Five," havde Michael en pæn lille stemme og var meget sød når han rystede sine hofter som en voksen (sekulariseringen af børn på Michaels alder mens han optrådte med sine brødre er tilegnet en artikel for sig). Men som voksen var Jacksons stemme - OK til pop, men så heller ikke mere - den var tynd som et halmstrå med en irriternde falsk vibrato og et hvinende "hiccup" som formodentlig gjorde de kvindelige fans skøre.

Hans "dans" var unik, men meget ensidig. Jeg finder det utroligt, at nogle vil kunne sammenligne ham med folk med ægte talent som Gene Kelly eller Fred Astaire. Det behøves ikke nævnt, at de to giganter ikke behøvede at gribe sig i skridtet på scenen for at ophidse deres fans.

Gregiry Hines var en formidabel danser. Næsten alle Motown kunstnere fra 60-. 70'erne var gode sangere. Michael Jackson ,den totale underholdningspakke, var en god showman, men næppe noget jordskælvsagtigt talent. De hyldester der nu hældes over ham i dag er en fascinerende øvelse i ønsketænktning - måske enda bedragerisk tænkning. At udnævne nogen til "King of Pop" og ytre sig svulstigt om, hvordan hans talent har haft indflydelse på verdens musik er en kæmpemisforståelse. Det var ikke Jacksons "talent" der gav inspiration til fremtidige popartister, men snarere hans "stil" - en fuldstændig anderledes gang suppe. Den var helt igennem original, men værdig til den slags saligprisninger vi læser og hører om idag? Næppe.

Han var altså ikke "uden talent," men en performer med begrænsede evner der gennem dygtig marketing, en udnyttelse af trends (såsom at producere videoer der når langt videre end koncertoptagelser ,der var standard dengang hos MTV) og en ekcentrisk personlighed, nåede toppen i verdens popmusik på præcis det rigtige tidspunkt.

En sammenligning med Elvis Presley er brugbar her. Presley var også performer med begrænsede evner, men Amerika var klar lige på det tidspunkt i historien da hans chokerende enestående stil (og det at han havde Tom Parker, en mand der var i tiden, som manager) medførte den usædvanlige succes. Elvis var også en fremragende showmand, og hans senere karriere blev støttet loyalt af hens aldrende kvindelige fans der aldrig blev trætte af at se ham vride de gamle favoritter på en scene i Las Vegas.

Måske er det selve popmusikkens natur i dag at ophøje disse performere til uanede højder, som det ikke var muligt med ægte talenter som Sinatra, Garland, Sammy Davis Jr., og andre hvis popstil vil holde for evigt - selv lang tid efter deres fans er borte. Jeg siger dette ikke som en hån, fordi jeg nød virkelig Thriller, Billie Jean og Beat It sammen med anden popmusik fra vor tid. Skønt begrænset med deres artistiske succes så har performere som Jackson afspejlet deres tid ganske fuldkomment som al god popmusik gør. Men det betyder ikke, at vi skal sætte Jackson op på en kunstnerisk piedestal. Så langt fra.

Jeg har medfølelse med Jacksons familie. At miste en bror eller en søn er altid en tragedie. Men jeg sympatiserer ikke med Jacksons forrykte fans. At lade sig opsluge i en andens liv, en der med vilje manipulerer med følelserne er en form for narcissisme. Jeg vil nok som de fleste beklage Jacksons bortgang da jeg har mange ikoner fra min ungdom der har forladt os. Farrah Fawcett, der også døde i går, frembringner den samme længsel i mit hjerte efter at vende tilbage til min sørgmodige erindring om tider der var mere simple, da man havde mindre ansvar og jeg havde en optimisme og en tillid til at hele verden lå for mine fødder og jeg blot skulle samle den op.

Hvor ville jeg dog ønske at medierne ikke gik i selvsving over Jacksons død. Andre langt vigtigere historier som Iran, sundhedsreform, og Obama administrationens fortsatte indblanding i vort liv får langt mindre omtale. Det at dække Jackson betyder et kæmpepublikum så man kan næppe klandre medierne for at forsøge at tjende på det. De ville trods alt være tossede hvis de ikke forsøge at malke historien til sidste dråbe.

Om 100 år, vil historikerne så være forundrede over populariteten hos mennesker som Jackson? Forhåbningsvis på det tidspunkt vil vi være vokset fra den tilbøjelighed vi har til at sætte mennesker op på en bjergtop og tilbede hver bevægelse de foretager.

Andre artikler af Rick Moran ved klik

Medierne og et dødsfald

Michael Jacksons død undertrykker revolutionen i Iran

Åh de stakkels iranere der er så opsatte på, og inderligt ønsker demokrati. Nu da Michael Jackson er død vil nyhedsmediernes beretninger om deres undertrykkelse snart slutte.

I de kommende uger kan vi forvente at blive oversvømmet med analyser om hans økonomiske forhold, slagsmålene om forældremyndigheden over hans børn, hans kreditorer der vil have fat i hans royalties og ikke mindst spekulationer om årsagen til hans død.

Titusinder af iranere vil måske blive massakreret, men der vil kun være sparsom dækning af dette udover bloggers der fremfører de fleste nyheder om muslimske overgreb rundt om i verden.

Hvor jeg dog håber jeg tager fejl.

Indlæggene fra bloggen: Plancksconstant.org.

FØLGENDE ER FRA NOVEMBER 2005.

Er Michael Jackson død?

Michael Jackson mødes med præsident

Ronald Reagan/Nancy Reagan in 1984.

Kort efter konverterede han til hvid.

Photo Credit: NY POST

Før jeg går i detaljer om hans mulige død, så først lidt baggrund om, hvordan det kunne ske. For treår siden ønskede Michael Jackson at konvertere til Nation of Islam, men uheldigvis for ham havde han ikke en arrestordre, og var der uegnet til at komme ind. Imidlertid i november 2003 blev han arresteret af Santa Barberas sheriff på anklage om børnemisbrug, denne arrestation gav ham det stykke papir som han kunne benytte når han ville tilslutte sig nation of Islam. Som vi alle ved er Michael Jackson mere hvid end de fleste kaukasiere så da han ankom til konversionsceremoenier sagde den ærværdige præst Louis Farrakhan, "Hvem har sluppet den jubelidiot ind? Slå den m..... f..... ihjel." Efter han fik at vide at Michael engang havde været sort, angrede Louis og tillod, at den første hvide kunne komme ind i Nation of islam som medlem.

Så i 2005, efter han undgik flere retssager ved at knytte sig til Bahrains royale familie konverterede han til sunni islam. Det er almindeligt kendt at misbrug af børn er lovligt og tilladt i, og en del af dyderne, ved sunnismen. Snart efter besluttede han at bygge en moske nær den kongelige families palads. Det var mens han var i Bahrain at man påstod han var død. Årsagen?

Frugt og nøddeudsalg

Photo by: .fergie

Dadler, nødder og figner er populære i Bahrain og en talsmand for familien meddelte, at Michael havde tabt kampen mod en madforgiftning efter at have smagt på 12 år gamle nødder.

Dette er ikke bekræftet. Michael skulle optræde (15. november 2005) ved World Music Awards.

Hvor om alting er skulle Michael have Diamond Award for at have solgt mere end 100 millioner albums. Hvis han nu ikke er død og dukker op vil det være anden gang han optræder for publikum siden hans seneste retssag. Man regner med han opfører "Thriller" sammen med Chris Brown og også "We Are The World."

Muligvis er jeg den eneste i blogosfæren der omtaler dette. Nu må vi vente og se.

Indlæggene fra bloggen: Plancksconstant.org.

I vil gerne have en 'revelootion'?

I vil gerne have en 'revolootion'?

---

Melanie Morgan

Idag (marts 2009) i byen Oakland, i kystområdet og hele landet blev der sagt farvel til fire politibetjente der blev myrdet af en fange på orlov, en gennemført slyngel. Tusinder forventes at overvære begravelsen af betjentene der blev dræbt lørdag: Mark Dunakin, 40 fra Tracy, Erv Romans, 43, fra Danville, Daniel Skai, 35 fra Castro Valley, John Hegem 41, fra Concord der også blev skudt lørdag og erklæret hjernedød søndag.

Lovelle Mixon

Lovelle Mixon, politibetjentenes drabsmand og en børnevoldtægtsforbryder er nu et populært ikon i de syge og forrykte sind hos de der støtter Mixons morderiske handlinger og som hader politiet. Forleden aften på TV viste en journalist billeder af Mixons ofre og derpå trådte nogle galninge frem og spyttede på billederne. Det var kvalmende, men hvad kan man forvente af gadeaffald der ikke vil påtage sig et personligt ansvar og tilbeder typer som Che Guevara, en massemorder, Black Panthers og nu altså Mixon, den perverse morder.

Mixons forsvarere er stolte af sig selv og spytter nu ikke kun på billeder af betjentene der døde under deres arbejde, men de marcherer åbenlyst (video)og forsøger at genere mennesker der ikke går ind for deres radikale sindsyge holdninger.

Jeg modtog en e-mail fra en kvinde der beskrev sig selv som Wendy Lea Snyder, formodentlig med til at organisere eller i det mindste støtte Uhuru Bevægelsen (Uhuru er en socialistisk gruppe hvis radikalisme har basis i "black power.") Overskriften var: "Fingrene væk fra Uhuru, Kælling."

Her følger indholdet af e-mailen. Prøv selv at bedømme det intellektuelle niveau hos venstrefløjserne i Oakland:

Wendy Lea Snyder wendy.snyder@rocketmail.com

You post about our righchous and just march tonigh proves you are an oppresionist pig who will be taken down when the Revelootion comes! POWER TO THE PEEPLE!

Nu er jeg ikke sikker på hun siger jeg er impressionist som Degas, Monet og Renoir, hvilket ville være usandsynligt idet de aldrig begyndte deres kunstneriske karriere med at lave graffiti i Oaklands gader. I hvert fald er hun vred som en i Helvede og hun vil ombringe mig i "revelootionen", hvilken vil finde sted når horder af oprørere går igang med at plyndre.

Det eneste jeg gjorde var at kommentere Uhuru tilhængernes opførsel, de som mener det er helt i orden at dræbe fire politibetjente. Jeg skrev om den Demokratiske fløj hos Uhuru ("A Rush to Rascims") og om deres støtte til den mand der myrdede fire betjent og sårede en femte. Jeg håbede at denne omtale overfor offentligheden ville igangsætte handlinger hos vore såkaldte ledere så ordentlighed kunne genskabes.

Desværre var jeg helt ved siden af.

Obamas tavshed, den Ene, den mand der kan benytte blot ord til at få det oprørte hav til at falde til ro, åbne terroristers sind og ordne økonomien med stor lethed - er larmende, Hvor i al verden er fredsmagerne? Cindy Sheehan, Code Pink og præsten Sharpton: Oakland beder dem træde frem og vi taler jo samme sprog.

San Francisco Chronicle rapporterede at 60 personer marcherede og demonstrerede i Oakland for at fordømme politiet og ære Mixon.

"OPD I kan ikke skjule Jer - vi anklager Jer for folkedrab," skreg de demonstrerende mens de marcherede på MacArthur Boulevard, nær krydset ved 74th Avenue hvor Mixon, 25, fange på orlov, nedskød to motorcykelbetjente der ville stoppe ham for ikke at holdt vigepligt. Han dræbte yderligere to betjente der forsøgte at fange ham da han skjulte sig i sin søsters lejlighed i nærheden.

Nu er det på tide, at idioterne fra 60'erne kommer ud af deres stofdøs og ser sig omkring. Fire fredelige betjente er døde. Tossehovederne derude støtter drabet på dem. Det er ikke i orden i et civiliseret samfund. Har du forstået det Obama? Hvad med den terrorist-forsvarende statsanklager? Siger han noget?

Vi sørger ikke kun over de fire politibetjent, vi sørger over nedturen i vort samfund en nedtur der får brændstof af venstrefløjen, hvis motto fortsætter med at være - Magt Til Folket - altså de der hader Amerika. De glæder sig til at igangsætte en 'revelootion.'

Melanie Morgan

Forbud mod religion i Frankrig

Forbud mod religion i Frankrig

Franske retsinstanser anklager Scientologys franske topledere for organiseret svindel, efter man i ni år har undersøgt Scientology og kommet frem til at det "først og fremmest er en forretningsvirksomhed" hvis mål er at tilegne sig dens tilhængeres formuer.

Forhåbningsvis vil en vel gennemført retssag opmuntre Frankrig til også at forbyde en anden falsk kult, Islam, der som vi alle er klar over er en politisk bevægelse, ikke meget anderledes end nazismen og med de samme to mål: Verdensherredømmet under en Führer (undskyld Kalif) og den fuldstændige og gennemførte ødelæggelse af jøder.

Wikipedia har allerede forbudt Scientologi Kirken af redigere i dets sider.

På Parlamentets trappe

Foto : Chaddles

Foto: Protesterende i Melbourne mod Scientology kulten er bange for at vise deres ansigter af frygt for at blive generet af deres kultmedlemmer.

Relateret: StopScientology.com:

I Scientology doktrinen er Xenu en galaktisk hersker der, for 75 millioner år siden bragte milliarder af mennesker til Jorden, placerede dem rundt om vulkaner og sprængte dem i luftem med brintbomber. Deres sjæle blev derpå samlet og satte sig på de levendes kroppe og fortsætter med at give mennesket problemer i dag. Disse begivenheder er af scientologer kendt som "Hændelse II," og de traumatiske erindringer der er forbundet med dem som indpodningen af "Muren af Ild" eller R6. Beretningen om Xenu er del af en meget bredere række af Scientology troslærer om civilisationer i universet og fremmedes indblanden i Jordens angliggender, kollektivt beskrevet som en 'rum-opera' af L. Ron Hubbard, grundlæggeren af Scientology.

I Tyskland er Scientology ikke en religion: Efter at have gennemgået adskillige Scientology bøger har dommerne fundet frem til at Scientology ikke er en religion, men et forretningsforetagende.

Canada, Tyskland, Belgien og Storbritannien nægter alle at give Scientology godkendelse som religion. [Public Radio.org].

Nogle læsere vil måske protestere over, at fordi jeg er ateist så vil jeg være imod alle kulter eller religioner. Sådan er det ikke. I min artikel

If only Muslims were Raelians, foreslog jeg at de 1.5 milliard muslimer skulle omvende sig til en anden kult - såsom den Raeliansk religion.

Den eneste grund til at den civiliserede verden ikke har forbudt Islam er fordi de er bange for en sådan beslutning. En dag vil denne frygt være afløst af nødvendighed.

Noter

Time Magazine, Scientology Retssag i Frankrig: Kan man forbyde en religion?

Som den gennemført sekulære nation Frankrig er har man dog altid haft et mærkværdigt forhold til religiøse grupper. Embedsmænd er ofte i en kamp for at finde den hårfine balance mellem at opretholde adskillelsen af -kirke/stat- og samtidig give borgere ret til at udøve deres tro. I den løbende sag mellem den USA baserede Scientology Kirke har myndighederne forladt deres sædvanlige holdning på at finde balancen mellem religioner status i det franske samfund - istedet ønsker de helt at forbyde Scientology i Frankrig. ...

Hvis de bliver dømt vil de anklagede blive idømt bøder og muligvis fængselsstraf. Men en domfældelse ville også tillade de franske myndigheder at betegne Scientology som en kriminel organisation beregnet på at udnytte dens tilhængere, hvilket ville kunne føre til et forbud mod religionen i Frankrig. Denne usædvanlige handlemåde vil tvinge Scientology ud af landet - eller til at gå under jorden, sammen med de der udøver ulovlige satanisme. Scientology har ca 8 millioner medlemmer på verdensbasis, derfor betragter observatører denne praksis som ekstrem.

Scientology Banned from Wikipedia

Selvom vi måske gør nar af Wikipedia og selvom enhver seriøs videnskabelig artikel ikke burde citere fra Wikipedia da er kendsgerningen dog, at det af fællesskabet skabte og vedligeholdte leksikon, er blevet til en imponerende vidensdatabase. Selvom jeg mener man ikke skal stole blindt på det, er det sædvanligvis en udmærket begyndelseskilde til information især når det benyttes med forbehold. Dog er dens åbenhed en fare for Wikipedia selv, som det blev eksempliceret af Wikipedia Arbitration Committee i denne uge, der forbød Scientology at redigere sider på Wikipedia.

Dette er en afgørende belslutning af Komiteen. Individuelle personer er førhen blevet forbudt at redigere Wikipedia sider, men aldrig er en så stor organisation blevet mødt med et så omfattende forbud. Sagen har været under udvikling i et stykke tid, men de fremholdte beviser er overbevisende i sig selv: Medlemmer af organisationen der kalder sig selv en Kirke, der af mange betragtes som en farlig kult, har systematisk og organiseret redigeret relevante sider på Wikipedia. Forbudet er kommet i stand ved at blackliste alle IP-adresser der ejes af Scientology Kirken. Forbudet gælder hele Wikipedia (ikke kun Scientology relaterede artikler), og er øjeblikkeligt gældende.

Et tidligere medlem, Tory Christman, har i detaljer beskrevet til El Reg at organisationen har en slags PR-afdeling der aktivt overvåger kritik på nettet, med det formål at fjerne det. Wikipedia er selvfølgelig en achilleshæl i den henseende da alle og enhver kan redigere og indføre hvad de ønsker. "De fyre jeg arbejdede sammen med sendte post ud hver dag og det hele dagen," fortæller Christman, El Reg, "Det var som en maskine. Jeg arbejdede sammen med en der benyttede 5 forskellige computere, fem forskelllige anonyme identiteter....for at sløre enhver forbindelse på nettet til Scientology Kirken." Christman forlod kirken i 2000.

Artikel fra bloggen: plancksconstant.org

En lov der giver pote

En lov der kaster penge af sig

Tom Purcell

Jeg er splittet, hvis du gerne vil vide det.

Her i sidste uge vedtog USA's Senat loven "Skrotpræmie for din gamle bil" - de pakkede den ind i en nødhjælps lov for krigsmidler - og Præsident Obama vil snart skrive den under.

Således skal loven virke:

Hvis din nuværende bil kører gennemsnitligt eller mindre end 6 km pr. liter så kan du få 3500 dollars for den mod at købe en ny bil - blot under forudsætning af, at den nye bil kører mindst 3,5 km længere pr. liter.

Endnu bedre: Hvis du køber en ny bil der kører i gennemsnit mere end 4 km pr liter end din nuværende bil så vil regeringen give dig 4500 dollars i tilskud til køb af en ny.

Se, det er derfor jeg er splittet.

Jeg har to køretøjer: en 2001 Nissan Maxima SE og en 1992 Chevy S-10 truck, begge i fremragende stand.

Min Maxima kører i byen 8 km pr. liter - i gennemsnit 9,3 km pr.liter - så den fortjener altså ikke regeringens penge.

Men min truck gør virkelig. Den kører kun ca. 4 km. pr. liter.

Det er selvfølgelig ikke noget problem. Trucken er parkeret i min fars garage det meste af tiden. Den kommer kun ud når nogen i familien har brug for at få hentet et større møbel eller noget træflis.

Jeg elsker bare den truck.

Den er totonet i farven, sølv og mørkerød, har hvide bogstaver på dækkene og røde veloursæder der skriger "1992." Det er den slags køretøj som en type som Bill Clinton kunne have benyttet til at hente en type som Monica Lewinsky.

Selvom den er så dejlig sej - selvom den er i perfekt stand - er trucken 17 år gammel. På det virkelige marked - det frie marked - er den kun ca. 2500 dollars værd.

Det sætter mig i en vanskelig position.

Når præsident Obama nu underskriver denne lov da vil min truck omgående blive 4500 dollars værd. Alt jeg skal gøre er at finde et nyt køretøj der kører ca. 9,2 km pr.liter - og det er ikke svært.

Nu har jeg selvfølgelig ikke brug for eller ønsker en ny bil. Jeg elsker min Maxima. Og min truck er perfekt til det brug den er skabt.

Chevy S-1o Truck

Jeg kan bare ikke holde ud at tænke på, hvad der skal ske med min elskede truck hvis jeg går med på handlen. Alle køretøjer der handles ind under denne lov vil blive knust til en bunke stål og derpå omsmeltet. Selv ikke transmissionen og motoren vil blive frelst.

Men selvfølgelig skal man ikke lade følelser afgøre ens finansielle beslutninger. Det er kun regeringen der er dumme nok til at betale mig 4500 dollars for et køretøj der er 2500 dollars værd - og kun en tåbe vil vende sig bort fra en extra fortjeneste på 2000 dollars.

Nuvel, jeg ved godt hvad kritikerne vil sige. Hele programmets 1 milliard dollars prismærke er spild af penge på et tidspunkt, hvor alt står skrevet med rødt blæk. Jeg ved vi har smidt 30 milliarder dollars ind i den privat autoindustri og derved højst sandsynlig blot har gjort tingenes tilstand værre.

Jeg ved de utilsigtede konsekvenser af regeringens lov vil ramme de fattige og middelklassen hårdest. Selv med dette regerings'ben' vil mange mennesker ikke have råd til en ny bil. Fordi loven vil fjerne tusinder af brugte biler fra markedet, ja så vil det forårsage en prisstigning på brugte biler.

Jeg ved den politiske klasse forsøger at få os til at følge deres pibe. De er ivrige efter at vi skal køre mindre biler. Jeg ved godt de bestikker os - med vore egne penge - for at bøje os mod deres vilje.

Men trods alt er dette helt sikkert min sidste chance for at kvalificere mig til noget 'gratis' fra regeringen.

Jeg står sædvanligvis helt udenfor regeringens støtteprogrammer - modtager altså intet - og nu skal vi alle betale en masse mere, hvis det lykkes Obama at underskrive denne lov, som vil åbne op for en strøm af overforbrug.

Derfor er jeg så splittet.

Jeg har været tilfreds med mine to helt igennem perfekte køretøjer. Nu står jeg i et dilemma.

Jeg har undgået min truck her på det seneste. Jeg er skyldbetynget - jeg kan simpelthen ikke tro at jeg måske skal købes for lusede 2000 dollars - jeg kan bare ikke se min truck i forlygterne.

Se sådanne mærkværdige tanker kan kun regeringen afstedkomme.

---

Tom Purcell's weekly political humor column runs in newspapers and Web sites across America. Visit him atwww.TomPurcell.com.